Atuagagdliutit - 13.04.1972, Blaðsíða 19

Fru Cecilie Lund og hendes søn. Sammen med sin mand, Henning Lund,
har hun opbygget et stort og moderne fåreholdersted ved ruinerne af
nordbogården N 76 (K’anisartut ved Igaliko Fjord). Familien er blevet
værdige efterfølgere for middelalderens bønder med hvem, de i øvrigt
er i slægt. Hr. og fru Lunds familie er som disse indvandret til øen fra
Skandinavien.
Bag Cecilie Lund ses en vældig døroverliggersten fra den gamle nord-
bogårds bolig. Denne er nu blevet vartegn for familien Lunds gård.
Henning Lund og naboen mod syd, Abel Kristiansen, var de første, der
i nyere tid slog sig ned ved østbredden af Igaliko Fjord. På fåresam-
lingerne fik de et indgående kendskab til nordboernes Vatnahverfi og
har i tidens løb videregivet megen viden om landet til rejsende. Arkæo-
loger og naturvidenskabsmænd har som omtalt tidligere i bl. a. dette
tidsskrift haft kontakt med de to fåreholdere.
Henning Lund regner i øvrigt med at være blandt de første, som i nyere
tid besøgte det afsidesliggende område ved Ulvesø.
I juli 1945 red han sammen med fåreholderne Abel Kristiansen og Tobias
Abeisen på regulær opdagelsestur fra K'anisartGt ind til indlandsisen
og rundt om Ulvesø. Man var nede ved søens skovbevoksede nord- og
sydender men passerede ellers søen højt oppe på fjeldskråningerne.
Man red på tre heste og har derfor siden indbyrdes kaldt søen „Tre-
hestesø".
fru Cecilie Lund erneralo. uvinilo Henning Lund angisGmik nutåliaussu-
migdlo savauteKarfeKarput Kavdlunåtsiait nunautikuåne N 76-ime (K’ani-
sartune Igalikup kangerdluane). ilaxutarit inornerungitdlat ukiut akugdltt
nalåne naussorigsaissQsimassunit sujulerissamingnit. åiparit sujulé xav-
dlunåtsiaitutdle Skandinaviamit nunasissuput.
Cecilie Lundip tunuane takugssauvox ujaragssuax såtukujdx Kavdlunåt-
siait igdlukuåne matup Kulerisimasså. ujarak tåuna ilaxutarit Lundlkut
nunautåta ilisarnautigå.
Henning Lund kujalerissålo Abel Kristiansen ukiune nutaunerussune su-
jugdliuvdlutik nunasissuput Igalikup kangerdluata kangimut sineriåne.
savanik ungorissarnermingne ilisimavdlualersimavåt Kavdlunåtsiait na-
jorsimassåt Vatnahverfi, ukiutdlo ingerdlaneråne tamåne angalassut på-
sissutigssitarsimavdlugit. itsarnisarsiGt ilisimatutdlo avdlat sujornatigut
tainexartutut savautigdlit tåuko mardluk påsiniaivfigissarsimavait.
Henning Lund isumaxarpox ukiut kingugdliunerussut nalåne taserssdp
Ulvesøp erxå avingarusimassox tikerxårsimagine. julime 1945 savau-
tigdlit Abel Kristiansen åma Tobias Abeisen ilagalugit hesterdlutik K’ani-
sartunit angalaorsimåput påsissags'sarsiordlutik sermerssup tungånut,
taserssuax kaujatdlagsimavdlugo. tatsip kujåmut avangnamutdlo isue
orpigdlit najorsimavait, hestitdlo pingasut angatdlatigigamikik kingorna
tasex taissalersimavåt „hestit pingasut tasiat".
gamle. Om vinteren sker en bety-
delig træhugst. Det er let at kom-
me til stedet med hesteslæder.
Svære træer, der sandsynligvis
er langt over 100 år, er fældet i
det seneste årti. Her må afgjort
være en fredningsopgave i lighed
med den, som for længst er løst
for K’ingua-dalens vedkommen-
de. Trævækst i Grønland er nu
engang den undtagelse, som be-
kræfter reglen, at øen er et po-
larland præget af is, sne og kulde.
Fra 30. september til 27. okto-
ber havde jeg lejr ved Hvidenæs
vest for Julianehåb. I denne pe-
riode lykkedes det mig til min
overraskelse at lokalisere et stort
antal nordbogårde.
I området nordvest for Hvalsø
kirke fandt jeg en gruppe på 12
nordbogårde foruden nogle en-
keltliggende huse. Det er hermed
godtgjort, al Hvalsø kirke i lig-
os. Bag det stod en regulær køl-
vandsbølge.
Området ved øerne og sundene
i Kap Farvel-distriktets østende
syd for Prins Christians Sund
vejrstation opgav jeg at under-
søge fra min egen båd, da vejret
var uroligt, og det nærmede sig
september. Jeg fik hjælp af fisker
Apollus Dorph i Augpilagtox, der
sejlede mig rundt i sin fiskerbåd
og viste mig en række inter-
essante eskimoruiner. Området
blev dermed færdigundersøgt —
et mål jeg havde haft for øje i
flere år, men som nu endelig blev
nået. Udstedsbestyrer Rasmus Pe-
tersen hjalp mig ved flere lejlig-
heder.
Der blev kun fundet få nye
nordboruiner i Kap Farvel-di-
striktet. Et interessant fund var
dog en lille gård (Bill), jeg stødte
på en dag, da jeg lå vejrfast på
nordøstsiden af Eggers 0 ved Nu-
gåtsiarssuasik nær den forladte
boplads ItivdleK. Jeg vandrede til
bunden af fjorden, der fra syd
går langt ind i øen øst for Kap
Farvel (Itivdlip igdlua). Nær
stranden fandt jeg resterne af en
nordbogård, som nu er det syd-
ligst lokaliserede nordboanlæg i
Grønland. Stedet ligger meget af-
sides, og det er naturligt at tænke
sig muligheden af, at her kan
have levet en fredløs, eller et
skib kan være tvunget herind af
vejr og is. Besætningen eller en
indvandrerfamilie kan så — fordi
de nu er kommet til land her,
eller fordi båden er havareret,
eller is og bølgegang forhindrede
vidererejse — have opført huse
på dette sted.
Nordvestenden af Eggers 0 er
frodig med betydelige græsarealer
ved kysten under den store fjeld-
knude, som øen iøvrigt består af.
Dette område blev omhyggeligt
gennemgået uden, at jeg fandt
det mindste spor af nordbobebyg-
gelse. Nordøstenden af Eggers 0
er også ret lav. Her er en del be-
voksning i et ujævnt terræn. Der
skulle være teoretisk mulighed
for nordbobebyggelse, men jeg
fandt heller ikke her nordbo-
ruiner. Jeg så kun den før nævnte
Bill, der ligger på en lokalitet
med meget mindre græs end
hvad, der er på mange steder
ved nordkysten af Eggers 0. Jeg
vil dog ikke udelukke, at jeg kan
have overset stærkt nedsunkne
ruiner, der skjuler sig i lavnin-
ger i det ujævne terræn.
Jeg så fjeldet K’åicaic putulik
(„fjeldet med hul“). Det er en
stejl spids med et hul midt gen-
neem fjeldet et stykke under top-
pen. Man tror umiddelbart, at
det er en sneklump, men det er
i virkeligheden et hul, der må
være temmelig stort. Dette fjeld
forklarer iøvrigt ældre rejsendes
navn på Kap Farvel-øen — Putu-
lik (P. O. Walløe).
I fjorden nord for Augpilagtox
konstaterede jeg, at 2 ruingrup-
per er gårde og ikke blot anlæg
af tørstenshuse.
I september opholdt jeg mig en
tid ved Igaliko Fjord, bl. a. ved
Sdr. Igaliko. Nord for Inorxaug-
ssåx (ved N64) lokaliserede jeg i
en dal en nordbogård (Bl 18). Hvor
denne dal støder ud i den væl-
dige smeltevandsdal ved Jesper-
sens Bræ ligger et virkeligt smukt
skovområde med ret høje og
svære birketræer. Det er af be-
tydelig udstrækning. I efterårs-
tiden var der skønne farver. Nog-
le af træerne må være meget
Sommeren og efteråret 1971 fort-
satte jeg arbejdet med at kort-
lægge nordbo- og eskimobebyg-
gelsen i Nanortalik og Julianehåb
kommuner.
Fra slutningen af juni til lige
efter 1. november var jeg på re-
kognosceringsrejser rundt i Øster-
bygden. Først på sæsonen voldte
storis og uroligt vejr (især i Kap
Farvel-distriktet) betydelige van-
skeligheder. Perioden fra ca. 15.
september til kort før 1. novem-
ber, da der kom en del sne, var
den bedste tid. Vejret var meget
roligt bortset fra blæst med 8-10
dages mellemrum. Dagene blev
dog efterhånden korte, og det
blev koldt med streng nattefrost.
Heldigvis varede det usædvanligt
længe, inden der faldt sne. Det
var iøvrigt en tid med mange
ruinfund.
Indtil begyndelsen af september
arbejdede jeg med at færdiggøre
undersøgelsen af Kap Farvel-di-
striktet. Storisforholdene syntes
dog en tid at forhindre en gen-
nemførelse af mine planer. Det gik
kun langsomt med at nå frem til
øerne ved Kap Farvel. Jeg lå
vejrfast 17 dage på Herjolfsnæs,
mens havet og fjorden var helt
dækket af isflager.
Endelig den 28. juli kunne vi
sætte lejr på østsiden af Pamiag-
dlukøen. Derfra flyttede vi til det
forladte udsted SangmissoK på
Christian IV’s 0, hvor vi var ca.
3 uger. Stedet ligger centralt i
Kap Farvel-distriktet, og der var
kun 30 km til butikken i Augpi-
lagtoK, hvor vi kunne få provi-
ant og benzin. Bredningen ved
SangmissoK er desuden et af de
mest naturskønne steder, jeg har
oplevet. Især alpetoppene på
Eggers 0 og K’uvnerit samt den
særprægede ø AngnikitsoK præ-
gede udsigten fra lejren. Teltet
var anbragt i haven ved den tid-
ligere udstedsbestyrerbolig. (Ud-
stedet SangmissoKK blev affolket
i 1944). Mange dage stormede det
slemt, så vi ikke kunne komme
fra stedet.
Når vi sejlede ud ganske tid-
ligt om morgenen, kunne der være
skyfri himmel og helt stille. Fjel-
dene spejlede sig i vandet i sun-
dene, så der næsten ikke var til
at se forskel på virkelighed og
spejlbillede. Ved middagstid kun-
ne der imidlertid komme skyer og
blæse voldsomt op. Vi lå således
vejrfast et par dage nær Kap
Christian lige vest for Kap Far-
vel. Et vidunderligt smukt og in-
teressant område, hvor mennesker
havde boet i tidligere tider at
dømme efter mange velbevarede
husrester (eskimo) — men det er
et barsk sted. Når storisen er
borte, står atlanterhavsdønninger-
ne lige ind mod de ubeskyttede
forbjerge. Vældige vandmængder
standses i deres bevægelser. Jeg
oplevede i et sjældent roligt øje-
blik at runde selve Kap Farvel i
min 15-fods jolle ---- men også
at sidde mismodig på den yderste
spids af Kap Christian og stirre
på et oprørt hav. Man kan føle
sig en smule forladt ved Grøn-
lands yderste ende og vide, at man
skal forbi enten Kap Christian
eller Kap Farvel for at komme
bort fra dette sted, der ikke just
er overrendt af mennesker.
Der er betydelig strøm i havet
ved Grønlands sydspids. Da vi
sejlede syd for Kap Farvel-klip-
pen og forsøgte at fotografere den
trods tågebanker, kom pludselig
et stort isfjeld sejlende ud gen-
nem en tågemur og gled forbi
En rypemor, der gik med sine kyllinger ved Kangia-fjordens strand,
7—8 km nordvest for Kap Farvel.
axigssex arnaviax piarxissartox Kangiata kangerdluata sigssåne, nunap
isuanit 7—8 km avangnarpasingnerussume.
Nordboundersøgelser i
Østerbygden 1971
20