Atuagagdliutit - 06.06.1968, Síða 12

Indianerne i Canada
Expo 61 kastede nyt lys
over folkets situation
— Sæt dig nu ved bålet og hvil dig, min broder. Vi vil tale om tiden, der
kommer. Du har fulgt vort lange spor gennem de mange år fra vore fædres
tid til nu. Om et øjeblik begynder vor rejse igen. Men nu hviler vi os, og lad
os da med vort blik søge et fremtidssyn i bålets flammer. — Blandt vort folk
er der nogle, der i den mørke aske ser en verden, hvor indianeren hører for-
tiden til, og hvor de gamles visdom er glemt. Men jeg ser et andet syn. Jeg
ser en indianer, høj og stærk står han, stolt over den arv, der er hans. Der
står han blandt dine sønner, et menneske blandt mennesker.
AF FINN LYNGE
Det er slutningen af august måned
1967. Kendingsmelodien fra Expo 67’s
lyder hver time ud over det impone-
rende udstillingsareal, verdensudstil-
lingen råder over i Montreal. Denne,
verdens uomtvisteligt hidtil mest stor-
slåede udstilling, tager helt pusten fra
én, som man går fra den ene arkitek-
tonisk mere opfindsomme og storladne
udstillingsbygning til den anden. I et
forsøg på at drage alt det positive ud
af verdensudstillingens officielle tema:
„Mennesket og dets verden" kappes
alle de store nationer om at vise deres
bedste sider, og her lader intet folk
tilskuerne i tvivl om, hvor interessant,
dygtig og kultiveret det er.
Midt iblandt alle disse imponerende
monumenter over de store nationers
formåen så vi en lille, men tiltræk-
kende stål- og betonkonstruktion i
form af en indiansk tee-pee. Det var
de canadiske indianers udstilling. Når
man kom fra de store nationale udstil-
linger med deres camouflerede eller
kultiverede praleri, virkede indianer-
nes arrangement besynderligt slående.
Her stod vi overfor et folk, hvis bud-
skab til den besøgende i grel modsæt-
ning til alt andet på verdensudstillin-
gen kort kan opresumeres i ordene: vi,
indianerne, har intet og er intet, og det
er alt sammen jeres, de hvides, skyld.
UDEN FJER PÅ HOVEDET
— Temaet „Mennesket og dets ver-
den" står ikke nødvendigvis for noget
stort og ædelt. Mennesket bærer på
meget forkert, og en af menneskenes
store fejl er tilbøjeligheden til at glem-
me mindretallet og tænke mere i de
store ærefulde nationers tankebaner.
Det har en moderne indianerhøvding
sagt — ikke en bemalet rødhud med
skalpe i bæltet og fjer på hovedet,
men en kultiveret mand med jakke-
sæt og slips. Vi sad overfor høvdingen
Mr. A. T. Delisle, der har indrettet sit
kontor i kælderetagen under indianer-
nes udstillingsbygning. Herfra leder
han arrangementerne i forbindelse
med udstillingen og står til rådighed
for folk, der gerne vil sætte sig lidt
nærmere ind i de canadiske indianeres
forhold:
— En indianer afbildes altid med
fjer på hovedet, til hest på et impor-
teret ridedyr fra Spanien, på vej over
de endeløse prærier eller stående på
en bjergtop eller i krigsdans omkring
lejrbålet — kun således genkender folk
en indianer. Aldrig har man set eller
villet se den virkelige indianer sim-
pelthen som et menneske, et menneske
i vor nutidige verden, et menneske,
der som alle andre har sin egen ind-
stilling til tingene og sine egne ambi-
toner, og det er denne mangel, jeg tror,
vor udstilling har formået at råde bod
på i nogen grad. Her bliver folk stil-
let over for den moderne indianer som
et menneske af kød og blod, hvem
fremtidsudsigterne er noget, der ligger
på sinde, som lever i den moderne nu-
tid, med rødder bagud i en fortid, der
ikke altid var så primitiv og åndsfor-
ladt som den hvide mands historiebø-
ger vil have os til at tro, sagde Mr.
Delisle og fortsatte:
LIGE MULIGHEDER
— Der er ingen grund til, at india-
nerne ikke skulle kunne udøve den
civile myndighed i de sager, der angår
dem selv. Vi kan udmærket godt ud-
gøre en fraktion i den nordamerikan-
ske befolkning med vort eget særpræg
uden nødvendigvis at skabe en stat i
staten. Vi ønsker simpelthen bare at
få lov at være os selv, og bestemme
i vore egne sager. Men folk er slet ikke
klar over, hvor dårligt vi står, og hvor
mange menneskerettigheder, der er os
nægtede, og når vi så anslår disse to-
ner bliver reaktionen: nu er indianerne
ved at blive separatister — og dette er
ikke uden videre rigtigt. Og dog må vi
tilføje, at hvis en stat i staten er den
eneste løsning på vore problemer, hvis
det er den løsning, der bedst kan op-
såkortOmik
ingerdlatiguk
tamane
apume sikumilo!
Kør den hårdt
overalt
på sneen
eller isen!
Evinrude-p scooteria aputisiut 1968
nutåK oKineruYOK, sukaneruvoK Kajangnåinerujugssuvdlunilo.
savauteKarnermik, tugtOteKarncrmik, aulisarnermik piniar-
ncrmigdlo sangmissaxartut nalungilåt Evinrude-p „Skeeter"-
iaKanoK iluaKutautigissoK. model 1968 nakuvoK, Kajangnait-
dlune, tamasiutigssaKingncruvdlunc sujornatigornitdlo akiu-
sinauneruvdlune - piarersimavox uvdlut tamaisa pivfigssamik
sipårutisavdlutit! „Skeeter“-ip nutåmik 16 HK-lingmik mo-
térigdlip narssat Kagtunerasårtutdlo, aputilerujugssuaK sikulo
KuasartoK ajornartorsiutigingivigdlugit ingerdlavigislnauvai.
model ukioic månamit pissoK uteriartumik gearenarpoK, tåus-
sumalo periatårsinauncrulcrsipå. motore KaleKutsigauvoK,
nipåineruvdlune supissineralo pitsauneiulerslneKarsimavdlune.
KaleKutsiutåta oititsup „Skeeter" apusinersiutigssarKingneru-
lersipå, perdlå, perdlåvisalo avdlaungancrussut upiåineruler-
sipåt. uigåtit ingmikut ilånguneKarsimassut „Skeeter" niorKut-
igssanik agssartOtigssarKingnerulerslpåt. Kamutit ingmikut
pineKarslnåupiitaoK. „Skeeter" tamatigut nangåriångivigdlune
autdlartarpoK - misilingneitarsimavoK 45-nik issilik tikitdlugo.
gearingssystemik automatiskiuvdlulnartup sulinerne sukå-
ssutsinilo nikeriarnerit ernordluinartut pisitarpait, agdlåme
sivingaitissunc imalunit uscitardluartitdlune autdlartiitautitut-
dlo tatigissagssautigissumik sulissarpoK. „Skeeter" sukut-
dlunit tatigissagssarivat - Evinrude-vdlo kivfartussinera. såk-
ortumik ingerdlatiguk - akiorsinauvå!

Evinrudes nye 1968-snescooter er
lettere, hurtigere og mere robust.
De der er beskæftiget med fårehold, rens-
dyrhold, fiskeri og jagt kender værdien af
en Evinrude „Skeeter". 1968-modellen er
stærk, robust, alsidig og endnu mere hård-
før end nogensinde - parat til at spare tid
for Dem hver eneste dag! Med den nye
16 HK motor krydser „Skeeter" uden be-
svær over både fladt og ujævnt terræn, dyb
sne og glat is. Dette års model har bakgear,
der giver meget fin manøvredygtighed. Mo-
toren er indkapslet, roligere, og udblæsnin-
gen er forbedret. Et nyt letvægtschassis gør,
at „Skeeter" klarer de høje snedriver endnu
bedre, og bred sporvidde giver den større
stabilitet. Et ekstra forlængersæt gør „Skee-
ter" særdeles velegnet til varetransport. Se-
parat slæde kan også leveres. „Skeeter" star-
ter altid sikkert - er afprøvet helt ned til
-v- 45° C. Det fuldautomatiske gearingssy-
stem giver en korrekt udveksling under alle
arbejdsforhold og hastigheder, - selv ved
stejle stigninger eller med tung last arbejder
det lige så glat som startmekanismen. De
kan stole på „Skeeter" - og på den effek-
tive Evinrude-service. Kør den hårdt - den
kan tåle det!
GENERALAGENT: KETNER MARINE, VORDINGBORGGADE 6-8, KØBENHAVN 0.
Kalåtdiit-nunane sumilunlt tuniniaissoKarpoK iluarsaissarfeKardlunilo. Salg og service overalt i Grønland.
EEEVINRUDE SKEETER
ukiune 60-ne påsissagssarsiarineKarsimassnt nakunerulersitsissarput! 60 års erfaring giver styrke!
r ’
1 5
i °
I PM
I

Akekånditfok
Evinrude-p scooterinik
aputisiutinik brochure
sisamanik Kalipautilik
uvavnut nagsiuguk.
Gratis
Send mig venligst den kinåussuseKjNavn:
store 4-farvede . ,. .
, , _ . . najugaK/Adresse:
brochure over Evinrude
snescootere. igdloKarfik/By: ..
TIL KETNER MARINE, VORDINGBORGGADE 6-8, KØBENHAVN 0.
“1
I
I
I
J
fylde den moderne indianers behov, så
lad os dog få en stat i staten. Og hvis
problemerne kan løses på mere mode-
rat vis, så lad os dog gøre det. Men
hvad enten vi går ind for det ene eller
det andet, må vi slå fast at vi er util-
fredse med det vi har nu; der er ingen
udviklingsmuligheder i vor situation.
— Når vi taler om ligestilling, me-
ner vi lige muligheder i samfundet og
racemæssig ligestilling, vi mener ikke
nødvendigvis, at vi alle vil have en ny
villa eller et stort dollargrin. India-
nerne kan være fuldstændigt ligestil-
let med den hvide mand, også selv om
han kun bor i et telt. Det, det drejer
sig om, er at han i praksis har de
samme muligheder som de hvide — og
det har han ikke, som det er nu. En
indianer kan ikke købe et hus, en
indianer har ikke ret til at stifte lån,
og hvad værre er, de få borgerlige ret-
tigheder, han besidder, er ikke engang
beskyttede. Nej, det kan ikke være
noget urimeligt mål at sætte sig, at
indianerne i det mindste må få de
samme muligheder under loven som
alle andre i samfundet ....
Vi forlod den moderne indianerhøv-
dings kontor og begav os op i de egent-
lige udstillingslokaler. Udstillingsgen-
standene — dansemasker, snesko, ka-
noer, våben, festdragter og en mængde
fotografisk materiale var arrangeret i
historisk rækkefølge, således at hvert
lokale repræsenterede en epoke for sig.
Den røde tråd gennem det hele bestod
af en fortløbende tekst, som ikke
kunne undgå at gøre indtryk. Der stod:
RESPEKT FOR DET LEVENDE
I begyndelsen var jorden.
Vi dræbte kun hvad vi havde behov
for. Der var ikke mening i at ophobe
ådsler blot for at lade dem rådne,
eller i at fælde træer blot for at gøre
vej i skoven. Når vi var sultne, dræbte
vi vort vildt og takkede den Store
And, som havde sendt det. Skovene
skænkede os, hvad vi havde behov for
til boliger og redskaber — kød, ben,
sener, huder, træ; hele naturen hjalp
med til at stille vort behov. Vi ærede
ånden i alt levende ved ikke at lade
noget gå til spilde.
Da den hvide mand kom, bød vi ham
velkommen som en ven; vi husede
ham, gav ham at spise, førte ham gen-
nem skovene. De store opdagelsesrej-
sende i Canada rejste i indianske ka-
noer, bar indianske snesko, spiste in-
diansk mad og boede i indianske boli-
ger; de kunne ikke være kommen om-
kring, kunne ikke have overlevet uden
at have indianerne som venner.
De tilrejsende hvide kæmpede ind-
byrdes om vort land, og vi blev draget
ind i den hvide mands krige. Og kri-
gene endte i fredstraktater, hvor vort
land gik over på den hvide mands
hænder.
TRAKTATER
Traktat nr. 1, 12. maj 1781: Macki-
naw Øen og Mackinaw Strædet mel-
lem Huron og Michigan Søerne over-
drages til Kong George III af Chip-
pewa-indianerne for 5.000 pund i ame-
rikansk mønt.
Traktat nr. 2, 19. maj 1790: et om-
råde nord for Erie Søen fra vore dages
Detroit til London, Ontario, ca. 56 km i
dybden, overdrages til Kong George III
af huron-, ottawa, chippewa- og po-
towatami-indianerne for varer til en
værdi af 1.200 pund.
Traktat nr. 6, 7. sept. 1796: 128 kva-
dratmeter af det nuværende Ontario
overdrages de hvide for varer til en
værdi af 1.200 pund i canadisk mønt.
Varerne bestod af tæpper, stof, klæ-
der, geværer, kedler, forstørrelsesglas
og rom.
Det gælder Deres
fremtid, når De
skal sælge eller
købe forretning.
Kontakt derfor forst fagmanden!
Industri- og forretningsspecialisten
Goth.g. 28 c, Fredericia, (059) 2 06 66
ALT DET NYESTE I
F0T0-KIN0
ALLE FABRIKATER
køber man BILLIGST hos
NØRREBROGADE 26 - 2200 KØBENHAVN N
tlf. 39 36 00
Traktat nr. 13, 2. august 1805: over-
dragelse af et område på 1.004 kva-
dratkiiometer omkring det nuværende
l'oronto af mesesaco-indianerne til
Yvilham Closs på Kong Georg flis
vegne for 10 shnnngs.
ue første missionærer behandlede os
som hedninger. De patvang os deres
egne historier om Gud, om nimmel og
heivede, om synd og frelse. Men vi
talte med Guo, den Store And, på vor
egen made. vi levede sammen i ven-
skao og ærede den uenige And i alt
levende.
Vi ønskede blot at leve vort eget liv
i vort eget land. ivien fra de tiongste
ar blev reservatinaianerne benandlet
som undertvungne fjender, seivom de
nok blev vist nogen velvilje, rimeligvis
på grund af en veliunderet skyldfø-
lelse på den nvide mands side. Helt
ind i det 20. århundrede blev india-
nernes velfærd betroet pensionerede
soldater, der som oftest kun ville in-
dianerne det godt, men som benand-
lede dem som skikkenge, underbega-
vede børn.
SELVBESTEMMELSESRET
Regeringens indianeragentur har sat
sig for at njæipe indianerne til med ti-
den at tage fuldt del i Canadas økono-
miske og sociale liv. Til dette formål
har man effektueret en lang række
Hjælpeprogrammer, der sigter til høj-
nelsen af uddannelse, den økonomiske
udvikling, den sociale velfærd og de
kommunale planlægningsprogrammer.
Dertil stilles der en sundhedstjeneste
til rådighed som det forlanges af sund-
hedsministeriet. Mange ærlige anstren-
gelser og mange millioner dollars er
blevet brugt gennem årene for at give
indianerne uddannelse, boliger og
sundhedshjælp. Men alligevel ligger
indianerne på de fleste reservater
langt bagud for de hvide, hvad almin-
delige livsnødvendigheder angår.
— Giv os dog retten til at forvalte
vore egne sager. Hjælp os at bevare
vore etiske værdier, en livsform der
har mening for os, arven fra vore
fædre! De hvides samfund har nok
forsøgt at opfylde sine forpligtelser
overfor os, men det har hovedsageligt
været med store pengebevillinger, kon-
trolleret og administreret af ikke-in-
dianere. Det er på tide, regeringen
bliver gjort opmærksom på andre an-
liggender, som vedkommer os på et
dybere plan: bevarelsen af vor iden-
titet som indianere, retten til at for-
valte vore egne sager og bestemme
over vor egen skæbne. Dette vil kræve
visdom, tålmodighed og forståelse fra
alle parter. Men der er allerede skabt
et håb iblandt os!
Reservatet er vort hjem. Det er det
sted, hvor vi har lov at være indianere,
tale vort eget sprog, bevare alt det
værdifulde fra fortiden. Det er hertil
vor sjæl altid vender tilbage for at
søge ly og hente trøst. Men noget ro-
mantisk sted er reservatet ikke. Min-
dre end 15 procent af de indianske bo-
liger har rindende vand og telefon, i
modsætning til 90 procent i resten af
Canada. Færre end 50 procent har
elektricitet, overfor 99 procent af alle
andre canadiske hjem. Men vi hager
os fast på vort land. Hvis reservaterne
bliver sløjfet, er mange af os bange for
at indianerne forsvinder med dem.
FATTIGDOM
Vort folk har gjort sig gældende på
mange områder: som jægere, fiskere
og landbrugere, som håndværkere,
handelsfolk, læger, jurister, endog po-
litikere. Og alligevel lider altfor mange
indianere stadigvæk under fattigdom,
sygdom, sult og kulde; tre ud af fire
indianere har en årsindtægt på 2.000
dollars eller mindre, hvor fattigdoms-
grænsen for alle andre canadiske fami-
lier ligger på 3.000 dollars om året.
Den hvide mands skole er et frem-
med land for det indianske barn. In-
dianerbørnene begynder skolegangen
med at lære et fremmed sprog, og intet
gøres for at skabe skolebøger, der er
tilpasset deres særlige forudsætninger.
Men også her blæser en ny vind.
Mange indianere vender nu tilbage
efter endt uddannelse for at gengive
den opvoksende ungdom en næsten
glemt selvfølelse og stolthed over de-
res fortid og dens rige kultur.
Da vi kom ud fra udstillingslokaler-
ne igen, tilbage til den travle, lar-
mende verden udenfor, med klokke-
spil og udendørsorkestre, var vi i
hvert fald blevet overbevist om én
ting: tilstedeværelsen af denne stand
på Expo 67 i Montreal var ikke blot
symbolsk; indianerne har virkelig pla-
ceret sig midt i den moderne verden,
og de har ikke til hensigt at lade sig
skubbe udenfor igen.
UDSTILLINGENS VIRKNINGER
Udstillingen fik næsten omgående
sine virkninger i den canadiske offent-
lighed. I radio og fjernsyn, ved rund-
bordssamtaler og i studiekredse, i avi-
ser og ugeskrifter blev der på kort tid
sagt og skrevet mere om det indianske
problem end i mange år forud for
Expo 67. En stor del af offentligheden
12