Atuagagdliutit - 24.02.1982, Blaðsíða 28

— Isumaliutersuut / Kronik
Grønlandsk skal være
sproget i undervisning og
administration
— Men det er ikke nok, at man blindt overtager et
traditionelt opbygget, dansk inspireret bureaukrati,
skriver Søren Vestergaard Mikkelsen i denne
kronik, der har relation til kommunaldirektør
Jørgen Labansens kronik i AG.
Anden del af kronikken bringes senere
Af Søren Vestergaard Mikkelsen
Kære Jørgen Labansen
Det grønlandske samfund har
— med eller mod vores vilje — for-
andret sig til et blandingssam-
fund med en dertil hørende blan-
dingskultur. Det er derfor vigtigt,
at vi finder ud af hvad vi egentlig
vil med hinanden. Vi går i seng
sammen, vi får børn sammen og
vi har derfor mange fælles proble-
mer, men vi må nødvendigvis og-
så have en række fælles mål med
den nutidige og den fremtidige til-
værelse.
Vi kan beklage og begræde, at
ændringerne er gået hurtigere i de
sidste 30 år end mange måske
bryder sig om. Vi kan konstatere,
at en lang række af de livsværdier
og den levevis, der har sikret eski-
moernes overlevelse i årtusinder,
ikke længere har den samme gro-
bund og indflydelse på den grøn-
landske hverdag. Mange værdi-
fulde skikke, samværsformer og
arbejdsvaner fra det traditionelle
eskimoiske samfund er midlerti-
digt fortrængt og en del af det
grønlandske folks historie og kul-
turliv kan idag kun opleves på 2.
hånd på museer, biblioteker og i
biografer.
Alligevel ser jeg ingen grund til
pessimisme og mismod. Grønland
har netop fået hjemmestyre, og
dermed reel indflydelse på egne
anliggender. I Grønland har man
idag de bedst tænkelige mulighe-
der for at tage hånd om den frem-
tidige udvikling og forme et sam-
fund, der ud fra en politisk, social,
økologisk, økonomisk og kulturel
synsvinkel skønnes rigtig og for-
svarlig.
Lad mig med det samme slå
fast, at jeg er enig i, at en af de
vigtigste forudsætninger for en
grønlandisering af det grønland-
ske samfund er, at både undervis-
nings- og administrationssproget
på alle niveauer foregår på grøn-
landsk. Men selvom vi kunne gen-
nemføre dette konsekvent, er der i
mine øjne ikke skabt tilstrække-
lig sikkerhed for en samfundsud-
vikling, der er i overensstemmelse
med de politisk fastsatte mål.
Som barnefødt og opvokset på
Bornholm ved jeg af egne erfarin-
ger, at det at tale samme sprog og
tilhøre samme race ikke i sig selv
resulterer i en erklæret fælles-
holdning og ikke i sig selv mulig-
gør en række fælles handlinger.
Selvom bornholmerne i tal udgør
nogenlunde samme befolknings-
gruppe som grønlændere og selv-
om bornholmerne taler samme
sprog er det bornholmske sam-
fund præget af dybe uoverens-
stemmelser, modsigelser og inter-
esseforskelle. Bornholmerne be-
kriger hinanden og taler ondt om
hinanden og latterliggør hinan-
den dagligt. Det eneste bornhol-
merne kan blive enige om over en
bred front, er, at Bornholm er det
smukkeste land i verden. I Grøn-
land kan grønlænderne også blive
enige om, at Grønland er det
smukkeste af alle lande. Men her-
med hører enigheden også op.
Det er uden tvivl rigtigt, at ad-
ministrationssektoren og dermed
de lokale og centrale beslutnings-
processer vil tydeliggøres for en
større del af befolkningen hvis al-
le diskussioner og sagsbehand-
ling generelt foregik på grøn-
landsk. Jeg er imidlertid bange
for, at hvis man blindt overtager
et traditionelt opbygget dansk-in-
spireret bureaukrati og undlader
en total omlægning af dette admi-
nistrationsapparat, ja så vil den
»menige« grønlænders agres-
sionsudladninger overfor den
manglende gennemskuelighed og
manglende mulighed for indgri-
ben blot blive rettet mod de grøn-
landsksprogede embedsmænd og
politikere. Du er selv inde på det-
te problem, idet du udtrykker
skuffelse over de grønlandske —
og altså grønlandsksprogede —
toppolitikeres manglende forstå-
else for og evne til at bryde med
det du kalder »den danske linje«.
Der er stadig større risiko for, at
den katastrofale og omsiggriben-
de danskinspirerede vækst i den
offentlige sektor i Grønland kan
føre til, at den bureaukratiske le-
delsesform her — som andre ste-
der i verden — anvendes som et
led i en række klassiske under-
trykkelsesprocesser overfor den
»menige« befolkning.
Det er muligt, at dit forslag om
at udskifte samtlige danske
HK’ere og andet dansksproget
administrativt personale med
grønlandsksproget arbejdskraft
vil løse en lang række problemer.
Det er vel i sidste ende igen et
spørgsmål om hvilken form for
administration man ønsker og
hvilket kvalifikationsniveau man
ønsker medarbejderne skal besid-
de. Det vil frigøre boliger og give
øget selvtillid påstår du. Det med
boligerne vil jeg vende tilbage til,
men om en tusindtallig skare af
unge grønlændere vil få større
selvtillid ved at sidde på kontor
vil jeg tillade mig at forholde mig
tvivlende overfor. Det er for mig
en både absurd og deprimerende
tanke, at så stor en del af den
grønlandske befolkning skal tvin-
ges til et 8-16 kontorjob i et land,
hvor fangst og fiskeri og fåreavl
formodes at skulle udgøre hoved-
indtægtskilden og dermed hoved-
erhvervet.
Uanset hvilket tilhørsforhold
Grønland har til EF efter den 23.
februar 1982, er det vel en kends-
gerning, at behovet for mere ud-
sendt arbejdskraft vil være sti-
gende i relation til de politisk
fastsatte mål. Der stiles mod en
overtagelse af KGH og sundheds-
væsenet og som det ser ud i øje-
blikket vil der sandsynligvis ske
det du kalder »en overflytning af
arbejdskraften fra København til
Nuuk/Godthåb«.
Men taler vi om at udnytte
eventuelle olieforekomster, uran-
forekomsterne i Narsaq, mulige
jern- og kulforekomster samt an-
den storstilet minedrift, ja, så kan
jeg slet ikke overskue konsekven-
serne af disse projekter, idet de
alene på det arbejdskraftmæssige
område vil kræve en så massiv
indførelse af udsendt arbejds-
kraft, at antallet af udsendte i
Grønland hurtige vil kunne over-
stige antallet af hjemmehørende.
De meget ambitiøse og storsti-
lede bygge- og anlægsplaner, der
er på bordet i dagens Grønland
kræver udover omtalte massive
økonomiske og personalemæssige
investeringer også en klar stil-
lingtagen til dels en ønsket udvik-
lingstakt, dels en ønsket udvik-
lingsform. Man kan nemlig ikke
— efter min mening — både
kræve et 100 % grønlandsk sam-
fund på grønlandske betingelser
og samtidig gøre krav på en lang
række kapitalkrævende facilite-
ter. Man er nødt til at gøre op
med spørgsmålene om hvilke øko-
nomiske, politiske og eventuelt
militære bindinger man er villig
til at leve med. Det er for naivt at
gøre krav på en vestlig levestan-
dard og samtidig udtrykke afsky
og foragt for en vestlig livsstil.
Forholdet mellem materiel og
økonomisk vækst hænger nemlig
uløseligt sammen med valg af til-
værelsesform og samfundsudvik-
ling.
Fuldt udbygget trafiknet med
lufthavne etc., indførelse af den
nyeste teknologi på så at sige alle
vitale samfundsfunktioner, et
skole-, sundheds- og socialvæsen
med samme økonomiske høje
standard som f.eks. i Danmark og
en materiel og økonomisk ligestil-
ling med de vestlige samfund i
øvrigt kan ikke gennemføres uaf-
hængigt af stor afhængighed af
udlandet. Hvis der skal u^vl^øn.
et grønlandsk samfund på & gn
landske betingelser må der ske
række grundlæggende valg af .
de kulturel, moralsk, P0*'*'1 ^
økonomisk og miljømæssig
Disse valg skal og må træffe® '
hvis ikke den grønlandske bete
ning igen skal tromles ned at
såkaldte »udvikling«. . g.
Det er rigtigt, at lønudlig11111®
politikken endnu ikke — trodis g
de overenskomstresultater i et .
året 1981 — i tilstrækkelig &■
er slået igennem, men det går
rigtige vej i forholdet u<lsen f
hjemmehørende. Men der duk .
imidlertid nu et nyt væsent B
problem op i denne sammenhæii '
idet der er opstået en relativ s ^
gruppe af »ny-rige« i Grønla
Hvordan vil du f.eks. forklare
arbejder på en trawler, at du
jeg anser det for både usolidafl
og urimeligt, at han skal tjene
10 gange mere end arbejderen P
en fiskefabrik i land? Hvorh ^
kan der gribes ind overfor d
skæve lønudvikling blandt d
hjemmehørende, grønlandske
folkning, der idag er under tu
udvikling?
Du skriver, at: . . . »prisnivea
et i øjeblikket fastsættes e’ ^
den udsendtes betalingsevne1^
hvilket efter min mening er
sandhed med modifikatione
F.eks. fastsættes huslejen ikke
ter den udsendtes betalingsev 1
endnu, ligesom de høje benzinp
ser heller ikke i nævneværdig
grad kan siges at være fastsat
fra de udsendtes betalingsev11 .
Den dyre benzin købes først 0
fremmest af jollefiskerne,
( SO&
næppe udgør den bedst stille^
økonomske gruppe i befolkn1
gen' t at
Det kunne være interessant
få belyst, hvem det er der stil
krav til f.eks. et projekt som o
nye rådhus i Nuuk. Et sådant <j.
lignende projekter gør det ure»
stisk overhovedet at tale om
»grønlandsk prisniveau«, idet
nansieringen af disse projek ^
kun kan ske ved en forhøj else ,
udskrivningsprocenten med det
følgende udhulning af reab®
komsten. Hvem er det iøvrigt d
stiller så høje krav til boligø®
darden, at det bliver umuligt i
denfor en overskuelig fremtid
betale en realhusleje både f°rJr j
sendte og hjemmehørende? v
kunne ligeledes være interessa
at finde ud af hvem det er d^
kræver et højt teknologisk udvi
let trafiknet med mange luftha
ne til fastvingede fly og hvem d
er der kræver EDB indført i se^
de mindste grønlandske kom®0 ^
ner. Tilsammen gør disse forho^
det jo mere og mere vanskeligt ^
for ikke at sige umuligt — at1
være det udsendte personale 1
grønlandske kommuner og i hje®
mestyrets administration s°
helhed.
Skab arbejde
Skabgiæde
ESKIMO produktion
28
JtTUAG&GDLIUTIT