Atuagagdliutit - 28.09.1972, Blaðsíða 20

Kun een vej for Grønland
- det er at sige nej til EF
Den 2. oktober går Grønland til
stemmeurnerne. Denne gang gæl-
der det folkeafstemningen om
Grønland-Danmarks ja eller nej
til EF. Folkeafstemningen kom-
mer til at foregå samtidig i Dan-
mark og i Grønland, og stem-
merne tælles under eet. Det vil
med andre ord sige, at de ca.
24.000 stemmeberettigede i Grøn-
land har præcis samme indfly-
delse på, hvad der vil ske med
Grønland-Danmark som 24.000
andre stemmeberettigede i resten
af det danske rige.
Særskilt folkeafstemning som
på Færøerne bliver der altså ikke
tale om. Ønsket herom fra min-
dretalsgruppen i Grønlands
Landsråd og bestræbelser i sam-
me retning fra folketingsmand
Moses Olsen kom alt for sent
frem.
Da ønsket herom for første
gang blev fremført klart og utve-
tydigt i foråret 1972, indhentede
folketingsmand Moses Olsen et
responsum fra professor Ole
Espersen om mulighederne for
særskilt folkeafstemning om
Grønlands optagelse i Fællesmar-
kedet. Denne udtalte, at der —
forudsat en valglovsændring som
folketinget kunne have vedtaget
— ikke statsretligt er noget i
vejen for særskilt folkeafstem-
ning i Grønland om spørgsmålet,
men han tilføjede, i lighed med
Grønlandsministeriets eksperter,
at særskilt folkeafstemning om
Grønlands optagelse i EF ikke
længere er mulig. Tiden herfor
var forpasset. Dette faktum skyl-
des, at statsminister Jens Otto
Krag allerede den 22. januar hav-
de underskrevet EF-traktaten,
ifølge hvilken Grønland og Dan-
mark går ind sammen eller bliver
ude sammen.
Teoretisk kunne Grønland alle-
rede i de indledende forhandlin-
ger have fået en tilsvarende ord-
FOTO
Film fremkaldes
Farve og sort/hvid
ARNE JENSEN
Boks 624 . Esbjerg
ning som Færøerne. I lighed med
andre småøer ved Den engelske
Kanal har Færøerne nemlig fået
en særskilt ordning om senere
forhandling og stillingtagen til
spørgsmålet om evt. optagelse i
EF. Således skal den danske re-
gering senest den 31. december
1975 afgive svaret på Færøernes
endelige stillingtagen til spørgs-
målet.
Denne „færøske" mulighed, blev
i de sidste måneder op til folke-
afstemningen fremsat som ønske
af visse grønlandske politikere.
Af stud. jur.
EMIL ABELSEN
Som i utallige andre tilfælde er
man for sent på den. „Den fær-
øske" mulighed er nu for Grøn-
lands vedkommende det rene
Utopi og har været det siden for-
handlingernes start, takket være
manglende oplysning og diskus-
sion om EF i Grønland, og ikke
mindst manglende forudseenhed
blandt vore politikere i og uden-
for Landsrådet.
Der er på nuværende tidspunkt
ingen fornuftig grund til at bruge
flere kræfter i kampen for denne
ønskedrøm om en særskilt eller
forskudt folkeafstemning om evt.
optagelse i EF. Tiden er forpas-
set, forlængst! Dette må vi er-
kende. Der er mere realisme i at
kikke nærmere på, under hvilke
betingelser vi har forhandlet os
frem op til folkeafstemningen.
Der melder sig med det samme
visse spørgsmål. F. eks.: Er for-
handlingsgrundlaget fra 1967 i
overensstemmelse med den linje
og den politik, som det nuvæ-
rende grønlandske Landsråd
går ind for? Hvis man ikke blot
skal betragte 5 års arbejde i
Landsrådet som noget rent for-
melt, men også som noget reelt,
er man tvunget til at besvare
ovennævnte spørgsmål, inden
man kan tage stilling til et ja
eller nej til EF den 2. oktober.
Under et mini-debat i 1967 om
det „fjerne" spørgsmål EF be-
sluttede det daværende Landsråd,
at Grønland burde optages i EF
sammen med Danmark under for-
Kissugssiagssap -
Danmarkime orpingne
pingårnerpåjussup -
Junckers Bøgeparketitut
atorneKarnermigut
ilorrisimanartoK kussanar-
tordlo pilersitarpai;
natigssatdlo tåuko Kalåt-
dlit-nunåne pissutsinut
nalencutdluinarput.
pineKarsinåuput ingmikor-
titigkatut åssigingitsutut
sisamatut, tamarmigdlo
kussanartumik låkigauv-
dlutik 2-komponent lak -
Isoblitsa - nungutdlajai-
tsok atortoralugo.
Junckers Bøgeparket
sanaortugkanut
sunutdlunit natigssauvok
nalerKunerpåK.
Junckers
Bøgeparket
Bøgen - det danske
nationaltræ - skaber hygge
og skønhed som Junckers
Bøgeparket, der er sær-
deles velegnet under
grønlandske forhold. Kan
leveres i fire forskellige
sorteringer alle fint lakeret
med den meget slidstærke
2-komponent lak - Isoblitsa.
Junckers Bøgeparket er det
ideelle gulv i alt byggeri.
A/S JUNCKERS SAVVÆRK ■ Sankt Annæ Plads 3 • 1250 København K
udsætning af, at visse betingelser
blev opfyldt. Man opstillede føl-
gende tre hovedbetingelser:
1. At Danmark via den danske
statskasse fortsat kunne yde støt-
te til den økonomiske udvikling
i Grønland.
2. At først og fremmest grøn-
lænderne selv fik chancen for at
udnytte de voksende muligheder
for selvstændig erhvervsudøvelse
i Grønland. Med andre ord: at 6
måneders fristen for erhvervelse
af næringsbrev i Grønland for ik-
ke fastboende fortsat skulle være
gældende.
3. At det grønlandske fiskeri-
territorium på 12 sømil skulle
forbeholdes fiskere bosiddende i
Grønland.
Hvad første betingelse angår er
der at sige, at det er en aldeles
utænkelig situation, at Danmark
ved evt. indtræden i EF skullé
blive tvunget til at stoppe støtten
til den fortsatte udvikling af det
grønlandske samfund. Det ville
være det rene folkedrab, om sådan
noget kunne finde sted.
Lige så lidt som England ved
sin indtræden i EF ville blive
tvunget til at standse økonomisk
udviklingshjælp til Nordirland på
ca. 4—5 milliarder i året 1972/73,
og lige så lidt som EF-landet Ita-
lien nogensinde har været for-
pligtet til ikke at yde økonomisk
støtte til det underudviklede Syd-
italien, kan Danmark ikke forhin-
dres i at yde udviklingshjælp til
Grønland.
Kravet om muligheden for fort-
sat støtte til den økonomiske ud-
vikling i Grønland som betingelse
for optagelse i EF er mere en for-
malitet end en realitet. Men hvor-
for har man da ønsket — både fra
grønlandsk og dansk side — at
understrege denne formalitet ved
at opsætte den som et krav? Mit
svar på dette spørgsmål er, at
dette er sket, fordi en sådan ord-
ning (statssøtte) i virkeligheden
er imod og uforenelig med EF’s
erklærede målsætning: at give
storkapitalen uhæmmede udfol-
delsesmuligheder uden konkur-
rence fra en samfundsstyret øko-
nomisk udvikling, den fuldstæn-
dige liberalisering til fordel for
de økonomiske magthavere, såle-
des disse for fremtiden ene og
alene kan bestemme den økono-
miske udvikling uden konkurren-
ce og uden nævneværdig kontrol
af de folkevalgte, som i ethvert
demokratisk land burde have
magten, også til at yde økonomisk
støtte til underudviklede dele af
de respektive lande.
Fremtidens EF har med over-
måde generøsitet accepteret Grøn-
lands og Danmarks betingelse om
fortsat statsstøtte til den økono-
miske udvikling i Grønland, fore-
løbig for en 10-årig periode indtil
1982. Men realistisk bedømt må
samme EF, i tilfælde af at vi bli-
ver optaget, udvise samme mod-
villighed om 10 år, hvis ikke den
økonomiske udvikling i Grønland
fuldstændig skal gå i stå.
Men behøver et folk andres ac-
cept for overhovedet at få lov til
at eksistere og fortsat udbygge det
land, som er deres?
Man må sige, at denne vigtige
betingelse i høj grad er i overens-
stemmelse med de seneste års po-
litiske erkendelse af muligheder-
ne for en fortsat udbygning af det
grønlandske samfund.
Hvad angår „6 måneders fris-
ten for erhvervelse af nærings-
brev gældende i Grønland for ik-
ke fastboende" som en betingelse
for Grønlands indtræden i EF, er
der kun eet at sige, at den sær-
ordning om etableringsreglerne
som Grønland har opnået under
forhandlingerne, er den samme
regel, der allerede har vist sig at
være ganske utilstrækkelig i for-
holdet Grønland-Danmark og al-
drig har virket efter sin hensigt:
først og fremmest at grønlænder-
ne selv får chancen for at udnytte
de voksende muligheder for selv-
stændig erhvervsudøvelse i Grøn-
land.
Denne regel, som i praksis vir-
ker så utæt som en si, har som
allerede nævnt aldrig virket ef-
ter sin hensigt og kommer aldrig
til at gøre det. Kendsgerningerne
taler deres altfor tydelige sprog:
ca. 85’°/o af privatsektoren beher-
skes af mere eller mindre fast-
boende danske privatnæringsdri—
vende. Den ulige konkurrence
mellem danskere og grønlændere
skyldes bl.a. den ene parts større
muligheder for anskaffelse af den
nødvendige startkapital, bedre
muligheder for rigtige forret-
ningsforbindelser (sprogproble-
met) og sidst, men ikke mindst,
det økonomiske system i Grøn-
land er baseret på dansk og ikke
på grønlandsk kultur. Og denne
skævhed vil endnu inden for en
overskuelig fremtid forstærkes til
stor belastning for begge parter.
Landsrådet har indset det uhel-
dige i denne udvikling og har da
flere gange berørt spørgsmålet
med henblik på mulig revision af
bestemmelserne. Spørgsmålet er
blot, om dette vil være muligt ef-
ter evt. indtræden i EF. Udsigter-
ne herfor synes ikke at være de
lyseste. Bl. a. vil artikel 52 i Rom-
traktaten være til hinder herfor.
Særordningen gælder foreløbig
i en overgangsperiode på 10 år,
og der er al mulig grund til at tro,
at denne særordning, i modsæt-
ning til den førstnævnte, vil blive
ophævet efter overgangsperioden
og etableringsreglerne er bragt i
overensstemmelse med EF’s prin-
cipper.
Man må sige, at Landsrådets
nuværende holdning til spørgs-
målet er temmelig uafklaret, men
man kan dog med sikkerhed sige,
at Landsrådets muligheder for ad
lovgivningens vej at påvirke en
ændring til gunst for grønlænder-
ne vil være kraftigt reduceret, så-
fremt Grønland indlemmes i EF.
Udviklingen siden 1967 har vist,
at den dengang opstillede betin-
gelse ikke er tilstrækkelig og
næppe er overensstemmende med
det nuværende Landsråds hold-
ning til spørgsmålet.
Den tredie og sidste afgørende
betingelse for Grønlands indtræ-
den i EF er, at det grønlandske fi-
skeriterritorium på 12 sømil skul-
le forbeholdes fiskere bosiddende
i Grønland.
Denne betingelse kan med rette
betegnes som den væsentligste af
de opstillede betingelser. Dette
skyldes ikke alene den kendsger-
ning, at hele opbygningen af det
grønlandske erhverv er baseret
på fiskeri som hovederhverv, men
også af det faktum, at de nuvæ-
rende medlemmer af Fællesmar-
kedet: Vesttyskland og Frankrig,
og ansøgerlandet Storbritannien
er i besiddelse af en fiskerflåde,
der er ufattelig stor i forhold til
den grønlandske. I forhold til dis-
se landes havgående fiskerflåde
på tusinder af skibe, har Grøn-
land i dag kun fire mellemstore
trawlere. Særordningen gælder
kun i 10 år, og i løbet af de 10 år
kan man ikke forvente, at grøn-
lænderne bliver i stand til at kon-
kurrere med de nævnte nationers
fiskerflåder.
Når man ser bort fra de adskil-
lige hundreder af grønlandske fi-
skekuttere, der fortrinsvis er be-
regnet til fiskeri i og ved skær-
gården, synes fremtiden at tegne
sig alt andet end lys for det grøn-
landske hovederhverv.
I konkurrence med EF-lande-
nes højt udviklede fiskerflåde vil
vi komme til kort. Og når man
tænker på, at rovdrift på havets
rigdomme ud for Grønlands kys-
ter vil være ensbetydende med
fare for fiskebestanden, bliver
dette skæbnesvangert for grøn-
lændernes videre eksistens.
Faren for rovdrift og hvad der-
af følger er mere nærliggende end
man umiddelbart forestiller sig>
og det gør ikke Grønlands situa-
tion bedre, at Island, — efter min
mening fuld berettiget — udvider
sit fiskeriterritorium til 50 sømil
med virkning fra 1. september
1972. Herefter er der kun gode
grunde til at regne med, at de to
nationer: Vesttyskland og Stor-
britannien, der uden forståelse for
Islands fortvivlede situation situ-
ation har protesteret så stærkt
imod udvidelsen, vil vende blik-
ket mod fiskepladserne ud f°r
Grønlands kyster.
Man kan kun forvente, at Vest-
tyskland og Storbritannien i de
kommende år vil arbejde stærkt
for at bringe den grønlandske
særordning ud af verden, og i det-
te politiske spil vil EF være mest
tilbøjelig til at følge og kraeve
sin fiskeripolitik opfyldt fuldt ud-
at fiskere fra medlemslandene ef-
ter overgangsperioden skal kunne
fiske på lige fod med de enkelte
landes fiskere.
KNAPP, den grønlandske fi"
sker- og fanger organisation, der
har sin formand siddende i det
grønlandske Landsråd, har kræ-
vet udvidelse af fiskeriterritoriet
op til 50 sømil. Kravet herom er
begrundet i ønsket om at bevare
fiskebestanden og af den enkle
kendsgerning, at 12-sømile græn-
sen er ganske utilstrækkelig, idet
fiskebankerne ud for Grønland
ligger udenfor den nuværende
grænse på 12 sømile.
Et enigt Landsråd støtter
KNAPP’s ønske i den retning, °g
ikke desto mindre har samme råds
forretningsudvalg på Landsrådets
vegne uden nogen form for for-
behold accepteret forhandlingsre-
sultatet, som en tilfredsstillende
ordning for Grønlands vedkom-
mende. Man forstår det ikke!
Landsrådet har kunnet indse
det rimelige og det eneste rigtige
i de grønlandske fiskeres krav om
udvidelse af fiskeriterritoriet, men
at se tingene i større sammen-
hæng har rådet ikke magtet 1
denne sag. Ved sit snæversynede
accept har Landsrådet handlet
imod sin nuværende holdning til
spørgsmålet og har derved svigtet
de grønlandske fiskere og kun
frembragt en meget usikker situ-
ation for det grønlandske hoved-
erhverv.
Selvom 12-sømile særordningen
har været relevant at stille som
betingelse i 1967, har de seneste
års udvikling med bl.a. forværre-
de klimatiske forhold vist, at en
udvidelse af det grønlandske fi-
skeriterritorium eller andre for-
anstaltninger kan blive nødven-
dige for at sikre det grønlandske
folk et menneskeværdigt udkom-
me. Det kedelige ved det hele er
blot, at vore chancer herfor V1
være minimale, om ikke lig nul.
hvis vi kommer ind i EF.
Der er nok megen sandhed L
når næstformanden i det grøn-
landske Landsråd udtaler at grøn-
lænderne trænger til en tænke-
pause, før man endelig tager stil-
ling til EF-spørgsmålet. Men ti-
den for opnåelse af en „færøsk
ordning er forlængst forpasset-
Tiltrædelsestraktaten er under-
skrevet.
Underskriften er dog ikke bin-
dende for Danmark-Grønland-
Den endelige afgørelse — folkeaf-
stemningen den 2. oktober — kan
forkaste denne medlemsansøg-
ning. Og selvom det kunne være
tiltrængt med en tænkepause, er
der allerede på grundlag af °e
opnåede resultater kun een vel
for Grønland, og det er at sige
NEJ til EF.