Atuagagdliutit - 10.05.1979, Qupperneq 15

Narssap kommunia
NarssaK gennem 1000 år
igdloKarfiup ilånut issikivia, sårdliuvoK sutorniartarfik „Ujuåt“.
Udsigt ud over byen fra kæmnerbakken. Det er restaurant „Ujuåt“ i for-
grunden.
Fortsal fra forsiden
ningen til NarssaK, og det skete
på bekostning af bopladserne i
området. Nu har tilskyndelserne
til at flytte til „Storbyen" dengang
jo nok været af en noget anden
art, end tilfældet er i dag. En af
grundene har nok været, at sæl-
fangsten i fjordene var i tilbage-
gang, og at denne tilbagegang
blev stadig mere udtalt, og ved
århundredeskiftet var direkte
mærkbart.
HELLEFISKERI OG FÅREAVL
Som en slags erstatning for sæl-
fangsten, begyndte man derfor at
interessere sig for de umådelige
mængder hellefisk i fjordene om-
kring NarssaK, og i 1914 opførtes
det første fiskehus for behandling
af hellefisk, ligesom det senere
blev behandlingssted for torsk.
Befolkningstallet var - trods til-
flytningerne - ikke imponerende.
Op til århundredeskiftet lå det på
75-100 mennesker, der stadigvæk
havde fangst, jagt og fiskeri som
erhverv.
Men i 1915 skete der det, at man
i Julianehåb oprettede en fåre-
avlsstation, og snart bredte inter-
essen for denne nye erhvervsmu-
lighed sig til NarssaK, der blev
det første sted, hvor privat fåre-
avl blev etableret. I starten var
det dog kun som bierhverv, men
efterhånden gik flere og flere
over til at betragte det som deres
hovederhverv.
Græsningsmulighederne var u-
mådelige - ikke alene i NarssaK,
men også inde i fjordene. En af
de første, der gjorde fåreavl til sit
hovederhverv var grønlænderen
Otto Frederiksen, der i 1924 valg-
te at flytte ud til det gi. nordbo-
sted, Erik den Rødes boplads Bra-
thalid, det nuværende K’agssiar-
SSUK.
Og så gik udviklingen i retning
af, at gøre de tidligere fiskere og
fangere til landmænd, med får,
køer, heste og høns. Og meget na-
turligt slog man sig fortrinsvis
ned på de steder, hvor nordboer-
ne havde vist vejen og efterladt
sig store ryddede udmarker, og
disse steder var bl. a. K’agssiar-
ssuk og Igaliko, det gi. bispesæde
Gardar.
I selve NarssaK gik udviklingen
stadig lidt trægt. Ganske vist steg
befolkningstallet støt, men selve
sletten lå stadig uberørt og de
spredte bebyggelser var koncen-
treret øst og vest for det, der i
dag er NarssaK bymidte.
STEDET FÅR EN BUTIK
Siden 1870 havde der været semi-
narieuddannede kateketer i Nar-
ssaK, til at varetage kirke- og sko-
legang, hvilket måtte ske under
yderst primitive forhold. Kateke-
ten måtte foretage både under-
visning og gudstjenester i sit pri-
vate hus, der formentlig ikke har
været overvældende stort.
Først i 1907 blev det første sko-
lekapel opført, og det fungerede
helt frem til 1927, hvor den stadig
eksisterende kirke blev opført.
Bygmesteren (og arkitekten) var
den grønlandske tømrermester
Pavia Høegh fra Julianehåb.
I 1930 var befolkningstallet
kommet op på ca. 300, og fiske-
riet spillede en stadig større og
større rolle og flere og flere fandt
beskæftigelse i fiskehuset. I 1920
var der blevet opført en mindre
butik på det sted, hvor Hans Ravn
i sin tid havde opført sit hus. Bu-
tikken blev forsynet fra Juliane-
håb, og forsyningerne var de
gængse kolonialvarer + fiske- og
fangstredskaber samt bøsser og
ammunition, den gamle naturalie-
økonomi var ved at være en saga
blot.
AMERIKATIDEN
Krigen, fra 1939-1945, var ikke
noget „sort" kapitel i NarssaKS
historie. Ganske vist var forbin-
delserne til Danmark afbrudt,
men i 1942 anlagde amerikanerne
flyvepladsen ved NarssarssuaK,
og det kom mere eller mindre til
at sætte sit præg på de omkring-
liggende bopladser og udsteder,
selv om der ikke var tale om no-
gen egentlig „fraternisering" mel-
lem amerikanerne og den grøn-
landske befolkning.
Men forsyningerne var i orden,
det sørgede amerikanerne for -
og noget af det, der nok huskes
bedst tra den tid er, at det var
dengang, da man pludselig kunne
købe de såkaldte „Alladin-lam-
per“ til petroleum, dermed var
spæk- og tranlampernes tid defi-
nitivt forbi.
Da krigen var forbi og normale
forbindelser til Danmark var gen-
oprettet, begyndte udviklingen at
tage fart, også i NarssaK. Befolk-
ningen var nu oppe på godt 40(1
mennesker, og der begyndte så.
småt at blive tale om beskæfti-
gelsesproblemer, ligesom kravet
om en bedre levestandard gjorde
sig gældende. I 1948 påbegyndte
man så opførelsen af fiskeherme-
tikfabrikken. Torsken var stadig
det væsentligste produkt, men
snart blev det aktuelt med anlæg
for rejebehandling,' idet der var
fundet store rejefelter i Skovfjor-
den og Tunugdliarfi’t. Senere blev
så fåreslagteriet i Julianehåb flyt-
tet til NarssaK, og pludselig hav-
de man i NarssaK en stor er-
hvervsvirksomhed. Det gav be-
skæftigelse og forbedrede de øko-
nomiske vilkår for alle arbejds-
duelige personer i NarssaK, og
bevirkede ydermere, at befolk-
ningstallet blev fordoblet på kun
10 år.
FÅR STATUS SOM EN BY
Fra 1951, hvor NarssaK fik status
som selvstændig kommune, og til
i dag har udviklingen nærmest
været eksplosiv. Den store vækst
i befolkningstallet nødvendiggjor-
de en kraftig udbygning på alle
områder. Der skulle skaffes bo-
liger til alle, den eksisterende
skole blev hurtigt for lille, og det
samme var tilfældet med syge-
huset. Der blev bygget vugge-
stue og børnehaver og alderdoms-
hjem, og alle disse boliger og in-
stitutioner skulle forsynes med
varme, vand og elektricitet.
I 1959 fik NarssaK status som
by, og da den ovenfor skitserede
udvikling har bragt befolknings-
tallet op på små 2000 nu, hvor vi
skriver 1979, må den nok siges at
have levet op til denne status.
NarssaK er altså nu en by, med
alt hvad dette indebærer af godt
og ondt! Man kan spørge sig selVj
om udviklingen har haft flest po-
sitive - eller flest negative sider?
Det er svært at svare på. Men
skal man endelig pege på en de-
cideret negativ ting må denne
være, at den slette, som har givet
byen navn og som i år 986 fik
Erik den Røde til at glippe med
øjnene og i 1910 inspirerede dig-
terpræsten Henrik Lund til „San-
gen om NarssaK", den er totalt
forsvundet, og det er faktisk lidt
synd.
Men når det er sagt, skal der
også peges på en positiv ting.
NarssaK er i dag en by, der som
turistmål er ved at blive kendt
ude i verden. Antallet af turister
stiger støt fra år til år, men sam-
tidig stiger også kravet til turist-
mæssige faciliteter i form af mo-
derne hotellgr og turbåde. Det
kræver investeringer i kontanter,
og det kræver befolkningens med-
virken og forståelse for, at her er
igen et nyt erhverv, som grebet
rigtigt an kan blive til gavn og
glæde for hele befolkningen.
BETYDENDE FOLK FOR
NARSSAK'
Faktisk skulle vi slutte her, hvor
vi har taget hele turen fra de før-
ste „turister" kom til byen i år
986, og til vi nu står overfor tu-
ristsæsonen 1979. Men NarssaKs
udvikling har jo været andet og
mere end sæler, fisk, får og rejer,
for slet ikke at tale om skoler, sy-
gehus, børnehaver og alderdoms-
hjem. Der har også været menne-
sker, som har præget udviklingen.
Vi har nævnt Erik den Røde, der
foruden at efterlade sig diverse
ruiner, har markeret sig så stærkt
at en fåreholder i K’agssiarssuK
bærer hans navn - omend med
tilføjelsen: Frederiksen ... Vi har
nævnt Hans Ravn, hvis efterkom-
mere, Egede’rne, i høj grad har
været med til at præge NarssaK
gennem tiderne, og helt op til
vore dage.
Og det skal i den forbindelse
nævnes, at den sidste udstedsbe-
styrer, der var en direkte efter-
kommer af Hans Ravn, nemlig
Josef Egede, så sent som i 1938
blev pensioneret.
Hans efterfølger som udsteds-
bestyrer, var en yderst markant
skikkelse, som endnu huskes af
de fleste i NarssaK. Det var grøn-
lænderen Frederik Høegh, kaldet
Faré. Han var udlært bogtrykker,
og foruden sin virksomhed som
udstedsbestyrer, udgav og redige-
rede han NarssaKs første avis,
som han kaldte „Siumut". Der
kunne skrives meget om denne
stoute personlighed, men andre
skal også nævnes.
Præsten, digteren, komponisten
og maleren Henrik Lund, der vir-
kede i NarssaK fra 1919 til sin
død i 1948, har foruden det per-
sonlige indtryk han efterlod hos
alle, der kom i forbindelse med
ham, efterladt sig en skat, i form
af sange, salmer og smukke ma-
lerier. Hans enke, Malene Lund
- også en direkte efterkommer
af Hans Ravn - døde den 27. ja-
nuar 1979 i en alder af 101 år, og
blev dermed Grønlands længst-
levende.
Fiskemesteren Karnis Knudsen,
der i ca. 30 år havde sit virke i
det gi. fiskehus, bør heller ikke
glemmes. Og det samme gælder
storfangeren og fåreholderen Otto
Egede, der trods en fremskreden
tuberkulose troligt gik på fangst
i sin kajak, og næsten aldrig kom
tomhændet hjem.
Disse mænd og mange, mange
flere, har på hver sin måde væ-
ret med til at grundlægge Nar-
ssaK, og flere af dem rent bog-
staveligt.
Skal udviklingen fortsætte med
udvinding af uran fra Kvanefjel-
det, og med de deraf følgende ve-
derstykkeligheder i form af for-
urening og fjernelse af de sidste
grønne områder nord og vest for
NarssaK? Fremtiden vil vise det,
og fremtiden tilhører bl. a. efter-
kommerne af de ovennævnte
grundlæggere af en af Grønlands
smukkest beliggende byer.
NARSSARSSUAQ, GREENLAND
Copenhagen Office
13 Kastruplundgade, DK-2770 Kastrup
KOLONIAL, TOBAK, SLIK, FRYSEVARER, ØL, VIN OG SPIRITUS SAMT
BØGER OG BLADE, FILM MODTAGES TIL FREMKALDELSE.
STORT UDVALG I RONSON LIGTHERE OG GAS. FORHANDLING AF
CASIO LOMMEREGNERE OG TILBEHØR. NARSSAK’ PLATTER 77, 78
OG 79. SPONSOR FOR NSK, NARSSAK’ SPORTSKLUB. SALG AF FAR
VEFILM.
15