Atuagagdliutit - 07.10.1976, Blaðsíða 18

TVs betydning
afhænger af brugeren
og ikke af mediet
— men brugeren når ikke længere, end mediet
tillader, skriver teknisk chef for Grønlands Radio,
ingeniør Arne Mortensen, i denne artikel
Kommentar til indlæg i AG nr. 34
1976, side 16.
Det er i de senere år blevet
mode at give „teknokraterne"
skylden for alt ondt, der sker, de
er nutidens hekse.
Lige som i middelalderen, hvor
de „retfærdige" stod omkring de
rygende bålrester og følte at, de
nu havde gjort deres for at be-
kæmpe verdens ondskab, så føler
man sig i dag så dejlig ren om
hænderne (men måske lidt ba-
by’et) når man har fået skubbet
skylden for det hele over på tek-
nokraterne.
Det sker desværre ofte, særlig
i den offentlige debat, hvor ingen
skal stå til regnskab for, hvad der
er sagt, at man forfalder til at
misbruge sproget, f. eks. at bruge
ordene med fordrejet betydning
for rigtigt at få udløsning for sin
galde.
Derved bliver en debat ganske
vist underholdende og vækker
opsigt, men debattens emne bliver
slemt misrøgtet, sagen bliver ro-
det, forvirrende og ulogisk. (Dette
vidste allerede Aristoteles før vor
tidsregning).
Når man i ovennævnte indlæg
bruger ordet „teknokrat" så me-
Under overskriften „Hvorfor tav
radioen?" angriber rektor Ingmar
Egede radioavisen for at holde
hånden over landshøvdingen i en
sag, der blev forside- og leder-
stof i AG nr. 33. Videre stiller
Ingmar Egede en række retoriske
spørgsmål af groft insinuerende
karakter om „systemet" i radioens
nyhedsformidling.
Havde det ikke netop været
rektor for Grønlands Seminarium,
der lægger navn til denne sag,
havde radioens ledelse næppe ta-
get det hele videre alvorligt, men
rektorembedets vægt taget i be-
tragtning, har vi følt os foranle-
diget til at optage spørgsmålet
både i programudvalget og på
styrelsesplan.
Det er ikke sandt, at radioavi-
sen tav stille om den sag, som
Ingmar Egede refererer til. I af-
tenradioavisen den 12. august 1976
bragtes et interview med lands-
høvding Hans Lassen om de be-
skyldninger mod embedet, som
var blevet fremført i Jyllands-
posten, og da AG nogle dage se-
nere bragte den samme sag på
tryk, med nogle flere detaljer, så
radioavisen ingen anledning til af
den grund at gentage sig selv og
bore yderligere i hvad der redak-
tionelt bedømtes som mindre væ-
sentligt.
Denne redaktionelle vurdering
kan naturligvis diskuteres. Alvor-
ligere er det derimod, når Ingmar
Egede på grundlag heraf kommer
med insinuationer af hidtil uhørt
ner man ikke slet og ret en dyg-
tig tekniker, så mener man „et
dumt svin", der .kun meler sin
egen kage.
Hvis en teknokrat er en enøjet,
sekterisk fagidiot, så må vi samti-
dig se i øjnene, at vi næsten alle
er sådan, og skolefolk, der vel
ofte lever deres eget liv, isoleret
fra det øvrige samfund, burde
måske i særlig grad se sig selv i
spejlet.
Lad os slå det fast: En tekno-
krat eller tekniker er en person,
der er professionel i sit fagområ-
de, men som ikke har mere pligt
end andre mennesker til at vide
noget om resten af verden.
Vi er alle meget glade for disse
dygtige teknikere, fordi de altid
laver tingene bedst muligt, og vi
vil alle gerne have del i deres
vidunderlige produkter.
Lad imidlertid også dette stå
fast: En tekniker har altid en
arbejdsgiver som bestemmer hvad
teknikeren skal foretage sig.
Hvis en arbejdsgiver (f. eks.
staten) henvender sig til en stor
teknisk organisation eller et pro-
fessionelt 'firma, for at få løst en
opgave, (f. eks. anlagt et TV-sy-
stem eller opført flyveplads), må
og fuldstændig uforståelig grov-
hed. Vi har i programudvalget
endevendt de sidste ti tågede li-
nier i hans indlæg og kan ikke
forstå dem på anden måde, end
at han offentligt erklærer sin
åbenlyse mistillid til systemet, der
bærer radioens nyhedsformidling,
som han finder „bevidstløs", hvil-
ket vel kun kan forstås i retning
af „principielt hovedløs og an-
svarsløs". Programudvalget har i
den anledning på sit møde den
28. september 1976 tværtimod er-
klæret radioavisen sin fulde til-
lid som den ansvarsbevidste, re-
daktionelt uafhængige og pålide-
lige nyhedstjeneste, lyttere i
Grønland normalt anser den for
at være, ligesom programudval-
get heller ikke nærer nogen angst
for eller mistanke om, at radio-
avisen skulle have for skik at
holde hånden over landshøvdin-
gen eller nogen anden person,
der er i offentlighedens søgeløs.
Grønlands Radio er ikke bange
for nogen, ligesom frygt af nogen
art i det hele taget ikke er en
motiverende faktor i vort arbej-
de. Det ville jo også være slemt,
om det var.
løvrigt er systemet bag Grøn-
lands Radio’s nyhedsformidling
ikke slet så uhåndgribeligt et fæ-
nomen, som Ingmar Egede tror.
Det står udstukket i forretnings-
ordenen for Grønlands Radio’s
styrelse, § 1, stk. 1, og § 10, stk.
3, samt i instruks for radiofoni-
chefen § 2, stk. 2. Disse doku-
han se i øjnene, at man vil kom-
me med en professionel løsning.
Denne vil ofte være det sidste
skrig inden for teknikken og være
meget kostbar.
Føler arbejdsgiveren sig lidt
utryg, må han skaffe sig nogle
„mere personlige" rådgivere, som
han kan sætte til at undersøge
„om denne løsning nu også er den
helt rigtige".
Det var faktisk det der skete
da landsrådet nedsatte den lille
TV-arbejdsgruppe, der udeluk-
kende består af herboende, der vil
få med tingene at gøre ud i frem-
tiden.
Dette skete ikke af mistillid til
„teknokraterne", men i erkendel-
se af at teknokraterne kun ken-
der professionelle præmisser, og
ikke de tusinde andre forhold,
der spiller ind.
Nok om teknikere, og nu til
katastrofe-indlægget.
Selvfølgelig får grønlandsk TV
betydning, det har det allerede
haft i mange år.
Ved at læse indlægget kan man
let få det indtryk, at lærerne
Adam Nielsen og Sven Ole Jør-
gensen ikke rigtig har fulgt med
i hvad der er sket det sidste års
tid.
1) TV er i Grønland og har været
der i mange år.
Der er 17 TV-foreninger og
3—4000 TV-apparater.
menter er tilgængelige for en-
hver, der måtte interessere sig
for systemet. Hertil kommer en
række almindeligt praktiserede
publiceringsregler, som ikke står
nedfældet i nogle skriftlige in-
strukser, og som for tiden er un-
der debat i såvel programudvalg
som radiostyrelse i forbindelse
med den almindelige diskussion
omkring den gældende program-
politik.
Hvordan får man tillid til sy-
stemet, spørger Ingmar. Dette
spørgsmål blev i programudval-
gets møde den 28. september 1976
besvaret derhen, at det får man
ved at sætte sig ind i de styrel-
sesforhold og den systematiske
efterkritik, som bærer bl. a. ra-
dioens nyhedsformidling. Både
styrelse og programudvalg bliver
valgt, udpeget og struktureret ef-
ter de almindelige gældende de-
mokratiske principper, til hvilke
erfaringsmæssigt samfundet som
helhed nærer tillid.
Imidlertid vil vi gerne under-
strege, at vi meget gerne ser Ing-
mar udmønte ganske konkret
hvad i det gældende system, der
vækker hans mistillid. Et sådant
udspil vil være af værdi i den
forventede debat omkring radi-
oens styrelsesforhold under hjem-
mestyret.
Peter Frederik Rosing,
ansvarshavende redaktør.
Finn Lynge,
radiofonichef.
Radioingeniør Arne Mortensen
TV-foreningerne slås med op-
havsrettigheder, sortseere, kabel-
net og restanter, hvilket ikke
gavner økonomien, og delvis der-
for, delvis grundet udstyret, har
der været relativt få egenproduk-
tioner og yderst få versioneringer
(om overhovedet nogen).
Praktisk taget alt hvad der vi-
ses er dansk TV.
Det er bl. a. dette man ønsker
at råde bod på.
2) Debatten om TV-betænkningen
er forlængst overstået og Lands-
rådet har efteråret 1975 nedsat en
lille TV-arbejdsgruppe af folk,
.der bor i Grønland og som fik ret
frie hænder til at finde et forslag
til en praktisk TV-løsning for ri-
melige midler. Målsætningen for
TV-systemet er et kvarters egen-
produktion og tre kvarters versio-
nering pr. dag — som startgrund-
lag.
3) Hvis man fulgte TV-debatten
i efteråret 1975, bed man mærke
i at hovedindvendingen mod TV-
betænkningens 5 løsninger netop
var, at de mest anvendelige løs-
ninger bestod af en meget kost-
bar teknologi — men en tekno-
logi, der var helt professionel og
som anvendes overalt andre ste-
der i verden.
4) På Landsrådets forårssamling
1976 anbefalede rådet en grov-
skitse fra arbejdsgruppen til et
grønlandsk TV-system. I denne
grov-skitse var man kommet bort
fra det super-professionelle og
frem til noget „der var godt nok".
Man kan sige at de økonomiske
og tekniske normer svarer til ca.
1/10 af hvad Århus-regional TV
kommer op på og formodentlig
1/50 af hvad Gyngemosen står i.
Hvis alt går vel barsler Lands-
rådets TV-arbejdsgruppe med. en
slags „Mini-TV-betænkning“ til
landsrådssamlingen efteråret 1976.
Det er naturligvis rigtigt, at
man først og fremmest bør se på
kultur frem for teknik og metode,
men man må på den anden side
heller ikke være blåøjet og tro, at
korn kan vokse på klipper, eller
at resultater er uafhængige af
teknik og forudsætninger. Tænk
blot på de ellers dygtige græske
matematikere i oldtiden, som al-
drig fik løst problemet „Achilleus
og skildpadden" — blot fordi de-
res talsystem var håbløst ubruge-
ligt.
At producere TV er betydeligt
mere kompliceret end f. eks. at
producere radio. Også hvad an-
går menneskelige og økonomiske
ressourcer er det mere krævende.
Endvidere er det åledes, at be-
sværet ved at producere nærmest
vokser jo billigere udstyret er,
det kræver mere vedligeholdelse
og justering hvis båndene skal
kunne afspilles på andre maski-
ner, og det kræver betydelig stør-
re kunst at få blot nogenlunde re-
sultat ud af en optagelse på et
dårligt maskineri. Hvad inspira-
tion og interesse angår er det en
fordel hvis flere producere og
programfolk arbejder nær hin-
anden.
Sagt på en anden måde: Man
kan decentralisere indtil en vis
grænse, derefter falder udbyttet
lynhurtigt til nul, og jo større og
mere kompliceret en ting er, desto
mindre kan den decentraliseres.
Selv om vi regner med at man
i Grønland kan producere så „pri-
mitivt" at det kun koster 1/20 af
hvad Danmarks Radio ofrer pr.
sendetime, bliver det alligevel
dyrt, og det kræver fast mand-
skab de steder hvor det skal ske.
Ideen med frivillig, uhonoreret
mandskab er,ganske vist smuk,
men mon de grønlandske fagfor-
eninger går med på den?
Der er i øjeblikket 17 TV-for-
eninger; men stort set kun de der
har lønnet mandskab kan selv
producere. Hvis der havde været
„gratis" mandskab at få, havde
det sikkert for længst meldt sig
til foreningerne.
Efter min mening er den rigtige
løsning et stort center og et be-
grænset antal distrikts- eller re-
gionalstudier, hvortil alle kan
komme med ideer eller foretage
optagelser.
TV-arbejdsgruppen opgave er
at vurdere store og små prakti-
ske forhold i den grønlandske
hverdag som kan spille ind, og
prøve at stable et TV-system på
benene, som fungerer hver dag
og over hele landet.
Jeg skal lige nævne, at jeg selv
sidder i TV-arbejdsgruppen og at
de oplysninger der her er bragt
alle i forvejen er offentligt til-
gængelige.
Arne Mortensen
Godthåb
Radioen tav ikke
18