Atuagagdliutit

Volume
Issue

Atuagagdliutit - 03.09.1996, Page 12

Atuagagdliutit - 03.09.1996, Page 12
12 Nr. 68 • 1996 ag'ag'c/é/'a £/£ GRØNLANDSPOSTEN Amarulunnguaq - Grønlands j emhårde lady Grønlands Postvæsen hylder Amarulunnguaq, der fulgte Knud Rasmussen på Den store Slæderejse Amarulunnguup Kalaallit Nunaannit Manerassuarmi »Qimussernersuarmi« Miteq Knud Rasmussen-ilu ilagai. Amarulunnguaq ukiut 100-erpiaat matuma siorna inunngorpoq, 1933-imilu oktoberimi 37-iinnamik ukioqarluni toquvoq. Sammen med Miteq og Knud Rasmussen gennemførte Amarulunguaq »Den store Slæderej- se« Fra Grønland til Stillehavet. Amarulunnguaq blev født for præcis 100 år siden og døde i oktober 1933, kun 37 år gammel. NUUK(KK) - Selv om kvin- derne er den halve verden, fylder de grønlandske kvinder ikke meget på de grønlandske frimærker. Store mænd er ofte blevet hyldet med et fri- mærke, men nu er turen ende- lig kommet til en kvinde. Amarulunnguaq? Ja, hvem kender hende i dagens Grøn- land, hvor det er muligt at sur- fe på internettet og ringe til Sydpolen. Og alligevel har Amarulunnguaq stået for en af de største præstationer i en ellers fuldstændig mandsdo- mineret verden: Opdagelses- rejserne og ekspeditionernes verden. Hun fulgte med Knud Ras- mussen og Qaavigarsuaq, også kaldet Miteq, på »Femte Thule Ekspedition« - eller Den store Slæderejse - til inu- it i Canada og Alaska. Hun skulle sørge for syarbejdet og de tre deltageres klæder - tra- ditionelt kvindearbejde, der var en af forudsætningerne for ekspeditionens heldige gennemførelse. Kendte kvinder Grønlands Postvæsen er med i det europæiske frimærke- samarbejde, og denne gang er temaet for en række frimær- ker i de europæsike lande »Kendte Kvinder«. Grøn- lands Postvæsens valg af Ar- narulunnguaq synes oplagt - ikke blot fordi det i år er 100 år siden, hun blev født. Grønlands Postvæsen har i sit nyeste nummer af abonne- mentsbladet for samlere af grønlandske frimærker »Gre- enland Collector« præsteren- de Amarulunnguaq i en arti- kel, skrevet af forfatteren Knud L. Frederiksen. Knud L. Frederiksen, der sidste år udgav bogen »Kon- gen af Thule« om Knud Ras- mussen, giver sin artiklen om Arnarulunngyaq den latinske overskrift »Sine qua non«, som betyder »uden hvilken ikke«. Så er tonen omkring Grønlands jernhårde lady slået an. Amarulunnguaq Knud L. Frederiksen skriver: * Den 11. marts 1923 forlod de Danske Øen for at rejse ud på det, der skulle blive verdens længste slæderejse. De var 3, der skulle med norden om Amerika - helt over til Alas- ka. Det var Knud Rasmussen, det var Qaavigarsuaq - også kladet Miteq (Edderfuglen) og det var Amarulunnguaq - Det lille Kvindemenneske. * Hun var født i 1896 blandt det lille folk af polareskimoer, der gennem århundreder hav- de levet af fangst i det store område på Grønlands nordve- stkyst, der ligger mellem 75- 79,5 nordlig bredde og 58-74 vestlig længde. De var flere gange kommet vandrende over Ellesmere Land fra det nordlige Canada over Smith Sund og der fra bredt sig til hele Grønland. * Det lille folk havde dannet en særlig selvforståelse - en kraft, der giver mennesker etnisk identitet. Mens Amaru- lunnguaq endnu var barn, kom Knud Rasmussen første gang op til hendes folk. Der fortalte åndemaneren Majaq ham, hvad sjælen gør for mennesket: »Sjælen er det, der gør dig smuk, som gør dig til et menneske. Den alene får dig til at handle, til at være driftig. Det er den, der driver hele dit liv«. - Amarulunngu- aq havde sjæl. * De vilkår, eskimoerne levede under, var så meget anderle- des end noget, vi kender i dag. Det fortælles, at da Ama- rulunnguaq var 7 år, døde hendes far. Dermed var fami- liens forsørger væk og mode- ren alene med 4 børn. Hun så ingen anden udvej end at afli- ve et eller flere af børnene og da Amarulunnguaq var den yngste, var hun den første. Knud Rasmussen fortæller historien - pigen skulle selv hjælpe med at lægge snoren om halsen, fordi hun forstod. Hendes bror, Ajako, fattede medlidenhed og bønfaldt mo- deren om at spare lillesøste- ren. - Der er to ting i den historie: Det er klart, at leve- vilkårene var barske og at så- danne ting kunne finde sted. Det er også klart, at Knud Rasmussen i sine skildringer af polareskimoeme har givet et billede af nogle ædle vilde - et billede, der mere passer på danske forhold end på rea- liteterne blandt polareskimo- eme. * Samtidig med Amarulunngu- aq voksede op og lærte sig de færdigheder, der hørte kvin- derne til, blev hendes folk udsat for stadig større påvirk- ning. Peary havde været der, hvalfangerne kom oftere, i 1909 blev missionsstationen oprettet og i 1910 startede Knud Rasmussen sin handels- station ved Thule. Langsomt - men alligevel i løbet af meget kort tid - skulle det lille sam- fund rykkes mange hundrede år frem i udvikling. * Den øgede forbindelse med verden gjorde, at nogle få af polareskimoeme kom ud og så dele af den verden, de ikke havde mulighed for at fore- stille sig. En af dem havde været i New York og fortalte sine undrende stammefræn- der ved hjemkomsten: »Huse- ne er så store som isfjelde på en bræbanke, og de strækker sig ud over landet, så langt man kan se, som en stejl bjergkæde med et utal af kløf- ter, der tjener som veje. Og mennesker! Ja, så mange er de, at der rejser sig skyer på himlen, solen formørkes, når de begynder at ryge op af de store skorstene, når kvinderne er begyndt at tilberede mor- genmaden«. Efter sådanne historier blev manden siden kaldt »Den store Løgner«. * Den 3. august kom Knud Ras- mussen til Thule for at hverve til sin store 5. Thuleekspediti- on. Den skulle som hans tidli- gere ekspeditioner basere sig på eskimoisk rejse- og jagt- teknik. Derfor var det vigtigt, at der kom en gruppe af pola- reskimoer med. Blandt dem var Amarulunnguaq og hen- des mand Iggiannguaq, der var kendt som en dygtig ung fanger. På vej syd over ramtes eskimoerne af noget, de ikke kunne værne sig mod: Syg- domme fra Europa. Iggiann- guaq og flere af de andre dør og blev begravet i Nuuk. Den 6. september skriver Knud Rasmussen: »Iggiannguaqs Enke har naturligvis taget sig sin Mands Død meget nær. Jeg har stillet hende Valget frit, saa at hun kan vende til- bage til Thule, naar lejlighed gives, eller fortsætte med Ekspeditionen. Hun har i Dag anmodet mig om at faa lov til at fortsætte, da hun vil anse det for uudholdeligt at leve mellem fremmede Menne- sker her i Sydgrønland paa ubestemt tid. Da vi har meget god brug for hende som Syer- ske, er jeg meget glad for, at hun fortsætter. Hun er søster til Ajako og den dygtigste af de kvinder, vi har med«. - Amarulunnguaqs liv var i for- vejen rejse - eller på rejse - så hun kunne lige så godt fortsætte. * Under ekspeditionens første del viser hun sig så dygtig til sit arbejde, at Knud Rasmus- sen vil have hende med på den store slæderejse. Hendes indstilling var helt i overens- stemmelse med sit folks iden- titet, som gamle Sorqaq ud- trykte det overfor Knud Rasmussen: »Du er født med en Drift, som ikke under dig Ro i Hvilen. Du må leve på Rejse (...). Og når Rejsefebe- ren kommer over dig, smider du dig bare paa din slæde, Herre over din dag, Herre over dine Hunde«. Knud Ras- mussen havde 2 grunde til at tage Amarulunnguaq med på rejse. Hun skulle sørge for sy- arbejdet og deres klæder - tra- ditionelt kvindearbejde, der var en af forudsætningerne for ekspeditionens heldige gennemførelse. Dernæst vid- ste de, at kvinderov var al- mindeligt blandt de folk, de skulle besøge. Når de havde Amarulunnguaq med, var det klart for alle, at de ikke kom for at stjæle kvinder. * For Knud Rasmussen var den længste slæderejse opfyldel- sen af mange års ønsker og arbejde - noget ganske sær- ligt. For Amarulunnguaq og Miteq var det mindre eventyr- ligt. Det var blot en forlæn- gelse af det daglige liv, de kendte. Den 31. august 1924 var de i Norne i Alaska og får straks at mærke, at den så- kaldte civilisation opstiller rammer, der deler folk efter race. På en af byens barer nægtede man at servere for Amarulunnguaq og Miteq, fordi de var i eskimodragter. Nyekviperede blev de, men næppe derfor anderledes. De to virker stive i det fremmede tøj. Klæder alene udgør ikke en kultur. * Fra Alaska rejser de med båd ned langs Amerikas vestkyst til Seattle, hvorfra Leo Han- sen, der var med på den sidste del af rejsen som fotograf, erindrer: »For vore grønlæn- dere var Seattle en stor ople- velse. Oppe i Norne havde ganske vist også set butikker med spejlruder, men dette her var dog noget langt mere im- ponerende. De kunne ikke blive trætte af at betragte vin- duesudstillingerne, de moder- ne huse, automobilerne og de mange cykler. Efter moden overvejelse vovede de sig endda i en elevator, og den køretur blev oplevelsernes toppunkt. Fokina (Amarulun- nguaq) var fuldkommen elle- vild. Hun havde hellere end gerne fortsat resten af dagen, så jeg måtte gøre hende begri- beligt, at også andre menne- sker havde ret til at benytte elevatoren«. * De rejste tværs over Amerika og kommer til New York og Washington, hvor de skal i audiens hos præsident Cooli- dge. (Calvin Coolidge (1972- 1933) Amerikansk præsident 1923-1929). Leo Hansen skri- ver: »Ledsaget af den danske konsul begav vi os alle fire til »det hvide hus«. Miteq så helt elegant ud i tøjet og Fokina havde efterhånden opnået en vis øvelse i at gå med de høj- hælede sko. Hun vraltede knap så meget mere«(...) Fokina og Miteq var ganske upåvirkede af situationen. De viste langt større interesse for salens udstyr end for den amerikanske præsident. De- res mørke øjne var på stadig rundfart for at indsluge detal- jerne. Coolidge var særdeles interesseret i ekspeditionens forløb (...) De fem tilståede minutter blev til tyve. Så Blev der gjort tegn til os, at audi- ensen var forbi, og vi forlod »det hvide hus« en oplevelse rigere. Jeg ville være en bla- sert størrelse, hvis jeg påstod, at det ikke havde været en stor oplevelse for mig. Vore to grønlændere så helt ander- ledes på det. Efter deres opfattelse - og det var måske rigtig nok - var Knud en langt mere betydningsfuld person end den amerikanske præsi- dent. De følte kun befrielse, fordi en kedsommelig pligt var overstået. Vi var da næp- pe heller kommet udenfor, før Fokina spurgte, om der ikke i denne by blev mulighed for en lille elevatortur... bare en enkelt. Hun fik den«. Den 8. november 1924 tele- graferer Knud Rasmussen hjem, at han samme dag har sendt Amarulunnguaq og Mi- teq med damperen Hellig Olav hjem og han beder om, at de må blive installeret hos pastor Ostermann i Greve. Når han selv kommer hjem, vil han så finde en løsning. * For Amarulunnguaq blev op- holdet i København ikke så behageligt. Hun var syg og det blev konstateret, at hun havde tuberkulose. Hun blev indlagt på Øresundhospitalet, hvor det var nødvendigt at operere hende. Knud Ras- mussen var ude for besøge hende og overrække For- tjenstmedaljen fra kongen. Det skjulte dog ikke, at hun havde det skidt. Hun savnede Thule, men kunne først kom- me hjem den følgende som- mer. Efter 4 års fravær var hun tilbage i sommeren 1925. Her blev hun gift med stor- fangeren Kaalipaluk. Mange år senere blev han spurgt, hvad han kunne huske om hende. Hun var usædvanlig dygtig til sit arbjede, men ægteskabet havde nu ikke varet i så mange år. Hun døde i oktober 1933, kun 37 år gammel, af den sygdom, hun aldrig blev helt rask fra. Ved selvsyn havde hun set, at »Den store Løgner«s historier var endnu mere fantastiske i virkeligheden. Hun var kom- met i berøring med en helt anderledes verden. Hun blev mærket af det, og det gjorde hendes liv kort. * Litteratur: Frederiksen, Kurt L.: Kongen af Thule, 1996. Gilberg, Rolf: Mennesket Minik, 1994. Hansen, Leo: I Knuds Slæ- despor, 1953. Vebæk, Maaliaaraq: Nava- ranaaaq og de andre. De grøn- landske kvinders historie, 1990.

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.