Atuagagdliutit

Ukioqatigiit

Atuagagdliutit - 06.06.1968, Qupperneq 12

Atuagagdliutit - 06.06.1968, Qupperneq 12
Indianerne i Canada Expo 61 kastede nyt lys over folkets situation — Sæt dig nu ved bålet og hvil dig, min broder. Vi vil tale om tiden, der kommer. Du har fulgt vort lange spor gennem de mange år fra vore fædres tid til nu. Om et øjeblik begynder vor rejse igen. Men nu hviler vi os, og lad os da med vort blik søge et fremtidssyn i bålets flammer. — Blandt vort folk er der nogle, der i den mørke aske ser en verden, hvor indianeren hører for- tiden til, og hvor de gamles visdom er glemt. Men jeg ser et andet syn. Jeg ser en indianer, høj og stærk står han, stolt over den arv, der er hans. Der står han blandt dine sønner, et menneske blandt mennesker. AF FINN LYNGE Det er slutningen af august måned 1967. Kendingsmelodien fra Expo 67’s lyder hver time ud over det impone- rende udstillingsareal, verdensudstil- lingen råder over i Montreal. Denne, verdens uomtvisteligt hidtil mest stor- slåede udstilling, tager helt pusten fra én, som man går fra den ene arkitek- tonisk mere opfindsomme og storladne udstillingsbygning til den anden. I et forsøg på at drage alt det positive ud af verdensudstillingens officielle tema: „Mennesket og dets verden" kappes alle de store nationer om at vise deres bedste sider, og her lader intet folk tilskuerne i tvivl om, hvor interessant, dygtig og kultiveret det er. Midt iblandt alle disse imponerende monumenter over de store nationers formåen så vi en lille, men tiltræk- kende stål- og betonkonstruktion i form af en indiansk tee-pee. Det var de canadiske indianers udstilling. Når man kom fra de store nationale udstil- linger med deres camouflerede eller kultiverede praleri, virkede indianer- nes arrangement besynderligt slående. Her stod vi overfor et folk, hvis bud- skab til den besøgende i grel modsæt- ning til alt andet på verdensudstillin- gen kort kan opresumeres i ordene: vi, indianerne, har intet og er intet, og det er alt sammen jeres, de hvides, skyld. UDEN FJER PÅ HOVEDET — Temaet „Mennesket og dets ver- den" står ikke nødvendigvis for noget stort og ædelt. Mennesket bærer på meget forkert, og en af menneskenes store fejl er tilbøjeligheden til at glem- me mindretallet og tænke mere i de store ærefulde nationers tankebaner. Det har en moderne indianerhøvding sagt — ikke en bemalet rødhud med skalpe i bæltet og fjer på hovedet, men en kultiveret mand med jakke- sæt og slips. Vi sad overfor høvdingen Mr. A. T. Delisle, der har indrettet sit kontor i kælderetagen under indianer- nes udstillingsbygning. Herfra leder han arrangementerne i forbindelse med udstillingen og står til rådighed for folk, der gerne vil sætte sig lidt nærmere ind i de canadiske indianeres forhold: — En indianer afbildes altid med fjer på hovedet, til hest på et impor- teret ridedyr fra Spanien, på vej over de endeløse prærier eller stående på en bjergtop eller i krigsdans omkring lejrbålet — kun således genkender folk en indianer. Aldrig har man set eller villet se den virkelige indianer sim- pelthen som et menneske, et menneske i vor nutidige verden, et menneske, der som alle andre har sin egen ind- stilling til tingene og sine egne ambi- toner, og det er denne mangel, jeg tror, vor udstilling har formået at råde bod på i nogen grad. Her bliver folk stil- let over for den moderne indianer som et menneske af kød og blod, hvem fremtidsudsigterne er noget, der ligger på sinde, som lever i den moderne nu- tid, med rødder bagud i en fortid, der ikke altid var så primitiv og åndsfor- ladt som den hvide mands historiebø- ger vil have os til at tro, sagde Mr. Delisle og fortsatte: LIGE MULIGHEDER — Der er ingen grund til, at india- nerne ikke skulle kunne udøve den civile myndighed i de sager, der angår dem selv. Vi kan udmærket godt ud- gøre en fraktion i den nordamerikan- ske befolkning med vort eget særpræg uden nødvendigvis at skabe en stat i staten. Vi ønsker simpelthen bare at få lov at være os selv, og bestemme i vore egne sager. Men folk er slet ikke klar over, hvor dårligt vi står, og hvor mange menneskerettigheder, der er os nægtede, og når vi så anslår disse to- ner bliver reaktionen: nu er indianerne ved at blive separatister — og dette er ikke uden videre rigtigt. Og dog må vi tilføje, at hvis en stat i staten er den eneste løsning på vore problemer, hvis det er den løsning, der bedst kan op- såkortOmik ingerdlatiguk tamane apume sikumilo! Kør den hårdt overalt på sneen eller isen! Evinrude-p scooteria aputisiut 1968 nutåK oKineruYOK, sukaneruvoK Kajangnåinerujugssuvdlunilo. savauteKarnermik, tugtOteKarncrmik, aulisarnermik piniar- ncrmigdlo sangmissaxartut nalungilåt Evinrude-p „Skeeter"- iaKanoK iluaKutautigissoK. model 1968 nakuvoK, Kajangnait- dlune, tamasiutigssaKingncruvdlunc sujornatigornitdlo akiu- sinauneruvdlune - piarersimavox uvdlut tamaisa pivfigssamik sipårutisavdlutit! „Skeeter“-ip nutåmik 16 HK-lingmik mo- térigdlip narssat Kagtunerasårtutdlo, aputilerujugssuaK sikulo KuasartoK ajornartorsiutigingivigdlugit ingerdlavigislnauvai. model ukioic månamit pissoK uteriartumik gearenarpoK, tåus- sumalo periatårsinauncrulcrsipå. motore KaleKutsigauvoK, nipåineruvdlune supissineralo pitsauneiulerslneKarsimavdlune. KaleKutsiutåta oititsup „Skeeter" apusinersiutigssarKingneru- lersipå, perdlå, perdlåvisalo avdlaungancrussut upiåineruler- sipåt. uigåtit ingmikut ilånguneKarsimassut „Skeeter" niorKut- igssanik agssartOtigssarKingnerulerslpåt. Kamutit ingmikut pineKarslnåupiitaoK. „Skeeter" tamatigut nangåriångivigdlune autdlartarpoK - misilingneitarsimavoK 45-nik issilik tikitdlugo. gearingssystemik automatiskiuvdlulnartup sulinerne sukå- ssutsinilo nikeriarnerit ernordluinartut pisitarpait, agdlåme sivingaitissunc imalunit uscitardluartitdlune autdlartiitautitut- dlo tatigissagssautigissumik sulissarpoK. „Skeeter" sukut- dlunit tatigissagssarivat - Evinrude-vdlo kivfartussinera. såk- ortumik ingerdlatiguk - akiorsinauvå! Evinrudes nye 1968-snescooter er lettere, hurtigere og mere robust. De der er beskæftiget med fårehold, rens- dyrhold, fiskeri og jagt kender værdien af en Evinrude „Skeeter". 1968-modellen er stærk, robust, alsidig og endnu mere hård- før end nogensinde - parat til at spare tid for Dem hver eneste dag! Med den nye 16 HK motor krydser „Skeeter" uden be- svær over både fladt og ujævnt terræn, dyb sne og glat is. Dette års model har bakgear, der giver meget fin manøvredygtighed. Mo- toren er indkapslet, roligere, og udblæsnin- gen er forbedret. Et nyt letvægtschassis gør, at „Skeeter" klarer de høje snedriver endnu bedre, og bred sporvidde giver den større stabilitet. Et ekstra forlængersæt gør „Skee- ter" særdeles velegnet til varetransport. Se- parat slæde kan også leveres. „Skeeter" star- ter altid sikkert - er afprøvet helt ned til -v- 45° C. Det fuldautomatiske gearingssy- stem giver en korrekt udveksling under alle arbejdsforhold og hastigheder, - selv ved stejle stigninger eller med tung last arbejder det lige så glat som startmekanismen. De kan stole på „Skeeter" - og på den effek- tive Evinrude-service. Kør den hårdt - den kan tåle det! GENERALAGENT: KETNER MARINE, VORDINGBORGGADE 6-8, KØBENHAVN 0. Kalåtdiit-nunane sumilunlt tuniniaissoKarpoK iluarsaissarfeKardlunilo. Salg og service overalt i Grønland. EEEVINRUDE SKEETER ukiune 60-ne påsissagssarsiarineKarsimassnt nakunerulersitsissarput! 60 års erfaring giver styrke! r ’ 1 5 i ° I PM I Akekånditfok Evinrude-p scooterinik aputisiutinik brochure sisamanik Kalipautilik uvavnut nagsiuguk. Gratis Send mig venligst den kinåussuseKjNavn: store 4-farvede . ,. . , , _ . . najugaK/Adresse: brochure over Evinrude snescootere. igdloKarfik/By: .. TIL KETNER MARINE, VORDINGBORGGADE 6-8, KØBENHAVN 0. “1 I I I J fylde den moderne indianers behov, så lad os dog få en stat i staten. Og hvis problemerne kan løses på mere mode- rat vis, så lad os dog gøre det. Men hvad enten vi går ind for det ene eller det andet, må vi slå fast at vi er util- fredse med det vi har nu; der er ingen udviklingsmuligheder i vor situation. — Når vi taler om ligestilling, me- ner vi lige muligheder i samfundet og racemæssig ligestilling, vi mener ikke nødvendigvis, at vi alle vil have en ny villa eller et stort dollargrin. India- nerne kan være fuldstændigt ligestil- let med den hvide mand, også selv om han kun bor i et telt. Det, det drejer sig om, er at han i praksis har de samme muligheder som de hvide — og det har han ikke, som det er nu. En indianer kan ikke købe et hus, en indianer har ikke ret til at stifte lån, og hvad værre er, de få borgerlige ret- tigheder, han besidder, er ikke engang beskyttede. Nej, det kan ikke være noget urimeligt mål at sætte sig, at indianerne i det mindste må få de samme muligheder under loven som alle andre i samfundet .... Vi forlod den moderne indianerhøv- dings kontor og begav os op i de egent- lige udstillingslokaler. Udstillingsgen- standene — dansemasker, snesko, ka- noer, våben, festdragter og en mængde fotografisk materiale var arrangeret i historisk rækkefølge, således at hvert lokale repræsenterede en epoke for sig. Den røde tråd gennem det hele bestod af en fortløbende tekst, som ikke kunne undgå at gøre indtryk. Der stod: RESPEKT FOR DET LEVENDE I begyndelsen var jorden. Vi dræbte kun hvad vi havde behov for. Der var ikke mening i at ophobe ådsler blot for at lade dem rådne, eller i at fælde træer blot for at gøre vej i skoven. Når vi var sultne, dræbte vi vort vildt og takkede den Store And, som havde sendt det. Skovene skænkede os, hvad vi havde behov for til boliger og redskaber — kød, ben, sener, huder, træ; hele naturen hjalp med til at stille vort behov. Vi ærede ånden i alt levende ved ikke at lade noget gå til spilde. Da den hvide mand kom, bød vi ham velkommen som en ven; vi husede ham, gav ham at spise, førte ham gen- nem skovene. De store opdagelsesrej- sende i Canada rejste i indianske ka- noer, bar indianske snesko, spiste in- diansk mad og boede i indianske boli- ger; de kunne ikke være kommen om- kring, kunne ikke have overlevet uden at have indianerne som venner. De tilrejsende hvide kæmpede ind- byrdes om vort land, og vi blev draget ind i den hvide mands krige. Og kri- gene endte i fredstraktater, hvor vort land gik over på den hvide mands hænder. TRAKTATER Traktat nr. 1, 12. maj 1781: Macki- naw Øen og Mackinaw Strædet mel- lem Huron og Michigan Søerne over- drages til Kong George III af Chip- pewa-indianerne for 5.000 pund i ame- rikansk mønt. Traktat nr. 2, 19. maj 1790: et om- råde nord for Erie Søen fra vore dages Detroit til London, Ontario, ca. 56 km i dybden, overdrages til Kong George III af huron-, ottawa, chippewa- og po- towatami-indianerne for varer til en værdi af 1.200 pund. Traktat nr. 6, 7. sept. 1796: 128 kva- dratmeter af det nuværende Ontario overdrages de hvide for varer til en værdi af 1.200 pund i canadisk mønt. Varerne bestod af tæpper, stof, klæ- der, geværer, kedler, forstørrelsesglas og rom. Det gælder Deres fremtid, når De skal sælge eller købe forretning. Kontakt derfor forst fagmanden! Industri- og forretningsspecialisten Goth.g. 28 c, Fredericia, (059) 2 06 66 ALT DET NYESTE I F0T0-KIN0 ALLE FABRIKATER køber man BILLIGST hos NØRREBROGADE 26 - 2200 KØBENHAVN N tlf. 39 36 00 Traktat nr. 13, 2. august 1805: over- dragelse af et område på 1.004 kva- dratkiiometer omkring det nuværende l'oronto af mesesaco-indianerne til Yvilham Closs på Kong Georg flis vegne for 10 shnnngs. ue første missionærer behandlede os som hedninger. De patvang os deres egne historier om Gud, om nimmel og heivede, om synd og frelse. Men vi talte med Guo, den Store And, på vor egen made. vi levede sammen i ven- skao og ærede den uenige And i alt levende. Vi ønskede blot at leve vort eget liv i vort eget land. ivien fra de tiongste ar blev reservatinaianerne benandlet som undertvungne fjender, seivom de nok blev vist nogen velvilje, rimeligvis på grund af en veliunderet skyldfø- lelse på den nvide mands side. Helt ind i det 20. århundrede blev india- nernes velfærd betroet pensionerede soldater, der som oftest kun ville in- dianerne det godt, men som benand- lede dem som skikkenge, underbega- vede børn. SELVBESTEMMELSESRET Regeringens indianeragentur har sat sig for at njæipe indianerne til med ti- den at tage fuldt del i Canadas økono- miske og sociale liv. Til dette formål har man effektueret en lang række Hjælpeprogrammer, der sigter til høj- nelsen af uddannelse, den økonomiske udvikling, den sociale velfærd og de kommunale planlægningsprogrammer. Dertil stilles der en sundhedstjeneste til rådighed som det forlanges af sund- hedsministeriet. Mange ærlige anstren- gelser og mange millioner dollars er blevet brugt gennem årene for at give indianerne uddannelse, boliger og sundhedshjælp. Men alligevel ligger indianerne på de fleste reservater langt bagud for de hvide, hvad almin- delige livsnødvendigheder angår. — Giv os dog retten til at forvalte vore egne sager. Hjælp os at bevare vore etiske værdier, en livsform der har mening for os, arven fra vore fædre! De hvides samfund har nok forsøgt at opfylde sine forpligtelser overfor os, men det har hovedsageligt været med store pengebevillinger, kon- trolleret og administreret af ikke-in- dianere. Det er på tide, regeringen bliver gjort opmærksom på andre an- liggender, som vedkommer os på et dybere plan: bevarelsen af vor iden- titet som indianere, retten til at for- valte vore egne sager og bestemme over vor egen skæbne. Dette vil kræve visdom, tålmodighed og forståelse fra alle parter. Men der er allerede skabt et håb iblandt os! Reservatet er vort hjem. Det er det sted, hvor vi har lov at være indianere, tale vort eget sprog, bevare alt det værdifulde fra fortiden. Det er hertil vor sjæl altid vender tilbage for at søge ly og hente trøst. Men noget ro- mantisk sted er reservatet ikke. Min- dre end 15 procent af de indianske bo- liger har rindende vand og telefon, i modsætning til 90 procent i resten af Canada. Færre end 50 procent har elektricitet, overfor 99 procent af alle andre canadiske hjem. Men vi hager os fast på vort land. Hvis reservaterne bliver sløjfet, er mange af os bange for at indianerne forsvinder med dem. FATTIGDOM Vort folk har gjort sig gældende på mange områder: som jægere, fiskere og landbrugere, som håndværkere, handelsfolk, læger, jurister, endog po- litikere. Og alligevel lider altfor mange indianere stadigvæk under fattigdom, sygdom, sult og kulde; tre ud af fire indianere har en årsindtægt på 2.000 dollars eller mindre, hvor fattigdoms- grænsen for alle andre canadiske fami- lier ligger på 3.000 dollars om året. Den hvide mands skole er et frem- med land for det indianske barn. In- dianerbørnene begynder skolegangen med at lære et fremmed sprog, og intet gøres for at skabe skolebøger, der er tilpasset deres særlige forudsætninger. Men også her blæser en ny vind. Mange indianere vender nu tilbage efter endt uddannelse for at gengive den opvoksende ungdom en næsten glemt selvfølelse og stolthed over de- res fortid og dens rige kultur. Da vi kom ud fra udstillingslokaler- ne igen, tilbage til den travle, lar- mende verden udenfor, med klokke- spil og udendørsorkestre, var vi i hvert fald blevet overbevist om én ting: tilstedeværelsen af denne stand på Expo 67 i Montreal var ikke blot symbolsk; indianerne har virkelig pla- ceret sig midt i den moderne verden, og de har ikke til hensigt at lade sig skubbe udenfor igen. UDSTILLINGENS VIRKNINGER Udstillingen fik næsten omgående sine virkninger i den canadiske offent- lighed. I radio og fjernsyn, ved rund- bordssamtaler og i studiekredse, i avi- ser og ugeskrifter blev der på kort tid sagt og skrevet mere om det indianske problem end i mange år forud for Expo 67. En stor del af offentligheden 12

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.