Atuagagdliutit

Ukioqatigiit
Ataaseq assigiiaat ilaat

Atuagagdliutit - 07.10.1976, Qupperneq 18

Atuagagdliutit - 07.10.1976, Qupperneq 18
TVs betydning afhænger af brugeren og ikke af mediet — men brugeren når ikke længere, end mediet tillader, skriver teknisk chef for Grønlands Radio, ingeniør Arne Mortensen, i denne artikel Kommentar til indlæg i AG nr. 34 1976, side 16. Det er i de senere år blevet mode at give „teknokraterne" skylden for alt ondt, der sker, de er nutidens hekse. Lige som i middelalderen, hvor de „retfærdige" stod omkring de rygende bålrester og følte at, de nu havde gjort deres for at be- kæmpe verdens ondskab, så føler man sig i dag så dejlig ren om hænderne (men måske lidt ba- by’et) når man har fået skubbet skylden for det hele over på tek- nokraterne. Det sker desværre ofte, særlig i den offentlige debat, hvor ingen skal stå til regnskab for, hvad der er sagt, at man forfalder til at misbruge sproget, f. eks. at bruge ordene med fordrejet betydning for rigtigt at få udløsning for sin galde. Derved bliver en debat ganske vist underholdende og vækker opsigt, men debattens emne bliver slemt misrøgtet, sagen bliver ro- det, forvirrende og ulogisk. (Dette vidste allerede Aristoteles før vor tidsregning). Når man i ovennævnte indlæg bruger ordet „teknokrat" så me- Under overskriften „Hvorfor tav radioen?" angriber rektor Ingmar Egede radioavisen for at holde hånden over landshøvdingen i en sag, der blev forside- og leder- stof i AG nr. 33. Videre stiller Ingmar Egede en række retoriske spørgsmål af groft insinuerende karakter om „systemet" i radioens nyhedsformidling. Havde det ikke netop været rektor for Grønlands Seminarium, der lægger navn til denne sag, havde radioens ledelse næppe ta- get det hele videre alvorligt, men rektorembedets vægt taget i be- tragtning, har vi følt os foranle- diget til at optage spørgsmålet både i programudvalget og på styrelsesplan. Det er ikke sandt, at radioavi- sen tav stille om den sag, som Ingmar Egede refererer til. I af- tenradioavisen den 12. august 1976 bragtes et interview med lands- høvding Hans Lassen om de be- skyldninger mod embedet, som var blevet fremført i Jyllands- posten, og da AG nogle dage se- nere bragte den samme sag på tryk, med nogle flere detaljer, så radioavisen ingen anledning til af den grund at gentage sig selv og bore yderligere i hvad der redak- tionelt bedømtes som mindre væ- sentligt. Denne redaktionelle vurdering kan naturligvis diskuteres. Alvor- ligere er det derimod, når Ingmar Egede på grundlag heraf kommer med insinuationer af hidtil uhørt ner man ikke slet og ret en dyg- tig tekniker, så mener man „et dumt svin", der .kun meler sin egen kage. Hvis en teknokrat er en enøjet, sekterisk fagidiot, så må vi samti- dig se i øjnene, at vi næsten alle er sådan, og skolefolk, der vel ofte lever deres eget liv, isoleret fra det øvrige samfund, burde måske i særlig grad se sig selv i spejlet. Lad os slå det fast: En tekno- krat eller tekniker er en person, der er professionel i sit fagområ- de, men som ikke har mere pligt end andre mennesker til at vide noget om resten af verden. Vi er alle meget glade for disse dygtige teknikere, fordi de altid laver tingene bedst muligt, og vi vil alle gerne have del i deres vidunderlige produkter. Lad imidlertid også dette stå fast: En tekniker har altid en arbejdsgiver som bestemmer hvad teknikeren skal foretage sig. Hvis en arbejdsgiver (f. eks. staten) henvender sig til en stor teknisk organisation eller et pro- fessionelt 'firma, for at få løst en opgave, (f. eks. anlagt et TV-sy- stem eller opført flyveplads), må og fuldstændig uforståelig grov- hed. Vi har i programudvalget endevendt de sidste ti tågede li- nier i hans indlæg og kan ikke forstå dem på anden måde, end at han offentligt erklærer sin åbenlyse mistillid til systemet, der bærer radioens nyhedsformidling, som han finder „bevidstløs", hvil- ket vel kun kan forstås i retning af „principielt hovedløs og an- svarsløs". Programudvalget har i den anledning på sit møde den 28. september 1976 tværtimod er- klæret radioavisen sin fulde til- lid som den ansvarsbevidste, re- daktionelt uafhængige og pålide- lige nyhedstjeneste, lyttere i Grønland normalt anser den for at være, ligesom programudval- get heller ikke nærer nogen angst for eller mistanke om, at radio- avisen skulle have for skik at holde hånden over landshøvdin- gen eller nogen anden person, der er i offentlighedens søgeløs. Grønlands Radio er ikke bange for nogen, ligesom frygt af nogen art i det hele taget ikke er en motiverende faktor i vort arbej- de. Det ville jo også være slemt, om det var. løvrigt er systemet bag Grøn- lands Radio’s nyhedsformidling ikke slet så uhåndgribeligt et fæ- nomen, som Ingmar Egede tror. Det står udstukket i forretnings- ordenen for Grønlands Radio’s styrelse, § 1, stk. 1, og § 10, stk. 3, samt i instruks for radiofoni- chefen § 2, stk. 2. Disse doku- han se i øjnene, at man vil kom- me med en professionel løsning. Denne vil ofte være det sidste skrig inden for teknikken og være meget kostbar. Føler arbejdsgiveren sig lidt utryg, må han skaffe sig nogle „mere personlige" rådgivere, som han kan sætte til at undersøge „om denne løsning nu også er den helt rigtige". Det var faktisk det der skete da landsrådet nedsatte den lille TV-arbejdsgruppe, der udeluk- kende består af herboende, der vil få med tingene at gøre ud i frem- tiden. Dette skete ikke af mistillid til „teknokraterne", men i erkendel- se af at teknokraterne kun ken- der professionelle præmisser, og ikke de tusinde andre forhold, der spiller ind. Nok om teknikere, og nu til katastrofe-indlægget. Selvfølgelig får grønlandsk TV betydning, det har det allerede haft i mange år. Ved at læse indlægget kan man let få det indtryk, at lærerne Adam Nielsen og Sven Ole Jør- gensen ikke rigtig har fulgt med i hvad der er sket det sidste års tid. 1) TV er i Grønland og har været der i mange år. Der er 17 TV-foreninger og 3—4000 TV-apparater. menter er tilgængelige for en- hver, der måtte interessere sig for systemet. Hertil kommer en række almindeligt praktiserede publiceringsregler, som ikke står nedfældet i nogle skriftlige in- strukser, og som for tiden er un- der debat i såvel programudvalg som radiostyrelse i forbindelse med den almindelige diskussion omkring den gældende program- politik. Hvordan får man tillid til sy- stemet, spørger Ingmar. Dette spørgsmål blev i programudval- gets møde den 28. september 1976 besvaret derhen, at det får man ved at sætte sig ind i de styrel- sesforhold og den systematiske efterkritik, som bærer bl. a. ra- dioens nyhedsformidling. Både styrelse og programudvalg bliver valgt, udpeget og struktureret ef- ter de almindelige gældende de- mokratiske principper, til hvilke erfaringsmæssigt samfundet som helhed nærer tillid. Imidlertid vil vi gerne under- strege, at vi meget gerne ser Ing- mar udmønte ganske konkret hvad i det gældende system, der vækker hans mistillid. Et sådant udspil vil være af værdi i den forventede debat omkring radi- oens styrelsesforhold under hjem- mestyret. Peter Frederik Rosing, ansvarshavende redaktør. Finn Lynge, radiofonichef. Radioingeniør Arne Mortensen TV-foreningerne slås med op- havsrettigheder, sortseere, kabel- net og restanter, hvilket ikke gavner økonomien, og delvis der- for, delvis grundet udstyret, har der været relativt få egenproduk- tioner og yderst få versioneringer (om overhovedet nogen). Praktisk taget alt hvad der vi- ses er dansk TV. Det er bl. a. dette man ønsker at råde bod på. 2) Debatten om TV-betænkningen er forlængst overstået og Lands- rådet har efteråret 1975 nedsat en lille TV-arbejdsgruppe af folk, .der bor i Grønland og som fik ret frie hænder til at finde et forslag til en praktisk TV-løsning for ri- melige midler. Målsætningen for TV-systemet er et kvarters egen- produktion og tre kvarters versio- nering pr. dag — som startgrund- lag. 3) Hvis man fulgte TV-debatten i efteråret 1975, bed man mærke i at hovedindvendingen mod TV- betænkningens 5 løsninger netop var, at de mest anvendelige løs- ninger bestod af en meget kost- bar teknologi — men en tekno- logi, der var helt professionel og som anvendes overalt andre ste- der i verden. 4) På Landsrådets forårssamling 1976 anbefalede rådet en grov- skitse fra arbejdsgruppen til et grønlandsk TV-system. I denne grov-skitse var man kommet bort fra det super-professionelle og frem til noget „der var godt nok". Man kan sige at de økonomiske og tekniske normer svarer til ca. 1/10 af hvad Århus-regional TV kommer op på og formodentlig 1/50 af hvad Gyngemosen står i. Hvis alt går vel barsler Lands- rådets TV-arbejdsgruppe med. en slags „Mini-TV-betænkning“ til landsrådssamlingen efteråret 1976. Det er naturligvis rigtigt, at man først og fremmest bør se på kultur frem for teknik og metode, men man må på den anden side heller ikke være blåøjet og tro, at korn kan vokse på klipper, eller at resultater er uafhængige af teknik og forudsætninger. Tænk blot på de ellers dygtige græske matematikere i oldtiden, som al- drig fik løst problemet „Achilleus og skildpadden" — blot fordi de- res talsystem var håbløst ubruge- ligt. At producere TV er betydeligt mere kompliceret end f. eks. at producere radio. Også hvad an- går menneskelige og økonomiske ressourcer er det mere krævende. Endvidere er det åledes, at be- sværet ved at producere nærmest vokser jo billigere udstyret er, det kræver mere vedligeholdelse og justering hvis båndene skal kunne afspilles på andre maski- ner, og det kræver betydelig stør- re kunst at få blot nogenlunde re- sultat ud af en optagelse på et dårligt maskineri. Hvad inspira- tion og interesse angår er det en fordel hvis flere producere og programfolk arbejder nær hin- anden. Sagt på en anden måde: Man kan decentralisere indtil en vis grænse, derefter falder udbyttet lynhurtigt til nul, og jo større og mere kompliceret en ting er, desto mindre kan den decentraliseres. Selv om vi regner med at man i Grønland kan producere så „pri- mitivt" at det kun koster 1/20 af hvad Danmarks Radio ofrer pr. sendetime, bliver det alligevel dyrt, og det kræver fast mand- skab de steder hvor det skal ske. Ideen med frivillig, uhonoreret mandskab er,ganske vist smuk, men mon de grønlandske fagfor- eninger går med på den? Der er i øjeblikket 17 TV-for- eninger; men stort set kun de der har lønnet mandskab kan selv producere. Hvis der havde været „gratis" mandskab at få, havde det sikkert for længst meldt sig til foreningerne. Efter min mening er den rigtige løsning et stort center og et be- grænset antal distrikts- eller re- gionalstudier, hvortil alle kan komme med ideer eller foretage optagelser. TV-arbejdsgruppen opgave er at vurdere store og små prakti- ske forhold i den grønlandske hverdag som kan spille ind, og prøve at stable et TV-system på benene, som fungerer hver dag og over hele landet. Jeg skal lige nævne, at jeg selv sidder i TV-arbejdsgruppen og at de oplysninger der her er bragt alle i forvejen er offentligt til- gængelige. Arne Mortensen Godthåb Radioen tav ikke 18

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.