Atuagagdliutit - 13.04.1972, Blaðsíða 20

hed med hvad, jeg tidligere har
konstateret med hensyn til Her-
jolfsnæs kirke, har haft et ret
folkerigt sogn med nærliggende
gårde. De fleste af nyfundene
(8 gårde) ligger ved fjorden Kan-
gerdluarssuk, hvor der tidligere
kun var kendt 2 (N159 og N160).
Meget tyder på, at fjorden er
nordbotidens Kambestadsfjord.
Ivar Bårdarson skriver ca. 1350:
Efter Ejnarsfjord (= Igaliko
Ejord) ligger Hvalsø Fjord. Der
hgger en kirke, som hedder Hval-
sø Kirke. Den ejer hele fjorden
og også den næste fjord, som hed-
der Kambestadsfjord (— Kanger-
dluarssuk). Ved denne fjord er
en stor gård, som tilhører Kon-
gen, og den hedder Tjodhildestad.
Ud fra den betragtning, at op-
lysningen kan være rigtig, har
jeg overvejet, blandt hvilke gårde
kongsgården Tjodhildestad skal
Tekst og foto:
OVE BAK
søges, men kun en udgravning
kan evt. give svar på spørgsmålet.
De mest omfattende gårdtomter
er N160 og B126, som begge har
flere boligtomter af betydelig
størrelse.
Gården B128, der ligger 5,5 km
vest for Hvalsø kirke, har meget
Præsentable ruiner, der dog ind-
til for nylig — før fårenes afgnav-
ning af vegetationen — må have
været delvis skjult i tæt pile-
krat.
På grundlag af oplysninger fra
fåreholder Abel Kristiansen i
Exaluit lokaliserede jeg 2 gårde
På halvøen syd for Igaliko Fjords
udmunding (B135 og B136). Sidst-
nævnte er en smuk beliggende
indlandsgård, som jeg var ved 2
dage før, sneen kom og så godt
som standsede kortlægningsarbej-
det.
Jeg fik dog, da en del af sneen
var bortsmeltet, lejlighed til at
besøge 2 lokaliteter ved Lichte-
nau Fjord, hvor jeg havde fået
vink om, at der skulle være
ruiner. Lidt syd for N90a (den
store ruin „Elefantstalden" —
„Navguaitsut") havde fåreholder
Henning Lund set adskillige rui-
ner. Her var ganske rigtig på en
dårlig lokalitet' helt nær stran-
den men skjult fra vandet nogle
velbevarede ruiner (B141); bl. a.
en stor stenbygning (fold?), 3‘/2-
7 m bred og 21 m lang med op til
over 1 m brede og IV2 høje vægge
af meget svære sten.
Den anden ruingruppe (B140)
er fundet af folk i Lichtenau. Jeg
var klar over dens eksistens, da
den nævnes af Arctander, men
havde ikke tidligere kunnet finde
den. Nu fik jeg den forevist på
et ret fladt terræn et stykke fra
kysten, hvor jeg ikke havde væ-
ret, da områdets natur er af en
beskaffenhed, der erfaringsmæs-
sigt sjældent giver mulighed for
nordbobebyggelse.
Placeringen af de to ruingrup-
per på uventede lokaliteter er et
bevis på, at der kan være over-
sete ruiner enkelte andre steder
i det område, som jeg regner for
færdigundersøgt. Antallet kan dog
næppe være stort.
De her nævnte ruiner må siges
at være blandt undtagelserne,
der bekræfter en gennemgående
regel for placering af kystegnenes
nordbopårde på græsrige lokalite-
ter nær elv- eller bækudløb.
Mine rejseruter blev længere
i 19771 end noget foregående år.
Jeg slog den tidligere rekord i
1968 med ca. 500 km. Jeg har i
1971 brugt knap 2000 1 benzin
og sejlet ca. 4000 km i min 15-fods
træbåd med 18 HK Evinrude på-
hængsmotor.
Jeg ville gerne have gennem-
undersøgt området nordøst for
Hvalsø kirke men nåede det ikke.
Mellem bugten ved kirken og den
store gård N59 findes en frodig
dal. Fåreholder Hanning Høegh
har set uregistrerede ruiner ved
bugten og midt i dalen. Måske er
der yderligere ruiner i indlands-
området her samt ved nogle søer
sydvest for Igaliko.
Måske er der også flere ruiner
ved Ndr. Sermilik. Fåreholderne
Tundige ved gården B 57 — N 114 i Kap Farvel-distriktet. 6 tørve- og
stenhuse samt 1 boligtomt ligger bag et langt, svært stendige, mens et
enkelt hus ligger på en 0 i fjorden. På billedet ses to tomter (3X6 og
m) indenfor diget (til venstre). Ruinerne er meget tydelige på grund
®f afbrænding af vegetationen i 1969.
Aron Arctander besøgte stedet 31/5 1778 og skriver bl. a.:
ni en Bue fra den store Elv, som nedløber her til Søen, fandtes mellem
fire Høje ligesom et Gjærde af stene, dette antog jeg for en Indhegning,
her har været brugt af de Gamle til deres Creature, at de ej skulle for-
herve den Mark, hvoraf Høet til Vinterføde skulde indhøstes'1.
ungaluliax nunautikoK B 57—N114-ime nunap isuata erKåne. igdlukut
lvssunik ujarKanigdlo Karmagdlit arfinigdlit ujarKanik ungaluliap xajang-
Paitsup iluaniput, igdlukordlo atauseK kangerdlungme xexertamitdlune.
åssillssame erssiput igdlukut mardluk. igdlukut 3X4 åma 4X6 meterinik
ahgls’susigdlit ersserxarexaut, tapiåna ikumatitdlugo orpigaiarnexarsi-
^angmat 1969-ime.
Aron Arctanderip tamåna najorsimavå 31/5 1778 ilåtigutdlo agdlagdlune:
^Pp tatsimut atassup erxåne xagtorngit sisamaussut akornåne ipox ujar-
Kanik xarmagkatut Itox ungaluliausimagunartox, xularnångitsumik xav-
hlunåtsiatorxat nerssutautimingnut inigititarsimassåt ungaluliugkap ava-
fåne ivigkat naussut ukiumut sitdllmatigssat nererxunagit".
Det sydligste forbjerg på Kap Farvel set fra land 4. august 1971. En 75 meter høj, vejrbidt klippeknold er for-
bundet med resten af øen ved en lav tange, der nok som oftest overskylles af bølger og dønning, når der
ikke ligger is. Selv om luften normalt må være fyldt med saltvandssprøjt, sås i lavninger græs og blom-
strende engelskgræs på den skråning, hvorfra billedet er fotograferet. Selve Kap Farvel-klippen er praktisk
talt nøgen. Syd for forbjerget findes nogle små øer, af hvilke én ligner et næsehorns „tak". Kap Farvel
hedder på grønlandsk Umånarssuax eller Kangex kujatdlex.
nunap isua, åssilissax nunamlngåntt 4. august 1971. xåxax 75 meterisut portutigissox tåuna nunap tungå-
nut ipiutaxarpox pukitsumik sikoxångikångat malingnit xarssuanexartarunartumik. (map persuanut tamåna sar-
xumigaluaxissox åssilissap timå ivigaxarpox. nunap isuata xåxå nangminex naussoxångitdlufnarpox. tåu-
ssuma kujatåniput xexertårånguit ardlagdlit, tåuko ilåt issikoxardlune sigsissup nagssuatut. nunap isua ka-
låtdlisut taigQtexarpox Umånarssuax imalunit Kangex kujatdlex.
i Narssax kender ruiner øst for
N122 og nord for N9.
Da undersøgelsesperioden slut-
tede i 1971, var jeg nået til nyre-
gistreret nordboruingruppe nr.
142 samt „ny“ eskimoboplads nr.
117.
Sommeren 1972 fortsætter jeg
undersøgelsesarbejdet i Østerbyg-
den med Sydprøven som udgangs-
punkt. Denne sommer vil jeg
specielt arbejde med at færdig-
gøre et kort over samtlige eski-
mopladser, af hvilke der er et
stort antal — specielt i Nanorta-
lik kommune. Jeg savner navne
på mange lokaliteter, men jeg
regner med at kunne fa disse ved
hjælp fra stedkendte folk — især
ældre. Navne, som var alminde-
lig kendte, da der var mange små
bopladser, er nu ved at blive
glemt.
ruiner. Størsteparten af de tidli-
gere beskrevne ruiner blev besøgt
og opmålt. En del blev ikke op-
målt, fordi man på- grund af tid-
nød måtte udelade en del fjord-
områder, og enkelte tomter kun-
ne ikke genfindes på grundlag
af ufuldstændige stedsbeskrivel-
ser. Desuden blev der gjort en
mængde nyfund. De fleste af de
manglende ruiner blev genfundet
af forskere i dette århundrede —
bl. a. Poul Nørlund og C. L. Ve-
bæk.
I begyndelsen af 1960-erne var
der på Nationalmuseets liste over
ruiner, der var kendt men ikke
beskrevet og nummereret i nyere
tid, kun ganske få tilbage. Med
forbehold evt. glemte fundberet-
ninger i arkiverne (. eks. breve
fra de tyske brødremissionærer)
må man sige efter de sidste års
ruinlokaliseringer, at listen nu er
(Fortsættes side 24).
Siden 1723 har der været rekog-
nosceret efter nordboruiner i
Østerbygden, og forhåbentlig vil
der snart kunne udarbejdes et
så godt som fuldstændig kort over
middelalderens bebyggelse.
Hans Egede, Peter Olsen Walløe
og Anders Olsen nedskrev de
første iagttagelser af nordboru-
iner. Aron Arctander og Andreas
Bruun foretog 1777-79 den første
systematiske rekognoscering efter
ruiner. Arctanders rejsebeskrivel-
ser blev trykt i ugeskriftet „Sam-
leren" (1793) og var således let
tilgængelig for en senere tids for-
skere, som i deres rapporter ofte
henviser til Arctander — om de
har besøgt hans ruiner eller fun-
det tomter, som han ikke har set.
I 1830-erne blev der indberettet
en del nyfund af ruiner, og i
„Gronlands Historiske Mindes-
mærker", bd. 3 (1845), side 795-833
samledes alle oplysninger om spor
af den norrøne bebyggelse i
Østerbygden. Ruinernes beliggen-
hed blev vist på et kort.
I årene før 1900 berejste Gustav
Holm, Daniel Bruun og Frode
Petersen Julianehåb distrikt med
henblik på at samle materiale til
en omfattende, systematisk be-
skrivelse af Østerbygdens norrøne
Stort træ i en af Østerbygdens beskyttede dale.
orpigssuax Østerbygdenip xoruisa orxuartaussut ilåne.
21