Atuagagdliutit - 11.11.1971, Blaðsíða 16

en kajak sejlede læne sig op ad min angst
i fangerlykke — 1000 menneskers er i blomsten
i skudets lyd løssluppenhed om hvis farver
så han byttet jeg skærmende
segne og føle larmen støjen holder min hånd
sin families den infernalske guirlande
liv behængte tomhed og min angst
og tom tom tom vil først forløses
en kajak sejlede flygte ind i når bladene er visnet
fra brudt familielykke — grøn ensomhed og farverne falmet
i skudets lyd min hjerne ikke mere fungerer
segnede stolthed stemmerne er og hjertet blevet fortrængt
uegnethed kærlighed skinnet fra lysekroner
og hans eget liv små lys med hætter på jeg lever og ånder i hvide skrig der aldrig kommer
jeg er det kolde lys
over gaden om natten
der evigt længes
I gik mange dage
og nætter
inde i fjorden
drømte og dasede
drak en masse bajere
og det var dejligt varmt
Jens tumlede
med de andre børn
og lo om kap med himmelen
medens du i fantasien
så og dannede de
mangestrengede farveklange
og når du dyppede
dine fingre i solen
og i fjeldets grå og grønne glød
hviskede du i akvarellen
dette land er et eventyr
utroligt smukt skånselsløst og stort
og når du malede
for os isen så vi
undrende en hvid grønblå diamant
furet og ætset af tid
storm og kulde og funkle
som sol i krystal
men — du ved
at livet er mere end farver
og det selv når de er størst
du forstod før nogen at
bag dubilakkens blåsorte
maske var den lange
dybe stille ro
BIRGITTE HASTRUP (tegninger)
17