Atuagagdliutit - 03.01.1963, Blaðsíða 11

Børnenes kristendomskundskaber
Efterhånden som skolebørnenes un-
dervisning er udvidet og nye fag duk-
ket op, står man regelmæssigt over
for forældre og andre voksne men-
nesker, der giver udtryk for den
tanke, at skolebørnene får for lidt re-
ligionsundervisning, og at børnene af
den grund har mistet interessen for
kristendommen og de dertil hørende
krav og forpligtelser. Forældrenes røst
i denne henseende er i den senere tid
dukket frem i vore blade, og vi har
grund til al tro, at denne røst med
tiden bliver stærkere.
For en udenforstående iagttager er
det måske svært at forstå, hvor tung-
høre nutidens børn er blevet for alt,
hvad der har med religionsundervis-
ningen at gøre. For alle forældre og
plejeforældre er det nemt at afgøre,
hvorvidt børnenes kundskaber i kri-
stendommen er mangelfulde eller til-
strækkelige.
Nogle forældre har forsøgt at for-
klare børnenes mangelfulde kundska-
ber i kristendommen ud fra den
kendsgerning, at nutidens skolebørn
har altfor mange nye fag, der kræver
megen tid af børnenes lektielæsning,
og andre ud fra den betragtning, at
børnene som følge af nutidens mang-
foldige tilstrømninger har fået for
megen påvirkning af mere verdslig
art, end tilfældet har været tidligere.
Før i tiden var kristendomsunder-
visningen dominerende i alle børne-
skolerne. Denne side af børnenes un-
dervisning var en målestok for bør-
nenes lærdom, således at børnenes
eventuelle videreuddannelse blev be-
dømt ud fra deres kunnen i faget re-
ligion. Men nu er forholdet det mod-
satte, og netop som følge heraf er
børnenes interesser for religionsun-
dervisningen efterhånden minimal.
Og dog er vort kendskab til vort
forhold til Gud grundvolden i hele
vor tilværelse. Derfor er undervis-
ningen og læren om kristendom-
men ikke alene skolens opgave, men
også forældrenes i lige så høj grad
som skolens. Vi er nu nået til en
tid, hvor forældrenes indflydelse på
børnenes moralske opvækst udgør
Sådan er det, og sådan skal det være
Efter nogen tids overvejelse har jeg
besluttet at skrive en artikel i tilslut-
ning til Mads Lidegaards artikel om
det grønlandske sprog. Det var en
artikel, som havde bud til eftertanke
hos bladets grønlandske læsere. Jeg
er af fuldstændig samme mening som
artikelskriveren.
Jeg er enig i tanken om, at dansk-
undervisningen i grønlandske skoler
bør udvides. Jeg ved godt, at dansk-
undervisningen er betydelig udvidet i
de senere år, takket være anvendelse
af flere danske lærerkræfter, men
undervisningen i det danske sprog er
stadigvæk for begrænset. Jeg mener,
at danskundervisning bør indtage
større plads inden for grønlandske
skoler end den grønlandske undervis-
ning. Jeg siger ikke dette, fordi jeg
har ringe tanker om vort eget sprog.
Det er min opfattelse, at undervisnin-
gen i det danske sprog gradvist skal
udvides, efterhånden som børnene
bliver ældre, og ikke blot benytte sig
af den fremgangsmåde, at flytte kun
dansktalende børn over til grønland-
De sociale forhold
Undertegnede, der har haft ophold
i Grønland i 7 år — først som lager-
forvalter i Jakobshavn og senere som
butiksbestyrer i Holsteinsborg — har
sammen med min kone, der er født
og opvokset i Grønland, lyttet til den
danske radio, hvor der var en ud-
sendelse tilrettelagt af Foreningen til
Hjælp for grønlandske Børn med fru
Lisbeth Hindsgaul som foredragshol-
der.
Vi er begge meget oprørte over, at
en dame af det format, fru Lisbeth
Hindsgaul i det mindste skulle være,
kan tillade sig at komme med udta-
lelser, som ingen grønlænder eller
dansker, der har opholdt sig en smule
i Grønland, kan stå bag. Det er udta-
lelser, som vil være med til, at alle
mennesker, der ikke kender forhol-
dene, vil få et ganske forkert indtryk
af Grønland. Og hvad vil man ikke
sige i udlandet til den slags udtalel-
ser? Vi hørte desværre ikke hele ud-
sendelsen, kun de sidste 6—7 minut-
ter, men det var sandelig også nok.
Der blev bl. a. sagt følgende:
Socialt mishandlede børn — Børn
går til grunde på grund af manglende
elementær pleje — Syge og svage
børn går til grunde, fordi grønlænder -
ne bliver hjemme og lader tingene ud-
vikle, sig, Som de kan — Ingen plads
på de ° overbelagte sygehuse, der of-
test må arbejde i døgndrift — De sva-
ge må visne 0g dø — Tør ikke tro på
mad hver dag.
Jeg behøver Vist ikke at kommen-
tere ovenstående nærmere, sætninger-
ne taler for sig selv.
Dog mener jeg, at det meste af det,
der blev sagt i udsendelsen, bør de-
menteres for ikke at gøre det hele
sværere og værre end det er.
A. Kjær Nielsen og
Sørine Kjær Nielsen.
ske klasser. Oprykning til ældre klas-
ser bør forudsættes af børnenes dansk-
kundskaber.
Hvis dansk-undervisningen i børne-
skolerne kan tilrettelægges på den
måde, er der sandsynlighed for, at
børnene får større chancer til at op-
nå bedre stillinger senere i livet, uan-
set hvilke forældre børnene er op-
vokset hos.
Vor tids store omvæltninger har
nødvendiggjort større kundskaber i
det danske sprog hos børnene og de
unge, fordi vi ved hjælp af dette sprog
har lettere adgang til at erhverve
større kundskaber på mange områder.
Vi har ingen anden udvej end at rette
os efter tidens krav. Kun ved at ryste
vore fordomme og forældede indstil-
linger til tilværelsen, af os kan vi ud-
nytte tidens muligheder. Een af vore
hidtil største hæmninger har været
sprogvanskelighederne.
Jeg mener heller ikke, at det er
klogt at give grønlandske børn under-
visning udelukkende på det danske
sprog. De har også krav på at få un-
dervisning på deres eget sprog — både
skriftligt og mundtligt, omend i min-
dre grad end dansk-undervisningen.
Det grønlandske sprog forbliver jo
vort nationale kendingsmærke, og un-
dervisningen i dette sprog bliver fort-
sat nødvendigt, hvis de grønlændere,
der kun har forudsætninger for at tale
grønlandsk, ikke skal blive ringere
stillet end andre.
Men hvis dansk-undervisningen
skal udvides på bekostning af under-
visningen i modersmålet, må dette
være på betingelse af, at man ansæt-
ter virkelig dygtige grønlandske læ-
rere, der er i stand til at give børnene
en nødvendig kunnen i deres eget
sprog, en grønlandsk lærer, der har
samme chancer og muligheder til at
lære børnene sproget, som hans dan-
ske kolleger har.
Grunden til, at jeg i tidens løb er
blevet betænkelig ved at anbefale to-
tal indførelse af det danske sprog i
børneskolerne heroppe, er en oplevel-
se, jeg engang havde i Frederikshåb,
en iagttagelse blandt kun dansk-ta-
lende grønlandske børn. Disse børn
fik efter forældrenes ønske kun un
dervisning i dansk i skolerne. Jeg
konstaterede, at disse børn ligesom
følte sig som små herrer over for de-
res kun grønlandsk talende kammera-
ter, således at disse i frikvartererne
ikke engang kunne komme sammen
med de sidstnævnte. Man kan nok
ikke undskylde sig med at sige, at
børnenes opførsel udelukkende skyld-
tes deres ungdom, for jeg er bange
for, at disse børn — efterhånden som
de er blevet ældre — har udskilt sig
endnu mere fra deres grønlandsk ta-
lende kammerater.
Mads Lidegaards artikel vil vække
eftertanke hos mange grønlændere,
måske især hos dem, der har opvok-
sende børn i deres varetægt. Lad os
så håbe, at den slags artikler i vore
blade vil være med til at tilskynde
flere udstedsfolk til at flytte tii større
byer.
Isak Lund.
en meget stor del af begrebet op-
dragelse. I vor tid, hvor så' mange
fremmede og nye ting forekommer, er
forældrenes forståelse og stillingtagen
til kristendommen afgørende for bør-
nenes forhold til Gud.
Efter min mening nytter det ikke
at forlange en udvidelse af børnenes
timer, for at børnene kan få mere un-
dervisning i kristendommen i lighed
med alle andre fag, med mindre for-
ældrenes forståelse og fulde tilslut-
ning hertil ligger bagved. Gud er den
samme, sådan som Han er dyrket lige
fra tidernes morgen til vore dage og
undervisningen om Gudsdyrkelsen er
stadigvæk den samme, som den altid
har været. Gud har samme krav til os,
og vi har samme forpligtelser, håb og
tro — som vore forfædre.
Vi, som har religionstimerne i bør-
neskolerne, har akkurat samme for-
ståelse og ængstelse for børnenes svig-
tende interesse for kristendomskund-
skab. Vi har set, hvordan børnene —
især i de ældre klasser — mister in-
teressen og viljen til at vide noget om
vor religion. Som eksempel kan jeg
fortælle, at det er normalt i vore dage,
at kun 3—5 børn af en klasse på 20
elever kan deres lektier i religion.
Jeg skal derfor gentage, at kravet om
børnenes bedre undervisning i kri-
stendom er ensbetydende med et krav
om forældrenes medvirken og støtte,
ja, det er forældrenes pligt i lige så
høj grad som skolen og dennes reli-
gionslærere.
Ganske små skolebørn kan selvføl-
gelig ikke forstå baggrunden for kri-
stendomsundervisningen i fuld ud-
strækning, ligesom man fra skolens
side ikke kan give dem lektier. Det
eneste, man kan udrette med de små
børn i religiøs henseende, er at tale
med dem — fortælle dem i lette og
simple ord om Gud og Hans forhold
til os mennesker. Det hjælper meget,
hvis man har en billedserie, som bør-
nene kan forstå. Men når børnene er
fyldt 12—-14 år kan man selvfølgelig
ikke nøjes med fortælling alene. Børn
i denne alder kan jo selv tænke og
finde ud af mange ting på egen hånd.
Som følge af påvirkning ude fra kan
børn i den alder give udtryk for tvivl
og trods, og det sker endog, at nogle
af dem spørger: „Er det løgn eller
sandhed?" eller lignende. Det kan
skyldes mange faktorer, men for-
ældrene må blot vide det og være
forberedt på den slags.
Hovedsagen er nemlig den, at bør-
nene skal lære at vide, at Gud er god
og at alt godt her i livet og tilværel-
sen er blevet til som gave fra Gud.
Denne simple kendsgerning er grund-
volden i hele vor kristendomsunder-
visning, og det er noget, som alle for-
ældre og plejeforældre må være med
til at oplære børnene i. Kun ved hjælp
af et intimt samarbejde kan kristen-
domsundervisningen give varige frug-
ter hos børnene.
Josva Berglund, Godthåb.
Vor navngivning er
ikke tilfældig
Provsten for Grønland eller måske
rettere sagt, vor provst skrev i A/G’s
nr. 24 en artikel om børnenavngiv-
ning.
Jeg er just ikke den rette mand til
at imødegå en provst, og dog har vi
lov til at prøve, i få ord.
Har vi virkelig ved vor navngivning
misbrugt den store barnedåb eller
valgt ganske meningsløse navne til
vore børn?
Jeg mener ikke, det er tilfældet. De
navne, som provsten nævnte som uri-
melige, har vi valgt med omtanke, og
jeg mener absolut ikke, det er prov-
stens opgave at offentliggøre en så
kritisk forklaring om vore børns nav-
ne. Han må hellere komme til os ud-
stedsboere og i sin egenskab af provst
forhøre sig personligt om, hvorfor vi
har valgt disse navne. Vi vil jo nødigt
navngive vore børn med tilfældige
navne.
Th. Jørgensen, K’ornoK.
ESBJERG HARMONIKA-SERVICE
KONGENSGADE 90 - TELEFON 3309
DIREKTE
MUSIK
IMPORT
Hvad skal barnet hedde?
I A/G’s nr. 24/62 mødte jeg en over-
skrift af samme ordlyd som oven-
stående. Det var en artikel skrevet af
vor ærværdige provst Svend E. Ras-
mussen. Da jeg læste artiklen igen-
nem forstod jeg hans undskyldning
om, at han med en sådan overskrift
sikkert er taget ud på farvande, hvis
rute han kun dårligt kunne navigere
igennem. Jeg selv er heller ikke sik-
ker på, hvorlangt jeg kan driste mig
ud på en sådan tur, men jeg prøver!
Dersom hr. provst Svend har haft
sit arbejde i vort land i mange år, må
han være klar over, at vore navne
stort set er lånte, og som følge heraf
må disse navne nødvendigvis tilpasses
vor særlige talemåde — med det re-
sultat, at alle navne af europæisk op-
rindelse må fordrejes. Jeg selv er for
eksempel døbt „Jeremias" (et typisk
gammeltestamentligt navn), men i
daglig tale, ja. i hele landet hedder
jeg ikke andet end „Ijalime". Jeg ken-
der slet ikke meningen med dette
navn.
At De kalder grønlandsk betonede
navne for urimelige, er jeg slet ikke
enig med Dem i. Findes der ikke
mange danske navne, som direkte er
taget fra dansk dagligtale. Er det ikke
rigtigt, at navnet Svend for eksempel
betyder en voksen mand? Vi er bare
ikke støt på navnets fortolkning.
Da vi i sin tid kaldte vor pige „Aki-
sok", skyldtes det ikke alene, at bar-
net var vort eneste. Vi har med god
samvittighed givet barnet dette navn
og af gode grunde.
Jeg kan i få ord give følgende for-
klaring: Da min kone og jeg som bar-
nets forældre skulle navngive vort
barn, havde vi selvfølge!:H- overvejel-
ser om, hvilket navn, vi skulle vælge.
Da vi blev enige om navnet, opsøgte
jeg straks vor præst for at høre hans
mening om spørgsmålet. Også præsten
var af samme mening.
Navnet „AkisoK" har for os en smuk
klang. Hendes moder var ved fødslen
døden nær, og kun en dygtig lægelig
indsats reddede både hendes og bar-
nets liv. Vi har ved barnets fødsel
mødt ægteskabelig modgang. Den
strenge prøvelse, vi havde den gang,
behøver jeg ikke at fortælle her. Med
andre ord har vi ikke valgt et tilfæl-
digt navn til vort kære og dyrebare
barn, det barn, som har skænket os
så mange dyrekøbte glæder.
Til de øvrige navne, De remsede
op, har jeg ingen tilknytning, men
alligevel vil jeg gerne tilføje, at alle
navne med grønlandsk baggrund
synes jeg at foretrække for en grøn-
lænder fremfor fremmede og ufor-
klarlige navne.
Til slut vil jeg gerne sige, at dansk
navngivning synes slet ikke at være
så lige til, som man måske skulle øn-
ske. Navnet „AkisoK" (det dyrebare)
er vist heller ikke enestående inden
for den danske navngivning. Vi havde
her i Godthåb engang en økonoma,
hvis navn er lige så velkendt som
hendes personlighed, nemlig frk. Dyre.
Er vort navn „AkisoK" så forskellig
fra dette navn?
Uden at nævne flere eksempler skal
jeg blot slutte min lille årti kel med
at sige: Vi må altid passe på ikke at
driste os for langt ud fra vore ene-
mærker. — Vi mangler nye love med
hensyn til navngivningen.
Jeremias Poulsen (Ijalime),
Godthåb.
TOMS FABRIKKER A/S
Leverandør til det Kgl. Danske Hof
im
GULD BARRE
Den lækreste De kan tænke Dem! Danmarks mest solgte
chokolade
mamardluinåssusia usseriåsagit aitsat tdssa!
Danmarkime sukulåtit pisiariumaneKarnerssåt
11