Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 28.09.1972, Blaðsíða 20

Atuagagdliutit - 28.09.1972, Blaðsíða 20
Kun een vej for Grønland - det er at sige nej til EF Den 2. oktober går Grønland til stemmeurnerne. Denne gang gæl- der det folkeafstemningen om Grønland-Danmarks ja eller nej til EF. Folkeafstemningen kom- mer til at foregå samtidig i Dan- mark og i Grønland, og stem- merne tælles under eet. Det vil med andre ord sige, at de ca. 24.000 stemmeberettigede i Grøn- land har præcis samme indfly- delse på, hvad der vil ske med Grønland-Danmark som 24.000 andre stemmeberettigede i resten af det danske rige. Særskilt folkeafstemning som på Færøerne bliver der altså ikke tale om. Ønsket herom fra min- dretalsgruppen i Grønlands Landsråd og bestræbelser i sam- me retning fra folketingsmand Moses Olsen kom alt for sent frem. Da ønsket herom for første gang blev fremført klart og utve- tydigt i foråret 1972, indhentede folketingsmand Moses Olsen et responsum fra professor Ole Espersen om mulighederne for særskilt folkeafstemning om Grønlands optagelse i Fællesmar- kedet. Denne udtalte, at der — forudsat en valglovsændring som folketinget kunne have vedtaget — ikke statsretligt er noget i vejen for særskilt folkeafstem- ning i Grønland om spørgsmålet, men han tilføjede, i lighed med Grønlandsministeriets eksperter, at særskilt folkeafstemning om Grønlands optagelse i EF ikke længere er mulig. Tiden herfor var forpasset. Dette faktum skyl- des, at statsminister Jens Otto Krag allerede den 22. januar hav- de underskrevet EF-traktaten, ifølge hvilken Grønland og Dan- mark går ind sammen eller bliver ude sammen. Teoretisk kunne Grønland alle- rede i de indledende forhandlin- ger have fået en tilsvarende ord- FOTO Film fremkaldes Farve og sort/hvid ARNE JENSEN Boks 624 . Esbjerg ning som Færøerne. I lighed med andre småøer ved Den engelske Kanal har Færøerne nemlig fået en særskilt ordning om senere forhandling og stillingtagen til spørgsmålet om evt. optagelse i EF. Således skal den danske re- gering senest den 31. december 1975 afgive svaret på Færøernes endelige stillingtagen til spørgs- målet. Denne „færøske" mulighed, blev i de sidste måneder op til folke- afstemningen fremsat som ønske af visse grønlandske politikere. Af stud. jur. EMIL ABELSEN Som i utallige andre tilfælde er man for sent på den. „Den fær- øske" mulighed er nu for Grøn- lands vedkommende det rene Utopi og har været det siden for- handlingernes start, takket være manglende oplysning og diskus- sion om EF i Grønland, og ikke mindst manglende forudseenhed blandt vore politikere i og uden- for Landsrådet. Der er på nuværende tidspunkt ingen fornuftig grund til at bruge flere kræfter i kampen for denne ønskedrøm om en særskilt eller forskudt folkeafstemning om evt. optagelse i EF. Tiden er forpas- set, forlængst! Dette må vi er- kende. Der er mere realisme i at kikke nærmere på, under hvilke betingelser vi har forhandlet os frem op til folkeafstemningen. Der melder sig med det samme visse spørgsmål. F. eks.: Er for- handlingsgrundlaget fra 1967 i overensstemmelse med den linje og den politik, som det nuvæ- rende grønlandske Landsråd går ind for? Hvis man ikke blot skal betragte 5 års arbejde i Landsrådet som noget rent for- melt, men også som noget reelt, er man tvunget til at besvare ovennævnte spørgsmål, inden man kan tage stilling til et ja eller nej til EF den 2. oktober. Under et mini-debat i 1967 om det „fjerne" spørgsmål EF be- sluttede det daværende Landsråd, at Grønland burde optages i EF sammen med Danmark under for- Kissugssiagssap - Danmarkime orpingne pingårnerpåjussup - Junckers Bøgeparketitut atorneKarnermigut ilorrisimanartoK kussanar- tordlo pilersitarpai; natigssatdlo tåuko Kalåt- dlit-nunåne pissutsinut nalencutdluinarput. pineKarsinåuput ingmikor- titigkatut åssigingitsutut sisamatut, tamarmigdlo kussanartumik låkigauv- dlutik 2-komponent lak - Isoblitsa - nungutdlajai- tsok atortoralugo. Junckers Bøgeparket sanaortugkanut sunutdlunit natigssauvok nalerKunerpåK. Junckers Bøgeparket Bøgen - det danske nationaltræ - skaber hygge og skønhed som Junckers Bøgeparket, der er sær- deles velegnet under grønlandske forhold. Kan leveres i fire forskellige sorteringer alle fint lakeret med den meget slidstærke 2-komponent lak - Isoblitsa. Junckers Bøgeparket er det ideelle gulv i alt byggeri. A/S JUNCKERS SAVVÆRK ■ Sankt Annæ Plads 3 • 1250 København K udsætning af, at visse betingelser blev opfyldt. Man opstillede føl- gende tre hovedbetingelser: 1. At Danmark via den danske statskasse fortsat kunne yde støt- te til den økonomiske udvikling i Grønland. 2. At først og fremmest grøn- lænderne selv fik chancen for at udnytte de voksende muligheder for selvstændig erhvervsudøvelse i Grønland. Med andre ord: at 6 måneders fristen for erhvervelse af næringsbrev i Grønland for ik- ke fastboende fortsat skulle være gældende. 3. At det grønlandske fiskeri- territorium på 12 sømil skulle forbeholdes fiskere bosiddende i Grønland. Hvad første betingelse angår er der at sige, at det er en aldeles utænkelig situation, at Danmark ved evt. indtræden i EF skullé blive tvunget til at stoppe støtten til den fortsatte udvikling af det grønlandske samfund. Det ville være det rene folkedrab, om sådan noget kunne finde sted. Lige så lidt som England ved sin indtræden i EF ville blive tvunget til at standse økonomisk udviklingshjælp til Nordirland på ca. 4—5 milliarder i året 1972/73, og lige så lidt som EF-landet Ita- lien nogensinde har været for- pligtet til ikke at yde økonomisk støtte til det underudviklede Syd- italien, kan Danmark ikke forhin- dres i at yde udviklingshjælp til Grønland. Kravet om muligheden for fort- sat støtte til den økonomiske ud- vikling i Grønland som betingelse for optagelse i EF er mere en for- malitet end en realitet. Men hvor- for har man da ønsket — både fra grønlandsk og dansk side — at understrege denne formalitet ved at opsætte den som et krav? Mit svar på dette spørgsmål er, at dette er sket, fordi en sådan ord- ning (statssøtte) i virkeligheden er imod og uforenelig med EF’s erklærede målsætning: at give storkapitalen uhæmmede udfol- delsesmuligheder uden konkur- rence fra en samfundsstyret øko- nomisk udvikling, den fuldstæn- dige liberalisering til fordel for de økonomiske magthavere, såle- des disse for fremtiden ene og alene kan bestemme den økono- miske udvikling uden konkurren- ce og uden nævneværdig kontrol af de folkevalgte, som i ethvert demokratisk land burde have magten, også til at yde økonomisk støtte til underudviklede dele af de respektive lande. Fremtidens EF har med over- måde generøsitet accepteret Grøn- lands og Danmarks betingelse om fortsat statsstøtte til den økono- miske udvikling i Grønland, fore- løbig for en 10-årig periode indtil 1982. Men realistisk bedømt må samme EF, i tilfælde af at vi bli- ver optaget, udvise samme mod- villighed om 10 år, hvis ikke den økonomiske udvikling i Grønland fuldstændig skal gå i stå. Men behøver et folk andres ac- cept for overhovedet at få lov til at eksistere og fortsat udbygge det land, som er deres? Man må sige, at denne vigtige betingelse i høj grad er i overens- stemmelse med de seneste års po- litiske erkendelse af muligheder- ne for en fortsat udbygning af det grønlandske samfund. Hvad angår „6 måneders fris- ten for erhvervelse af nærings- brev gældende i Grønland for ik- ke fastboende" som en betingelse for Grønlands indtræden i EF, er der kun eet at sige, at den sær- ordning om etableringsreglerne som Grønland har opnået under forhandlingerne, er den samme regel, der allerede har vist sig at være ganske utilstrækkelig i for- holdet Grønland-Danmark og al- drig har virket efter sin hensigt: først og fremmest at grønlænder- ne selv får chancen for at udnytte de voksende muligheder for selv- stændig erhvervsudøvelse i Grøn- land. Denne regel, som i praksis vir- ker så utæt som en si, har som allerede nævnt aldrig virket ef- ter sin hensigt og kommer aldrig til at gøre det. Kendsgerningerne taler deres altfor tydelige sprog: ca. 85’°/o af privatsektoren beher- skes af mere eller mindre fast- boende danske privatnæringsdri— vende. Den ulige konkurrence mellem danskere og grønlændere skyldes bl.a. den ene parts større muligheder for anskaffelse af den nødvendige startkapital, bedre muligheder for rigtige forret- ningsforbindelser (sprogproble- met) og sidst, men ikke mindst, det økonomiske system i Grøn- land er baseret på dansk og ikke på grønlandsk kultur. Og denne skævhed vil endnu inden for en overskuelig fremtid forstærkes til stor belastning for begge parter. Landsrådet har indset det uhel- dige i denne udvikling og har da flere gange berørt spørgsmålet med henblik på mulig revision af bestemmelserne. Spørgsmålet er blot, om dette vil være muligt ef- ter evt. indtræden i EF. Udsigter- ne herfor synes ikke at være de lyseste. Bl. a. vil artikel 52 i Rom- traktaten være til hinder herfor. Særordningen gælder foreløbig i en overgangsperiode på 10 år, og der er al mulig grund til at tro, at denne særordning, i modsæt- ning til den førstnævnte, vil blive ophævet efter overgangsperioden og etableringsreglerne er bragt i overensstemmelse med EF’s prin- cipper. Man må sige, at Landsrådets nuværende holdning til spørgs- målet er temmelig uafklaret, men man kan dog med sikkerhed sige, at Landsrådets muligheder for ad lovgivningens vej at påvirke en ændring til gunst for grønlænder- ne vil være kraftigt reduceret, så- fremt Grønland indlemmes i EF. Udviklingen siden 1967 har vist, at den dengang opstillede betin- gelse ikke er tilstrækkelig og næppe er overensstemmende med det nuværende Landsråds hold- ning til spørgsmålet. Den tredie og sidste afgørende betingelse for Grønlands indtræ- den i EF er, at det grønlandske fi- skeriterritorium på 12 sømil skul- le forbeholdes fiskere bosiddende i Grønland. Denne betingelse kan med rette betegnes som den væsentligste af de opstillede betingelser. Dette skyldes ikke alene den kendsger- ning, at hele opbygningen af det grønlandske erhverv er baseret på fiskeri som hovederhverv, men også af det faktum, at de nuvæ- rende medlemmer af Fællesmar- kedet: Vesttyskland og Frankrig, og ansøgerlandet Storbritannien er i besiddelse af en fiskerflåde, der er ufattelig stor i forhold til den grønlandske. I forhold til dis- se landes havgående fiskerflåde på tusinder af skibe, har Grøn- land i dag kun fire mellemstore trawlere. Særordningen gælder kun i 10 år, og i løbet af de 10 år kan man ikke forvente, at grøn- lænderne bliver i stand til at kon- kurrere med de nævnte nationers fiskerflåder. Når man ser bort fra de adskil- lige hundreder af grønlandske fi- skekuttere, der fortrinsvis er be- regnet til fiskeri i og ved skær- gården, synes fremtiden at tegne sig alt andet end lys for det grøn- landske hovederhverv. I konkurrence med EF-lande- nes højt udviklede fiskerflåde vil vi komme til kort. Og når man tænker på, at rovdrift på havets rigdomme ud for Grønlands kys- ter vil være ensbetydende med fare for fiskebestanden, bliver dette skæbnesvangert for grøn- lændernes videre eksistens. Faren for rovdrift og hvad der- af følger er mere nærliggende end man umiddelbart forestiller sig> og det gør ikke Grønlands situa- tion bedre, at Island, — efter min mening fuld berettiget — udvider sit fiskeriterritorium til 50 sømil med virkning fra 1. september 1972. Herefter er der kun gode grunde til at regne med, at de to nationer: Vesttyskland og Stor- britannien, der uden forståelse for Islands fortvivlede situation situ- ation har protesteret så stærkt imod udvidelsen, vil vende blik- ket mod fiskepladserne ud f°r Grønlands kyster. Man kan kun forvente, at Vest- tyskland og Storbritannien i de kommende år vil arbejde stærkt for at bringe den grønlandske særordning ud af verden, og i det- te politiske spil vil EF være mest tilbøjelig til at følge og kraeve sin fiskeripolitik opfyldt fuldt ud- at fiskere fra medlemslandene ef- ter overgangsperioden skal kunne fiske på lige fod med de enkelte landes fiskere. KNAPP, den grønlandske fi" sker- og fanger organisation, der har sin formand siddende i det grønlandske Landsråd, har kræ- vet udvidelse af fiskeriterritoriet op til 50 sømil. Kravet herom er begrundet i ønsket om at bevare fiskebestanden og af den enkle kendsgerning, at 12-sømile græn- sen er ganske utilstrækkelig, idet fiskebankerne ud for Grønland ligger udenfor den nuværende grænse på 12 sømile. Et enigt Landsråd støtter KNAPP’s ønske i den retning, °g ikke desto mindre har samme råds forretningsudvalg på Landsrådets vegne uden nogen form for for- behold accepteret forhandlingsre- sultatet, som en tilfredsstillende ordning for Grønlands vedkom- mende. Man forstår det ikke! Landsrådet har kunnet indse det rimelige og det eneste rigtige i de grønlandske fiskeres krav om udvidelse af fiskeriterritoriet, men at se tingene i større sammen- hæng har rådet ikke magtet 1 denne sag. Ved sit snæversynede accept har Landsrådet handlet imod sin nuværende holdning til spørgsmålet og har derved svigtet de grønlandske fiskere og kun frembragt en meget usikker situ- ation for det grønlandske hoved- erhverv. Selvom 12-sømile særordningen har været relevant at stille som betingelse i 1967, har de seneste års udvikling med bl.a. forværre- de klimatiske forhold vist, at en udvidelse af det grønlandske fi- skeriterritorium eller andre for- anstaltninger kan blive nødven- dige for at sikre det grønlandske folk et menneskeværdigt udkom- me. Det kedelige ved det hele er blot, at vore chancer herfor V1 være minimale, om ikke lig nul. hvis vi kommer ind i EF. Der er nok megen sandhed L når næstformanden i det grøn- landske Landsråd udtaler at grøn- lænderne trænger til en tænke- pause, før man endelig tager stil- ling til EF-spørgsmålet. Men ti- den for opnåelse af en „færøsk ordning er forlængst forpasset- Tiltrædelsestraktaten er under- skrevet. Underskriften er dog ikke bin- dende for Danmark-Grønland- Den endelige afgørelse — folkeaf- stemningen den 2. oktober — kan forkaste denne medlemsansøg- ning. Og selvom det kunne være tiltrængt med en tænkepause, er der allerede på grundlag af °e opnåede resultater kun een vel for Grønland, og det er at sige NEJ til EF.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.