Atuagagdliutit - 01.06.1961, Blaðsíða 4

Når filantropisk arbejde bliver
et middel i den åndelige kamp
Man får let en fornemmelse af hykleri, siger provst Holger Balle i denne
afskedssamfale om grønlænderne og grønlandsk menfalifet, om folke-
kirken og de andre kirkesamfund, og selvbevidsthed og mindreværds-
følelse
— De er jo selv grønlænder, provst
Holger Balle, født som De er i Ege-
desminde. Skal vi tale om grønlæn-
derne?
— Jeg synes, det er glædeligt, at
der er kommet en del grønlændere i
ledende stillinger, men med hensyn
til den diskussion, der har været om
besættelsen af posten som grønlands-
minister, vil jeg gerne sige, at lige-
som man må gå imod den opfattelse,
at en mand ikke kan indtage en le-
dende stilling, fordi han er grønlæn-
der, således må man ligeså meget
vende sig imod den anden doktrinære
opfattelse, at folk skal til ledende stil-
linger i Grønland udelukkende i kre"
af, at de er grønlændere.
— En af forudsætningerne for
kunne indtage en ledende stilling er
vel, at man er i besiddelse af en vis
selvbevidsthed, men man taler så me-
get om, at grønlænderen mangler
den. At han ikke føler, at han slår
til.
— Selvbevidstheden er der skam i
høj grad, men mindreværd og selvbe-
vidsthed ligger i virkeligheden tæt op
ad hinanden. Man ser mest selvbe-
vidstheden der, hvor grønlænderen er
i sit naturlige forhold, f. eks. i Thule
og Scoresbysund og ude på de små
steder. Der føler de sig som fisk i van-
det, og der får man tit et helt andet
indtryk af dem end i en by som f. eks.
Godthåb, hvor de lever under danske
eller europæiske samfundsforhold.
Forandringen alene fra at være fan-
ger til fisker er en revolution, og der
kræves helt andre egenskaber.
— Når man ser en grønlænder på en
talerstol, får man ikke indtryk af, at
han lider af mindreværdskomplekser.
— Grønlænderen har jo en vældig
evne for at tale. Det stammer nok fra
fangerlivet. Når man ser en fanger
fortælle, så er det ikke bare en fortæl-
ling, det er et drama, der bliver til.
Man ser det hele for sig. Hans kast
med harpunen o. s. v.
— Men det har vel egentlig ikke
noget at gøre med selvbevidsthed.
— Jo, det har det også. Og der er
noget direkte ligefremt over grønlæn-
derne. De er fødte talere, og begge
køn er det uden forskel. På det punkt
er kvinderne også vældig godt med.
Fra pladsen i utide
— De har talt om parallelle linier,
der aldrig mødes, med henvisning til
det dansk-grønlandske forhold. Kan
man gøre det anderledes i Grønland?
— Det er klart, at det er grønlæn-
deren, der er nødt til at tilpasse sig
den europæiske livsform, for det er
den, som trænger igennem. Nu, da
mange af dem er fiskere og ikke fan-
gere, er de nødt til at acceptere den.
Det er ikke, fordi de har nogen ab-
strakt mening om, at den europæiske
kultur står højere, men den er nød-
vendig for dem. Grønlænderen må til-
egne sig nye traditioner og arbejds-
former. Det kan være svært, og når
en ung grønlandsk pige går fra plad-
sen i utide, så mener hun det ikke så
ondt, som det ser ud til for den dan-
ske husmoder. Når jeg siger det, er
det ikke fordi jeg mener, det er rig-
;igt, tværtimod, men det er nødven-
iigt, at man vænner sig til de euro-
pæiske samarbejdsformer, hvor man
er langt mere afhængig af hinanden,
end fangerne var det. Deres arbejde
var individualistisk. Man tog ud med
kajakken, og så var man henvist til
sig selv. Sådan som vi lever i dag i en
væsentlig del af Vestgrønland, er man
meget mere afhængig af hinanden, og
man er nødt til efterhånden at tilegne
sig de arbejdsmetoder, som er nød-
vendige for udførelsen af arbejdet i
samfundet. For grønlænderen kan det
måske se ud, som om man søger at
øve vold imod hans traditioner, men
udviklingen kræver, at man går ind
for samarbejdsmetoderne.
— Men er der ikke hos grønlæn-
derne en erkendelse af, at sådan må
det være?
— Det er der i høj grad, især hos de
unge. Det er vanskeligere hos de æl-
dre, fordi de ikke har problemerne så
stærkt inde på livet. Udviklingen har
taget en pludselig og voldsom fart, det
er, som om man er kommet på en stejl
bakke, og så kører man pludselig med
stærkere fart. Man kan vel nok sige,
at der aldrig i Grønland som i vor tid
har været en så stærk forøgelse af
tempoet, og man har ikke tidligere
prøvet at tilpasse grønlænderen euro-
pæisk tankegang. Man er slået over
fra den politik bevidst at lade Grøn-
land være en verden for sig selv og til
en ny form, der er afhængig af ver-
den uden om.
Statspræget
— Hvordan er Deres indstilling til
den politik, der føres nu?
— Jeg mener, det er en indlysende
nødvendighed, at Danmark sætter
meget ind, også økonomisk, på at ud-
bygge erhvervene, og det vil sige, at
det er i sin orden, at der virkelig bli-
ver bevilget store beløb, men samtidig
må man komme ind på, at Grønland
både økonomisk og uddannelsesmæs-
sigt bliver i stand til at magte opga-
verne fremover. Når der er store øko-
nomiske opgaver i et land, må udvik-
lingen blive meget statspræget, men
det bliver vanskeligt, når eller hvis
den tid nogensinde kommer, da udvik-
lingen går lidt roligere eller langsom-
mere, at stille større krav og give et
større ansvar. For den lov gælder sta-
dig, at jo mere statspræget, udviklin-
gen bliver, desto mere præget af sta-
ten bliver forholdene. Vi står gang på
gang over for det i vort daglige ar-
bejde, at vi siger, man burde prøve at
tildele et større ansvar og stille større
krav, altså at lade staten gøre mindre
og lade folk gøre mere selv, men det
er først og fremmest et uddannelses-
spørgsmål.
Et delt samfund
— Så er spørgsmålet, hvilken vej
man skal gå. Som skolen er nu, til-
stræber den mere eller mindre be-
vidst en fordanskning af grønlænder-
ne, idet den bl. a. siger, at vil grøn-
lænderen tilegne sig alle de europæi-
ske dyder, så må han også lære dansk.
— Her må man dele grønlænderne i
grupper. De, der skal have europæiske
eller danske opgaver, må stilles over
for de samme uddannelsesmæssige
krav, som man stiller til en europæer,
både af hensyn til den unge grøn-
lænder selv og af hensyn til samfun-
det. Der ville ellers blive alle mulig-
heder for, at grønlænderen følte min-
dreværdskomplekser, medens derimod
de grønlændere, som skal gøre det
ikke mindst vigtige daglige arbejde
rundt omkring i Grønland, bør have
en undervisning, der er tilpasset grøn-
landske forhold. Det er man i øvrigt
også inde på i de overvejelser, man
gør sig med f. eks. 8. skoleår, idet man
vil lægge undervisningen betydeligt
mere praktisk an.
— Risikerer man ikke med den de-
ling, De skitserer, at skabe et sam-
fund, der er delt i to, en slags over-
klasse af intellektuelle og den store
masse?
— Det gør man. Det er en meget
stor fare ved udviklingen, og jeg kan
ikke se, hvordan man helt undgår det,
når man vil tage hensyn til begge
krav. Der må være nogle, der skal
have et større ansvar og større stil-
linger, og det er uholdbart, at de skal
have en dårligere uddannelse. På der
anden side er der mange slags prak-
tisk arbejde, hvor det direkte er øn-
skeligt, at undervisningen er tilpasset
mere konkret de specielle forhold.
Jeg erkender, at der er noget af en
gordisk knude på det punkt. Der er
også fare for, at de grønlændere, der
kommer til Danmark på uddannelse,
kommer for langt bort fra deres hjem-
lige forhold, især fordi 10-års reglen
hindrer dem i at komme tilbage på et
tidligt tidspunkt, og man må derfor
sørge for, at ingen grønlænder bliver
unødvendigt længe i Danmark. I for-
vejen er det meget svært for unge
grønlændere, og de føler det også
svært at komme tilbage, fordi de har
oplevet en hel masse, som de ikke kan
give de andre del i bare ved at for-
tælle om det. Det er desuden meget
ofte således, at de hjemlige grønlæn-
dere er meget kritiske over for unge
grønlændere, som har været længe i
Danmark, fordi de alligevel er blevet
så fordanskede, at man i øvrigt uden
grund mistænker dem for at fornægte
deres landsmænd. Dertil kommer, at
unge grønlændere, unge færinger, og
det gælder også andre nationaliteter,
når de har været borte fra deres land
meget lang tid, bliver radikalt natio-
nale og ret ofte med en ret kraftig
kritik imod moderlandet.
Skævhederne
— Er der noget punkt i den nuvæ-
rende udvikling, som efter Deres op-
fattelse er ved at vælte i grøften?
— Det skæve i udviklingen er, at vi
er bagefter med hensyn til uddannel-
se af de unge grønlændere, og denne
skævhed medfører mange andre
skævheder. Den er årsag til megen af
Til butikkerne
filbydes alf i busfeholdere,
hoffeholdere og skørfer fra
egen systue i København. —
Vore modeller er gode, og
priserne er megef rimelige.
Udvalg sendes gerne.
Knud Marcher
Bryggervangen 20
København 0.
den irritation, der findes over, at der
er danskere næsten hele vejen igen-
nem som ledere af samfundet. De har
det største ansvar og i reglen de stør-
ste stillinger.
— Hvad skal man gøre for at bøde
på den manglende uddannelse?
— Man bør bl. a. i aftenskolen ikke
alene lægge den praktisk til rette, men
også søge at bibringe deltagerne i den
en opfattelse af, hvordan det nuvæ-
rende grønlandske samfund egentlig
virker, altså lidt i stil med højskole-
undervisningen på udsteder, hvor man
netop tog samfundsproblemer op på
en meget konkret måde. Jeg tror og-
så, at en sådan omstilling af aften-
skolen ville styrke interessen for den
fremfor nu, da man kun har de tra-
ditionelle fag, dansk og regning. Med
hensyn til den ældre generation er
vanskelighederne næsten endnu stør-
re. De yngre har lettest ved at til-
passe sig nye forhold. De ser mere
udviklingen i deres daglige tilværel-
se, medens de ældre har på fornem-
melsen, at alt det gamle bliver øde-
lagt, uden at noget nyt bygges op.
Der er virkelig brug for, at man gen-
nem radioen og gennem højskolekur-
sus giver en konkret orientering om
det samfund, der er, og som er ved at
blive bygget op.
Radioens niveau
— Det hævdes fra visse sider, at ra-
dioen i sine grønlandske udsendelser
skyder over målet. Har De nogen for-
nemmelse af, at det er rigtigt?
— Jeg tror nok, at man meget nemt
bliver tilbøjelig til at undervurdere
vanskelighederne ved at kapere fore-
drag. Det hænger sammen med
spørgsmålet om oversættelse. I virke-
ligheden bør man oversætte meget
frit og udsætte sig for den risiko, at
man misforstår manden, der har skre-
vet det, der skal oversættes, men jeg
mener, at man til radioen burde over-
sætte mere frit, end man sædvanlig-
vis gør, fordi de to sprog ligger så
langt fra hinanden, at en ordret over-
sættelse vil være praktisk taget for-
kert. Det forhindrer ikke, at man fra
foredragsholderens side bevidst kan
gøre det meget konkret, og helst med
meget konkrete eksempler og med en
bevidst forenkling af problemerne,
selv om foredragsholderen som sag-
kyndig måske ville have lidt dårlig
samvittighed over det. For den, der
hører det, giver det et nøjagtigere bil-
lede af virkeligheden end det mere
differentierede billede, som lytterne
ikke kan kapere. Det er meget svært
at forklare noget abstrakt på grøn-
landsk, medens man har et righoldigt
gloseforråd til konkrete ting. Bare så-
dan noget som de forskellige slags is,
som vi kun har eet ord for på dansk,
har grønlænderne en halv snes for-
skellige ord for, der nøjagtigt angiver,
hvilken is, der menes. Det samme er
tilfældet med fangstredskaberne og
dyrene, men når man kommer til det
abstrakte, bliver det meget svært. Det
hænger igen sammen med, at livet har
været ganske vist meget afvekslende
inden for det område, hvor det eksiste-
rede, men også meget konkret og for-
enklet. I et lille samfund var det ikke
de store almene problemer, der var
fremherskende, og det giver en van-
skelighed i det nuværende samfund,
fordi den grønlandske følelse af sam-
hørighed fra gammel tid primært var
forbundet med livet på bopladsen og
ikke forbundet med hele landet som
nation. På grønlandsk har man det
samme navn for bopladsen og for lan-
det. „Mit land“ er bopladsen i første
omgang. Derfor ser man også, at det
er svært for landsrådet f. eks. at træf-
fe en afgørelse, som er den rigtige for
hele landet, men den forkerte for bo-
pladsen.
Svigtende loyalitet
— Skal man heri søge forklaringen
på, at samhørighedsfølelsen mellem en
nordgrønlænder og en sydgrønlænder
ikke forekommer særlig udtalt?
— Det er højst sandsynligt, og det
skyldes den stærke isolation, som har
været og som tildels er endnu. Det er
også derfor, det kniber med den gen-
sidige loyalitet. Det gælder både for-
holdet mellem grønlænderne indbyr-
des og forholdet mellem grønlændere
og danske.
Sådan som det er nu, er det ikke
mere en privat sag, hvordan man gør
sit arbejde. En mand, der sjusker med
arbejdet, ødelægger ikke bare sit eget
arbejde, men han ødelægger ti, tyve,
tredive, måske hundrede menneskers
arbejde. Man har endnu ikke i Grøn-
land erfaringerne for, at det er så-
dan, for man har kun i kort tid haft
arbejde, som var afhængigt af andres
arbejde. Men de grønlændere, der
kommer i overordnede stillinger, erfa-
rer netop de vanskeligheder, som en
arbejdskammerat kan fremkalde, for-
di han ikke passer sit arbejde. En
grønlandsk arbejdsleder kan let blive
udsat for, at han ikke kan løse sin op-
gave, fordi hans arbejdskammerater
ødelægger hans arbejde, og det kan
betyde meget netop nu, hvor alle er
Skoleinspektør søges
Ved skolevæsenet i Grønland er stilling som skoleinspektør ledig. Placering enten
i Julianehåb, Sukkertoppen, Holsteinsborg, Egedesminde, Jakobshavn eller K’ut-
dligssat efter skoledirektionens bestemmelse. Aflønning 22.000 kr.—27.000 kr. årlig
i henhold til lønnings- og klassificeringslovens paragraf 157, jfr. 6. lønningsklasse,
lærerløningslovens paragraf 32, dertil kommer dyrtidsregulering efter gældende
regler for statens tjenestemænd. Lønningen er dog samtidig undergivet regulering
i medfør af særbestemmelser for Grønland, afdeling 20 i førstnævnte lov. Tjene-
stebolig er til rådighed mod lønfradrag. Den pågældende er pligtig at undervise i
indtil 21 timer om ugen. De nævnte skoler omfatter foruden 7-årig børneskole,
efterskole og husmoderskole for Julianehåb og Egedesmindes vedkommende samt
teknisk skole for Holsteinsborgs. Skoleinspektøren har tillige ledelse og tilsyn med
skolerne i det omliggende distrikt. Endvidere er aftenskole, herunder aftenskole-
kursus og visse tekniske kursus i vedkommende byer og distrikter undergivet
skoleinspektørens ledelse. Ansættelse kan foretages på prøve, hvis den pågældende
ikke har bestået grønlandsk prøve, således at prøvetiden medregnes i lønnings- og
pensionsanciennitet.
Ansøgninger stiles til kongen og fremsendes til skoledirektionen i Godthåb. —
Ansøgningsfristen udløber 29. juni 1961.
Skoledirektionen.
aitsåtdliåsit sanavdluagaK
(nalunaeKutårax ingnagtautdlo atautsimortut)
lngnagtaut nalunaeicutartalik .............. kr. 42,50
extra-extra ................................. „ 47,5o
angutinut nalunaekutårax 17 sten uvdlorsiu-
tltalik, imagtQsångltsok ...................... 55,oo
extra ....................................... 65,00
extra-extra ................................... 70,00
arnavdlo nalunaexut&rft pltsavlvik .......... „ 42,50
nalunaeKutåraK 30 st. lngmlnårdlune amdrtar-
tOK, talmågdlåt akekartOK ................... „ 97,50
arnanut angutinutdlo nalunaexutåraK pitsak „ 85,00
nukagpiarkanut kr. 18,00 — nlvlarsiark......... 20,00
kussanarsardlugit sanåt kr. 35,00 åma ....... „ 40,00
plniagkat x-ilerdlugo nalunaexutseruk. agdlagfiglguv-
tigut akisa agdlagartait åsslliartagdUt nagsiutisavavut.
KulamavérKuslgkat, lluarlnglkåine utertinetcarsinaussut
AXEL HANSEN - Vigerslev Allé 7 - København Valby
inde på, at grønlænderne skal have
større ansvar. Den mand, der får en
sådan chance, kan få den ødelagt af
sine medarbejdere, som har en langt
større magt til at ødelægge og tilsva-
rende en meget større magt til at
hjælpe en nybagt grønlandsk leder,
end de havde i det gamle samfund.
Fornemmelse af hykleri
— Skal vi vende os til kirken? Hvor
står den i den nuværende udvikling?
Man har jo beskyldt kirken for at væ-
re passiv.
— Det er givet, at kristne menne-
sker ikke kan opfylde deres opgaver,
hvis de isolerer sig ud i en kreds, hvor
man nøjes med at glæde sig over,
hvordan man har sit eget på det tørre,
og det vil igen sige, at alt, hvad der er
af glæder og sorger og vanskelige op-
gaver i det grønlandske samfund, har
man ikke lov til at holde sig uden for.
Men når jeg har sagt det, vil jeg også
sige noget, som jeg synes, er ligeså
vigtigt. I forholdet til andre kirkesam-
fund har man sommetider en uhygge-
lig fornemmelse af, at f. eks. filantro-
pisk arbejde bliver gjort til et mid-
del i den åndelige kamp. Man får
let en fornemmelse af hykleri. Jeg er
enig i kritikken af for lidt delagtighed
i dagligdagen heroppe fra kirkens si-
de, men når vi går videre og spørger,
hvordan det skal gøres, må jeg sige, at
jeg er ret skeptisk med hensyn til spe-
cielt kristelige arrangementer, altså
f. eks. kristelige politiske partier, kri-
stelige filantropiske foretagender, for-
di det jo netop er opgaver, som alle
er fælles om, og når man ikke lige
savner et organ til et sådant arbejde,
synes jeg, det er meget mere værdi-
fuldt, at kristne mennesker, der ikke
skiller sig ud, går ind i arbejdet sam-
men med alle andre. En anden ting,
jeg synes at spore i kritikken over
kirkens passivitet, er, at man anser
den kristne menigheds centrale opga-
ve for at være social og filantropisk
og slet ikke anerkender den opgave,
som er den kristne menigheds, nem-
lig hvad den kristne menighed skal
sige til folk. Ligeså sikkert det er, at
kristne mennesker skal være med i
de nævnte opgaver, ligeså sikkert fin-
der jeg, at den kristne menighed ville
forsømme sin opgave, hvis man lod
det blive en erstatning. Præsterne
skal ikke, som man ser det i Dan-
mark, gøres til socialarbejdere eller
en slags underholdningsledere. Hvis
man vil skabe et surrogat for det, den
kristne menighed skal sige, er man
inde på et galt spor.
Det konkrete i kirken
— Men det forhindrer vel ikke, at
præsterne kan deltage i de højst
verdslige ting, der er i samfundet?
— Langtfra, og netop der står vi
over for en vanskelighed. Det konkre-
te mangler i kirkens forkyndelse, og
det hænger sammen med, at vi er for
meget en stand for os selv. Problemet
er også at få tilstrækkelig tid til at
komme ud blandt folk.
— Hvordan ser De på de andre kir-
kesamfunds indpas i Grønland?
— Må jeg stille Dem et modspørgs-
mål? De kender måske en meget ivrig
overbevist kommunist, som er et ud-
mærket menneske og en stor idealist.
Hvordan ville De selv se på det, hvis
han fik lov at agitere i det grønland-
ske samfund?
__ |
— Der ser De, men samtidig vil jeg
sige, at jeg tror, jeg med sandhed kan
påstå, at jeg aldrig har haft noget
personligt imod de forskellige folk fra
andre kirkesamfund, som jeg er så
uenig med.
— Mener De, at de andre kirkesam-
fund vil betyde en fare for folkekir-
ken i Grønland?
— Der er ikke noget, der tyder på
det i øjeblikket, men jeg vil tro, at
den romersk-katolske kirke vil have
en helt anderledes stærk tiltrækning
på befolkningen end alle de forskel-
lige samfund, vi hidtil har haft her-
oppe. Jeg tror også, at den katolske
kirke vil gå frem med langt større
psykologisk forståelse over for grøn-
lænderne. Dertil kommer, at den ka-
tolske kirke lægger så stærk vægt på
autoriteten, som især appellerer til
den ældre grønlandske generations
tankegang, der er meget autoritets-
præget. Endelig er der det, at den ka-
tolske kirke har så meget for øjet. Net-
op det visuelle virker tiltrækkende på
grønlænderne.
Autoritetstro kateketer
— Men autoritetstroen gælder vel
også de lutherske præster i Grøn-
land?
— I høj grad, men den er på retur
i den hastige udvikling, der foregår.
Jeg mener ikke, at det er noget sørge-
ligt, for det betyder også, at folk selv
vil undersøge tingene og ikke bare
mener, det er rigtigt, fordi den og den
siger det. Dog er der stadig tilbage i
det grønlandske samfund en trang til
fast autoritet. Man møder den ofte i
gudstjenesten ved kateketmøder. Der
er jo visse ting, som traditionelt er frit