Atuagagdliutit - 03.09.1996, Qupperneq 8

8
Nr. 68 • 1996
GRØNLANDSPOSTEN
Majoriami qaarsungaatsiarsuaq naqqup ataaniippoq. Qaartiterneqarnissaa, nukappiaqqallu taamaalillutik pinnguartarfittaamissaat sulisut kissaatigaat.
Der er et stort klippestykke i Majoriaqs kælder. Det ønsker medarbejderene sprængt væk, så drengene kan have et sted at boltre sig.
Livet for autister skal være forudsigeligt
Grønlandsksproget personale er en mangelvarer på Grønlands første døgninstitution for autistiske børn og unge
NUUK(LRH) - Det er ikke en
tilfældighed, at den nyeligt
startede døgninstitution for
autistiske børn og unge i
Nuuk, i sin søgen efter perso-
nale som det første nævner, at
institutionen kræver ansøge-
re, som er stabile i deres dag-
lige arbejde.
Hverdagen for en autist skal
nemlig helst være ens, og reg-
lerne der er fastlagt skal være
ufravigelige. Selvom det kan
synes firkantet, er denne pæda-
gogik nødvendig af hensyn til
de autistiske børns trivsel.
- Vi er nødt til at foregribe
begivenhedernes gang. Ellers
bliver drengene urolige, for-
tæller den fungerende for-
stander, Trine Thygesen og
pædagog Jane Justsen til AG.
Majoriaq er Grønlands
første døgninstitution for auti-
stiske børn og unge i alderen
0-18 år og blev startet op i
efteråret 1995.
Majoriaq
Der er plads til fire bøm og
unge i den tidligere familie-
bolig på Holbølsvej. På insti-
tutioenen bor der i øjeblikket
tre 12-13-årige drenge, hvis
forældre lever andre steder i
Grønland. Institutionen, som
er normeret til 8 ansatte og en
forstander, mangler i øjeblik-
ket 4 pædagoger, men får det
lige til at »løbe rundt« med en
vikar og en ubetalt praktikant
fra Danmark.
- Børnene er svært handi-
cappede, og de er netop an-
bragt på institution, fordi for-
ældrene ikke kan magte at ha-
ve dem hjemme i hverdagen,
forklarer de to pædagoger.
To gange om året har bør-
nene mulighed for at se deres
forældre. Enten ved at foræl-
drene besøger børnene i Nuuk
eller ved at børnene kommer
hjem til forældrene.
De to pædagoger udtrykker
medlidenhed både med bør-
nene og forældrene over, at
de ikke kan se mere til hinan-
den end de to gange om året.
Men de forsøger at få det bed-
ste ud af det, når de er sam-
men. På et tidspunkt boede en
mor og en storesøster i det
værelse, som endnu er ledigt.
Og det var en stor succes,
synes medarbejderne.
- Moderen og søsteren fik
på den måde ikke alene mu-
lighed for at være sammen
med drengen, men fik også
mødt os og lært os at kende.
De kan nu bedre ringe og
snakke med os om problemer
som kan opstå. Men samtidig
lærte vi også en hel del.
Sprog
Flertallet af de ansatte på Ma-
joriaq er dansksprogede. De
drenge, der bor på institutio-
nen har næsten hele deres liv
boedet på institutioner, så de
forstår dansk, men giver flere
gange udtryk for, at de hellere
vil høre det sagte på grøn-
landsk.
- Det er en meget stor ulem-
pe, at vi er så mange, der taler
dansk. I forbindelse med det
kan vi oplyse, at vi i forbin-
delse med søgning af perso-
nale har fået en hel del hen-
vendelser fra pædagoger i
Danmark, som udtrykker in-
teresse i at få job her, mens
der ikke har været én eneste
henvendelse fra Grønland el-
ler grønlandsktalende pæda-
goger.
De to mener at denne
manglende lyst til at arbejde i
Majoriaq ikke alene hænger
sammen med det daglige ar-
bejde, som kan være uprak-
tisk når man har familie, fordi
man også arbejder om natten
og har tilkaldevagt, så ens ar-
bejdsuge reelt kommer op på
56 timer. Uviljen hænger og-
så sammen med den løn man
får for dette arbejde.
- Der skal en vis portion
idealisme til at arbejde med
dette fag for 12.000 kroner i
grundløn, siger de.
Det for pligter
Selvom både Trine Thygesen,
som kommer fra Danmark,
og Jane Justsen fra Grønland
begge er glade for, at Majori-
aq er startet op, så udtrykker
begge en bekymring for frem-
tiden.
- Det forpligter at starte det-
te op, slår de fast. - Der er og-
så en fremtid for drengene, og
den ligger ikke så langt væk.
Her på institutionen kan de
kun være til de bliver 18 år.
Og hvad så, spørger de.
- Selvom der er nogle år til
de bliver 18, så er det vigtigt
allerede nu at drøfte fremti-
den. Vil vi for eksempel til
den tid have uddanet persona-
le til at tage over? Det er nød-
vendigt at have disse ting
klar, for det tager alt sammen
tid.
- Det er nødvendigt for
drengene at have faste ram-
mer. Det er de små ting, man
skal være opmærksom på i
dagligdagen - og det skal man
hele tiden være. Vi har som et
lille eksempel en dreng, som
kan lide at drikke kaffe. Vi
§ har besluttet, at han af hensyn
£ til sin søvn ikke må få kaffe
g om aftenen. Hvis en af os har
> glemt den, og han en aften får
d kaffe, kan han bruge dage på
at kredse om den regel, der
blev brudt. Når han erfarer, at
reglen igen bliver overholdt,
falder han til ro. Det er derfor
nødvendit, at man har en
viden om struktureret pæda-
gogik. For autister er en struk-
tureret dagligdag nødvendig,
hvis de ikke skal falde fra hin-
anden. Den voksne skal være
til at stole på.
God start
Majoriaq er dog stadig i sin
spæde start. Derfor søges der
mere personale, men samtidig
viser det sig, at det hus de bor
i faktisk er lidt for lille. Stuen
er delt op i en lille hyggekrog
og i et optræningsrum. Selv-
om drengene har hvert deres
lille rum, har de ikke meget
plads til at boltre sig.
Derfor håber personalet, at
det meget snart kan lade sig
gøre at få sprængt et klippe-
stykke i kælderen væk, så
rummet i kælderen kan bru-
ges til at lege i.
- Men vi ville også ønske,
at vi snart fik en svømmehal
og en bowlingbane, for der er
faktisk ikke mange aktiviteter
at gå til for vores drenge. Vi
har været så heldige, at en an-
den institution i byen har for-
æret os en halv time af deres
svømmetime. Drengene
elsker at svømme, så onsdag
er den bedste dag for os. De
kan slet ikke vente med at
komme ud af døren. Og det er
ikke altid let at få dem ud af
døren - specielt, hvis de skal
noget, de aldrig har prøvet
før.
- Selvom vi kan have for-
skellige små problemer i dag-
ligdagen med de autistiske
bøm, så er det en dejlig ar-
bejdsplads, og det kan løbe os
koldt ned ad ryggen, når vi,
heldigvis kun få gange, hører
folk helt alvorligt sige, at de
børn bør have en sprøjte. Vi
ved godt det er ren udgift med
disse børn. Men de har også
krav på at være her, slår Trine
Thygesen og Jane Justsen
fast.
Illu Nuummi Holbølsvej-imiittoq meeqqanut imminnut avammut mattulluinnarsinnaasunut, Nunatsinni tamaneersunut
sisamanut inissaqartitsiviuvoq.
Huset på Holbølsvej i Nuuk er i dag indrettet til at kunne tage fire autistiske børn fra hele Grønland.
ASS./ FOTO: VIVI MØLLER-OLSEN