Atuagagdliutit - 13.08.1996, Blaðsíða 12

12
Nr. 62 • 1996
GRØNLANDSPOSTEN
t

Gennem isen
Tekst og foto: journalist Lone Madsen
Men vi ankommer i fin stil
søndag eftermiddag efter to
dages tur fra Paamiut. Vi bli-
ver trakteret med kaffe og
kage, der forsvinder som dug
for solen - og forsikringer om,
at der er rensdyrsuppe om en
time.
Efter aftensmaden rejser
familien tilbage Paamiut. Vi
overnatter i huset sammen
med Erik, der skal padle alene
tilbage.
Over fjorden
Vi andre fortsætter sydpå for
at prøve kræfter med isen fra
Sermilik-bræen. I modsæt-
ning til tre dage tidligere ser
det allerede meget bedre ud,
lyder de lokale meldinger i
Narsalik, hvor flere familier
bor om sommeren. Bare vi
holder os langt væk fra de sto-
re isfjelde og passerer fjorden
ved højvande eller lavvande,
så skal det nok gå godt.
Det er relativt svært at
komme ud til fjorden, men da
vi endelig når derud under
knitren og bragen fra de man-
ge isfjelde, så ser det faktisk
meget godt ud. Desværre er vi
lidt sen på den i forhold til
tidevandet så i første omgang
går vi i land på den yderste ø
og er indstillet på at vente 6
timer på næste tidevandsskift.
Efter et par timer beslutter vi
alligevel at tage afsted. Der er
en åbning i isen, og vi har fået
en fornemmelse af, hvor hur-
tigt isljeldene bevæger sig.
Og selvom det går i sik sak
mellem isfjeldene, får vi
krydset fjorden i et tempo, der
er lige til Guiness rekordbog,
og som vores tidligere unge
ledsager sikkert ville have sat
pris på
.....Så var vi over den
berygtede isfjord uden politi-
ets hjælp. Vi var glade og til-
fredse og ser fortrøstnings-
fuldt frem til de næste tre
dages tur til bygden Arsuk.
Nu er der ikke mere, der kan
stoppe os. Vi er forbi isen.
En halv time senere har vi
søgt land på grund af for
meget vind...
Is over alt. Store majestætiske
isbjerge, som man ydmygt
kigger op på og er lidt bange
for at få i hovedet. Mellem-
store isskosser som ikke ser
ud af noget, men prøver man
et frontalt sammenstød med
sådan en, ønsker man at have
sikkerhedssele i kajakken. Og
over alt mindre isstykker, der
ligger og vugger uskyldigt i
vandet, men som skraber,
knaser, knitrer og banker for-
uroligende, når kajakken gli-
der langs dem, ind i dem eller
hen over dem.
I sådan et farvand prøver
man at ro slalom; men det er
ikke så let med en lang hav-
kajak, der er bygget til at gli-
de lige ud, så det er forbundet
med forbrug af mange ekstra
kræfter at svinge rundt om
alle de små isskosser så til-
sidst tænker man, åhh s... op,
det går vel alligevel og lader
is være is lige, indtil der lyder
et ordenligt klonk, og man
sidder og forventer at få våde
fødder, eller skæver bekymret
til agterenden, ligger den ikke
lidt lavt, kom der mon hul i
den før, er agterrummet mon
fuld af vand lige nu.
Gennem isen eller ej
Vi er taget afsted fra Paamiut
og er på vej til den nedlagte
bygd Narsalik for at se på
isen; isfjelde fra bræen Ser-
milik, som netop har spyttet
så meget is ud, at det skulle
være umuligt at passere
kysten i en afstand af mindre
end 25 kilometer. Det ser ud
til at isen er kommet os i
møde. Vi har ellers fået af
vide, at indtil Narsalik er der
ingen is. Men hvis det her er
ingen is, så gad jeg nok se,
hvad megen is er.
På vej til Narsalik har vi
fået mandligt selskab på vores
tur. 22-årige Erik Lorentzen
fra Paamiut har slået følge
med os for ikke at skulle gøre
den lange tur alene. Han
træner til det kommende
Grønlandsmesterskab i kajak-
roning. Han padler i grøn-
landsk lærredskajak, der tåler
endnu mindre konfrontation
med isen; men til gengæld er
den let at dreje, så han ser ud
til at klare sig fint, og i virke-
igheden tror jeg, at han føler,
at han er på tur med tre tunge
konebåde; men han siger
intet, følger pænt vores tem-
po; men vi er jo også så meget
ældre end han, at vi næsten
kunne være hans mødre.
Det er en ny situation at
have så mange forhindringer i
farvandet, som ovenikøbet
driver med strøm og
strømhvirvler på en måde, så
man nogen gange føler sig
forfulgt af dem. Andre gange
med kurs mod et hul i en sam-
ling isskosser, og når man så
kommer derhen, er hullet luk-
ket. Isen har flyttet sig.
Og når man skal fotografe-
re... Så plejer man bare at tage
et par hurtige tag, lade pagaj-
en ligge, hive kameraet frem
og tage billedet. Nu er situati-
onen en anden; før man har
fået kameraet frem er kajak-
ken drevet ind i adskillige
isskosser, der bremser far-
tøjet, og motivet er hurtigt
padlet ud af fokus, så der ikke
rigtig er noget at fotografere,
og kajakken er ovenikøbet
blevet påført adskillige unød-
vendige skrammer. Det er en
ny tid, men den er spændende.
Kajakken som isbryder
Undervejs til Narsalik over-
natter vi ved den nedlagte
bygd Iluilarssuk. Her står blot
kirken tilbage, som benyttes
til fangsthytte, og den giver
dejligt tag over hovedet, for
i de seneste timer er det be-
gyndt at regne - sileregne. Det
gør ikke så meget, så længe vi
padler, for iført tørdragt og
plastickajak, så er håret det
eneste, der kan blive vådt. De
sidste 50 meter ind til Iluilars-
suk består kajakkerne prøven
som isbrydere, for den ned-
Qaannamik ilulissat akornisigut ingerlaalinnginnenni eqqarsaqqeqqaarnissaq pisariaqarpoq.
Det er udmærket at tænke sig om en ekstra gang, inden man begiver sig ud i kajak mellem isskosserne.
Følgebåd
Familien Lorentzen er ikke
helt tryg ved, at deres store
søn er på så lang en kajaktur.
Både første og anden dag
møder vi dem flere gange i
motorbåd. De skal lige se,
hvor langt vi er kommet og,
hvordan det går. I princippet
er de på weekendtur i Narsa-
lik, hvor familien har som-
merhus; men det bliver til
nogle sømil frem og tilbage
mellem Narsalik og Paamiut.
Narsalimmi illut amerlanerit aasarsiorfittut piniariartarfittullu atomeqarput.
Flere af husene i Narsalik anvendes nu som sommerhuse og jagthytter.
lagte bygd ligger i bunden af
en lille vig, som er fyldt op
med isskosser. De er ført ind
med højvandet, og er gået på
grund ved lavvande.
Erik har klogeligt nok truk-
ket kajakken op lidt længere
ude, men vi koner er indrettet
så dovent, at vi hellere bruger
en halv time på at skubbe til
isskosseme og ridse pagajer-
ne, end vi bærer vores bagage
15 meter længere end nød-
vendigt. Og da vi skal derfra
igen, får vi en lille forsmag på
hvilket kriminelt sted, vi har
valgt som landgangssted, for
en stor klump is knækker af
en isskosse og lander lige der,
hvor kajakkerne skal i vandet.
Vi kigger på hinanden,
siger ikke noget, man tænker
sikkert alle:
- Hvis der havde ligget en
kajak der, havde den så stadig
været hel? Havde der siddet et
menneske i kajakken, havde
hun i hver tilfælde helt sikkert
haft hul i hovedet.
Indlandsisen i
små stumper
Vi kommer sikkert derfra og
får endnu en dag i regnvejr.
Det er også meget tåge. Grå-
vejr er ikke det værste, når
man padler mellem isfjelde,
for det fremhæver de mange
farver i isen, for isfjelde er
ikke bare hvide. De er alt fra
glasklare over mælkehvide til
dybt blå. Farven hænger sam-
men med isens alder. Isen
fødes som sne, der falder over
indlandsisen, hvor den bliver
liggende og efterhånden om-
dannes til is. Isen bliver pres-
set ud til siderne af Grønland,
presses ned mellem fjeldene
og ender som bræarme, der
efterhånden kaster isfjelde af
sig, når trykket fra selve ind-
landsisen bliver for stort. Her
ved Sermiliken er det en sø,
der er årsag til de mange
isfjelde. En sø nær bræen som
oversvømmes en til to gange
om året og presser en masse is
ud.
Is som nu ligger overalt
som isfjelde i alverdes størrel-
ser og farver. De mælkehvide
isfjelde er dem, der har ligget
øverst og stadig er fyldt med
luftbobler. Den glasklare is
har ligget nederst og kan være
hundredtusinder af år gam-
mel. Den er blevet trykket så
meget sammen, at alt luft er
presset ud af den. Den blå is
er smeltevandsis fra bræspal-
teme.
Smukke men farlige
Isfjelde er smukke, betagen-
de, fortryllende - og farlige.
Når som helst kan isstykker
falde af fra dem og af den
eller andre grunde kan de
ændre balancepunkt og vende
en hel eller halv omgang
rundt og forårsage store flod-
bølger, som kan genere små
røde plastickajakker så
meget, at de kæntrer, eller
bliver taget af flodbølgen og
kastet rundt. Jo større jo værre
naturligvis, så det er god skik
at holde sig så langt som
muligt fra de store isfjelde.
Når man padler rundt mellem
isfjelde, er der en konstant
støj, underlige lyde inde fra
isfjelde, hvor de mange luft-
bobler frigives. Bølger der
slår mod isfjeldene kan frem-
kalde tordenbragslignende
skrald. Indtil man vænner sig
til det, så ryger skuldrene op i
tide og utide på grund af alle
disse faretruende lyde. Men
man vænner sig aldrig helt til
at passere et rigtig stort
isfjeld, som pludselig giver
lyd fra sig. Det spjæt, der
farer gennem kroppen ved
sådan en lyd, kan såmænd
ende med at være årsag til en
kæntring en dag.