Atuagagdliutit - 07.09.1961, Síða 25

En lederskikkelse
gennem et slægtled
sagde pastor Mads Lidegaard om Jonathan Petersen ved hans jordefærd
cr
Der var en sjældent højtidelig stem-
ning, da Grønland tog afsked med sin
store søn, Jonathan Petersen. Kirken
i Godthåb, hvor organisten i så man-
ge år havde glædet befolkningen med
sine kompositioner og sit spil, var op-
taget til sidste plads. Her var topmyn-
digheder i Grønland, landsrådet, såvel
som den jævne mand. Spejderne holdt
æresvagt med forskellige foreningsfa-
ner og med seminariets fane i spid-
sen, hvorpå stod skolens valgsprog:
Fremad — Opad.
Højtideligheden, der udsendtes di-
rekte i Grønlands Radio, indledtes
med en af Jonathan Petersens skøn-
neste salmer: „I den stille stund lyt-
ter jeg til Din stemme, Herre“. Den
blev sunget af organist Knud Peter-
sens kor. Den 80-årige pastor Niels
Lynge talte ved båren ud fra Dan.
12,3: „Og de, der førte de mange til
retfærdighed, skulle skinne som stjer-
nerne evindelig og altid". Pastor Lyn-
ge sagde, at afdøde var den sidste af
hans skole- og arbejdskammerater.
Han mindedes den unge Jonathan,
der var tavs, men så ud til at være
optaget af dybe tanker. — „Det var nu
heller ikke mærkeligt", fortsatte pa-
stor Lynge, „senere viste det sig, at
hans indre var fyldt med poesi. Han
har med sine salmer berørt sine lands-
mænds inderste følelser. Hans navn
vil leve videre med hans salmer. Han
gjorde livet rigere for mange. Men
skæbnen var hård ved ham, og han
kæmpede for at søge retfærdighed hos
Herren. Han fandt den til sidst. Vi er
alle Herrens tjenere. Man tillægger
ikke en høvl eller en sav æren for et
veludført arbejde. Det samme er til-
fældet med et menneskes gerning her
på jorden. Æren er Guds, som giver
menneskene nådesgaver. Derfor tak-
ker vi Herren for dette menneske".
Derefter talte pastor Mads Lide-
gaard, der bl. a. sagde: „Den gamle or-
ganist ragede op blandt sine samtidi-
ge. Han var en lederskikkelse gennem
et slægtled for befolkningen på disse
kyster. Han skænkede den rige skatte,
som den kan øse af i dag og i dagene,
der kommer. Han viste vejen frem i en
tid, da tågen lå tæt og slørede blikke-
ne. Herren gav grønlænderne et rigt
menneske, og kommende slægter vil
mindes det liv, som svandt her."
Det var et gribende og højtidsfuldt
øjeblik, da kisten blev båret ud til to-
nerne af „Jesus er min, han er min
frelser", som organisten har kompone-
ret. Stående og bevæget sang menig-
heden den yndede salme som en sidste
hilsen og tak til den store mester.
På kirkegården rettede borgmester
Rasmus Berthelsen byens tak til den
afdøde for de mange år, han levede
som borger i Godthåb. „Vi er stolte
over at have haft en mand, der har
betydet så meget for Grønland, blandt
os, sagde borgmesteren. Hans minde
vil blive længe husket heroppe.
Efter begravelsen var der sammen-
komst på seminariet, hvor 150 ind-
budte var til stede. Rektor Knud Bin-
zer fremhævede i sin tale Jonathan
Petersens store betydning for semina-
riet gennem de 55 år, hvor han var
tilknyttet skolen, og sagde, at hans
arbejde aldrig vil blive glemt i Grøn-
land.
På skolevæsenets vegne takkede
Chr. Berthelsen fru Bolette Petersen,
og overkateket Telef Lynge mindedes
det store åndeligt stærke menneske,
der til trods for mange prøvelser var
forblevet urokkelig i sin kristne tro.
Han sluttede med at sige: „Sene slæg-
ter vil måske misunde os, fordi vi har
kendt denne mand."
På landsrådets vegne talte lands-
rådsmedlem Peter K. S. Heilmann.
Han sagde: „Ved denne mindehøjtide-
lighed efter et sidste farvel til semi-
narielærer, organist Jonathan Peter-
sen føler vi på det grønlandske folks
vegne en dyb taknemmelighed for
hans overordentlig store indsats i ar-
bejdet for vort land og dets befolk-
ning.
Sjældent har en enkelt grønlænder
betydet så meget for sine landsmænd.
Med ham er den sidste af grundlæg-
gerne af den grønlandske fædrelands-
digtning gået bort, en epoke er af-
sluttet. Hans betydning for sang- og
musiklivet i Grønland er en fore-
gangsmands. Gennem hans elever på
seminariet spredtes hans arbejde ud
blandt befolkningen. Man lærte san-
gene og melodierne, man sang i sko-
ler, i huse, i hverdag og fest, og man
sang i telte på fangstpladser. Kort
sagt: Han navde hovedæren for, at
grønlænderne blev et syngende folke-
færd.
Han var den første grønlænder, der
på et højt plan magtede at undervise
i det grønlandske sprog og retskriv-
ning på seminariet. Et af hans produk-
ter på dette område er hans retskriv-
ningsordbog ,som i dag bruges flittigt
ved alle grønlandske skoler.
På det grønlandske folks vegne tak-
ker vi ham fra landsrådets side for
hans store indsats på det kulturelle
område, for hans rige og udødelige
gaver til befolkningen i form af sange
og salmer. Hans gerning var ikke et
levebrød, men en tjeneste. Derfor blev
hans liv så rigt og velsignet."
Højtideligheden sluttede med en tak
fra fru Bolette Petersen, som samtidig
overrakte rektor Binzer Jonathan Pe-
tersens manuskript til den grønland-
ske retskrivningsordbog til opbevaring
på seminariet.
elektroteknikimut tungassut sånatitdlo niuvernermut sanaortorner-
mutdlo tungassut.
KAST
MED ET SEEFAB
STÅLSPYD
Det aerodynamiske, strømlinede
SEEFAB spyd når De længst med.
600 — 700 — 800 gr.
Godkendt for olympiaden
i Rom 1960.
nauligaK sisak SEEFAB nauligautigiuk
En gros: BTR Industries A/S, Toldbodgade 30—32, København K.
En hilsen til landsrådet
Meningstilkendegivelserne i forbin-
delse med landsrådets 50 års jubi-
læum har jeg fulgt med interesse. —
Jeg er desværre ude af stand til med
mine egne ord at udtrykke min glæde
over begivenheden, hvorfor jeg får
den ide at citere den del af Henrik
Lunds tale, som han holdt i anledning
af 25-års dagen for landsrådets start.
„Som et led i bestræbelserne for at
finde frem til bedst mulige midler til
opbygning af det grønlandske sam-
fund, har man på Danmarks initiativ
startet landsrådet.. Nu da vi har lov
til at se tilbage til den tid for 25 år
siden, er vi måske allesammen fristet
til at se endnu længere tilbage i tiden,
hvor historiens første begivenheder
begyndte at. tage form. Til udforsk-
ning af de stedfundne kendsgerninger
har vi ingen tykke bøger at støtte os
til, og dog ved vi, at vi har årtusin-
ders erfaringer til at bygge videre på
det samfund, vi lever i.
.. de længst svundne tider, vi kun
skimte,
da vore forfædre i Labrador mod
nord begyndte at vandre.
Der fik de kontakt med Grønlands
storis,
hvis dyrebestand gav dem levevil-
kårene. .. .
Forfædrenes stræben efter nye for-
mer for livsførelse har vi måske kun
et skuldertræk tilovers for, i hvert
fald når vi kun har vore dages skif-
tende begivenheder som målestok. —
Men vi har ikke godt af uden videre
at lægge historien på hylden og glem-
me. Vi har alle klare beviser for, at
stræben efter bedre ting her i tilvæ-
relsen kræver mod og udholdenhed,
og det er netop den egenskab, vi skal
drage nytte af hos vore forfædre. Øn-
sket om bedre kår og søgen efter ud-
veje til at finde dem er blevet en
uskreven lov, som vort samfund fra
gammel tid er bygget på..“.
25 og 50 år er ganske vist to forskel-
lige begreber, og dog tillader jeg mig
herved med disse nævnte citater at
sende vore nuværende og gamle
landsrådsmedlemmer samt deres skif-
tende formænd min bedste hilsen.
Karl Evald&en, KerrortussoK.
GRENAAMOTOREN
2-takts Semi-Diesel med vendbare Skrue-
blade og elektrisk Start
2-takts Semi-Diesel sarpé ulortineKarsinau-
ssut elektricitetimigdlo autdlartautilik.
25—330 HK-lik pinexar-
sinauvoK 1-, 2- åma 3-
nik cylinderilik titartar-
nera piniarniaruk.
Leveres fra 25 til 330
HK i 1-, 2- og 3-cyl. ud-
førelse
Forlang prospekt
Grenaa Motorfabrik
Grenaa
VILDE HA
SUKCES
-BRUG...
YLCREEM
angutit moderniussut uvdlut
tamåkiavdlugit Brylcreem a-
tortarpåt, Brylcreemivme nut-
sat uvdlOK nåvigdlugo pfssusig-
ssamigsortitarmaglt — asulo
orssuerdluernarane. nutsatit i-
luaKUserumagugkit Brylcreem
atorniaruk.
BRYLCREEM
G l’R HÅRET N YT LI V
Demosthenes’
forunderlige
rejse
Af Loke
(Fortsat) 14. kapitel
Mens Demosthenes stod og glanede
på forsamlingshuset, hørte han pru-
sten lige bag sig, og da han forskræk-
ket vendte sig om, stod han ansigt til
ansigt med Godthåbs frygtede væd-
der, Honest John. Demosthenes indså
straks, at flugt var umulig. Derfor
blev han stående musestille og sagde
bare, så roligt han kunne: „Lad ven-
ligst være med at slå mig ihjel. Jeg er
modstander af blodsudgydelser!" Men
det viste sig straks, at hans frygt hav-
de været ganske ubegrundet, for i vir-
keligheden var vædderen en skikkelig
fyr, der ikke havde tænkt på at gøre
ham fortræd.
„Hvad hedder du?" spurgte han.
„Demosthenes", svarede Demosthe-
nes.
Det gav et sæt i Honest John, og det
varede lidt, inden han igen spurgte:
„Er du selveste ind- og udbryder-
kongen Demosthenes?"
Nu var det Demosthenes’ tur til at
fare sammen. — Rygtet om tyveriet i
NarssaK og hans påfølgende flugt fra
arresten dér var altså allerede nået til
Godthåb!
Men Honest John må have gættet
hans tanker, for han sagde:
„Du skal ikke være bange! Der er
kun mig, der ved det. — Sagen er den,
at betjenten i NarssaK straks efter din
flugt sendte sagens akter herunder dit
signalement til politimesteren i Godt-
håb og bad ham iværksætte en lands-
omfattende eftersøgning af den und-
vegne fange. Men-------(her tillod Sir
John sig et fint smil!)---brevet kom
pr. luftdrop, og ved et tilfælde blev
det ikke postmesteren, men mig og
mine koner, der fandt postsækken
først. Vi åd dens indhold."
„Hvad for noget!" udbrød Demos-
thenes forbavset, „æder De papir?"
„Selvfølgelig", svarede John, „mas-
ser af papir! — Jeg ved godt, at vore
stammefrænder i Sydgrønland ernæ-
rer sig af al mulig anden tarvelig kost,
men her i Godthåb, hvor alle menne-
skene mere eller mindre direkte lever
af papir, har også vi får måttet omstil-
le os til denne næringsvej."
„tupigusugpunga!" røg det ud af
Demosthenes — — aldrig havde han
hørt mage. „Men", fortsatte vædderen,
„du må ikke tro, at vi ganske ukritisk
fortærer alt papir. Vi vælger og vra-
ger og æder kun det lækreste. — Na-
turligvis er smag og behag også for-
skellig, f. eks. foretrækker alle mine
koner de illustrerede dameblade, som
de finder i stort tal i affaldsspandene
på Østerbro. Jeg personligt-----(når
jeg selv skal sige det, regner jeg mig
for et udpræget intelligensvæsen-----
i modsætning til mine koner, der som
de fleste damer godt kan virke lidt få-
rede) -----altså jeg personligt fore-
trækker de officielle skrivelser, der
går til og fra administrationsbygnin-
gen."
„Og De åd altså min sag?" spurgte
Demosthenes ivrigt.
„Ja, men jeg læste den naturligvis
grundigt først. — Det er forøvrigt mit
indtryk, at der foreligger et justits-
mord." „Det er egentlig også mit ind-
tryk", sagde Demosthenes. Efter en
lille pause føjede han til:
„Sir John, må jeg bede Dem om al-
drig at omtale til nogen, at jeg er en
efterlyst person!"
„Det lover jeg dig", sagde Honest
John.
„Ganske vist har jeg allerede omtalt
sagen til min vædderkollega, Torden-
skjold, der lige som jeg var stærkt ju-
ridisk interesseret, men----—“
„Var interesseret?-----“ afbrød De-
mosthenes.
„Ja, han er død. Han faldt i tve-
kamp mod en læge fra sanatoriet. Jeg
forstår det ikke, Tordenskjold var el-
lers stærk som en tyr og havde mæg-
tige horn------men lægen må altså
have været stærkere------og har vel
haft endnu større horn.-----
Demosthenes og Honest John snak-
kede videre om alt muligt hele natten.
Da det blev morgen, og de første biler
begyndte at køre, skiltes de. Men da
vidste Demosthenes allerede en masse
om den store by, han i de kommende
dage skulle gæste.
15. kapitel
Først af alt, og inden der kunne
være tale om søvn, ville Demosthenes
besøge byens — og landets hjerte-
kammer, den røde administrations-
bygning.
Han sad i vejkanten og ventede, til
kontorfolkene begyndte at indfinde
sig. Let kalveknæede og skrutryggede
skred de forbi ham, alle med det tun-
ge, energiske fodslag, der er karakte-
ristisk for folk med høj intelligens,
stort ansvar og begyndende mavesår.
Demosthenes, der efterhånden havde
opdaget, at en vis frækhed i behand-
lingen af mennesker for det meste
lønner sig, fulgte uden at spørge med
nogen ind i landshøvdingens kontor,
hvor man var ved at forsamles til den
daglige morgensang. Det var et pænt
rum med teaktræsskrivebord og bille-
der af kongen og dronningen på væg-
gen. Det, der imidlertid mest fangede
Demosthenes’ opmærksomhed, var en
sølvskinnende kolossalstatue i natur-
lig størrelse af minister Cajus Tilia-
montanus. — Demosthenes blev gan-
ske skeløjet af betagelse og begyndte
at gå rundt om billedstøtten for at se
den fra alle sider. Men her ventede
der ham en skuffelse. Den var nemlig
ikke, s'bm han havde antaget, af mas-
sivt sølv, men fremstillet af forkrome-
de stålplader, der i al tarvelighed var
nittet sammen. Som man kan tænke
sig, var den hul i ryggen og tilmed
rusten indvendig af for megen fugt.
„Ja-så!“ tænkte Demosthenes og lu-
skede temmelig slukøret hen og lagde
sig under teaktræsskrivebordet. At
stadig ingen bemærkede ham, må vel
sagtens forklares med den blandt kon-
torfolk så udbredte nærsynethed.
Nu lukkedes døren, og efter at
SANGBOG FOR KONTOR OG HJEM
var delt rundt, sang forsamlingen af
danske og grønlandske funktionærer,
anført af landshøvdingens fløjlsbløde
bas, følgende af ministeriet godkendte
hymne:
„O, Udviklings — Aand,
som kvæger vor Hiærte og styrker
vor Haand!
O, hiælp os at trampe alt gammelt
i Quas,
saa grønlandske Mænd i den
gryende Dags
Fabrikker skal lovpriise hiælpen,
vi gav
fra Landet bag Hav.“
-------Sangen lød så kønt, at Demos-
thenes blev helt våd i øjnene.
(Fortsættes)
25