Atuagagdliutit - 19.12.1968, Side 18

M
fH
ANTON TJEKHOV
DRENGE
m
#1
m
m
iII.: Rita Rapp-Lennmor
Hn
5%
m
— Volodja er her! råber nogen ude
i gården.
— Lille hr. Volodja er kommet, skreg
stuepigen Natalia og styrtede ind i
spisestuen. Åh, Herre Gud!
Hele familien, som havde siddet og
ventet på deres Volodja i flere timer,
fo’r hen til vinduet. Foran den store
trappe, der førte op til bygningen,
holdt en vældig trojka, og fra de hvide
heste stod en tæt damp. Slæden var
tom, for Volodja stod allerede inde i
forstuen og løsnede overtøjet med stiv-
frosne fingre. Hans skoleuniform, hue,
støvler og håret ved tindingerne var
dækket af rimfrost, og han udstrålede
fra top til tå en så behagelig kølig
duft, at man uvilkårligt måtte skutte
sig og sige: Brrr ....! Mor og moster
styrtede hen for at kysse og omfavne
ham. Natalia knælede for at hjælpe
ham af med filtstøvleme, søstrene gav
et hvin fra sig af henrykkelse, der blev
smækket med dørene, og Volodjas far
kom farende i skjorteærmer med en
saks i hånden og udbrød oprømt:
— Og vi som troede, at du allerede
var kommet i går! Har du haft en god
rejse? Men Herre Gud, så lad ham dog
få lov at hilse på sin far! Jeg er da vel
nok hans far, skulle jeg mene!
— Vov-vov! Mylord, en stor, sort
hund, gøede sit besyv med, mens dens
logrende hale slog mod vægge og møb-
ler.
Alt flød sammen i et kaotisk virvar
af lyde. Da de første glædesudbrud en-
delig havde lagt sig, blev familien Ko-
raljevs klar over, at der opholdt sig
endnu en lille person i forstuen. Sne-
dækket og indhyllet i sjaler og tæpper
stod han dér helt stille i et hjørne næ-
sten skjult bag en stor ræveskinds-
pels.
— Men Volodja, hvem er det? hvis-
kede mor.
— Åh, brast det ud af Volodja. Må
jeg have lov til at præsentere min
kammerat, Tjetjevitsyn. Han går i min
parallelklasse, og jeg har inviteret
ham med hjem i julen.
— Velkommen! Det var virkelig hyg-
geligt, sagde far gemytligt. Jeg kan
godt lide at have det bekvemt, derfor
går jeg rundt i skjorteærmer. Vær så
god at lægge tøjet! Natalia, hjælp lige
hr. Tjetjevitsyn. Men Herre Gud, er
der ingen, der kan fjerne den hund.
Det er ligefrem en straf at have ham
herinde.
Kort efter sad Volodja og hans ven,
Tjetjevitsyn — endnu lidt forvirret
over den stormende modtagelse og
rødkindede af kulden — omkring spi-
sebordet og drak te. Den blege vinter-
sol trængte ind gennem rudernes is-
blomster, skinnede på samovaren og
spejlede sine klare stråler i messing-
skylleskålen. Der var varmt og hyg-
geligt i stuen, og drengene kunne
mærke, hvordan varmen og kulden
brødes i deres gennemfrosne kroppe.
— Ja, nu er det jul igen, sagde far
i et syngende tonefald, mens han rul-
lede sig en cigaret af rødbrun tobak.
Det er ikke længe siden, at det var
sommer, og mor græd, da du skulle
rejse. Og nu er du hjemme igen. Jojo,
min dreng, tiden går. Inden man ved
et ord af det, så er man gammel og
grå. Vær så god, hr. Tjetjevitsyn at
tage for Dem af retterne. Hos os er
der ingen smalle steder.
lej en bil nu
ni ferien
derhjemme
jeg vil gerne omgående og uden forbindende
have tilsendt Deres prisliste for autoudlejning!
NAVN:
STILLING:
ADRESSE:
så står den
parat til Dem
, når De
kommer hi em
Hos Pitzner Auto kan De på fordelagtige vilkår leje bilen til
ferien - et hvilket som helst mærke. Klip kuponen ud, udfyld
og send den til os allerede i dag, så De har Deres ferievogn
hele ferien - det går legende let hos Pitzner Auto!
PITZNER
K4C/TO
INTERNATIONAL AUTO UDLEJNING
TROMMESALEN 4, KØBENHAVN V
Telegramadresse: PITZNERAUTO
Volodja’s tre søstre, Katja, Sonja
og Masja, hvoraf den ældste var elleve
år, sad ved bordet og kunne ikke tage
øjnene fra deres nye bekendt. Tjetje-
vitsyn var jævnaldrende med Volodja
og lige så stor, men mørkladen og
mager og meget fregnet. Han havde
stridt hår, små øjne og tykke læber.
Faktisk var han ikke særlig køn.
Havde det ikke været for skoleuni-
formen, kunne man godt have taget
ham for et fattigmandsbarn. Han så
alvorlig ud, sagde ikke et ord og lo
ikke en eneste gang. Pigerne, der sad
og betragtede ham, anså ham for at
være en meget klog og lærd person.
Det så ud, som om han sad og speku-
lerede på et eller andet, og han var så
fordybet i sine egne tanker, at han
fo’r sammen og sagde hvad behager,
hver gang nogen talte til ham.
Pigerne lagde også mærke til, at
Volodja, som ellers plejede at være
så munter og snakkesalig, talte meget
lidt og så uhyre alvorlig ud, næsten
som om han ikke var glad for at være
hjemme. Mens de drak te, vendte han
sig kun én gang mod sine søstre og
sagde så noget højst besynderligt, idet
han pegede på samovaren og udbrød:
— I Californien drikker man gin i ste-
det for te.
Han syntes også at være optaget af
sine egne tanker, og efter de blikke
at dømme, som han af og til vekslede
med sin ven, tænkte de to drenge på
det samme.
Da de havde drukket te, gik de ind
i børneværelset. Far og pigerne satte
sig ved bordet og genoptog deres ar-
bejde, som var blevet afbrudt ved
drengenes ankomst. De klippede jule-
stads af kulørt papir med liv og lyst.
For hver blomst, der blev færdig, gav
pigerne et henrykt hvin fra sig, ja, til
tider lød det næsten som et fasanskrig,
som om blomsterne var dalet ned fra
himlen. Far, som også var opslugt af
arbejdet, kastede af og til saksen på
gulvet i vrede over, at den var så
sløv.
Mor kom farende ind i stuen og
spurgte med stram mine:
— Hvem har taget min saks? Er
det dig, Ivan Nikolaitj, som nu igen
har taget min saks?
— Herre Gud, må man nu ikke en
gang låne en saks, svarede Ivan
Nikolaitj med jamrende stemme, mens
han lænede sig tilbage i stolen og så
forurettet ud, men i næste øjeblik var
han lige så sprudlende glad igen.
Tidligere når Volodja var kommet
hjem på juleferie, plejede han altid
at hjælpe til med at klippe julestads,
eller også sprang han ud i gården for
at kigge på, at kusken og staldkarlen
byggede en stor kælkebakke. Men nu
værdigede han og Tjetjevitsyn ikke det
kulørte papir nogen form for opmærk-
somhed, og de gik ikke en gang ud til
stalden. De satte sig ved vinduet og
begyndte en hviskende samtale, bag-
efter åbnene de et atlas og kiggede på
et ganske særligt kort.
— Først til Perm . . . hviskede Tje-
tjevitsyn. — Derfra til Tiumen, så til
Planlagt hovedentreprise er byggeprincippet for dansk
erhvervsliv i dag. Det betyder, at bygherren sparer tid
og besvær ved at placere det fulde ansvar hos AJS -
een kontakt og een ansvarlig, der garanterer levering
af det samlede byggeri til fastsat tid og fastsat pris.
Information og brochuremateriale med eksempler
på byggerier udført af AJS kan f&s ved henvendelse til:
A. JESPERSEN & SØN A/S
Nyropsgade 18, V - tlf. (01) *12 58 43
A. JESPERSEN & SØN RISSKOV A/S
Lystrupvej 50, Risskov, tlf. (06) * 17 80 77
Tomsk — så — så — til Kamtjatka.
Derfra kan samojederne føre os over
Berings-strædet i deres både — så er
vi i Amerika . . . dér er der masser af
pelsdyr.
— Nå, men hvad så med Californien?
spurgte Volodja.
— Californien ligger længere nede
. . . men når vi først er kommet til
Amerika, er der ikke så langt til Cali-
fornien. Vi må leve af jagt og plynd-
ring.
Tjetjevitsyn holdt sig hele dagen på
afstand af pigerne og betragtede dem
i smug, men da man havde drukket te
om aftenen, blev han alene med dem
i nogle minutter. Det var pinligt at
sidde helt tavs, og da han havde
rømmet sig lidt, kiggede han mut på
Katja og spurgte:
— Har De læst Mayn Beed?
— Nej, det har jeg ikke. Sig mig,
kan De løbe på skøjter?
Tjetjevitsyn var så fordybet i sine
tanker, at han slet ikke svarede på
dette spørgsmål. Han pustede kinderne
op og sukkede, som om han havde det
med varme. Så rettede han atter blik-
ket mod Katja og sagde:
— Når en flok bisonokser gungrer
hen over prærien, ryster jorden, og de
opskræmte vilde heste stejler og vrin-
sker. Tjetjevitsyn smilede fjernt og
tilføjede: Og indianerne overfalder
ofte togene. Men det værste af det
hele er moskitoerne og termitterne.
— Hvad er det for nogle?
— Det er en slags myrer. De stik-
ker noget så forbandet. Ved De, hvem
jeg er?
— Ja, De er hr. Tjetjevitsyn.
— Nej, jeg er Montigomo, også kal-
det Ørneklo — de uovervindeliges høv-
ding.
Tjetjevitsyns ubegribelige ord og
den omstændighed, at han hele tiden
sad og hviskede med Volodja, som også
gik og grublede virkede unaturligt og
besynderligt .De to ældste piger, Katja
og Sonja, besluttede derfor at udspio-
nere drengene. Da disse gik i seng for
natten, sneg pigerne sig hen til døren
og lyttede til drengenes samtale. Og
hvad fik de ikke at høre! Jo, dren-
gene tænkte på at flygte til Amerika
for at grave guld. Alt var klar til rej-
sen: de havde en pistol, to knive, brød,
et forstørrelsesglas til at lave ild med,
et kompas og fire rubler. De fik også
at vide, at drengene skulle tilbage-
lægge flere tusinde kilometer til fods,
og at de skulle slås med tigre og vilde
indfødte. Herefter skulle de finde guld
Den russiske forfatter Anton
Tjekhov beviser med denne jule-
novelle, at drenge altid er drenge
— hvor de end befinder sig på
denne klode. Historiens to ho-
vedpersoner planlægger en rus-
sisk version af „Flugten til Ame-
rika", hvor de venter det store
eventyr. Med forventningens glæ-
de ser de hen til en række vold-
somme begivenheder i selskab
med vilde løver, blodtørstige sø-
røvere, kamplystne indianere og
primitive indfødte — selvom ju-
len står for døren.
og elfenben, dræbe en mængde fjen-
der, blive sørøvere, drikke gin og til
sidst gifte sig med hver sin pige og
blive plantageejere. Volodja og Tjetje-
vitsyn talte med iver i stemmerne, og
så optaget var de, at de til stadighed
snakkede i munden på hinanden. Tje-
tjevitsyn omtalte hele tiden sig selv
som Montigomo, Ørneklo, mens han
kaldte Volodja for sin „Hvide Brodér".
—- Vi siger ikke noget til mor, sagde
Katja til Sonja, da de krøb i seng. Vo-
lodja kommer hjem til os med guld og
elfenben fra Amerika, men hvis vi si-
ger det, får han ikke lov til at rejse.
Hele dagen før juleaften sad Tjetje-
vitsyn og så på et kort over Asien og
gjorde en række notater, Mens Volodja
dystert travede rundt i værelset. En
enkelt gang standsede han foran hel-
genbilledet i børneværelset, gjorde
korsets tegn og sagde:
— Herren være mig synder nådig
og bevare min stakkels ulykkelige
mor!
Senere på aftenen brast han i gråd,
og da han skulle i seng, omfavnede
han længe far, mor og de tre piger.
Tidligt juledagsmorgen stod Katja
og Sonja op for at se, om drengene
var stukket af til Amerika. De sneg
sig hen til døren.
— Du siger ikke, du ikke vil rejse?
spurgte Tjetjevitsyn forarget. Svar
nu, vil du med eller ej?
— Oh, Gud, græd Volodja sagte,
hvordan skal jeg kunne rejse. Jeg sy-
nes, det er så synd for mor!
— TroT du nu, at Søren er stor nok til at klare sådan et par
rulleskøjter?
pi — umångå, Sulut nukangavatdlångila sukutsinik taimåitu-
nik pisåsavdlune?
Ib
*ZP+
m

m
m
8
ym
m
£4
m
m
— Nej, hvor morsomt, regningen er på 1968 kroner!
— aitsåkasik Kuianåsagaluarmigame, akiligagssavut 1968