Atuagagdliutit - 16.02.1972, Qupperneq 16

INGEN SPÆK
TIL
TRANLAMPEN
Opstigning til indlandsisen ad Mehan-bræen. Mehan-bræenikårdlune sermerssuarmut majuarneK.
Da narhvalsjagten fra kajak eb-
bede ud sidst på sommeren i bun-
den af den største fjord i Thule,
Inglefield Bredning, sejlede jeg
150 km med motorbåd ud til ver-
dens nordligste bygd, Siorapaluk.
Her havde jeg en stående invi-
tation til at bo og spise spæksyl-
tede søkonger (små alkefugle, der
med fjer og indvolde proppes i
sælskindssække, og opbevares
mindst et par sommermåneder i
stengrave) hos min gode ven, den
46-årige storfanger KaugunaK.
Efter at vi havde slubret det møre
kød i os af en halv snes fugle
hver og ræbet høfligt slog vi ind
på fangernes altdominerende sam-
taleemne, jagten, og jeg spurgte
med påtaget ligegyldighed:
— Sig mig, KaugunarssuaK,
findes der stadig rensdyr oppe i
Inglefield Land?
— Joh, det er da ikke helt
utænkeligt, han forstod en halv-
kvædet vise, og da tanken til-
talte ham — renkød hører til po-
lareskimoernes største delikates-
ser — tilføjede han:
— Vil du da med op og se
efter?
Om jeg ville? Inglefield Land
er ubeboet, noget større end Sjæl-
land, har et stabilt ørkenklima,
og går i jægermunde for at være
et paradis på jord. Det er det
eneste område i Thule distrikt
med en renbestand af betydning,
derudover skulle landet ligefrem
vrimle med harer og ryper, søer-
ne være fyldte med ørreder, og
ude ved kysten ligger allerede i
september massevis af sæler oppe
på den nydannede havis for at
nyde efterårets sidste solskin. Og
ikke nok med det, undertiden
kommer både ulve og isbjørne
herover på strejftog fra Canada.
Men som bekendt har enhver
medalje en bagside, og da man på
denne årstid kun kan komme til
Inglefield Land med hundeslæde
efter flere døgns anstrengende
rejse over Indlandsisen, går der
alligevel år imellem, at nogen
fanger vover sig derop.
Jeg vidste også i forvejen, at
på disse rejser medbringer man
kun det allermest nødtørftige, f.
eks. kun en smule petroleum til
primussen, den slæderejsendes
eneste varmekilde, og regner el-
lers med at kunne skaffe sæl-
spæk og klare sig med gammel-
dags tranlamper. Men da besvær-
ligheder er til for at overvindes,
spurgte jeg Kaugunan:
— Hvornår rejser vi?
— Ligesåsnart vejret er blevet
godt og vi har hundefoder til rej-
sen.
Så var den aftale beseglet.
Imidlertid var vejret i hele sep-
tember elendigt. Hyppige østen-
storme piskede sandbyger hen
over bygdens små træhuse og ind-
hyllede fjeldtoppene i snehvirv-
ler. Når der endeligt var et kort
ophold i uvejret smuttede vi ud
på fjorden efter sæler og ung-
måger, og ellers opholdt vi os
indendøre og syede hundeseler til
den forestående rejse.
En aften, medens husets søn
svedte over regneopgaverne, og
konerne blødgjorde skind med
opvarmede sten, opfangede vi på
transistorradioen nyhederne fra
Grønlands Radio. Mellem atmos-
færeknitren lykkedes det os at
opfange, at Krag havde afløst
Baunsgaard som statsminister, og
det slog mig hvor uendeligt lige-
gyldig denne nyhed føltes for os,
4.000 km nord for de polstrede
ministertaburetter i København.
NalagarssuaK Krag kan vel
næppe stabilisere priserne på sæl-
skind (fangernes vigtigste kon-
tantindtjening) bedre end hans
forgænger, eller kan han? (Pri-
serne var da lige faldet katastro-
falt med over 30 pct.).
Endelig en morgen i begyndel-
sen af oktober vågnede vi på
briksen til en herlig frostklar
dag. Fra en skyfri himmel badede
den lavtstående sol fjeldene lyse-
røde. Nu skulle det være!
Hjulpet af stedets befolkning
fik KaugunaK og jeg lastet et par
motorbåde med slæde, 16 hunde,
fangstudstyr og en remmesæl på
200 kg til rejseproviant. Derpå
sejlede vi ind i fjorden til Mehan
Gletscheren og fik udstyret bak-
set i land på en sidemoræne. Kort
efter gav gletscheren sig til at
rumle ildevarslende og bådfører-
ne måtte skyndsomt stikke til søs.
Inden de forsvandt mellem is-
fjeldene nåede de at råbe et på
gensyn om nogle uger på selv-
samme sted. Nu var KaugunaK og
jeg alene, to mand i polarødet
uden kontakt til omverdenen. Sin-
digt, og i sikker forvisning om
egen formåen gav vi os til at
slæbe vort udstyr op til selve
gletscherfladen, altimedens Kau-
gunaK nynnede en trommesang
opstemt ved udsigten til et godt
jagteventyr.
Tre uger senere stod vi atter
på kanten af Mehan Gletscheren
og fulgte med glade øjne, hvor-
ledes de to motorbåde vuggede
sig gennem bugtens nyis for at
hente os som aftalt. Rundt om-
kring os lå udmagrede hunde
med slappe haler, vi selv havde
heller ikke et overflødigt gram
på kroppen, og alligevel var vi
himmelhenrykte, måtte prise os
lykkelige over at være sluppet så
billigt fra en besværlig rejse.
Alt havde været imod os!
For tre uger siden, under op-
stigningen til Indlandsisen var
hunde røget i gletscherspalter.
Oppe på isens kuplede plateau var
det svinekoldt og sneen umaner-
lig dyb. KaugunaK sendte mig i
forvejen på snesko for at lave
spor til hundene. Det blæste op.
Når jeg vendte mig om for at
holde føling med slæden, lyste
KaugunaKS tillidsvækkende grin
gennem snefoget, og med fabel-
agtig stedsans dirigerede han mig
i den rigtige retning. Hylende
snestorme tvang os til at ligge
stille i dagevis, enten i snehytter
eller, når sneen var for løs, blot
i et hul overdækket med teltdu-
gen.
Efter syv døgns opslidende rej-
se over Indlandsisen kunne vi
omsider kikke ned over det for-
jættede land mellem lavthængen-
de skyer. Men først nu begyndte
vore fortrædeligheder for alvor.
Det viste sig, at i år var Ingle-
Tekst og foto:
IVARS SILIS
field Land dækket af en tyk sne-
dyne, og bortset fra harer var
landet fuldstændigt uddødt.
Vi kæmpede os frem til kysten,
til en gammel boplads, Inuarfig-
ssuaK, det store manddrabssted,
hvor en iskold blæst fejede hen
over havisen og holdt sælerne
nede, og da det samtidigt var
fuldmåne stod også vore sæl-
garn tomme.
Noget mismodige krøb vi sam-
men i et gammelt stenhus om-
kring tranlampens tændstikstore
flamme, tyggede frossent hare-
kød og gjorde situationen op.
Selvom mørketiden stod umid-
delbart for døren, ville vi før el-
ler senere få fangst, men vente-
tiden kunne meget let komme til
at betyde, at vi skulle sætte ad-
skillige hunde til livs. Det friste-
de os ikke synderligt, og da vi
samtidigt var begyndt at længes
efter Siropaluk (Den dejlige, lille
sandstrand), efter kaffe på kom-
furet, efter bløde kvindearme og
gærede søkonger, besluttede vi
at stikke næsen hjemover.
Som sagt, så gjort, og efter en
sej rejse i måneskin og snefyg-
ning var vi atter tilbage. Endnu
engang havde jeg fået skærpet
min sans for at værdsætte menne-
skets elementære selvfølgelighe-
der, og min appetit på livets fri-
stelser var glubende.
Naboerne til Nordpolen fører så
sandelig et brask og stærkt liv.
Bevares, på den i det foregåen-
de skildrede rejse var KaugunaK
og jeg uheldige med fangsten,
men lejlighedsbevis misfangst er
nu engang uadskilleligt forbundet
med fangertilværelsen, og æn-
drer intet ved den kendsgerning,
at fangstrejser og udflytning er
noget af vejen til at sikre den del
af den grønlandske befolkning,
der stadig ønsker at ernære sig
ved fangst et forsvarligt udkom-
ne. Hvor trist er det da ikke at
se den tilflytning der sker til
fangerdistrikternes administra-
tionsbyer. Lokket af bekvemme-
ligheder og adspredelser flytter
den ene efter den anden fanger-
familie ind til „storbyen", hvor-
ved de nærmeste fangstfelter
uundgåeligt overbeskattes. Imid-
lertid må man se i øjnene, at
en stor del af fangerbefolknin-
gen, især de unge har fået smag
for nogle af civilisationens tillok-
kelser, og da vil det være hals-
løs gerning, at skrue udvikling
tilbage ved at opfordre til en for-
bliven på stillestående bygder og
til udflytning på isolerede fangst-
felter. Men hvad om man kunne
puste lidt liv i det stillestående,
og bryde isolationen? Tilværel-
sen på bygderne må kunne gøres
mere tillokkende ved at henlæg-
ge flere aktiviteter til de små
steder, her tænker jeg på GOF,
skolevæsenet m. m. og ikke så
meget på teknikken, hvis emsige
repræsentanter i nærværende for-
bindelse skal køres i en kort
skagle. — Og så til udflytningen
til jomfruelige fangstfelter, dem
er der heldigvis nogle af, i Thule
bl. a. i Inglefield Land og i Mel-
ville Bugten. Her behøver fami-
lierne ikke at være fuldstændig
afskårne fra omverdenen, da ikke
i vore dage, hvor enkle radiosen-
dere med lang rækkevidde er op-
fundet, og havde man så en
„bushpilet" til at komme med
forsyninger, afhente skind, bringe
lægen på besøg jævnligt, ja så
var isolationen brudt, og det
sandsynligvis for overkommelige
penge.
Jeg er vel vidende om, at oven-
stående betragtninger, og det gæl-
der for så vidt også dem i de
foregående artikler, langtfra er
nye allesammen, men de skal op-
fattes som mit beskedne bidrag
til at skabe diskussion om fan-
gerdistrikternes fremtid og som
en opfordring til de engagerede
parter til at udvise fantasi og
udsyn.
LAKSEGARN
550 stk. brugte laksegarn der er i meget god stand ønskes solgt
omgående, prisforlangende pr. garn kr. 65,00.
Ved køb af hele partiet kan der formentlig opnås nogen kredit
på gunstige vilkår.
KNUD RUGHOLT
Skibssalg
Set. Laurenriievej 64,
9990 Skagen.
Telefon 08-442777 . Telex 67516
KaugunaK — slædekørslens højeste sagkundskab.
KaugunaK — KimugsitdlåmagssuaK.
16