Atuagagdliutit - 15.12.1994, Blaðsíða 20

Nr. 97 • 1994
20
GRØN L*A No S P O S T E N

Jg
■fna
Æl

HI Jr
■j-; itli*-v7 i
1

\mM| I

Min far plejede al kalde
mig Den lille Juichadcr. Del
syntes alle var meget mor-
somt.
Bedst som duften af
gløgg og julcforbcrcdclscr
bredte sig i huset på det hyg-
geligste, mens store, hvide
snefnug dalede ned uden for
vinduet, kunne han sige:
- Og hvad mener Den lille
Juichadcr så om årets julet-
ræ?
Juletræet var da altid
smukkere end året før. Min
far og jeg havde omhygge-
ligt transporteret del hjem i
sporvogn fra Gustav Adolfs
Torv.
Vi havde traditioner! På
hjemvejen standsede vi altid
ved Raggens Cykel- og
Sportsforretning ved Sankt
Sigfrids plads. Hvert andet
år var der julcudstilling med
skiløbere, hvert andet år med
skøjteløbere - små elektriske
mænd, der kørte rundt i vin-
duet.
Del var lige så sikkert,
som at min far hver juleaften
deklamerede Charles
Dickcns’ “l£t Juleeventyr”,
og lige så sikkert, som at
vores gæster altid ankom,
netop som den tredje ånd
havde skabt stor opstandel-
se.
Alligevel var jeg en liden-
skabelig modstander af at
fejre jul. Da jeg var elleve år,
var jeg Blåmejse og gik til
spejdermøde hver tirsdag
aften i blå uniform (med
duclighcdstcgn på lommen).
Vi lærte at binde råbånd-
sknob, snøre skoene ordent-
ligt og at adlyde Gud og
Lady Badcn-Powcll, som
havde opfundet Blåmcjscr-
nc.
Man skulle overtale sine
forældre til al gå i kirke hver
søndag, helst også til at bede
bordbøn, aftenbøn og lidt
andre bønner i nødstilfælde.
Ellers havde de ikke ret til at
glæde sig ved Herrens højti-
der.
Mine forældre ville abso-
lut ikke begynde at gå i kir-
ke, selv om jeg indtrængen-
de bad dem om det. De ville
hellere i biografen.
Efter at have gruble! en
hel del, fandt jeg ud af, at
det var håbløst at prøve at
tvinge dem til at blive kirke-
lige. Men så burde de også
tage konsekvenserne! Jeg
påpegede hver dag strengt,
at de nassede på kristendom-
men. Iler gik del løs med
gran og grød og ludfisk - fej-
rer I da noget særligt?
Men netop den jul, da jeg
var elleve år, oplevede Den
lille Juichadcr en usædvanlig
jul.
Samme efterår var jeg
begyndt i en ny pigeskole i
det centrale Gdlcborg.
I. b kaldtes klassen, jeg
gik i. Etterne var små som
upoppede popcorn, og jeg,
som var et år yngre end de
andre i klassen, var aller-
mindst. Skolen havde til
huse i en gammel murstens-
bygning, der var fuld af
levende og døde spøgelser. I
bunden af huset var der en
kæmpestor aula med scene
og et sort flygel. Ved flyglet
sad vores sølvhårede sangf-
røken i blå kjole med kni-
pl i ngskrave. Man måtte
vaske hænder, inden man
spillede på hendes flygel.
Desuden skulle man synge
solo for hele klassen og god-
kendes for al få lov til at
være med i sangundervisnin-
gen.
Vi fik al vide, at vi skulle
synge “Nu vågner alle Guds
fugle små”, men jeg valgte
“Land, du velsignede”, som
var lidt mere pompøs. Jeg
øvede mig ihærdigt hjemme
ved klaveret, så fru Lindberg
holdt sig for ørerne, når hun
passerede vores yderdør. Det
var der vidner på - min far.
Sanglærcrindcn godkend-
te ikke min sang, jeg lik en
streg i stedet for karakter og
skulle hoppe paradis, mens
resten af klassen havde sang.
I december skulle etternes
traditionelle julcspil finde
sted. Det var altid populært
hos de ældre elever, der ple-
jede al ligge flade af grin på
bænkene. Vores klasselære-
rinde, frøken Hansson, var
en forsigtig dame og kunne
ikke mandc sig op til at næg-
te mig at spille med i
julcspillct.
- Hellige Guds Moder!
udbrød sanglærerinden, - del
bliver en katastrofe!
Det var sanglærcrindcn,
der skrev og instruerede
julcspillct med lidi bistand
fra andre af de lærerinder,
der var stil over. Vi var tret-
ten elever, der skulle være
med. Fire skulle spille børn,
fire adventslys, fire cnglc og
en djævlen. Nemlig!
Sangfrøkenen spurgte ved
første gennemgang af styk-
ket, om jeg måske helst ville
være fri for al være med, når
jeg skulle spille djævlen,
men jeg ville mægtig gerne
være med.
Stykket handlede om de
fire adventssøndage. De lire
børn skulle tænde deres lys -
ikke for alvor - og ønske sig
noget. Så skulle jeg hoppe
ind som den lede frister og
forsøge at lå de stakkels
børn til at ønske sig mor-
somme og dyre sager i ste-
det for gode ting.
En replik genlyder den
dag i ilag i mit hoved.
Den lille, lyslokkede Lars
- spillet af Ingrid, der var høj
og havde glat, kommunefar-
vet hår - måtte ønske sig
noget af det andel advents-
lys. Så sprang jeg ud af mør-
ket og hvæsede:
- Magt og ære, magt og
ære, konge mindst, det skal
du være...
Både lille Lars og de
andre Ire børn kom desværre
på bedre tanker og ville
hverken have racercykler,
Mekano eller så meget som
en grinagtig adelstitel, viste
det sig. De ville hellere have
fred på jorden og andre nyt-
tige sager.
Der var mange replikker,
de fleste var på vers, og vi
øvede og sled i det hele
november. Mødrc og syer-
sker sled som bæstet med
kostumerne - det var bare
mit, der manglede.
- Jeg synes, Vivcca skal
være usynlig, foreslog sang-
lærerinden ondt og smilede
til mig. Der tændtes stjerner
i hendes hår.
Den opfattelse delte hun
faktisk med mange, blandt
andet med mig. I frikvarte-
rerne, i gymnastiktimerne i
gangene sprcdlc jeg det cho-
kerende budskab over hele
skolen:
- Gå ikke glip af julcspil-
lct. Det er mig, der spiller
djævlen, og jeg skal være
usynlig!
Usynlig - selv de store
piger i syvende, der næsten
var damer, blegnede og blev
forbløffede.
- Hvordan, men hvordan
dog? spurgte de skrækslag-
ne, og deres øjne var helt
runde. Ikke engang min
søster, der gik i sjette, kunne
begribe, hvordan del skulle
gå til. Så snart der blev frik-
varter, skubbede de store
piger mig i uel i forskellige
aflukker - selv i biologiloka-
lel, hvor skelettel og edder-
koppen var!
- Sig del, årh, sig del bare
lif mig. Jeg lover ikke al for-
tælle det til nogen. Hvordan
vil du bære dig af med at
være usynlig?
- Der findes væsker, sag-
de jeg gådefuld! og rev mig
løs.
Spændingen steg - ikke
mindst hos mig selv - jo
mere dagen for premieren
nærmede sig: selve juleaf-
slutningen den 20. decem-
ber. Jeg var så oplaget af at
være centrum for spørgsmå-
lene, af pludselig at være
kcntll over hele skolen, al
jeg ikke havde tid til at
beskæftige mig med selve
problemet.
Dagen nærmede sig
ubønhørligt. Hvordan blive
usynlig? Al blive hjemme
var ingen god løsning, fordi
jeg havde så mange replik-
ker, at det ville mærkes. Jeg
gik i spøg- og skæmtforret-
ninger, men jeg blev klar
over, at flaskerne med usyn-
ligt blæk højst ville række til
en storetå.
Dagen før forestillingen
iførte jeg mig dystert min
store, sorte kappe. Jeg for-
svandt næsten i den, men
næsten var ikke tilstrække-
lig
- Hvad vil du gøre?
spurgte en rødhåret engel
ængsteligt og pudsede sin
glorie.
Alle væltede over hinan-
den i trængselen bag scenen.
Hvor er min sløjfe, mine
halslablcttcr, mine bal letsko,
min nervemedicin...
I aulaen summede det af
forventning fra lyve skole-
klasser. Til sidst blev klas-
sens ordensduks træt af at
forsøge at holde os i ro. Hun
greb en stor tegneblok og en
tuschpen. “Stilhed!”
skrev hun. Det var hende,
der løste hele problemet.
“Usynlig!” skrev jeg med
kæmpebogslaver på et hvidt
ark, som en hjælpende engel
salte fast på min ryg med en
nål.
Så gik l'Iøjlslæppct op.
Jeg husker endnu i dag det
skuffede sus, der gik gen-
nem tilskuerne, da de opda-
gede, al jeg var næsten lige
så meget til at se, som jeg
plejede. Vent bare! Med stor
dramatik trådte jeg lien mod
rampelyset og vendte mig
om, så det bølgede i slæn-
gkappen.
Jeg lukkede øjnene og
ventede. Nu læste de del, nu
fattede de del - ville de pibe
mig ud og smide med æg?
Men nej! Rungende latter,
gadedrengepi ften (i en pige-
skole!), trampen og bragen-
de bifald.
Jeg havde vundet og var
ør af lykke.
Sanglærcrindcn skar tæn-
der (men på en æstetisk, ryt-
misk måde).
På hjemvejen med kap-
pen under armen og karak-
terbogen i frakkelommen
svævede jeg på lyserøde
skyer. Jeg smilede over hele
hovedet og bestemte mig til
at lade mine forældre fejre
jul, selv om de nassede på
de kirkelige.
Vi havde i hvert fald
ingen skinhellig krybbe eller
selvspillende gipskirke. Det
syntes Gud sikkert godt om.
Juletræet var særlig grønt
og imponerende del år. Min
mor havde lavet en variant af
den sædvanlige julcscnncp,
som blev utrolig meget rost.
Ludfisken skvulpede så har-
monisk i vaskehuset. Min
faster Alice spiste alt det
fede fra skinken, som vi
andre skar væk, og det gjor-
de ingenting, for hun gik til
fruegymnastik. Min farbror
Harald spillede på sav, min
morbror Oskar på mundhar-
pe - dog ikke samtidig. Min
moster Alma masede sig ind
i mellemrummet mellem
glasskabet og komfuret, så
hun kunne stå der og spise -
vi troede i lang tid, at arki-
tekten havde målt Alma,
inden han tegnede køkkenet.
Lige på denne dag driste-
de jeg mig til at skæve op
mod den sorte ventil over
komfuret. Det var der, den
gråklædtc, onde nisse boede
hele året, os alle til skræk og
advarsel. Men nu var han
ude på julcbcsøg, åd sig en
pukkel til i grød og skaltede
og valtede og talte med
dyrene.
Og jeg slap for at tage en
spiseskefuld levertran, bare
fordi det var juleaften 1955.
916
PIB Copenhagen