Atuagagdliutit - 01.02.1968, Qupperneq 6

Ingen politik duer,
den har et etisk mål
Efter 39 års politisk virke har Julius Bomholt ombyttet Christiansborg Slot
med et skipperhus på Fanø. Her fortæller han om dengang og nu, om vel*
færdssamfundets farer og om sine egne fremtidsønsker.
Af INGA MØRCK
Fanø, i januar (RB-special)
Da Julius Bomholt i december forlod folketingets formandsstol, ombyttede
han samtidig sin embedslejlighed på Christiansborg Slot med et lavloftet, to
hundrede år gammelt skipperhus på Fanø. Efter 39 år på tinge har han sagt det
politiske arbejde farvel. Men det litterære arbejde fortsætter han i en af skip-
perhusets lavloftede stuer. „Dagbogsblade fra Sønderho" er titlen på en af de
bøger, han allerede er i gang med at skrive. Den skal fortælle om både menne-
sker og natur, om alt det bogens forfatter kender og sætter så stor pris på i sine
fremtidige omgivelser.
■— Lad nu vær’ med at spørge, hvor-
dan det føles at blive pensionist, siger
han straks og ryster bøst sin berømte
hvide manke, men truslen modsvares
af en latter lige så klukkende og drilsk
som en skoledrengs. — Det er nemlig
et spørgsmål, jeg ustandselig får stil-
let. Og hvordan skulle jeg dog kunne
besvare det? Endnu har jeg ikke mær-
ket nogen synderlig ændring i min til-
værelse.
NÅR KLOKKEN RINGER —
— Tror De ikke, at De kommer til
at savne arbejdet og atmosfæren på
Christiansborg?
— Det er svært at vide i dag. Selv-
følgelig vil jeg sende arbejdspladsen
mange venlige tanker, og jeg vil inte-
resseret følge med i, hvad der sker
derinde. Men ethvert menneskeliv har
sin begrænsning. Når klokken ringer,
skal man trække sig tilbage og lade
andre fortsætte i det, som de nu finder
rigtigt. Så melder der sig en sammen-
hæng i det hele, set ovenfra. Nu skal
jeg blot prøve at afrunde min tilvæ-
relse, inden jeg lukker øjnene. Det er
noget, jeg ser ganske roligt og nøg-
ternt på.
— Er De ked af, at afskeden fandt
sted midt i en politisk storm?
— Jeg synes egentlig, det var en pas-
sende afslutning for mit politiske vir-
ke. Jeg har oplevet adskillige vold-
somme storme på Christiansborg —
og her vester ude er vi jo vant til
storm.
— Er det derfor, De har valgt Fanø
som fremtidigt opholdssted?
— Det er først og fremmest, fordi
jeg kan li’ at bo her. Og på den anden
side af vandet har jeg Esbjerg med
min gamle valgkreds og min gamle
højskole. For mig er Fanø ikke noget
Sibirien. Desuden er min tilknytning
til øen af gammel dato. Jeg begyndte
at komme her, mens jeg var forstander
for arbejderhøjskolen i Esbjerg, og
senere, da jeg var blevet medlem af
Folketinget, kom jeg herover hver
sommer. Vi havde en kaffeklub inde
på Christiansborg, og medlemmerne
lejede i fællesskab et sommerhus på
Fanø hvert år. Huset eksisterer stadig,
skønt det er blevet noget ramponeret.
KONFERENCER PÅ TRAPPEN
Vi, der dengang boede i huset, var
meget forskellige, og netop det gav
en rigdom over vort samvær. Jeg min-
des især en sommer, hvor Hartvig
Frisch sad i den ene ende af huset og
skrev „Pest over Europa", mens jeg
sad i den anden ende og skrev „Ar-
bejderkultur". Af og til mødtes vi
midt på trappen og konfererede.
Så rejste min kone engang alene
herover, og da hun kom hjem, fortalte
hun mig, at hun havde købt et hus,
og at det kostede 4500 kroner, dog var
indboet også medregnet i prisen. Jeg
blev helt forskrækket, for det stod
pengene slet ikke til. Senere viste det
sig jo .at være en fornuftig handel.
Men dengang — det var i 30’erne
— havde en folketingsmand ikke
samme økonomiske vilkår som i
dag. Skønt vi levede spartansk,
kunne pengene ikke række til de
daglige fornødenheder, og vort kla-
ver blev pantet hver vinter. Om
sommeren, når udgifterne var min-
dre, indløste jeg igen klaveret —
næste vinter kom pantefogeden at-
ter. Sådan var det trediverne igen-
nem.
RIDDERSLAGET AF STAUNING
— Har en folketingsmand ikke gode
muligheder for at skaffe sig ekstra
indtægter?
— Selv har jeg praktisk taget aldrig
haft det, man populært kalder „ben".
Da jeg f. eks. i sin tid blev radioråds-
formand, var det via Arbejdernes Ra-
dioforbund. ikke gennem partiet. Jeg
slæber helJer ingen „ben" med ind i
hvis ikke
min pensionist-tilværelse, for jeg har
ingen. Tingsformanden må ikke have
sideintægter af nogen art.
— Da De kom i Folketinget i 1929,
var Stauning statsminister — betrag-
ter De ham som Deres læremester?
— Stauning var læremester for alle
os, der gennemlevede 20’erne og 30’-
erne. Han var ikke blot en stor person-
lighed — han var også en meget klog
taktiker. Jeg kan nævne et eksempel:
Når den socialdemokratiske folke-
tingsgruppe havde møde, holdt Stau-
ning kun en kort indledende tale, som
hverken sagde det ene eller det andet,
men vi vidste jo også, hvad sagen dre-
jede sig om. Derefter stod medlem-
merne op på stribe og tilkendegav de-
res meninger, og når alle havde talt,
kunne Stauning trække midterlinjen
ned gennem alle disse udtalelser, såle-
des at de blev samlet. Han talte altid
til sidst. Han var aldrig manden, der
kom dryppende med stearinlyset foran
de andre. Sympatier og antipatier
holdt han helt for sig selv. Som den
store statsmand han var, sigtede han
mod dygtigheden, om også den gik
ham selv imod, og netop derfor ramte
han altid rigtigt.
Skønt indesluttet af sind var der en
vældig varme i hele hans væsen, og
den bevirkede at alle vi, som fik på
tæven af ham, stadig myrede på.
Jeg mindes tydeligt en kongres i
Vejle, hvor jeg stillede et noget radi-
kalt forslag om, at man ikke kunne
indvælges i private selskabers besty-
relse, med mindre partiet godkendte
det. Stauning havde en ganske anden
mening, så jeg fik ingen blid medfart.
Alle så medlidende på mig, men selv
syntes jeg, at det var ridderslaget:
Stauning fandt det værd at ofre prygl
på sådan en ung knægt som mig.
TRE MINISTERPOSTER
— De har haft tre forskellige mini-
sterposter, hvilken stod Deres hjerte
nærmest?
— Kulturministeriet, dér fik jeg en
helt ny og frisk opgave, som jeg var
særlig glad for at løse. Det skete i fint
samarbejde med Folketinget og med
stærke storme i pressen. Hvor jeg
syntes, der var rimelighed i det, tog
jeg hensyn til kritikken, men linjen
blev holdt, og grundprincipperne gen-
nemført.
Også som socialminister lykkedes
det mig at nå raden rundt. Det var i
den periode, at revalideringsloven blev
til. Skønt jeg havne det meste af mi-
nisteriet imod mig, kom jeg igennem
med loven på et tidspunkt, hvor der
var en meget lille arbejdsløshed, så
man kunne drage de handicappede ind
i industrierne og derved give et stå-
ende eksempel.
I undervisningsministeriet led jeg
den skæbne, at jeg ustandselig måtte
kaste mig over nye opgaver, og hver
gang en opgave var løst, så bag ryggen
på mig med den. Derfor findes der in-
gen oversigt over det reformarbejde,
som fandt sted i mine ministerår, og
det er også ret ligegyldigt. Vi danner
jo en kæde — den ene giver faklen
videre til den anden.
— Hvorfor har De aldrig været kir-
keminister? De er dog teolog.
Julius Bomholt foran sit hus i Sønderho
— Mig bekendt har det aldrig været
på tale, og jeg har heller ikke stræbt
efter det. I Sverige har man formået
at skabe epoke på det kirkelige felt,
men jeg tror ikke, man har tilstræbt
noget lignende her hjemme. Tvært-
imod har man ønsket ministre, der så
vidt muligt kunne pacificere Kirke-
ministeriet, så det ikke skabte poli-
tiske besværligheder i en tid, hvor
andre problemer nødvendigvis skulle
løses.
VOR TIDS KOMPLICEREDE SAMFUND
— De har været med til at skabe
Ungdommens Uddannelsesfond — er
De tilfreds med resultatet?
— Tilfreds kan man vel aldrig blive.
Forslaget blev i sin tid udarbejdet af
os, der sad i videnskabskommissionen,
men Flemming Hvidberg pillede det
ud og fremsatte det som lovforslag.
Det var jeg meget vred over, men jeg
samarbejdede naturligvis i al saglig-
hed med ham og hans parti på at løse
opgaven. Om man har fundet frem til
de rigtige forhold mellem lån og legat
er svært at sige. Man vil uværgerligt
høre mest om unge, som springer over
hvor gærdet er lavest, skønt de udgør
et fåtal.
— Synes De, der er stor forskel på
ungdommen i dag, og da De var høj-
skoleforstander?
— De unge var såmænd ligeså spræl-
ske og opsætsige i tidligere generatio-
ner, blot gav det sig kun udtryk inden
for dagligstuens fire vægge. X dag ved-
kender de sig frit og naturligt det, de
er, og de taler åbent om alle proble-
mer, også seksuelle og økonomiske
problemer.
Men der stilles større krav til de
unge i dag end nogen side før. Vor
tids komplicerede samfund kræver, at
man ikke blot kender specialiteten,
men også den helhed, hvori den ind-
går. Det medfører, at de unge let
bliver isoleret i grupper, som hver
især mener, at deres verden er den
egentlige og som ikke føler nødven-
digheden i at samarbejde med andre
grupper. Men derved krakelerer sam-
fundet.
EN NY KLASSEKLØFT
— Kan der ligefrem opstå et svælg
mellem de forskellige grupper?
— Der er en frygtelig fare for det,
og den har eksisteret længe. Jeg har
talt om den i de sidste tyve år, så det
er ingen problemstilling, som kommer
bag på mig. Man suger intelligensen
ud af ungdomskredsene, og de unge,
der bliver tilbage, stilles for ringe i
samfundet. Hvor vi før havde en øko-
nomisk klassekløft, får vi i stedet en
kulturel klassekløft. Det er måske et
af velfærdssamfundets mest presse-
rende problemer.
Der er jo sket en kolossal ændring af
samfundet i de senere år, og det kan
være svært at finde sig selv i hele
denne nye formgivning.
— Også politisk?
— Ja. Er det ikke mærkeligt, at
millioner af mennesker verden over
har valgt den socialistiske idé som
udgangspunkt til det, jeg vil kalde
et konsekvent demokrati, og alligevel
ikke kan opstille en målsætning, der
Julius Bomholt Sønderho-me igdlume
silatåne åssilisfsimassoK
er lige så klar som i det gamle klasse-
samfunds tid?
Overalt famler man efter en formu-
lering, som kan udløse de etiske kræf-
ter, der presser på. Thi ingen politik
duer, med mindre den har et etisk
mål.
Vi lever i en udpræget overgangstid,
og det er altid svært. For mig at se
gælder det nu om at udbygge et fæl-
lesskab af virkelig værdi. Men hvordan
finder vi vej til et sådant fællesskab
i et samfund, som er splittet og
sprængt af den industrielle arbejds-
deling?
BÅDE RO OG SPÆNDING
— Så De mere optimistisk på frem-
tiden for 39 år siden?
— Jeg ser i og for sig ikke pessi-
mistisk på den, men alt kræver sin
tid. Ingen kan pludselig springe op og
give forklaringen eller nøglen. Selv
tror jeg, at denne overgangsperiode
vil vare århundredet ud, men så tror
jeg også, at man igen finder frem til
en eller anden syntese, måske flere, og
så falder der lidt mere ro over tingene.
— Savner vi ro over tilværelsen i
dag?
— Ja. Men på den anden side sker
der intet stort uden spænding og mod-
sætninger. Det er en meget gammel
sandhed. „Jeg er et menneske med
mine modsætninger, og jeg kan aldrig
harmoniseres, dertil er for dybt for-
skellige mennesker indgået i mig".
Nej, det er intet citat af Goethe, det
er nogle linjer, jeg har fundet i en
bog om Paulus.
— Hvilke forfattere læser De helst?
— Bibelen og de islandske sagaer er
bøger, jeg gang på gang vender til-
bage til. Jeg holder også af at læse
gamle eventyr og sagn. Modernismen
har jeg derimod ikke meget til overs
for, og jeg tror ikke de pågældende
— forfattere, kritikere og embeds-
mænd — gavner sig selv med denne
hastige blomstring. Men i en tid, hvor
tingene er i opløsning, går også spro-
get let i opløsning. Den sprængte stil
har sin rod i det sprængte samfund.
LUFTEN MÅ RENSES
Når samfundet atter heles — må-
ske inden så længe — vil ingen inte-
ressere sig for disse digtsamlinger med
enkeltstående ord, der hvisker til
hinanden fra side 2 til side 3. Jeg ind-
rømmer gerne, at ingen tidligere tids
poesi har opnået samme højde af arti-
stisk nerve, men til gengæld er det
skrøbelige ting.
— Fremtidsønsker —?
— Jeg håber at fortsætte mine lit-
terære arbejder, først og fremmest
en middelalderroman, som jeg har
gjort forstudier til gennem flere år.
Det er en politisk roman, som ikke
har nogen som helst forbindelse med
den aktuelle politiske situation.
Og siden De nu spørger mig, har
jeg også det fremtidsønske, at folke-
tingssalen på Christiansborg vil få et
bedre ventilationsanlæg i anledning
af 50 års jubilæet. I de 39 år, jeg har
tilbragt derinde, har jeg døjet en del.
Jeg kunne nok ønske, at luften havde
været mere renset, inden jeg forlod
Christiansborg ....
Skakspillere bør følge stormester Bent Larsen i kampen
om verdensmesterskabet!! Bent Larsen skriver hver
måned fire sider i Skakbladet' Skakopgaver! Partier
m/kommentarer. Årsabonnement kr. 30,— for 12 numre.
Luftpostforsendelse! — Forlang gratis prøvenumre til-
sendt! ! !
SKAKBLADETS EKSPEDITION, AKADEMIHAVEN, SORØ — GIRO 20801.
NordAfAr^
FÆRIN6EHAVN
aulisartut umiarssualiviat 1/5-imit 1/10-mut angmassarpoK perKumautigssatdlo
aulisarnermutdlo atortugssat tamaisa niorKutigissardlugit.
taratsut angmagssagssuitdlo neKitagssat. iluarsagagssat tamarmik iluarsåunexar-
slnåuput. Imap itfssusianut Qgtortautit radaritdlo ilångutdlugit.
Fiskeristationen er åben 1. maj til 1. oktober og leverer alt i proviant og fiskeri-
udstyr, salt og agnsild.
Stationen påtager sig alle arter reparationer også for ekko- og radaranlæg.
TELEGRAMADRESSE:
RAFADRON . FÆRINGEHAVN