Atuagagdliutit

Árgangur
Útgáva

Atuagagdliutit - 15.12.1994, Síða 20

Atuagagdliutit - 15.12.1994, Síða 20
Nr. 97 • 1994 20 GRØN L*A No S P O S T E N Jg ■fna Æl HI Jr ■j-; itli*-v7 i 1 \mM| I Min far plejede al kalde mig Den lille Juichadcr. Del syntes alle var meget mor- somt. Bedst som duften af gløgg og julcforbcrcdclscr bredte sig i huset på det hyg- geligste, mens store, hvide snefnug dalede ned uden for vinduet, kunne han sige: - Og hvad mener Den lille Juichadcr så om årets julet- ræ? Juletræet var da altid smukkere end året før. Min far og jeg havde omhygge- ligt transporteret del hjem i sporvogn fra Gustav Adolfs Torv. Vi havde traditioner! På hjemvejen standsede vi altid ved Raggens Cykel- og Sportsforretning ved Sankt Sigfrids plads. Hvert andet år var der julcudstilling med skiløbere, hvert andet år med skøjteløbere - små elektriske mænd, der kørte rundt i vin- duet. Del var lige så sikkert, som at min far hver juleaften deklamerede Charles Dickcns’ “l£t Juleeventyr”, og lige så sikkert, som at vores gæster altid ankom, netop som den tredje ånd havde skabt stor opstandel- se. Alligevel var jeg en liden- skabelig modstander af at fejre jul. Da jeg var elleve år, var jeg Blåmejse og gik til spejdermøde hver tirsdag aften i blå uniform (med duclighcdstcgn på lommen). Vi lærte at binde råbånd- sknob, snøre skoene ordent- ligt og at adlyde Gud og Lady Badcn-Powcll, som havde opfundet Blåmcjscr- nc. Man skulle overtale sine forældre til al gå i kirke hver søndag, helst også til at bede bordbøn, aftenbøn og lidt andre bønner i nødstilfælde. Ellers havde de ikke ret til at glæde sig ved Herrens højti- der. Mine forældre ville abso- lut ikke begynde at gå i kir- ke, selv om jeg indtrængen- de bad dem om det. De ville hellere i biografen. Efter at have gruble! en hel del, fandt jeg ud af, at det var håbløst at prøve at tvinge dem til at blive kirke- lige. Men så burde de også tage konsekvenserne! Jeg påpegede hver dag strengt, at de nassede på kristendom- men. Iler gik del løs med gran og grød og ludfisk - fej- rer I da noget særligt? Men netop den jul, da jeg var elleve år, oplevede Den lille Juichadcr en usædvanlig jul. Samme efterår var jeg begyndt i en ny pigeskole i det centrale Gdlcborg. I. b kaldtes klassen, jeg gik i. Etterne var små som upoppede popcorn, og jeg, som var et år yngre end de andre i klassen, var aller- mindst. Skolen havde til huse i en gammel murstens- bygning, der var fuld af levende og døde spøgelser. I bunden af huset var der en kæmpestor aula med scene og et sort flygel. Ved flyglet sad vores sølvhårede sangf- røken i blå kjole med kni- pl i ngskrave. Man måtte vaske hænder, inden man spillede på hendes flygel. Desuden skulle man synge solo for hele klassen og god- kendes for al få lov til at være med i sangundervisnin- gen. Vi fik al vide, at vi skulle synge “Nu vågner alle Guds fugle små”, men jeg valgte “Land, du velsignede”, som var lidt mere pompøs. Jeg øvede mig ihærdigt hjemme ved klaveret, så fru Lindberg holdt sig for ørerne, når hun passerede vores yderdør. Det var der vidner på - min far. Sanglærcrindcn godkend- te ikke min sang, jeg lik en streg i stedet for karakter og skulle hoppe paradis, mens resten af klassen havde sang. I december skulle etternes traditionelle julcspil finde sted. Det var altid populært hos de ældre elever, der ple- jede al ligge flade af grin på bænkene. Vores klasselære- rinde, frøken Hansson, var en forsigtig dame og kunne ikke mandc sig op til at næg- te mig at spille med i julcspillct. - Hellige Guds Moder! udbrød sanglærerinden, - del bliver en katastrofe! Det var sanglærcrindcn, der skrev og instruerede julcspillct med lidi bistand fra andre af de lærerinder, der var stil over. Vi var tret- ten elever, der skulle være med. Fire skulle spille børn, fire adventslys, fire cnglc og en djævlen. Nemlig! Sangfrøkenen spurgte ved første gennemgang af styk- ket, om jeg måske helst ville være fri for al være med, når jeg skulle spille djævlen, men jeg ville mægtig gerne være med. Stykket handlede om de fire adventssøndage. De lire børn skulle tænde deres lys - ikke for alvor - og ønske sig noget. Så skulle jeg hoppe ind som den lede frister og forsøge at lå de stakkels børn til at ønske sig mor- somme og dyre sager i ste- det for gode ting. En replik genlyder den dag i ilag i mit hoved. Den lille, lyslokkede Lars - spillet af Ingrid, der var høj og havde glat, kommunefar- vet hår - måtte ønske sig noget af det andel advents- lys. Så sprang jeg ud af mør- ket og hvæsede: - Magt og ære, magt og ære, konge mindst, det skal du være... Både lille Lars og de andre Ire børn kom desværre på bedre tanker og ville hverken have racercykler, Mekano eller så meget som en grinagtig adelstitel, viste det sig. De ville hellere have fred på jorden og andre nyt- tige sager. Der var mange replikker, de fleste var på vers, og vi øvede og sled i det hele november. Mødrc og syer- sker sled som bæstet med kostumerne - det var bare mit, der manglede. - Jeg synes, Vivcca skal være usynlig, foreslog sang- lærerinden ondt og smilede til mig. Der tændtes stjerner i hendes hår. Den opfattelse delte hun faktisk med mange, blandt andet med mig. I frikvarte- rerne, i gymnastiktimerne i gangene sprcdlc jeg det cho- kerende budskab over hele skolen: - Gå ikke glip af julcspil- lct. Det er mig, der spiller djævlen, og jeg skal være usynlig! Usynlig - selv de store piger i syvende, der næsten var damer, blegnede og blev forbløffede. - Hvordan, men hvordan dog? spurgte de skrækslag- ne, og deres øjne var helt runde. Ikke engang min søster, der gik i sjette, kunne begribe, hvordan del skulle gå til. Så snart der blev frik- varter, skubbede de store piger mig i uel i forskellige aflukker - selv i biologiloka- lel, hvor skelettel og edder- koppen var! - Sig del, årh, sig del bare lif mig. Jeg lover ikke al for- tælle det til nogen. Hvordan vil du bære dig af med at være usynlig? - Der findes væsker, sag- de jeg gådefuld! og rev mig løs. Spændingen steg - ikke mindst hos mig selv - jo mere dagen for premieren nærmede sig: selve juleaf- slutningen den 20. decem- ber. Jeg var så oplaget af at være centrum for spørgsmå- lene, af pludselig at være kcntll over hele skolen, al jeg ikke havde tid til at beskæftige mig med selve problemet. Dagen nærmede sig ubønhørligt. Hvordan blive usynlig? Al blive hjemme var ingen god løsning, fordi jeg havde så mange replik- ker, at det ville mærkes. Jeg gik i spøg- og skæmtforret- ninger, men jeg blev klar over, at flaskerne med usyn- ligt blæk højst ville række til en storetå. Dagen før forestillingen iførte jeg mig dystert min store, sorte kappe. Jeg for- svandt næsten i den, men næsten var ikke tilstrække- lig - Hvad vil du gøre? spurgte en rødhåret engel ængsteligt og pudsede sin glorie. Alle væltede over hinan- den i trængselen bag scenen. Hvor er min sløjfe, mine halslablcttcr, mine bal letsko, min nervemedicin... I aulaen summede det af forventning fra lyve skole- klasser. Til sidst blev klas- sens ordensduks træt af at forsøge at holde os i ro. Hun greb en stor tegneblok og en tuschpen. “Stilhed!” skrev hun. Det var hende, der løste hele problemet. “Usynlig!” skrev jeg med kæmpebogslaver på et hvidt ark, som en hjælpende engel salte fast på min ryg med en nål. Så gik l'Iøjlslæppct op. Jeg husker endnu i dag det skuffede sus, der gik gen- nem tilskuerne, da de opda- gede, al jeg var næsten lige så meget til at se, som jeg plejede. Vent bare! Med stor dramatik trådte jeg lien mod rampelyset og vendte mig om, så det bølgede i slæn- gkappen. Jeg lukkede øjnene og ventede. Nu læste de del, nu fattede de del - ville de pibe mig ud og smide med æg? Men nej! Rungende latter, gadedrengepi ften (i en pige- skole!), trampen og bragen- de bifald. Jeg havde vundet og var ør af lykke. Sanglærcrindcn skar tæn- der (men på en æstetisk, ryt- misk måde). På hjemvejen med kap- pen under armen og karak- terbogen i frakkelommen svævede jeg på lyserøde skyer. Jeg smilede over hele hovedet og bestemte mig til at lade mine forældre fejre jul, selv om de nassede på de kirkelige. Vi havde i hvert fald ingen skinhellig krybbe eller selvspillende gipskirke. Det syntes Gud sikkert godt om. Juletræet var særlig grønt og imponerende del år. Min mor havde lavet en variant af den sædvanlige julcscnncp, som blev utrolig meget rost. Ludfisken skvulpede så har- monisk i vaskehuset. Min faster Alice spiste alt det fede fra skinken, som vi andre skar væk, og det gjor- de ingenting, for hun gik til fruegymnastik. Min farbror Harald spillede på sav, min morbror Oskar på mundhar- pe - dog ikke samtidig. Min moster Alma masede sig ind i mellemrummet mellem glasskabet og komfuret, så hun kunne stå der og spise - vi troede i lang tid, at arki- tekten havde målt Alma, inden han tegnede køkkenet. Lige på denne dag driste- de jeg mig til at skæve op mod den sorte ventil over komfuret. Det var der, den gråklædtc, onde nisse boede hele året, os alle til skræk og advarsel. Men nu var han ude på julcbcsøg, åd sig en pukkel til i grød og skaltede og valtede og talte med dyrene. Og jeg slap for at tage en spiseskefuld levertran, bare fordi det var juleaften 1955. 916 PIB Copenhagen

x

Atuagagdliutit

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.