Atuagagdliutit - 19.03.1996, Blaðsíða 12

12
Nr. 22 • 1996

GRØNLANDSPOSTEN
En kæmpe er død
Eigil greve Knuth, f. 8. august 1903, død 12. marts 1996
Ukiuni kingullerni utoqqalinini malugileramiut avatangiisini qimattuarsimasani
attaveqarfiginiarlugit telefoni atorluartarpaa.
I de seneste år, da alderens handicap meldte sig, var telefonen et nyttigt redskab til at
komme i forbindelse med den Verden, han hele tiden rejste fra (Ass./foto: Søren Madsen).
Af Claus Andreasen
Onsdag morgen ringede tele-
fonen, og beskeden var: Eigil
er død! Der var ikke grund til
at spørge om, hvilken Eigil,
for der er kun een: Eigil Knu-
th med bopæl i København og
hjertet i Grønland, i særdeles-
hed i hans elskede Peary
Land.
Meddelelsen var ventet.
Han var trods alt en ældre
herre (92 1/2 år), og der hav-
de været nogle skrøbelighe-
der med helbredet. På trods af
dette var jeg ikke parat til
nyheden, og jeg havde ikke
en nekrolog liggende. Igen-
nem de seneste år havde jeg
tit tænkt: »Skriv nu i hvert
fald et udkast til den nekro-
log, for han må da dø før
dig«. Men det forekom utidigt
overfor den livsvilje, han hav-
de, at begynde at skrive ne-
krologer. Men som sædvanlig
var det ham, der satte dagsor-
denen, og nu skal det være.
Jeg blev introduceret til
Grønlands-arkæologien i
1976, og uundgåeligt stødte
jeg hurtigt på navnet Eigil
Knuth, men der gik nogle år,
inden jeg mødte ham. På det
tidspunkt var jeg klar over, at
han var en levende legende,
og i særdeleshed en person,
hvorom der var stærkt delte
meninger. Eller snarere hold-
ninger til personen, for han
var respekteret for sit arbejde.
Men det kan - og skal - ikke
skjules, at hans meget pågå-
ende, stædige facon og til ti-
der næsten maniske optaget-
hed af egne anliggender ofte
førte til, at han stødte perso-
ner fra sig i kortere eller læn-
gere perioder.
Legenden
Ud fra de utallige historier,
der cirkulerede om ham, blev
jeg hurtigt klar over, at den
Eigil, jeg kendte nok var den
samme som mange andre
kendte, men jeg oplevede
aldrig for alvor at blive uven-
ner med ham. Vi kunne have
vore uoverensstemmelser og
perioder uden kommunikati-
on, men vi genoptog hele
tiden kontakten, kunne fortsat
mødes og ofte ringede min
telefon både på arbejdet og
hjemme, når Eigil havde lyst
til at snakke. Det var sjældent
egentlige samtaler, for det var
Eigil, der førte ordet og satte
dagsordenen. Og selvom han
kun havde mødt min familie
en enkelt gang spurgte han al-
tid til dem, hvad de lavede, og
om de havde det godt. En rø-
rende omsorg, som hører med
i billedet af dette multimenne-
ske.
Eigil’s mange facetter og
optagethed af kunsten, musik-
ken, historien skal ikke dra-
ges ind her, hvor jeg vil hæfte
mig ved mit eget arbejde med
ham.
Første gang jeg havde et
nærmere samarbejde med
ham var på Grønlands Lands-
museum. Det var i hans egen-
skab af kunstner. Hjemmesty-
ret havde købt en række af
hans fremragende østgrøn-
landske portrætbuster, som
han havde lavet i 1936-37 i
Ammassalik. Han tog dertil
ad »den lette vej« - fra Vest-
kysten på ski over Indlandsi-
sen sammen med tre andre.
Vel ankommet til Ammas-
salik modtog han først materi-
alet til busterne, og derefter
byggede han det hus, han
havde fået sendt op. Her ud-
færdigede han i det følgende
år sine buster af østgrønlæn-
dere. I mange år derefter be-
fandt busterne sig i Køben-
havn, men fandt så i 1983 vej
tilbage til Grønland, da Hjem-
mestyret købte dem til opstil-
ling i Nuuk. Da busterne kom,
fulgte der en række anvisnin-
ger med på, hvordan de skul-
le stå i udstillingslokalet.
Eigils Knuth's respekt
Senere kom Eigil for at være
med til åbningen og overdra-
gelsen. Vi syntes, vi havde la-
vet en smuk udstilling, men
havde ikke taget Eigil i ed.
Næsten alt var forkert! Lyset
faldt forkert, farverne i rum-
met var forkerte, busterne
stod forkert i forhold til hin-
anden og så videre.
Det var ikke bare kunstne-
ren Eigil Knuth, der talte. Det
var også et menneske med
dyb respekt for og kærlighed
til de folk, han havde portræt-
teret. De personlige forhold,
der havde været mellem dem,
skulle de også afspejles i ud-
stillingen. Hvis de kunne lide
hinanden, skulle de også stå
ved siden af hinanden - hvis
materialerne passede sam-
men. Det var forhold, som ud-
stillingsgæsten næppe ville
iagttage, men som var væ-
sentlige for ham.
Den respekt han havde
overfor den enkelte grønlæn-
der og det grønlandske folk
var aldrig svigtende. Det var
ligeledes Eigil’s ide, at udstil-
lingen skulle åbnes af Ras-
mus Lyberth, der skulle syn-
ge. Det blev et airangement,
som Eigil ofte omtale med
stor glæde.
Senere førte bekendtskabet
til lange samtaler om Grøn-
lands arkæologi, hvor hans
hjerte også blødte for nordbo-
erne. Det gjaldt særligt nord-
boerne i Vesterbygden, hvor
han havde arbejdet i 1930’-
eme, og hvor han i 1945 tra-
vede rundt i området syd for
Kapisillit og gjorde en række
vigtige og spændende iagtta-
gelser. Det var dog i en helt
anden del af Grønland, at
hans væsentligste indsats
kom til at ligge: i Nordøst-
grønland.
I begyndelsen af firserne
afløste jeg ham i Rådet for
Nationalparken i Nord- og
Østgrønland. Mit manglende
kendskab til Nationaparken
medførte, at jeg tit måtte kon-
sultere ham om dette eller
hint. Det medførte mange
diskussioner gennem årene.
Hans andet hjem
For Eigil var Øst- og vel
særligt Nordgrønland hans
andet hjem - eller måske skul-
le man snarere sige, at efter
etableringen af hans forsk-
ningsstation »Brønlundshus«,
så blev København hans
andet hjem. At området var
en Nationalpark skulle vi
efter hans mening tage mere
alvorligt, end han syntes, vi
gjorde. Man havde til tider
indtrykket af, at adgang skul-
le være forbeholdt folk med et
ganske særligt og specielt vi-
denskabeligt - eller til nød
kunstnerisk - ærinde. Turister
i Nationalparken: det var ikke
hans kop the, og det blev vi
aldrig rigtig enige om.
Eigil’s Østgrønlandskarrie-
re startede i 1935 på den fran-
ske Courtauld-ekspedition,
men han satte sin egen karrie-
re i gang i 1938 med »Dansk
Nordgrønlands Ekspeditio-
nen«. I forkortet form kendes
den under navnet: »Mørke-
fjord-ekspeditionen«, hvor de
sammen med en række viden-
skabsfolk og andre deltagere
drog til Dove Bugt i Østgrøn-
land og etablerede Mørke-
fjord-stationen i nærheden af
den gamle fangststation Hval-
rosodden på Germania Land.
Huset står endnu, men dog
stærkt forfaldent. Herfra drog
ekspeditionsmedlemmerne
ud på slædetogter mod nord.
Sammen med Eli Kristian-
sen fra Ilulissat nåede han så
langt nordpå som til Antarctic
Bugt på knap 81°N, hvorefter
sygdom og dårligt vejr tvang
dem til tilbagerejse. Det var
ikke uden grund, at de kalde
denne ekspedition »... til Min-
de om Danmark-Ekspeditio-
nen«. Rejseruten og mange af
arbejdsområderne var de
samme, og Eigil nærede en
dyb ærbødighed for det enor-
me arbejde, som Danmark-
Ekspeditionen udførte. Et ar-
bejde, som han i de senere år
syntes blev underkendt, fordi
fokus blev rettet mod oms-
tændighederne omkring slæ-
dehold l’s tragiske død i ste-
det for at respektere disse
mænd og det samlede viden-
skabelige arbejde på ekspedi-
tionen.
Som på Danmark-Ekspedi-
tionen gennemførte deltager-
ne en række forskellige vi-
denskabelig undersøgelser,
hvor Eigil tog sig af de arkæ-
oligiske undersøgelser. Han
fandt mange nye pladser og
blev klar over, at der var et
potentiale i området, som
kunne opdyrkes yderligere.
Krigen satte dog en forløbig
stopper for videre ekspediti-
onsvirksomhed. Knuth og en
række andre drog til Danmark
i 1939, mens nogle af ekspe-
ditionsmedlemmeme blev til-
bage, hvorved de senere kom
til at indgå i de væbnede styr-
ker i Østgrønland: Sirius-pat-
ruljen.
I 1947 drog Knuth igen ud
med en større ekspedition:
»Dansk Pearyland Ekspediti-
on 1947-50«, som blev den
første i en lang serie af hans
Danske Pearyland Ekspediti-
oner. Med base fra Zacken-
berg fløj man med Catalina
forsyninger og materiel op til
Peary Land, hvor stationen
»Brøndlundshus« blev bygget
ved Brønlund Fjord. I 1948
blev et ekspeditionshold fløjet
op, hvorefter Eigil Knuth
overvintrede i to åpr i huset
sammen med skiftende viden-
skabsfolk. Nu startede han
den intensive arkæologiske
virksomhed i Peary Land,
som forsatte frem til 70’eme,
hvorefter det tog noget af,
men han forsatte med at kom-
me til stationen indtil de sid-
ste år.
Hér langs Brønlund Fjord’s
kyster og videre ind i indlan-
det langs Midsommerøeme,
ud langs yderkysten, langt ind
i Hyde Fjord, videre over til
Hall Land og på Ellesmere Is-
land og ned i Thule Distriktet
til Nuulliit finder vi Eigil i de
følgende år. Altid på jagt efter
palæoeskimoeme - eller pa-
lædrengene, som han kaldte
dem. Og han fandt dem. Ruin
efter ruin, boplads efter bop-
lads.
I 1948 fandt han, hvad han
selv kaldte den første palæo-
eskimoiske ruinplads i Grøn-
land på Deltaterrasseme ved
udmundingen af Brønlund
Fjord. Samtidig begyndte et
tidligere arkæologisk materi-
ale fra Grønlands forhistorie
også at blive erkendt i Vest-
grønland, men hvor gammelt
det var forblev et åbent
spørgsmål.
Rykkede historien
3000 år
I 1954 kom overraskelsen: en
kulstof-14 datering fra labora-
toriet i København angav en
alder på ca. 2.000 år før Kri-
stus. Hermed rykkede den
ældste del af Grønlands histo-
rie næsten 3.000 år længere
tilbage i tid, end man regnede
med. Samme dateringer kom
fra Vestgrønland, hvor denne
periode nu kendes under nav-
net Saqqaq-kulturen. I Nord-
grønland anvendte Eigil nav-
net: Independence-kulturen,
men da der faktisk var to
adskilte kulturperioder, endte
han med betegnelserne Inde-
pendence I og Indepencence
II. Disse begreber og beteg-
nelser lever endnu, selvom
den arkæologiske viden i dag
giver god grund til at revidere
dem.
På samme tur i 1948-50
fandt han den berømte umiaq
fra Herlufsholm Strand. Efter
stort besvær lykkedes det at få
fragtet denne imponerende
komplette og 500 gamle båd
på slæde tilbage til basen og
derfra til København.
I løbet af ca. 30 år fra 1954
til 1983 får han publiceret en
række artikler om Nordgrøn-
lands arkæologi, som den dag
i dag gælder som referencer
til dette område. Med al
respekt i øvrigt for Eigil Knu-
th’s arbejde må det siges, at
disse artikler også viser nød-
vendigheden af en revision af
hans arbejde baseret på den
viden, man har i dag.
Hans ekspeditionsvirksom-
hed fortsatte og undervejs fo-
retog han sporadiske besøg i
Dove Bugt, som han ønskede
at vende tilbage til. I 1987 in-
viterede Eigil mig med på en
ekspedition til Dove Bugt.
Han var som 84-årig stadig
»still going strong« og med
meget faste meninger om,
hvordan et lejrliv skulle styres
og organiseres. En af delta-
gerne blev bogstaveligt talt
smidt ud af teltet, da han ikke
ville ligge ligesom Eigil, der
nægtede at erkende, at han
havde sat teltet op på en
grund, der skrånede, så man
skulle ligge med hovedet ned-
ad.
Et århundredes
erindringer
Turen var en genvisit af en
række af hans gamle pladser
og blev et uforglemmeligt
møde med Østgrønland med
en guide, jeg ikke kunne få
bedre. Det var, som om han
havde været overalt og landet
talte til ham, og han fik det til
at genlyde af Historien.
Senere på sæsonen lå vi i
telt en måneds tid. Man mær-
kede her tydeligt den gamle
slædekørers og teltmands er-
faringer. Der var sjældent
plads til improvisationer. Nu
havde han gjort det på den
måde i en menneskealder, så
måtte det også være godt til
sådan en ung, uerfaren fyr.
Det måtte jeg acceptere, og
det gav i hvert fald ro til nog-
le vidunderlige dage i teltet.
Det var i disse dage og afte-
ner, at han berettede om sit liv
og gennem ham fik jeg »for-
bindelse« med alle de polar-
Assitoqaq 1936-imeersoq, taamani Eigil Knuth-ip
ammassalimmiut assilillqgit qiperuisaqatlaarpoq.
Et gammel billede fra 1936, da Eigil Knuth portrætterede et
antal mennesker i Ammassalik (Ass./foto: AG-arkiv).