Atuagagdliutit - 01.06.1961, Qupperneq 23

— Klump, Karmainigssat KanoK ingerdlatfsav-
dlugo erKarsautigerérpiuk? — åp, KarmasigssiaK
atauseK autdlaiKautiglsavara, avdla Kåvanut ile-
riardlugo avdla sanianut, tauvalo..
— nuånåtåvigput Karmasigssianik aigdlernigssartik
puigungikunfko ajusångilaK! — Klumpiå, tamåna åni-
långatiglsångilat. suliamingnik taima nuånarssartigissut
issigalugit tugdlunaKaoK!
— Mads, utaricerKingneK sapilerpunga, Kar-
masigssianik aggiuterérsimassunik tuniora-
riånga! —■. Pilskadde Gøjilo sulissartunut nå-
lagaussatsialagssuput!
— Har du tænkt på, hvordan byggeriet skal
gribes an, Klump?
— Ja, jeg begynder med at lægge én sten på,
og så en anden ovenpå, og en ved siden af, og..
— De morer sig herligt, bare de nu husker at
sten.
— Det gør de såmænd nok, Klump, det er rart
at de går til arbejdet med godt humør!
hente — Jeg kan ikke nære mig længere, Mads,
ja, ræk mig de sten, vi har liggende
at se, — Pildskadden og Gøjen har sandelig store
evner som arbejdsledere!
— Klump, Karmasigssiap sujugdliup ilinera tor-
ratdlavigpat! — Mads, tugdluteKårma! påsineK
sapivigpara Karmaissungorniat suna pissutigalugo
ukiune ardlalingne iliniartarnersut.
— Det første stykke, du har muret, Klump, ser
nydeligt ud!
— Det glæder mig, Mads! Jeg forstår ikke, at
nogen står i lære i flere år for at lære det hånd-
værk.
—arrå, atauseK nåkarujOK, tåssalo SkæginguaK
toråginardlugo. Madsiå, akorniaruk! atortugssa-
vut asulérutigissariaKångilagut!
— Hovsa, der røg en ud, — endda lige ned i ho-
vedet på den kære Skæg, — grib den, Mads, vi
må ikke rutte med materialerne!
— påsisinåungilara KarmasigssiaK KanoK ilivdlu-
ne nåkarnersoK, kussanavigsumik iligaluaravko!
— Kanordlunit torratdlagtigalugit iligaluarugkit
nåmångilaK. igdlikartåsångigpata nipinerKUsersor-
dluartåsavatit!
— Jeg begriber ikke, at stenen kunne dratte
ned, jeg havde lagt den så pænt!
— Jamen, det er ikke nok, Klump, de skal have
en ordentlig gang klister for at blive liggende!
— Kissuit tamåkerdlugit piåsagivut sujunersOti-
gåra, avarKUtdlugime KarmainiarnfeK ajornåsa-
Kingmat.
— Hvis jeg må komme med et fornuftigt forslag,
vil jeg foreslå, at vi tager alt det pindeværk ned.
Det bliver nemlig meget vanskeligt at mure uden
om!
— Skæg, aitsåt-åsit isumagssarsivdluarputit. or-
nigdlutit ikiusavagit? — Klump, någga, *piagkåka
tigoråinarniarsigik!
— Du er smækfuld af gode ideer, Skæg. Skal jeg
springe op og give dig et nap?
— Næh, Klump, hvis I vil tage imod pindene,
skal jeg nok få dem af!
— nungutåt tigulåriaruk, arKardlunga takuniå-
savara igdlo atånit issigalugo kussanarnerunersoK.
— Skæg, kussanavigpoK. avdlåungilaK sulivfig-
ssuaK!
— Snup lige den sidste pind, jeg må ned og se,
om huset ser bedre ud fra jorden end fra himlen!
— Det er nydeligt, Skæg, det ligner en fabrik!
VIRGINIA
ROSE
aitsåt tåssa
pujortagagssaK
Virginia-tobak ineritdluarsimassoK
faimåifordle oncamuf Kasilissor-
nångifsoK
En moden Virginia-tobak
men alligevel mild.
EN HERLIG SHAGTOBAK
— Pelle, sårdluåsit ukiorpagssuarne nipinerKii-
mik torKortaKarsimagaluångilatit? Klump, tamå-
ssa niplnerKUt pitsaunerpåK, Kalipausiutinigdlo ti-
guserérniarit!
— Nu er det vel ikke noget klister, du har gået
og gemt i årevis, Pelle?
— Næh, det er af allerbedste slags, snup en pen-
sel med det samme, Klump!
— Madsiå, nipititerinermit nuånernerussoKarpa?
åssiliåungitsut Karmasigssiatdle nipititigagssari-
gavkit mardloriardlugit tanitariaicarpåka.
— Mads, min gode ven, findes der noget dejli-
gere en dat klistre — smask! Det må have en gang
til, det er jo ikke glansbilleder, men sten, jeg skal
klistre!
— TrininguaK Kanos tugdlutigisava takuleruniuk
inigssane Karmalerigput. igavfiuvme nerriviusså-
ne sinigtarnine ila, Katsutivigkamiuk.
— Hvor vil den søde Trine blive glad, når hun
ser, at vi har lagt de første sten til hendes væ-
relse. Hun har også længe været ked af at sove
på køkkenbordet!
Jakob og Rakel ved brønden
1. Mosebog kap. 29, vers 9—f5
atåtaunerpånik oxalugtuat
Patriarkernes historie
Jåko Rakelilo puilassup
saniane
1. Mos. kap. 29, vers 9—15
Jdkup savanik pdrssissut OKaloKatigigai, liakelip tikipai
angiimc savautai tikiutdlugit. piningårmat Jdko agtortitorn-
jugssåvoK, sujuaissamilo pivdluarncrånik nakussusiånigdlo
pinigdlune ujaragssuaK puilassumit igdluartitdlugo.
Mens Jakob stod og talte med hyrderne, var Rakel kommet
helt hen til dem med sin faders dyr. Jakob blev så betaget af
handes skønhed, at hele slægtens lykke og styrke vældede op i
ham, og ene mand væltede han den store sten fra hullet over
brønden.
angangmilo savautai imipai, Rakelilo kunigdlugo nipinilo
tamdt Kiavdlunc. oKalugtupdlo kinaunerminik, tåssa Rebekkap
ernerigdne Rakclivdlo igalorigdne. Rakelip tamåko tusarnia-
riaramigit angerdlarasiiarpoa angiine tamanik oKalugtuku-
mavdlugo.
Så vandede han sin morbror Labans hjord, og derpå kyssede
han Rakel og brast i gråd. Han fortalte hende, hvem han var,
Rebekkas søn og hendes frænde. Da Rakel hørte dett skyndte
hun sig hjem for at fortælle det til sin far.
Labanip tusarniariaramiuk Katångumc arnap ernera tikiii-
toK, paoriartorasuarpå, eKitdlugo, kunigdlugo igdluminutdlo
iscrtitdlugo tamanik tusagaKarfigiumavdlugo pdsingnigfigalu-
gulo, Jåko tåssaunersoK tusagagssanarfigssaK.
Så snart Laban havde hørt, at hans søsterson Jakob var
kommet, løb han ham imøde, omfavnede og kyssede ham og
førte ham til sit hus, for at han kunne hore nærmere og vir-
kelig få at vide, om Jakob var den, han gav sig ud for.
23