Atuagagdliutit - 30.03.1982, Síða 30

Isumaliutersuut / Kronik
Ressourceudnyttelse
og magt
Af Jens Dahl og Peter Bach
Med en stadig stigende udnyttel-
se af Grønlands og det øvrige ark-
tiske områdes mineralske res-
sourcer må man forvente, at kon-
flikterne — små og store — mel-
lem fanger/fiskersamfundene og
den industrielle ressourceudnyt-
telse vil gentage sig igen og igen.
I den foregående artikel viste
vi hvordan sagen om »Potomac«s
olieudslip i Melvillebugten endte
med at der ikke retsligt var
grundlag for at få erstatning. Li-
geledes blev det beskrevet hvor-
dan myndighederne i forbindelse
med den alvorlige cadmiumforu-
rening fra Greenex-minen føler
sig tvunget til at sætte kortsigte-
de interesser højere end fiskernes
og fangernes.
I denne artikel vil vi se nærme-
re på nogle af de principielle for-
hold som disse to eksempler illu-
strerer.
Fiskeri og fangst
For at forstå de konflikter, der
kan opstå mellem på den ene side
de grundlæggende erhverv, det
vil primært sige fiskeri og fangst,
og på den anden side udnyttelsen
af de mineralske ressourcer, er
det vigtigt at slå fast:
1. at fiskeri og fangst er base-
ret på kollektiv ejendom af
fangst- og fiskeriområderne, og
2. at fangst og fiskeri er base-
ret på udnyttelse af levende res-
sourcer.
I begge henseender står fangst
og fiskeri i modsætning til anden
ressourceudnyttelse.
Hver gang der opstår konflik-
ter mellem fangst/fiskeri og rå-
stofudnyttelse sker det altid ved
at fangernes og fiskernes rettig-
heder krænkes. Fangerne og fi-
skerne er med andre ord automa-
tisk i defensiven. Kun een gang
har de grønlandske fangere hånd-
hævet deres kollektive ejendom
og den kollektive brugsret til
fangstområder, nemlig da fanger-
ne i Uummannaq kommune i maj
1975 standsede et malmskib på
vej til Marmorilik.
Bevisbyrden
Forurening, olieboringer, skibs-
transporter osv. har konsekven-
ser for fangere og fiskere og fører
derfor med mellemrum til konflik-
ter hvor fangerne og fiskerne, der
som nævnt er i defensiven, skal
bevise at de har lidt tab. Erfarin-
gen har vist at det er fiskerne og
fangerne der skal bevise at de har
lidt tab før der er mulighed for
evt. at få erstatning. Det er ikke
de fremmede, der skal bevise at
deres aktiviteter ikke har haft
uheldige konsekvenser for sam-
fundet.
Fra Danmark og andre kapita-
listiske lande er man så vant til at
tab for en virksomhed opgøres
som en procentdel af virksomhe-
dens kapital eller lignende, og in-
gen vil drømme om at se tabet i
forhold til f.eks. arbejdernes kol-
lektive indtjeningsevne de efter-
følgende 10-15 år. I fanger- og fi-
skersamfund er man imidlertid
nødt til at vurdere konsekvenser
af forurening i forhold til samfun-
dets kollektive muligheder for
fremover at udnytte naturen og
dennes ressourcer. De har jo in-
gen kapital investeret i sælernes
og hvalernes reproduktion og der-
for kan fangernes tab aldrig må-
les i forhold til f.eks. en absolut
nedgang i fangst og fiskeri. Fan-
gernes tab må som et minimum
vurderes i relation til fremtidig
fangst, hvilket naturligvis er van-
skeligt, ikke mindst i et åbent
økologisk system, hvor fangstdy-
rene jo ikke er stationære.
Da Greenex i 1973 startede
malmbrydningen i Marmorilik
svarede de af selskabet vurderede
malmreserver til godt 6 års bryd-
ning, og endnu i 1981 vurderes re-
serverne at kunne strække til
godt 6 års brydning. Hvordan
skal fangerne fra Uvkusigssat,
som har mistet en ammassat-
fangstplads ved minens etable-
ring, kunne vurdere dette tab, når
de ikke ved hvornår minedriften
ophører? Hvor mange år vil der
gå før man med sikkerhed kan si-
ge at nedgangen i sælfangsten i
fjordsystemet omkring Marmori-
lik skyldes minedriften? I realite-
ten er det jo det man kræver. Be-
visbyrden pålægges fangerer-
hvervet som på disse præmisser
netop ikke er i stand til at bevise
noget
Udgangspunkt
Vi mener faktisk at der findes en
løsning på dette dilemma, forud-
sat at man er villig til at anerken-
de konfliktens principielle ud-
gangspunkt: Naturen og fangsten
udgor en enhed til hvilken fanger-
samfundene har kollektiv adgang.
Denne enhed er fangstens forud-
sætning, og fangerne/fiskerne har
brugsret baseret på kollektiv
ejendomsret hertil.
Lad os med et par eksempler
kort illustrere konsekvenserne
heraf:
Indtil midten af det 17. århund-
rede havde danskerne kollektiv
ejendomsret til Øresund og op-
krævede told af fremmede skibe
som ville sejle igennem. Denne
ejendom opgav danskerne kun
fordi man militært havde lidt ne-
derlag til svenskerne. I Grønland
var det i ældre tider sådan, at en
fangerfamilie, som ønskede at bo-
sætte sig ved en ny boplads og
udnytte dennes fangstområde
måtte have en slags tilladelse el-
ler accept af bopladsens indbyg-
gere. Hvad vi vil vise med disse to
eksempler er blot dette, at er-
hvert samfund må regulere ud-
nyttelsen af sine ressourcer efter
de til enhver tid herskende kon-
krete behov. Dette gælder også i
fanger- og fiskersamfund. Kernen
i de grønlandske fanger- og fisker-
samfunds aktuelle behov har vi
beskrevet som disse samfunds
kollektive adgang til enheden na-
tur/fangstdyr og den eksklusive
brugsret hertil. Konsekvensen
heraf er, at en hvilken som helst
anden brug af naturen og en hvil-
ken som helst udnyttelse af
fangstdyrene er en begrænsning i
disse rettigheder.
Ændring af magtforhol-
dene
Hvis dette udgangspunkt blev
lagt til grund ville de praktiske
konsekvenser heraf blandt andet
være:
1. At fangerne i Upernavik og
Avanersuaq ikke skal bevise at de
har lidt tab, men at det amerikan-
ske flådeskib har »misbrugt« sin
tilladelse til at sejle gennem
fangstområderne og derfor auto-
matisk skal svare en afgift, f.eks.
pr. ton udstrømt olie.
2. At Marmorilik-koncessio-
nen havde sikret at man ikke stod
overfor en trussel om at lukke mi-
nen hvis Greenex f.eks. blev på-
lagt at overholde EF’s forslag til
grænseværdier for udledning af
cadmium. løvrigt burde de areal-
afgifter virksomhederne normalt
skal svare til samfundet stå i for-
hold til fisker- og fangersamfun-
denes mangeartede brug af natu-
ren.
Greenex betaler (til den danske
stat) idag kun en afgift af selve
koncessionsområdet, en afgift
som ved virksomhedens start ud-
gjorde 2.000 kr/km2. I kraft af
transport, forurening, bebyggelse
osv. lægger selskabet imidlertid
beslag på langt større dele af na-
turen. Man kunne f.eks. tænke sig
en slags »kollektiv brugsrets-
skat«.
3. En koncession må sikre at
konsekvenserne ved minedrift,
transport, olieboringer osv. sæt-
tes i forhold til samfundets kol-
lektive rettigheder og ikke til sel-
skabernes procesomkostninger
»cadmiumforureningens konse-
kvenser for fangerne bør være det
primære — konsekvenserne for
Greenex’ profit det sekundære«.
De kollektive rettigheder må spe-
cificeres i koncessionerne.
Uanset hvad man gør vil øget
industrialisering imidlertid få
konsekvenser for Grønlands bæ-
rende erhverv, fangst og fiskeri.
Det er sikkert vanskeligt på for-
hånd at præcisere konsekvenser-
nes art og omfang. Noget kan
man dog gøre. Eksempelvis kan
man i den periode hvor mine- og
olieselskaberne befinder sig i en
efterforskningsfase (altså før der
er givet en egentlig udnyttelse-
skoncession) udføre omfattende
biologiske, sociale og tekniske
analyser af lokale og regionale ud-
nyttelsesmønstre.
Udnyttelsen af f.eks. mineraler
kan ikke ses som selvstændige
projekter, men må vurderes i tæt
tilknytning til det øvrige sanr
fund.
Udgangspunktet fra grøn'
landsk side må være, hvorvidt det
er muligt at udnytte nogle af de
potentielle råstoffer på en sådan
måde, at det kan understøtte en
udvikling af et samfund hvor ud-
nyttelsen af de levende ressourcer
er det primære, og på en sådan
måde at det også på langt sigt er
til gavn for det grønlandske sain-
fund. Hvad nytter det man får
nogle arbejdspladser og et økono-
misk udbytte i 20 år hvis forure-
ningen ødelægger fiskeri °&
fangst for altid?
30
Atuagagdliutit