Atuagagdliutit - 21.11.1968, Blaðsíða 20

store kirkemøde
i Uppsala
Det
Kirkernes Verdensråds fjerde generalforsamling i Sverige i juli har givet
anledning til tale om „de unges oprør" inden for kirkesamfund verden over.
Året 1968 vil gå over i verdenskirke-
historien som noget særligt. I det år
— vil det hedde i fremtidens kirkehi-
storiske håndbøger — afholdtes i juli
måned Kirkernes Verdensråds fjerde
generalforsamling i Uppsala i Sverige,
et internationalt kirkemøde af hidtil
ukendte dimensioner, hvor kristne kir-
kesamfund af alle afskygninger fra
hele verden blev draget ind i en selv-
besindelse af hidtil ukendt konkret og
praktisk engageret karakter. På dette
kirkemøde, vil det hedde, blev alver-
dens kirkesamfund tydeligere end no-
gensinde før stillet overfor det me-
ningsløse i at spilde al deres tid og
kræfter på århundredgamle teoretiske
stridigheder, mens menneskeheden
forgår i krige og sult, døve overfor
det Guds ord, som de nægter at mod-
tage fra kristne, der ikke vil enes ind-
byrdes. På dette kirkemøde, vil man
endvidere sige, blev kristensamfunde-
ne omsider indhentet af de kulturelle
og sociale problemer som det 20. år-
hundredes mennesker havde kæmpet
med i generationer, her blev det om-
sider sagt så det kunne høres, at den
konkrete næstekærligheds problemer
er større og mere presserende end
spørgsmålet om hvor mange sakra-
menter der er eller hvem der har auto-
ritet i kirken.
OPFYLDELSEN AF EN DRØM
'Der var en åbenlys symbolik i, at
denne fjerde generalforsamling skulle
afholdes netop i Uppsala. Det er jo
Uppsala, der er det oprindelige ud-
gangspunkt for en af den økumeniske
bevægelses største inspiratorer, den
svenske ærkebiskop Nathan Soderblom
(1866—1931), og det er da næsten alle
hans kongstanker, der en for en er
blevet virkeliggjort på denne general-
forsamling. Dette kirkemødes arbejde
kan nemlig opsummeres i seks hoved-
anliggender, der alle som eet var em-
ner, Soderblom i sin tid utrætteligt
arbejdede for skulle komme i kirker-
nes søgelys.
Der var for det første problemet med
den kirkelige splittelse i en verden,
der år for år på så mange måder bli-
ver mindre og mindre; denne splittel-
se syntes ikke at være nogen større
vanskelighed, dengang de forskellige
kirkesamfund kunne gemme sig i hver
sin verdensdel og bag hver sine lande-
grænser uden større indbyrdes kon-
takt, men bliver til et ulideligt pro-
blem i vor generation og i den kom-
mende, hvor alle verdens nationer af
tekniske, økonomiske og politiske år-
sager så at sige tvinges i armene på
hinanden.
Dernæst var der spørgsmålet om
splittelserne på missionsmarken — en
afløber af den første, store problem-
kreds. Soderbloms tanke var her fra
begyndelsen, at det fremfor alt på
missionsmarken gjaldt om at komme
ud over de golde, doktrinære stridig-
heder og langt hellere forenes tværs
henover de læremæssige skranker i de
fælles, praktiske opgaver, hvor det
kun var rent menneskeligt snæversyn
og værende-selv-nok, som gjorde at
man murede sig inde og bekæmpede
hinanden. Også dette store, uløste pro-
blem stod i centrum i Uppsala-drøftel-
serne.
I forlængelse heraf drøftedes kir-
kernes rolle i nationernes sociale og
økonomiske udvikling i det hele taget
— et emne som Soderblom havde sat
på programmet for det store kirke-
møde „Life and Work" i Stockholm
allerede i 1925. Og også for de tre sid-
ste emnekredse — kirkernes rolle i
internationale anliggender, gudstjene-
stens udformning og rolle i en sækula-
riseret verden, og det meget generelle
spørgsmål om en ny kristen livsstil
i den moderne verden — gjaldt det, at
det altsammen var noget, som i særlig
grad havde ligget ærkebiskop Soder-
blom på sinde. Uppsala-mødet var som
en opfyldelse af hans drømme — 37 år
efter hans død, og dog langt tidligere
end de første store økumener fra ty-
verne og trediverne havde turdet håbe
på.
OFFENTLIGHEDENS SØGELYS
Uppsala-mødet har ikke blot været
en stor kirkelig begivenhed. Det har
tillige været en styrkeprøve for de
praktiske tilrettelæggere. Store inter-
nationale konferencer opbyder altid
praktiske problemer, og i dette tilfæl-
de har man stået overfor spørgsmålet
om kost og logi til ca. 3000 delegerede,
observatører, medarbejdere, tolke, gæ-
ster og journalister fra kirkernes ver-
densråds 233 medlemskirker over hele
verden. Problemerne er blevet klaret
i samarbejde med universitetet i Upp-
sala og den store nye sportshal Fyris
Hall, hvor delegeretmøderne fandt
sted. En hel skole i Uppsala blev re-
serveret som pressecenter for de mere
end 800 radio- og pressefolk fra hele
verden, og Sveriges Radio alene stil-
lede 300 teknikere til rådighed og ind-
rettede 12 fuldt monterede TV-studier
til dækning af begivenhederne. Aldrig,
heller ikke engang ved Dag Hammar-
skjolds bisættelse i 1961 har Sverige
været i hele verdens søgelys, som det
var det i dagene 4.—20. juli i sommer.
Påfaldende var det unægteligt, i
dette kæmpeopbud af journalister og
radiofolk fra alverdens lande, at Dan-
marks Radio kun sendte een mand i
ca. en uge, og at kun to danske dag-
blade — Kristeligt Dagblad og Sjæl-
lands Tidende — sendte medarbejdere
til at dække begivenhedernes gang.
Og her i Grønland har vi jo hidtil næ-
sten intet hørt om denne verdensbe-
givenhed. Mens generalforsamlingen
stod på, er den kort blevet omtalt et
par gange i radioavisen, men udover
det er intet fremkommet i radioens
program og intet blevet skrevet i A/G.
Hvorfor skal vi holdes udenfor den
slags her oppe i Grønland.
DE UNGES OPRØR
Hvorom alting er, så er man offer
for en misforståelse, hvis man tror at
Uppsala-mødet fortabte sig i verdens-
fjerne teologiske spidsfindigheder uden
interesse for offentligheden. Aldrig har
noget verdenskirkemøde været spændt
til bristepunktet af politiske konflik-
ter og socialt engagement som Uppsa-
la-mødet var det. Og aldrig har gene-
rationskløften virket så voldsomt som
her. Skal man kort opsummere det
indtryk, som mange af delegaterne rej-
ste bort med, kan det måske kort ud-
trykkes sådan; unge mennesker i hun-
dredvis af forskellige kristne kirke-
samfund fra alle fem verdensdele sy-
nes at have een ting til fælles — en
brændende utålmodighed efter een
Ligger overvægten af fremtidens kri-
stensamfund hos de farvede folkeslag?
gang for alle at gøre det af med gamle
meningsløse teoretiske stridigheder og
i stedet gøre fælles front mod krig,
uretfærdighed og undertrykkelse der
hvor mennesker er i nød, at bruge de-
res kristne inspiration ikke til teolo-
gisk rethaveri men til praktisk næste-
kærlighed, at bruge enhver tænkelig
lejlighed til at samarbejde med hin-
anden tværs over nationale, racemæs-
sige og konfessionelle skel om kon-
krete opgaver, som alt for længe har
været overset af de kirkelige ledere.
De unge i Uppsala — så forskellig-
artede deres respektive baggrund end
måtte være, og så store konflikter der
i øvrigt måtte herske blandt dem ind-
byrdes — var enige om een ting: vi
kan ikke vente med vor kristne ind-
sats i denne verden til teologerne er
enige!
Der var i øvrigt stor utilfredshed
blandt de unge over, at de ingen stem-
meret havde ved møderne. „Hvorfor
skal det altid være de gamle der be-
stemmer i vore kirker", lød det. De
stemmeberettigede delegaters gennem-
snitsalder var 51 år, hvilket gav anled-
ning til spydige bemærkninger om, at
„jo nærmere man er evigheden, desto
mere indflydelse har man i kirken!"
De unge var dog bestemt ikke uden
indflydelse på dette møde. Stemmeret
havde man ganske vist ikke givet dem,
men man kunne dog ikke forhindre
dem i at råbe op, og man skal heller
ikke tro, at de holdt sig genert tilbage
med deres synspunkter. Og det var
da også de unge, der for hele verdens-
offentligheden gjorde det lysende
klart, hvor de egentlige skel går i da-
gens kirkesamfund — ikke mellem
nadveropfattelser og kirkelige embeds-
teorier og forskellige slags bibelsyn,
men mellem rig og fattig, mellem
europæisk-amerikanske kirkesamfund
og afrikanske og asiatiske kirker, mel-
lem dem der har det godt og murer
sig inde i deres selvtilstrækkelighed
og ikke føler behov for at gøre en ind-
sats i samfundet, og dem der lider
nød og ser vold og undertrykkelse og
uretfærdighed udenfor deres gadedør
hver morgen og som hører evange-
liets kald til et konkret engagement
i kampen for retfærdighed og menne-
skeværdighed.
ENGAGEMENT I VERDENS-
PROBLEMERNE
Sammenligner man Uppsalamødet
med Kirkernes Verdensråds stiftende
generalforsamling i Amsterdam i 1948,
er det ganske tydeligt hvilken pro-
blemforskydning, der har fundet sled
siden da. I Amsterdam var det øst-
vest-problematikken der gjorde sig
gældende. I Uppsala var det konflik-
ten mellem syd og nord. I Amsterdam
var det vestens kirker, der prægede
forhandlingerne. I Uppsala var det de
ortodokse kirker (østkirkerne), der ud-
gjorde den største gruppe, og proble-
matikken prægedes af deltagerne fra
Asien, Afrika og Sydamerika. I Am-
sterdam var konferencens nøgleord
„skyld" og „forsoning" (mødet var jo
kristumiutut ugperissarsiorneK sujunig-
ssame inuiangne „Kalipautilingne" tai-
mågdlåt angnerussumik atugauli'sava?
kort efter verdenskrigen). I Uppsala
var nøglebegrebet „de kristnes fælles
ansvar", ligesom hele mødets motto
var ordene fra Johannes Åbenbaring:
„Se jeg gør alting nyt".
Een fælles tråd spandt sig i sidste
ende gennem alle foredrag, diskussio-
ner og forhandlinger i Uppsala: kir-
kerne må tage sig sammen til at blive
politikernes onde samvittighed. Kir-
kens folk må lære at se problemerne
omkring sig, må engagere sig for de
ikke-besiddende og de ikke fromåen-
de, må turde tage en risiko. Og det
var da også en række meget konkrete
problemer, som konferencens afslut-
tende dokumenter kom til at handle
om.
I dokumentet fra Sektion III om
verdens sociale og økonomiske udvik-
ling blev alle medlemskirkerne såle-
des opfordret til at lægge pres på de
respektive nationers politikere for at
få U-landshjælpen op på 1 %> af na-
tionalindkomsten i 1972, ligesom de
enkelte kristne blev opfordret til at
sætte sig selv i „U-landsskat“, sålænge
politikerne ikke havde fået gennem-
ført dette minimale mål.
I forskellige resolutioner berørtes
bl. a. mellemøstkrisen, krigen i Biafra
og FN’s menneskerettighedserklæring-
Det blev bl. a. besluttet omgående at
stable et hjælpeprogram på over 6
millioner dollars på benene til fordel
for Nigeria-krigens ofre, samt at der
skulle gøres en omgående og effektiv
indsats i samarbejde med Caritas In-
ternationalis og Røde Kors for at eta-
blere en varig luftbro til de nødliden-
de områder.
Som en illustration til dette Kirker-
nes Verdensråds meget konkrete enga-
gement i verdensproblemerne kan det
være på sin plads at citere et par af
de dokumenter, som efter lange de-
batter blev vedtaget på generalfor-
samlingen i Uppsala. Det hedder f-
eks. således i en resolution om mel-
lemøst krisen:
„Vi er dybt bekymrede over, at den
spændte situation i Mellemøsten ikke
viser tegn til afspænding. Resolutio-
nen fra FN er ikke blevet opfyldt,
de indblandede nationers territoriale
integritet respekteres ikke, ingen løs-
ning er inden for synsvidde, og yder-
ligere kaprustning er under udvikling-
Under disse omstændigheder be-
kræfter vi Centralkomiteens rapport
fra Heralikon i august 1967 og fore-
slår på grundlag af den følgende:
Alle nationers absolutte og territo-
riale ukrænkelighed må garanteres.
Kirkernes Verdensråd må fortsætte
med at deltage i og bidrage til løsnin-
gen af flygtningenes og de statsløses
problemer.
Fuld religiøs frihed og adgang til
hellige steder må tilsikres alle de tre
historiske religioner, fortrinsvis sikret
gennem international overenskomst.
National oprustning må begrænses
til det lavest mulige niveau i overens-
stemmelse med national sikkerhed.
Stormagterne må afstå fra deres
specielle interesser i området.
20