Atuagagdliutit - 11.12.1992, Blaðsíða 2

Besparelser
Vi er alle bekendt med, at Grønlands økonomiske situation
er under alvorlig krise, og netop derfor er der store sparebe-
stræbelser både i hjemmestyre og kommunerne. Det uhyg-
gelige ved disse besparelser er, at det atter igen går ud over
socialområdet, herunder børneinstitutionsområdet, æld-
reforsorgen samtskolebespisningsområdet. Disse bespa-
relser kan på længere sigt give alvorlige bagslag, og kan i
sidste ende blive meget dyrere for samfundet. Besparelser-
ne er i realiteten skammeligt små, når man tager i betragt-
ning de negative følger for den opvoksende ungdom, de får.
Det er meget ærgerligt, at man sparer væk på bømeinsti-
tutionsområdet, idet dette medfører, at børneantallet en-
ten bliver forhøjet på et lokale, eller at der spares personale
væk. Det er utrygge forhold der på den måde gives foræl-
dre, der tyr sig til børneinstitutionerne, for at få deres børn
passet ordentligt.
Netop nu er man ydermere i gang med at renovere den
ældre boligmasse, og merhuslejen som følge heraf kommer
op i nærheden af de 40 procent. Som argument undskylder
man sig med, at dette er nødvendigt for at bygge flere lejlig-
heder hurtigere. Det er imidlertid sådan, at lejlighederne i
blokkene er overfyldte, og derfor bliver, ikke underligt,
hurtigere forfaldne. Samtidig er det en kendsgerning, at
disse lejligheder for længst har betalt sig ind. Det er disse
lejligheder man nu påbegynder at renovere. Oveni den al-
lerede eksisterende husleje iberegnes penge til vedligehol-
delse, og derfor er der ingen undskyldning for at forhøje
huslejen op med op til 40 procent. Sagt på en anden måde:
Man henter penge fra lejerne ad bagdøren.
Boligmangelen i vor land er meget høj i dag, og følgen
heraf er, at mange familiemedlemmer bor sammen i en lej-
lighed. Disse tilstande medfører sociale problemer, der
igen medfører problemer for samfundet, idet man kan blive
en økonomisk belastning for samfundet.
Samtidig ser vi, at der er tomme lejligheder og huse; man
er
endda vidne til, at disse står tomme i mange år. Disse boli-
ger, der ikke bliver opvarmet, bliver hurtigt forfaldne. Der-
imod bliver lejlighederne i blokkene opvarmet, selvom de
Saqqummersitsisoq:
Sulinermik Inuutissarsiuteqartut Kattuffiat
Pissarsiarineqarsinnaanera:
SermitsiaK-mi ilanngussatut, tall. 1112.92.
Naqitemeqarfia: Kujataata Naqiterivia
Aaqqissuisut:
Jess G. Berthelsen, akisuss.
Gerth Gedionsen
Ane Skifte
Sofus Joelsen
Peter Olsen Lennert
Moses Olsen
Udgiver:
Sulinermik Inuutissarsiuteqartut Kattuffiat
Distribution:
Indlæg i SermitsiaK, fredag 1112.92.
Tryksted: Kujataata Naqiterivia
Redaktion:
Jess G. Berthelsen, ansv.
Gerth Gedionsen
Ane Skifte
Sofus Joelsen
Peter Olsen Lennert
Moses Olsen
står tomme. Det er skatteborgernes penge der bliver brugt
til disse. Hvis disse var beboet, var det lejerne og ejerne, der
ellers skulle bekoste sådanne udgifter.
Imidlertid må man sætte boligbyggeriets tempo ned. Det
er
hjemmestyret og kommunerne, der forestår boligbyggeri,
og det er disse, der fastsætter tempoet for byggeriet, og de
er dem, der
fastsætter priserne for byggeriet.
I boligbyggeriet fastsætter man færdiggørelsestids-
punktet, og det er naturligt nok. Hvis man imidlertid satte
tempoet lidt ned ville det betyde, at de lokale mestre får lej-
lighed til at være med i byggeriet, og dermed vil der blive
arbejde til de hjemmehørende håndværkere.
De fleste lønarbejdere her i landet har en husstand. I fa-
milielivet er det af høj betydning, at man har mulighed for
at være samlet i familien (er det mon det, nogen kalder for
"Inuuneq nakuunneq"?) Vi ved i dag hvorledes boligbyg-
geriet hastes igennem. Håndværkere arbejder også i søn-
dagene, og arbejder endda uden hensyn til helligdagene.
Hvilken grønlænder vil arbejde i højtiderne uden hensyn
til familien? Men hvem er det, der arbejder også søndag ef-
ter søndag? De fleste af dem er tilkaldt arbejdskraft, der op
holder sig i kort tid her i landet, hvorefter de tager tilbage
til Danmark og holder en længere arbejdsfri pause. Denne-
form for beskæftigelse er en høj omkostning for det grøn-
landske samfund. Man må nemlig huske, at mange faglær-
te hjemmehørende håndværkere ikke bruger deres uddan-
nelse, eller er slet og ret uden beskæftigelse.
I den seneste tid er mange fiskeindustriarbejdere blevet
fyret, og man skulle tro, at det skyldes manglende råvare-
tilførsel, idet fyring normalt skyldes dette.
Vi er alle bekendt med, at ressourcerne i havet er den
eneste indtægtskilde for produktionen her i landet; vi ved
jo også, at vi ikke har anden eksport. Samtidig ved vi, at når
importen er større end eksporten, så fattes landet penge.
Så længe kun fisken er vort lands eneste ressource, er kon-
cernen Royal Greenland alfa og omega i eksportøjemed.
Det er således koncernen, der styrer så godt som hele lan-
dets økonomi. Enhver kommune der ikke har fiskeindu-
stri, vil have økonomiske problemer, og vil fortsætte med
det.
Det stikker i øjnene, at fyringen af medarbejdere i den se-
nere tid i Royal Greenland ikke skyldes mangelen på rå-
varer, idet skylden ligger i manglende eksportmarked
udenlands. Jeg er imidlertid også klar over, at det også
skyldes de udenlandske valutas svingninger, hvilke kurser
disse ligger i på et givet tidspunkt, eller nedsat kurs. Det er
disse forhold, der spiler ind.
Jeg er imidlertid overbevist om, at Royal Greenland
fremover skal sikre et bredt eksportmarked og at koncer-
nen også til stadighed finder nye markeder. Det er jo denne
koncern, der er ene om at sikre omsætningen her i landet.
I den senere tid har man focuseret meget på værftsom-
rådet, og dette med god grund. Da overgangen fra rejekut-
turfiskeri til trawlfiskeri skete, havde man fuldstændig
glemt at gøre noget for at værfterne kunne følge med i den-
ne overgangsfase. Imidlertid skyldes det ikke alene dette
forhold! Værfterne har desværre ikke fulgt med i udvik-
lingen i lang tid; endvidere har efteruddannelsen af perso-
nalet ikke fulgt med i lange tider, og som følge heraf er per-
sonalet fagligt sakket bagud. Følgelig er opgaverne givet til
andre, som er i stand til at leve op til nutidens kvalitets-
krav, og det er jo de private. Når havets ressourcer svigter
mangler fiskerflåden midler til de nødvendige vedligehol-
delser. Selvom trawlerflåden kunne repareres og betjenes
fra de grønlandske værfter, vælger de at få foretaget de år-
lige eftersyn på de danske værfter. Værftsopholdet i Dan-
mark tager 4 uger, og er en bekostelig affære. En trawler
der ikke er i drift, tjener ingen penge, men driftsomkost-
ninger bliver ikke mindre derved. Det mærkelige herved
er, at fiskerflåden alligevel vil kunne drives rentabelt, også
efter et værftsophold i Danmark, og hvis dette er tilfældet,
er det på høje tid at foretage en gennemgribende rekon-
struktion af de grønlandske værfters drift.
De fleste værfter må gennemgå en rekonstruktion, der
passer til tidens krav, således at de bliver i stand til at op-
hale større fiskerfartøjer. Man må derudover sprede ar-
bejdsopgaverne mere bredt til de forskellige værfter. I dag
er det sådan, at en værftsarbejder skal kunne lidt af hvert.
Vi ved imidlertid, at nok så dygtig en værftsarbejder ikke
kan være ekspert på alle områder. Skal vi konkurrere med
udenlandske værfter, er det derfor nødvendigt med nød-
vendige specialiseringer. En rekonstruktionsmodel kan
være: Et værft til nybyggeri af fiskefartøjer, et andet speci-
aliseret til maskinområdet og et tredje, der foretager re-
parationer for trækuttere. Det er nemlig en kendsgerning i
Danmark, at danske værfters evne til hurtig og effektiv
servicearbejde netop bygger på et udstrakt grad af en speci-
alisering.
Kraftværket i Buksefjorden beskæftiger også langt flere
tilkaldte end hjemmehørende arbejdere på trods af den sto-
re arbejdsløshed her til lands, samt på trods af at en lang
række funktioner sagten kunne varetages af hjemmehø-
rende arbejdskraft. Kraftværket har hidtil kostet det grøn-
landske samfund 1,2 mia. kroner. Med andre ord føres de
fleste af de 1,2 mia. kroner ud af landet, udet at gøre større
gavn her i landet.
En anden galamitet i dette projekt er: Først da kraftvær-
ket var ved at være færdigbygget, begyndte man at speku-
lere over, hvad strømmen skal anvendes til, selvom det
burde være sådan, at kapaciteten skal være tilpasset be-
hovet. Uanset hvilke byggeprojekter der fremover igang-
sættes, skal der derfor på forhånd være taget højde for føl-
gende: Behovet for projektet samt mulighederne for at få
projektet opført ved hjælp af hjemmehørende arbejdskraft.
Er dette ikke tilfældet, skal den hjemmehørende arbejds-
kraft forberedes til projektets gennemførelse.
Hvis vi skal løse forannævnte problemer, er det meget
vigtigt at de lokale arbejdsmarkedskontorers virke og orga-
nisering gennemgår en tiltrængt fornyelse. I dag er det des-
værre sådan, at arbejdsmarkedskontoreme afventer hen-
vendelser fra arbejdsgiverne i stedet for at være en ud-
farende kraft i dette øjemed.
Når alt dette er sagt, skal jeg også sige, at det undrer mig
den megen snak om de store restancer til det offentlige. Der
findes selvfølgelig medborgere, der er i stand til at svare sit,
men som ikke betaler. Men det er ikke disse, der tænkes på
her.
Mange kommuner har følgende praksis: Når en arbejder
står arbejdsløs, ydes der enten takstmæssig hjælp eller be-
hovsvurderet hjælp. I sådanne situationer må man imid-
lertid erindre følgende: Ved arbejdsløshed standses alle
indbetalinger til det offentlige. Hjælpen er jo så lille, at den
ikke strækker til betaling for de faste udgifter over for det
offentlige. Imidlertid er det ikke sådan, at gælden til det of-
fentlige eftergives i sådanne tilfælde, idet løntræk til disse
genoptages i samme øjeblik den arbejdsløse får arbejde. Re-
sultatet bliver, at en medborger f.eks. kommer i vinterar-
bejdsløshed inden gælden er fulgt afviklet. Følgen heraf
bliver, at den totale restancemængde vokser.
I disse sparetider må man efter min mening focusere me-
re på arbejdsgivernes skatterestancer og inddrivelsen af
disse. Arbejdsgivernes restancer på A-skat til kommuner-
ne er jo enormt store, og hvis disse inddrives, ville man kun-
ne undgå mange de igangværende sparebestræbelser.
Endelig må anlægsplanlægningen ændres. Man må gå
bort fra hovsaplanlægning, og i stedet gå over til langtids-
planlægning. I dag er anlægsplanlægningen så stiv i sin
form, at den alene går ud på at kunne fremvise balance i
årsregnskabet, selvom alle erfaringer viser, at et fomuftigy
planlagt projekt vil vise sig rentabel i løbet af en kort år-
række.
Derfor er det på høje tid at nøgleordet fremover må være:
Godt gennemtænkt planlægning!
Jess G. Berthelsen
Forbundsformand