Atuagagdliutit - 25.07.1984, Blaðsíða 16

»Konebåds-
ekspeditionen« til
Angmagssalik i 1884
Den 1. september er det 100 år siden, at en lille
ekspedition udgået fra Nanortalik nåede frem til
Angmagssalik i Østgrønland. Hele området dér havde
indtil da været ukendt land for alle andre end de lokale
beboere
Af Ove Bak
Efter en overvintring vendte ekspe-
ditionen i 1884 tilbage til Sydvest-
grønland. Deltagerne bragte deref-
ter de første detaljerede oplysnin-
ger ud til det øvrige Grønland og re-
sten af omverdenen om et lille, iso-
leret eskimosamfund på »bagsi-
den« af Jordens største ø.
Den første udforskning af det
isolerede Østgrønland
Grønlands østkyst var i sejlskibenes
tid yderst vanskeligt tilgængeligt på
grund af storisen, der i 1700- og
1800-tallet i perioder forekom i ofte
kompakte koncentrationer.
Omkring 1750 noterede en dansk
rejsende i Nanortalik-området, P.
O. Walløe, beretninger om, at der
på Grønlands østkyst skulle leve
nogle skrækkelige »innuktorumar-
sut« (menneskeædere). Vestkystbe-
boerne var meget bange for disse,
som ifølge rygterne især havde ap-
petit på at spise fremmede!
Efter handelspladsen i Juliane-
håbs anlæggelse i 1775 og missions-
stationerne Lichtenaus og Frede-
riksdals oprettelse i henholdsvis
1774 og 1824 begyndte der i stigen-
de grad at komme rejsende og til-
flyttere til Sydvestgrønland fra Øst-
kysten. Disse fortalte om deres
hjemegn til bl.a. præsterne, hvilket
bidrog til at skabe interesse for en
nærmere udforskning og kortlæg-
ning af området.
1 1829 foretog W.A. Graah en vi-
denskabelig ekspedition op ad
Grønlands vanskeligt tilgængelige
østkyst. Med stort besvær nåede
han et langt stykke mod nord til
egnen ved isfjorden Ikerssuaq.
I 1849 fortalte østgrønlandske
rejsende Julianehåbs kolonibesty-
rer om øen Angmagssalik. Det var
første gang, at dette navn blev note-
ret ned og gjort kendt for en større
kreds. I de følgende år fik man nye
spredte beretninger om Angmags-
salik distrikt af eskimoer, der kom
sejlende til Kap Farvel-distriktet i
konebåde og kajakker for at handle
i Pamiagdluk, Grønlands dengang
sydligste udsted.
Gustav Holms ekspeditionen
1883-85
I sommeren 1883 begyndte en om-
hyggeligt planlagt videnskabelig
ekspedition til Østkysten — den,
der nu er kendt i Grønlands historie
som »Konebåds-ekspeditionen«.
Lederen, Gustav Holm, havde
nemlig valgt at benytte eskimoernes
eget befordringsmiddel i forsøget
på at komme frem langs de isfyldte
kyststrækninger.
Foruden Gustav Holm bestod
ekspeditonen af Vilhelm Garde,
Peter Eberlin, Hans Knutsen samt
tolkene Hendrik og Johan Peter-
sen, der var sønner af en dansk ud-
stedsbestyrer i SagdlTt mellem Syd-
prøven og Nanortalik. Desuden var
der kajakmænd og roersker fra Na-
nortalik og omliggende bopladser.
Fra maj 1884 deltog desuden kate-
ket Johannes Hansen fra Sydprø-
ven.
Ekspeditionens danske deltagere
ankom til Nanortalik den 18. juli
1883. I august og september blev
der foretaget en forberedende tur til
den sydligste del af Østkysten, og
man udlagde et depot ved mundin-
gen af Danells Fjord. Ekspeditio-
nen overvintrede i Nanortalik.
Den 5. maj 1884 begyndte den
store østkysttur. Trods storis og en
vanskelig sejlads langs klippeky-
ster, over brede fjordmundinger og
forbi den store, meget aktive bræ
Puissortoq, kom man ret hurtigt
fremad.
Den 28. juli deltes ekspeditionen
ved mundingen af Tingmiarmiut
Fjord. Halvdelen rejste under ledel-
se af V. Garde tilbage til Nanortalik
efter forsyninger. Gustav Holm,
Hans Knutsen, Johan Petersen, Jo-
hannes Hansen, 1 kajakmand og 6
roersker fortsatte mod Angmagssa-
lik-området.
Ekspeditionen passerede det
nordligste punkt, hvortil W.A.
Graah nåede i 1829. Den 1. septem-
ber 1884 gik man i land ved lokalite-
ten Tasiussårssik kitdleq på Ang-
magssalik-øen. (I luftlinie ca. 15 km
øst for den nuværende by Angmag-
ssalik).
Her overvintrede ekspeditions-
deltagerne i et stort jordhus. Tiden
blev godt udnyttet til at udføre et
betydningsfuldt etnografisk arbej-
de. Gustav Holm nedskrev et stort
antal sagn og beskrivelser af skikke
og leveforhold. Desuden indkøbte
han redskaber og dragter. Johan-
nes Hansen noterede oplysninger
om det østgrønlandske sprog. Han
udarbejdede en liste over befolk-
ningen og fortalte de hedenske øst-
grønlændere om det kristne bud-
skab. Hans Knutsen optog en ræk-
ke fotografier af de østgrønlandske
eskimoer. Der kan endnu 100 år ef-
ter laves gode kopier af hans glas-
negativer.
Den 9. juni 1885 forlod ekspediti-
onsdeltagerne Tasiussårssik kitd-
leq, og hen i august nåede de tilbage
til Nanortalik på Sydvestkysten.
Østgrønlands befolkning var ved
at uddø
Det var et samfund i rivende tilba-
gegang, som Gustav Holm og hans
fæller oplevede. Man talte 413 per-
soner og fandt ud af, at befoknin-
gen var blevet formindsket med ca.
70 personer far 1881 til 1883.
Fangstforholdene var vanskelige
— man ikke mere end hvad de i peri-
oder altid havde været. Befolknin-
gen i det lille, isolerede samfund be-
fandt sig derimod i en katastrofal,
selvødelæggende situation. Der var
som følge af en både åndelig og bio-
logisk indavl sket en grotesk drej-
ning af den stort set livsbekræften-
de eskimoiske kultur.
Johannes Hansen beskrev efter
hjemkomsten i et forslag til opret-
telse af en koloni på Angmagssalik
0 i mørke toner befolkningens
igangværende uddøen. Denne
skyldtes dels, at man ikke længere
fremstillede ordentlige fangstred-
skaber og tilstrækkeligt med gode
fartøjer — og især, at menneskene
var fanget i en række samfundsøde-
læggende og livstruende forestillin-
ger og skikke. Det hændte ofte, at
syge og børn blev kastet i havet.
Angsten for ånder og overnaturlige
væsener tærede på selve livskraf-
ten. Der skete et stort antal selv-
mord og hævnmord.
Gustav Holm berettede i sin eks-
peditionsrapport om mange slags
elendighed og hæftede sig ved det
store antal mord og selvmord, der
fandt sted. Det stod klart for ham,
at hvis det lille eskimosamfund
skulle reddes fra en undergang, det
ikke selv magtede at afværge, måtte
der ske noget drastisk.
Østgrønlændernes ven og be-
skytter, Ejnar Mikkelsen, formule-
rede senere redningsplanen sådan:
»En dansker skulle bosætte sig i
landet for at lede og vejlede ang-
magssalikerne på den vanskelige
sti, de nu skulle betræde. En missio-
nær skulle bibringe de hedenske
østgrønlændere kristendommens
lys, således at mord ville ophøre,
selvmordstrangen bekæmpes, og
omsorg for de svage og ubeskyttede
indpodes den stamme, der ikke hav-
de haft denne følelse — eller måske
rettere: der skulle bydes stammen
sådanne fremtidskår, at de svage og
ubeskyttede kunne få lov til at eksi-
stere, uden at samfundet i alminde-
lighed kom til at lide derunder«.
Denne formulering af en prob-
lemløsning kan måske ved en over-
fladisk betragtning forekomme
provokerende for en del mennesker
i nutiden. Udtalelsen bør dog be-
dømmes ud fra den daværende situ-
ation og de dengang mulige alterna-
tiver.
Samfundet reddes i sidste øjeblik
På grund af økonomiske årsager og
vel også en vis usikkerhed m.h.t.,
hvad der nu var det rigtige at foreta-
ge sig, varede det hele ti år, før kolo-
nien Angmagssalik blev anlagt på
Angmagssalik 0 på vestsiden af
bugten Tasiussaq (østgrl. TasTlaK).
Ajoqi Johannes Hansen Alluitsup-
paani (1837-1911).
Kateket Johannes Hansen i Syd-
prøven (1837-1911).
Den 26. august 1894 ankrede
KGH’s skib »Hvidbjørnen« op i
bugten med den nye kolonis perso-
nale — bl.a. handelsbestyrer Johan
Petersen og missionær F.C.P. Riit-
tel. Det viste sig nu, at befolknin-
gens antal i løbet af 10 år var gået
nedfra413til 247 — en chokerende
udvikling som heldigvis hurtigt blev
vendt.
Et tilbageblik
I Østgrønland kan beboerne i år
mindes de begivenheder, der førte
til bevarelsen af deres samfund og
begyndelsen på en helt ny udvi-
kling.
Oprettelsen af kolonien Ang-
magssalik er — i en verdenshisto-
risk sammenhæng — et enestående
eksempel på redning af en lille, svag
folkegruppe. Man må derfor rette
en taknemlighed mod de menne-
sker, som satte den historiske begi-
venhed i værk — foruden at nære
stor respekt for Angmagssaliks be-
boere, der formåede at skabe ny
livskraft i deres samfund.
Ove Bak.
16 NR. 30 1984
ATUAGAGDLIUT1T