Atuagagdliutit - 19.03.1996, Blaðsíða 13

Nr. 22 • 1996
13
forskere, jeg havde læst om
som ung, men som han havde
mødt og kendt: Nansen, Ejnar
Mikkelsen, Knud Rasmussen,
Lauge Koch, samt historier
om Scott og Schackleton og
så videre. De var der alle i pri-
mus’ens hvæsende skær.
Hvid det ikke var polarforske-
re eller Østgrønland, så kunne
tankerne falde på tiden som
billedhugger i Italien i 20’er-
ne og til livet i København,
oplevelser under Danmarks
besættelse, stednavne i Natio-
nalparken, nordboer i Arktis
osv. Et århundredes erindrin-
ger.
Hver aften kom dagbogen
frem. Ingen iagttagelser var
for ligegyldige, alt blev re-
summeret: samtaler blev
skrevet ned, informationer
om begivenheder i National-
parken, som vi fik gennem
radioen hver dag, arkæologi-
ske iagttagelser, fugle- og dy-
reliv, is-, sne- og vindforhold.
Hans dagbøger fylder et par
meter, en logbog over et liv
og en guldgrube af informati-
oner, når de engang kan frigø-
res. På det tidspunkt svigtede
synet og hænderne ind imel-
lem, og så skulle jeg skrive i
den, eller læse op af passager
fra ældre dagbøger, vi havde
med. Ind imellem kom jeg
dog til kort med oplæsningen,
fordi han blot for at holde
øvelsen ved live havde ført
dagbogen med runeskrift.
Den oldnordiske verden var
også en del af hans verden.
Ligesom lejrlivet lå i faste
rammer var der også faste
regler for at udvælge lejrplad-
ser. Der skulle findes en god
plads. Det betød, at der skulle
være fladt og gruset samt
nogle gode flade sten i nærhe-
den. Vel ankommet skulle vi
så gå »på indkøb hos palæo-
eskimoeme« for at finde sten
af samme slags, som de havde
brugt til deres lejre. Små lege,
som kunne føles tåbelige,
men som tilføjede lejrlivet en
til tider sjov og meget hygge-
lig dimension. I det bundløse
telt blev de lagt som et flise-
gulv ned gennem midten til
primus, gryder og kedler. Et
uhyre praktisk arrangement,
som jeg lærte at sætte stor pris
på.
Fødselsdagslagkage
Under hele kampagnen havde
vi daglig kontakt med og stor
hjælp fra den mangeårige sta-
tionsleder - og Eigil’s gode
ven - Knud Fischer på Dan-
markshavn, som den 8. au-
gust 1987 sørgede denne for
en overvældende markering
af Eigil’s fødselsdag. Vi lå i
lejr lige neden for en varde fra
Danmark-Ekspeditionen på
den øde ø Rosio nordøst for
Germania Land, da en lille
helikopter pludselig sneg sig
ud af tågen og ud steg kokken
med kokkehat, Fischer og
piloten med en campingbord
med lagkage og champagne.
En værdig markering, der ik-
ke blev mindre ved Eigil’s
dybe glæde over et lykønsk-
ningsbrev, jeg havde med til
ham fra Grønlands Landssty-
re.
Få dage senere fløj vi op til
Kap Sankt Jacques på Ile de
France, hvor han mente, der
var nogle spændende ruiner,
som han havde set i sneen i
1938 og som første gang var
beskrevet af Philippe Duc
d’Orleans på dennes ekspedi-

GRØNLANDSPOSTEN
Eigil Knuth-ip Ammassalimmi qiperugaanik saqqummersitsinermi inuttaa Jonathan
Motzfeldt-ip ilassigaa. (Ass./foto: AG-arkiv).
Jonathan Motzfeldt hilser her på Eigil Knuth ved udstillingen af busterne fra Ammassalik
tion i 1905. Ikke mange rui-
ner, men han mente, det var
en god plads. Det tør siges. Vi
troede ikke vore egne øjne, da
vi kikkede ned fra helikopte-
ren, der dårligt kunne lande
for bare ruiner. Eigil var
dårligt gående, så han kon-
trollerede det nærmeste områ-
de, mens jeg løb rundt og tal-
te, og talte og talte. Han troe-
de vist, at jeg snød ham, da
jeg rapporterede om forment-
lig 350-400 palæoeskimoiske
ruiner. Den størst kendte bop-
lads i Grønland, som han
vendte tilbage til et par gange,
og nu er tallet oppe omkring
500 ruiner. Det føles retfær-
digt, at det var Eigil, der fik
glæden ved at være den
første, der arbejdede på den
plads.
Sidst vi mødtes i felten var
i 1993, hvor han blev fejret på
sin 90-års fødselsdag på
»Brønlundhus« af et selskab,
der kom fra Danmark. Jeg
fulgte forberedelserne til be-
søget over radioen, idet jeg lå
på Eigil’s gamle udgrav-
nings- og lejrplads fra 1938
på Sophus Muller Næs.
Forberedelserne til besøget
gav ham mange problemer.
Der var jo bl.a. damer med, så
faciliteterne på stationen skul-
le udbygges. Han kunne blive
temmelig vrissen over sådan-
ne markeringer af hans per-
son, og de blev oftest kom-
menteret med alt det besvær,
de gav, for de tog jo tid fra alt
det vigtige: Hans arkæologi
eller lysten til at lave mere
kunst eller de bøger, han skul-
le skrive.
I de senere år plagede hans
fremskredne alder ham me-
get. Det var ikke døden, der
generede ham, men tanken
om alt det ufærdige materiale,
han havde liggende, og som
han aldrig undlod at påpege:
ingen andre end jeg kan gøre
det færdig. Konstant tumlede
han i disse år med nye planer
til publikationer, udstillinger
og andre aktiviteter. Der var
materiale nok at tage af for
hans interesser var vidtfav-
nende, men desværre blev det
ikke til så meget. Tiden var
ikke længere på hans side.
Nordgrønland som bog
Blandt mange lidenskaber
skal blot én trækkes frem:
ønsket om at lave en »Baede-
ker« for Nordøstgrønland. En
altomfattende bog om alle
stednavnene og deres historie,
arkæologiske lokaliteter etc.
fra Kap York i Thule Distrik-
tet og videre frem i Østgrøn-
land. Et projekt, som der dog
ind imellem gik kludder i, når
andre fandt nye pladser i
»hans område«. Det var lidt
svært for ham at erkende, at
han ikke havde set alt, men at
nye metoder, nye og bedre
befordringsmidler og flere
ekspeditioner kunne finde no-
get, hvor han ikke havde fun-
det noget. Det er et værk, som
det er dybt fascinerende at
kikke igennem, fordi det i den
grad samler og udfolder dette
kæmpe landområdes nyere og
ældre historie for den nysger-
rige læser. Stednavne af vidt
forskelligt indhold skylder
ham deres oprindelse og pla-
cering. Mange er hentet fra
Antikkens verden eller rent
fortællende. De er således
både et udtruk for hans brede
viden, men også om hans
evne til at opleve landskaber.
Han levede voldsomt med i
livet og aktiviteterne i Nord-
østgrønland. Da det kom på
tale at nedlægge Station Nord
byggede han endnu en forsk-
ningsstation ved Brønlund
Fjord: »Kap Moltke« med
egen landingsbane, der endog
kunne tage en Herkules-
maskine. På godt og ondt
kom opretholdelsen af vedli-
geholdelsen af denne station
til at præge meget af hans ar-
bejde i årene derefter. Men
det lykkedes ham næsten
hvert år enten selv at tage der-
op eller at sende folk derop,
der kunne vedligeholde og
varetage stationen.
Hjem og museum
Hjemme i København boede
han på 5. sal uden elevator.
Det var i de seneste år en pine
og plage for ham at komme
på indkøb og i det hele taget
at skulle ud og hjem til lejlig-
heden, og således blev tele-
fonen flittigt brugt i kontakten
med den verden, som han
hvert år gerne ville væk fra.
Han skrev i sin dagbog i
begyndelsen af 50’erne et
afsnit med titlen: »Uafhæn-
gighed«, der fortæller om
følelsen ved at komme hjem
til Nordgrønland og være på
slædetur: »Til ro i nomadeli-
vets vante gænge. Uden dis-
sonancer af nogen art nyder
Du derfor frugten af Dit
omhyggeligt planlagte og
gennemførte frigørelsesarbej-
detingen aviser, ingen radio,
ingen telegrammer, ingen
breve at læse og besvare,
ingen chancer for at møde
mennesker, - intet som kan
bringe forstyrrelser i den sin-
dets ro, der har lejret sig i
Dig. 1 alt er Du så uindskræn-
ket Din egen herre, som Du
aldrig har været det før, og
aldrig vil blive det siden. Du
er som det mennesketomme
land blevet noget i sig selv
hvilende og sammenhængen-
de, - et helt menneske.«
Mit kendskab med Eigil
kom på et tidspunkt, hvor han
var blevet afhængig af andre,
og det var en kilde til dyb irri-
tation hos ham, at alderen
således havde stækket ham i
hans evner til at udfolde sin
uafhængighedstrang. Han føl-
te sig snydt af sin krop.
Hans lejlighed oser af
historie og står som et grøn-
landsk ekspeditionsmuseum:
ekspeditionsflag, rygsække,
graveskeer, portrætbuster,
egne malerier, bogsamling,
manuskripter, kort, korre-
spondence, arkæologiske
fund, en righoldig foto-sam-
ling og så videre. At gå det
igennem og ordne det bliver
ikke bare en rejse i en mands
liv, men også en rejse gennem
et århundrede og som en erin-
dring om en vigtig del af ud-
forskningen af væsentlige re-
gioner i Grønland og af Grøn-
lands forhistorie. Det Grøn-
land og dets mennekser, som
han satte så utrolig højt.
Hans grønlandskarriere
startede som 29-årig i 1932,
hans karriere som polarfor-
sker begyndte kort efter med
ekspeditionerne til Nordgrøn-
land, og han døde som ekspe-
ditionsmand og polarforsker:
efter at have afsluttet sit
ophold på Kap Moltke i 1995
var han i gang med at plan-
lægge endnu en sommers op-
hold i Peary Land.
Polarforskeren
Betegnelsen polarforsker er
misbrugt af mange, men han
fortjente den. I den citerede
dagbog har han et par citater,
som han selv anvender til at
karakterisere polarforski n.
Da Knud Rasmussen tal .er
polareskimoen Odaq for lians
og hans landsmænds ekspedi-
tionsindsats svarer Odaq bl.a.:
»Mænds unge dage må gå
med at opdage nyt, og derfor
fulgte vi jer hvide på jeres
færd.« Disse ord fandt Eigil
passende kunne stå som mot-
to for polarforskeren. Han
opdagede selv meget nyt, og
var selv en igangsætter lige-
som han satte andre i gang, og
ikke kun i sine unge dage. Til
sidst i afsnittet om »Uafhæn-
gighed« citerer han Kipling
som illustration af de følelser,
der også drev ham som viden-
skabsmand, og som for ham
smeltede forskeren og ekspe-
ditionsmanden sammen:
»Something hidden, go and
find it. Go and look behind
the ranges - something lost
behind the ranges. Lost and
waiting for you - go.«
Nu er han gået. Han var ik-
ke tilfreds, for der var meget
at lave endnu, men han kunne
gå i bevidstheden om at have
ydet mere i sit lange liv end
de fleste. Hans navn vil stå
præget i Grønlandsforsknin-
gen i årene fremover, og vi
der mødte ham og lærte ham
at kende vil have et rigt reper-
toire af historier, der vil holde
mindet om ham i live i mange
år. Han var og er ikke til at
komme uden om.
Æret være hans minde.
Eigil Knuth Moesgaard Museum-imi saqqummersitsisoq, suliarpassui katersugaasivimmi tassani inissaqartinneqarluarput.
Eigil Knuth til udstilling på Moesgaard Museum, hvor hans eget arbejde havde en væsentlig plads (Ass./foto: Søren Madsen).