Atuagagdliutit - 02.02.1978, Side 17

Marmoriliks genbo (3)
Nanisivik - et monument over
den koloniale mentalitet
— siger de canadiske eskimoers nationale organisa-
tion, som regeringen ikke vil inddrage i projektet, og
som sammen med miljøfolk og de lokale fangere
frygter konsekvenserne.
amerdlåput Arctic Bayime najugaKarumagaluartut igdlugssaKarnatigdle,
igdlutdlo nutåt tamarmik Nanisivingme sanaortorneKarput. — augtitag-
ssarsiorfiup angivatdlårujugssualinginigsså Arctic Bayivdlo mikivatdlåll-
ngisåinarnigsså tamatigut kigsautigisimavarput, Arctic Bayime piniartoK
taima oKarpoK.
Der er mange, som gerne vil bo i Arctic Bay, men der er ingen huse, og
alle de nye huse bygges i Nanisivik. — Vi har altid ønsket, at Nanisivik
ikke skal blive alt for stor, siger fanger i Arctic Bay.
Et forsøg på en ny og dristig ark-
tisk ressourcepolitik. Siger den
canadiske regering om minebyen
Nanisivik.
Et forsøg på at lære den ind-
fødte befolkning minevirksomhed
og i det hele taget at leve i et mo-
derne, industrialiseret samfund.
Supplerer bjergværkschefen i Na-
nisivik.
Uddannelsesforløbet går godt og
de indfødte har ikke særligt al-
vorlige problemer. Forsikrer de
lokale myndigheder i Nanisivik.
Men hvad siger inuitterne (eski-
moerne) selv?
Deres nationale organisation,
Inuit Tapirisat of Canada, ITC,
kalder Nanisivik for „et monu-
ment over den koloniale mentali-
tet", indbyggerne i det nærliggen-
de fangersamfund Arctic Bay er
nervøse, og bjergværkschef Jim
Marchall indrømmer, at inuitbe-
folkningen overhovedet ikke blev
spurgt om den var interesseret i
at have Nanisivik.
— Der var visse konsultationer
men langt fra så mange, som de
indfødte ønrskede, siger han. Men
man må også være blot en anelse
realistisk. De havde absolut ingen
forudsætninger for at vurdere,
hvad vi ville lave.
EJENDOMSKRÆNKELSE
Inuit Tapirisat of Canada betrag-
ter Nanisiviks tilstedeværelse som
en ejendomskrænkelse.
— Dette er inuitland, siger ITC.
Det har været brugt, besiddet og
ejet af os i tusinder af år. Vi har
aldrig overgivet det.
ITC understreger, at så længe
der ikke eksisterer en formel af-
tale mellem den canadiske inuit-
befolkning og den canadiske stat
om forvaltningen af det arktiske
område, kan man opfatte f. eks.
regeringens og mineselskabet Mi-
neral Resources Internationals
mine i Nanisivik som udtryk for
ejendomskrænkelse.
ITC tilbød ligefrem Canadas
regering at lave en speciel aftale
angående Nanisivik.
— Vi foreslog i begyndelsen at
gå ind i projektet som partnere,
selv om vi havde alvorlige be-
tænkeligheder angående værdien
af Nanisivik, skriver ITC i en
redegørelse om organisationens
holdning til Nanisivik.
— Men regeringen afviste at gi-
ve inuitterne nogen som helst me-
ningsfuld økonomisk deltagelse i
projektet. Det gjorde man ved at
afslå vores ide om en aftale mel-
lem tre parter, nemlig regeringen,
Mineral Resources International
og ITC. I stedet foretrak regerin-
gen en aftale kun med Mineral
Resources International.
NOGET AT VÆRE
TAKNEMMELIG FOR?
ITC mener, at inuitternes fordele
ved projektet, sådan som det er
udformet, er meget tvivlsomme.
Man peger på, at der mest er tale
om „tjenende job i en industri,
der er beskidt, farlig og usund",
og man stiller spørgsmålet: Er det
noget som vi skal være vor god-
gørende herre evig taknemmelig
for?
ITC var i 1976 også bekymret
for Nanisiviks påvirkning af fan-
gerbygden Arctic Bay, selv om
man ikke ville kritisere, at lokale
inuitter tog arbejde i Nanisivik.
— Arctic Bay er en lille bygd,
hvor befolkningen har levet et
relativt traditionelt liv. Vi er be-
kymrede over den trussel, som
etableringen af en permanent mi-
neby kun 30 km derfra udgør mod
bygden og dens befolkning, skri-
ver ITC.
Man peger i denne forbindelse
på et konkret eksempel i en anden
inuitbygd, Rankin Inlet, hvor der
i 60erne blev etableret en nikkel-
mine. ITC understreger, at Ran-
kin Inlet stadig lider under, at
minen pludselig lukkede efter seks
år — og stiller endnu et spørgs-
mål:
— Vil den samme skæbne over-
gå Arctic Bay, når al malmen er
udskibet for at blive fortæret af
smelteovne og fabrikker i Vest-
europa?
BEKYMRING I ARCTIC BAY
Arctic Bay, der har ca 350 ind-
byggere, er forbundet med Nani-
sivik med en vej, og der er flere
i bygden, som arbejder i Nanisi-
vik. Men man er bekymret over
netop de konsekvenser, ITC næv-
ner. Samtidig mener man, at alle
offentlige investeringer, f. eks. i
nye huse, nu går til Nanisivik.
Som en af indbyggerne i Arctic
Bay udtrykte det:
— Vi har altid ønsket, at minen
ikke skal blive alt for stor, og
Arctic Bay aldrig alt for lille.
Eftersom der kun er ca. 30 km
til Nanisivik, mener man, at det
ville være bedre, hvis de inuit-
familier, der flytter til Nanisivik
flyttede til Arctic Bay. 1
— Der er mange, der søger at
få hus i Arctic Bay, fortæller
Phillip Qamanirq, for selv om de
vil arbejde i minen, så vil deres
familie hellere bo i Arctic Bay.
Men vi har ingen huse. Alle hu-
sene bliver bygget i Nanisivik.
Men hvad vil der ske, når en dag
minen lukker?
Indbyggerne i Arctic Bay er
også nervøse for, hvilke konse-
kvenser minen får for dyrelivet.
MANGLER BEVISER
Spørger man de to ansvarlige
parter for eksperimentet Nanisi-
vik, så deler de ikke Arctic Bays
bekymring. Om dyrelivet siger
bjergværkschef Jim Marchall så-
ledes:
— Ja, det er rigtigt, at de ind-
fødte er bekymrede for dyrelivet,
men de har ikke kunnet bevise,
at det har taget skade.
Jim Marchal mener i det hele
taget, at problemerne er forbav-
sende få.
— Jeg synes, det er gået fan-
tastisk godt, når man tænker på,
hvad det egentlig er, der foregår
heroppe. Man placerer en højt
industrialiseret virksomhed og en
moderne by midt i et arktisk om-
råde, kun 30 km fra et oprindeligt
fangersamfund, og man forbinder
de to kulturer med en vej. Set i
lyset af dette er de problemer, vi
har, kun småting.
— Hvorfor blev vejen bygget?
— Fordi Arctic Bay bad om det.
Man ville gerne udnytte nogle af
fordelene ved, at vi ligger her, og
der er f. eks. 15 fra Arctic Bay,
som arbejder her hver dag.
— Hvilke problemer er der?
— Der er selvfølgelig altid en
række omstilingsproblemer, og jeg
vil ikke afvise, at vi har ændret
de 15 familiers livsstil, som ar-
bejder her. De har jo fået flere
penge mellem hænderne end de
nogen sinde har haft. Et af pro-
blemerne har været, at bygde-
rådet i Arctic Bay er meget bange
for alkohol. Der findes intet salg
af spiritus i Nanisivik, men folk
har det hjemme, og hvis det ad-
ministreres godt, så er det OK.
Bygderådet så nok helst, at der
slet ikke var noget, og det hænger
nok sammen med, at de indfødte
endnu ikke har lært at admini-
strere spiritus, hvilket der er
mange tragiske eksempler på.
Men jeg må på den anden side
fastholde, at der dog er noget,
som hedder canadiske love, så et
totalt forbud kan jeg ikke ud-
stede.
— Er der kontakt mellem mine-
ledelsen og Arctic Bay?
— Ja, jeg mødes regelmæssigt
med bygderådet.
GRØNLANDSPOSTEN
• to-sproget
• er bladet, som læses1 i
næsten alle grønlandske
hjem
Også de lokale myndigheder har
regelmæssig kontakt med Arctic
Bay, og om alkohol siger Hubert
Hunt, at det er totalt forbudt at
sælge spiritus til inuitbefolknin-
gen.
— Og minens biler må ikke kø-
re til Arctic Bay.
Generelt om situationen siger
han:
— Der var bekymring i Arctic
Bay allerede fra starten. Men det
er mit indtryk, at bekymringen
ikke er vokset.
SIKREDE IKKE NATUREN FØRST
Selv om den lokale inuitbefolk-
ning måske ikke har været i stand
til at bevise, at der er sket og sker
forurening, så står den ikke alene
med sin bekymring.
Ud over at indeholde en række
bestemmelser, der skal sikre an-
sættelse, oplæring og uddannelse
af inuitarbejdere i Nanisivik, in-
deholder koncessionen mellem Mi-
neral Resources International og
den canadiske stat en lang række
krav, der skal sikre mod forure-
ning. Og selv kritiske miljøeks-
perter, som f. eks. Canadian Arctic
Resources Committee, en gruppe
uafhængige videnskabsmænd,
indrømmer, at koncessionen er et
fremskridt i forhold til tidligere
praksis.
Det betyder imidlertid ikke, at
de mener, at regeringens krav er
tilstrækkelige. Det mener de langt
fra, de er, og de peger på, at selve
tilladelsen til hele projektet fra
regeringens side forelå før de nød-
vendige og krævede miljøunder-
søgelser overhovedet var påbe-
gyndt.
Man havde således ingen kon-
kret og forsvarlig løsning på det
største af alle miljøproblemer i
forbindelse med en bly. og zink-
mine: hvor skal man gøre af af-
faldet?
I en gennemgang af forure-
ningsproblemerne i forbindelse
med Nanisivik og specielt fjorden
Strathcona Sound skriver man
om affaldet i 1976:
— Slralhcona-projektet betyder
et årligt affald på op til 375.000
ton. Dette affald — mest flydende
med faste partikler — vil være
tilbøjelig til at danne syrer, og det
vil indeholde zink, bly, kobber,
kadmium, jern og arsenik. Selv i
små mængder kan nogle af disse
tunge metaller, specielt kadmium,
være umådelig giftige. Hvis affal-
det når det levende miljø kan de
levende organismer, som kommer
i kontakt med det, blive dræbt
øjeblikkeligt eller efterhånden på
grund af akkumulation.
LIGHEDSPUNKTER
At det alvorlige problem om, hvad
man skulle gøre af giftstofferne,
ikke var løst, da beslutningen om
at etablere Nanisivik blev truffet
i 1974, får CARC til at konkludere,
at uanset hvilken løsning, man
beslutter sig for, så er det ikke
miljøet og dyrelivet, der priorite-
res højest. Der vil højst blive tale
og at vælge den mindst skadelige
løsning, fordi hensynet til dyre-
livet er blevet underordnet ønsket
om at få minevirksomheden eta-
bleret.
Der er således lighedspunkter
mellem miljøfolkenes vurdering
af beslutningsprocessen bag Na-
nisivik og Inuit Tapirisat of Ca-
nada. Den canadiske regerings
forsøg på en ny og dristig arktisk
ressourcepolitik er lavet på trods
af den indfødte befolkning og på
trods af risikoen for at ødelægge
det dyreliv, den traditionelt og
aktuelt lever af.
Det er ikke den canadiske inuit-
befolkning, hverken lokalt eller
nationalt, der har bedt om at få
„en stor fagskole, hvor den ind-
fødte befolkning ikke blot skal
lære minevirksomhed, men også
i det hele taget at leve i et moder-
ne, industrialiseret samfund", så-
dan som bjergværkschef Jim Mar-
chall har karakteriseret den ca-
nadiske regerings intentioner med
Nanisivik.
Tværtimod, de har protesteret
nationalt, og de har grund til at
være bekymret for deres dyreliv
lokalt.
ET HVIDT SAMFUND
Nanisivik er med andre ord et 100
pct. hvidt initiativ, og ser man
på bysamfundet Nanisivik ud fra
en etnisk synsvinkel er det da
også et 100 pct. hvidt samfund,
selv om det har et eskimoisk
navn.
Jim Marchall har karakteriseret
det meget præcist:
— De voksne lever næsten som
syd på. De arbejder, bor i huse
magen til syd på, ser samme
fjernsyn som syd på osv.
Og den lokale kok, der står for
serveringen i den store kantine
i kæmpeigloo’en, en fransk-cana-
dier, kan tilføje:
— Nej, der serveres ikke eski-
moisk mad her — måske med
undtagelse af rensdyrkød en gang
imellem. Der er kun 30 pct. ind-
fødte. Hvad ville resten ikke sige,
hvis jeg gav dem f. eks. sæl- eller
hvalkød?
— Hvad siger inuitterne til det?
— Der er ikke nogen, som har
brokket sig. Men alle er jo også
hjemme på ferie i to uger, når de
har arbejdet her i tre måneder.
P A M I U T
Assistent
Til en af Påmiut kommunes daginstitutioner søges en børne-
pædagog med tiltrædelse efter aftale.
Pågældende skal arbejde som assistent ved en af børne-
haverne.
Aflønning vil ske efter overenskomst mellem Ministeriet for
Grønland og Børne. og Ungdomspædagogernes Landsorgani-
sation.
Kommunen yder fri rejse — og efter 2 års tjeneste fri ferie-
eller hjemrejse. Ligeledes stiles bolig til rådighed efter fa-
miliestørrelse, for hvilken der betales boligbidrag efter gæl-
dende regler.
Ansøgning bilagt eksamensbeviser, udtalelser m.v. bedes ind-
sendt senest den 23. februar 1978 til:
Bestyrelsen for Daginstitutioner
Boks 93 . 3940 Frederikshåb
18