Atuagagdliutit - 03.09.1996, Page 12

12
Nr. 68 • 1996
ag'ag'c/é/'a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
Amarulunnguaq -
Grønlands
j emhårde lady
Grønlands Postvæsen hylder Amarulunnguaq, der
fulgte Knud Rasmussen på Den store Slæderejse
Amarulunnguup Kalaallit Nunaannit Manerassuarmi »Qimussernersuarmi« Miteq Knud
Rasmussen-ilu ilagai. Amarulunnguaq ukiut 100-erpiaat matuma siorna inunngorpoq,
1933-imilu oktoberimi 37-iinnamik ukioqarluni toquvoq.
Sammen med Miteq og Knud Rasmussen gennemførte Amarulunguaq »Den store Slæderej-
se« Fra Grønland til Stillehavet. Amarulunnguaq blev født for præcis 100 år siden og døde
i oktober 1933, kun 37 år gammel.
NUUK(KK) - Selv om kvin-
derne er den halve verden,
fylder de grønlandske kvinder
ikke meget på de grønlandske
frimærker. Store mænd er
ofte blevet hyldet med et fri-
mærke, men nu er turen ende-
lig kommet til en kvinde.
Amarulunnguaq? Ja, hvem
kender hende i dagens Grøn-
land, hvor det er muligt at sur-
fe på internettet og ringe til
Sydpolen. Og alligevel har
Amarulunnguaq stået for en
af de største præstationer i en
ellers fuldstændig mandsdo-
mineret verden: Opdagelses-
rejserne og ekspeditionernes
verden.
Hun fulgte med Knud Ras-
mussen og Qaavigarsuaq,
også kaldet Miteq, på »Femte
Thule Ekspedition« - eller
Den store Slæderejse - til inu-
it i Canada og Alaska. Hun
skulle sørge for syarbejdet og
de tre deltageres klæder - tra-
ditionelt kvindearbejde, der
var en af forudsætningerne
for ekspeditionens heldige
gennemførelse.
Kendte kvinder
Grønlands Postvæsen er med
i det europæiske frimærke-
samarbejde, og denne gang er
temaet for en række frimær-
ker i de europæsike lande
»Kendte Kvinder«. Grøn-
lands Postvæsens valg af Ar-
narulunnguaq synes oplagt -
ikke blot fordi det i år er 100
år siden, hun blev født.
Grønlands Postvæsen har i
sit nyeste nummer af abonne-
mentsbladet for samlere af
grønlandske frimærker »Gre-
enland Collector« præsteren-
de Amarulunnguaq i en arti-
kel, skrevet af forfatteren
Knud L. Frederiksen.
Knud L. Frederiksen, der
sidste år udgav bogen »Kon-
gen af Thule« om Knud Ras-
mussen, giver sin artiklen om
Arnarulunngyaq den latinske
overskrift »Sine qua non«,
som betyder »uden hvilken
ikke«. Så er tonen omkring
Grønlands jernhårde lady
slået an.
Amarulunnguaq
Knud L. Frederiksen skriver:
*
Den 11. marts 1923 forlod de
Danske Øen for at rejse ud på
det, der skulle blive verdens
længste slæderejse. De var 3,
der skulle med norden om
Amerika - helt over til Alas-
ka. Det var Knud Rasmussen,
det var Qaavigarsuaq - også
kladet Miteq (Edderfuglen)
og det var Amarulunnguaq -
Det lille Kvindemenneske.
*
Hun var født i 1896 blandt det
lille folk af polareskimoer,
der gennem århundreder hav-
de levet af fangst i det store
område på Grønlands nordve-
stkyst, der ligger mellem 75-
79,5 nordlig bredde og 58-74
vestlig længde. De var flere
gange kommet vandrende
over Ellesmere Land fra det
nordlige Canada over Smith
Sund og der fra bredt sig til
hele Grønland.
*
Det lille folk havde dannet en
særlig selvforståelse - en
kraft, der giver mennesker
etnisk identitet. Mens Amaru-
lunnguaq endnu var barn,
kom Knud Rasmussen første
gang op til hendes folk. Der
fortalte åndemaneren Majaq
ham, hvad sjælen gør for
mennesket: »Sjælen er det,
der gør dig smuk, som gør dig
til et menneske. Den alene får
dig til at handle, til at være
driftig. Det er den, der driver
hele dit liv«. - Amarulunngu-
aq havde sjæl.
*
De vilkår, eskimoerne levede
under, var så meget anderle-
des end noget, vi kender i
dag. Det fortælles, at da Ama-
rulunnguaq var 7 år, døde
hendes far. Dermed var fami-
liens forsørger væk og mode-
ren alene med 4 børn. Hun så
ingen anden udvej end at afli-
ve et eller flere af børnene og
da Amarulunnguaq var den
yngste, var hun den første.
Knud Rasmussen fortæller
historien - pigen skulle selv
hjælpe med at lægge snoren
om halsen, fordi hun forstod.
Hendes bror, Ajako, fattede
medlidenhed og bønfaldt mo-
deren om at spare lillesøste-
ren. - Der er to ting i den
historie: Det er klart, at leve-
vilkårene var barske og at så-
danne ting kunne finde sted.
Det er også klart, at Knud
Rasmussen i sine skildringer
af polareskimoeme har givet
et billede af nogle ædle vilde
- et billede, der mere passer
på danske forhold end på rea-
liteterne blandt polareskimo-
eme.
*
Samtidig med Amarulunngu-
aq voksede op og lærte sig de
færdigheder, der hørte kvin-
derne til, blev hendes folk
udsat for stadig større påvirk-
ning. Peary havde været der,
hvalfangerne kom oftere, i
1909 blev missionsstationen
oprettet og i 1910 startede
Knud Rasmussen sin handels-
station ved Thule. Langsomt -
men alligevel i løbet af meget
kort tid - skulle det lille sam-
fund rykkes mange hundrede
år frem i udvikling.
*
Den øgede forbindelse med
verden gjorde, at nogle få af
polareskimoeme kom ud og
så dele af den verden, de ikke
havde mulighed for at fore-
stille sig. En af dem havde
været i New York og fortalte
sine undrende stammefræn-
der ved hjemkomsten: »Huse-
ne er så store som isfjelde på
en bræbanke, og de strækker
sig ud over landet, så langt
man kan se, som en stejl
bjergkæde med et utal af kløf-
ter, der tjener som veje. Og
mennesker! Ja, så mange er
de, at der rejser sig skyer på
himlen, solen formørkes, når
de begynder at ryge op af de
store skorstene, når kvinderne
er begyndt at tilberede mor-
genmaden«. Efter sådanne
historier blev manden siden
kaldt »Den store Løgner«.
*
Den 3. august kom Knud Ras-
mussen til Thule for at hverve
til sin store 5. Thuleekspediti-
on. Den skulle som hans tidli-
gere ekspeditioner basere sig
på eskimoisk rejse- og jagt-
teknik. Derfor var det vigtigt,
at der kom en gruppe af pola-
reskimoer med. Blandt dem
var Amarulunnguaq og hen-
des mand Iggiannguaq, der
var kendt som en dygtig ung
fanger. På vej syd over ramtes
eskimoerne af noget, de ikke
kunne værne sig mod: Syg-
domme fra Europa. Iggiann-
guaq og flere af de andre dør
og blev begravet i Nuuk. Den
6. september skriver Knud
Rasmussen: »Iggiannguaqs
Enke har naturligvis taget sig
sin Mands Død meget nær.
Jeg har stillet hende Valget
frit, saa at hun kan vende til-
bage til Thule, naar lejlighed
gives, eller fortsætte med
Ekspeditionen. Hun har i Dag
anmodet mig om at faa lov til
at fortsætte, da hun vil anse
det for uudholdeligt at leve
mellem fremmede Menne-
sker her i Sydgrønland paa
ubestemt tid. Da vi har meget
god brug for hende som Syer-
ske, er jeg meget glad for, at
hun fortsætter. Hun er søster
til Ajako og den dygtigste af
de kvinder, vi har med«. -
Amarulunnguaqs liv var i for-
vejen rejse - eller på rejse - så
hun kunne lige så godt
fortsætte.
*
Under ekspeditionens første
del viser hun sig så dygtig til
sit arbejde, at Knud Rasmus-
sen vil have hende med på
den store slæderejse. Hendes
indstilling var helt i overens-
stemmelse med sit folks iden-
titet, som gamle Sorqaq ud-
trykte det overfor Knud
Rasmussen: »Du er født med
en Drift, som ikke under dig
Ro i Hvilen. Du må leve på
Rejse (...). Og når Rejsefebe-
ren kommer over dig, smider
du dig bare paa din slæde,
Herre over din dag, Herre
over dine Hunde«. Knud Ras-
mussen havde 2 grunde til at
tage Amarulunnguaq med på
rejse. Hun skulle sørge for sy-
arbejdet og deres klæder - tra-
ditionelt kvindearbejde, der
var en af forudsætningerne
for ekspeditionens heldige
gennemførelse. Dernæst vid-
ste de, at kvinderov var al-
mindeligt blandt de folk, de
skulle besøge. Når de havde
Amarulunnguaq med, var det
klart for alle, at de ikke kom
for at stjæle kvinder.
*
For Knud Rasmussen var den
længste slæderejse opfyldel-
sen af mange års ønsker og
arbejde - noget ganske sær-
ligt. For Amarulunnguaq og
Miteq var det mindre eventyr-
ligt. Det var blot en forlæn-
gelse af det daglige liv, de
kendte. Den 31. august 1924
var de i Norne i Alaska og får
straks at mærke, at den så-
kaldte civilisation opstiller
rammer, der deler folk efter
race. På en af byens barer
nægtede man at servere for
Amarulunnguaq og Miteq,
fordi de var i eskimodragter.
Nyekviperede blev de, men
næppe derfor anderledes. De
to virker stive i det fremmede
tøj. Klæder alene udgør ikke
en kultur.
*
Fra Alaska rejser de med båd
ned langs Amerikas vestkyst
til Seattle, hvorfra Leo Han-
sen, der var med på den sidste
del af rejsen som fotograf,
erindrer: »For vore grønlæn-
dere var Seattle en stor ople-
velse. Oppe i Norne havde
ganske vist også set butikker
med spejlruder, men dette her
var dog noget langt mere im-
ponerende. De kunne ikke
blive trætte af at betragte vin-
duesudstillingerne, de moder-
ne huse, automobilerne og de
mange cykler. Efter moden
overvejelse vovede de sig
endda i en elevator, og den
køretur blev oplevelsernes
toppunkt. Fokina (Amarulun-
nguaq) var fuldkommen elle-
vild. Hun havde hellere end
gerne fortsat resten af dagen,
så jeg måtte gøre hende begri-
beligt, at også andre menne-
sker havde ret til at benytte
elevatoren«.
*
De rejste tværs over Amerika
og kommer til New York og
Washington, hvor de skal i
audiens hos præsident Cooli-
dge. (Calvin Coolidge (1972-
1933) Amerikansk præsident
1923-1929). Leo Hansen skri-
ver: »Ledsaget af den danske
konsul begav vi os alle fire til
»det hvide hus«. Miteq så helt
elegant ud i tøjet og Fokina
havde efterhånden opnået en
vis øvelse i at gå med de høj-
hælede sko. Hun vraltede
knap så meget mere«(...)
Fokina og Miteq var ganske
upåvirkede af situationen. De
viste langt større interesse for
salens udstyr end for den
amerikanske præsident. De-
res mørke øjne var på stadig
rundfart for at indsluge detal-
jerne. Coolidge var særdeles
interesseret i ekspeditionens
forløb (...) De fem tilståede
minutter blev til tyve. Så Blev
der gjort tegn til os, at audi-
ensen var forbi, og vi forlod
»det hvide hus« en oplevelse
rigere. Jeg ville være en bla-
sert størrelse, hvis jeg påstod,
at det ikke havde været en
stor oplevelse for mig. Vore
to grønlændere så helt ander-
ledes på det. Efter deres
opfattelse - og det var måske
rigtig nok - var Knud en langt
mere betydningsfuld person
end den amerikanske præsi-
dent. De følte kun befrielse,
fordi en kedsommelig pligt
var overstået. Vi var da næp-
pe heller kommet udenfor, før
Fokina spurgte, om der ikke i
denne by blev mulighed for
en lille elevatortur... bare en
enkelt. Hun fik den«.
Den 8. november 1924 tele-
graferer Knud Rasmussen
hjem, at han samme dag har
sendt Amarulunnguaq og Mi-
teq med damperen Hellig
Olav hjem og han beder om,
at de må blive installeret hos
pastor Ostermann i Greve.
Når han selv kommer hjem,
vil han så finde en løsning.
*
For Amarulunnguaq blev op-
holdet i København ikke så
behageligt. Hun var syg og
det blev konstateret, at hun
havde tuberkulose. Hun blev
indlagt på Øresundhospitalet,
hvor det var nødvendigt at
operere hende. Knud Ras-
mussen var ude for besøge
hende og overrække For-
tjenstmedaljen fra kongen.
Det skjulte dog ikke, at hun
havde det skidt. Hun savnede
Thule, men kunne først kom-
me hjem den følgende som-
mer. Efter 4 års fravær var
hun tilbage i sommeren 1925.
Her blev hun gift med stor-
fangeren Kaalipaluk. Mange
år senere blev han spurgt,
hvad han kunne huske om
hende. Hun var usædvanlig
dygtig til sit arbjede, men
ægteskabet havde nu ikke
varet i så mange år. Hun døde
i oktober 1933, kun 37 år
gammel, af den sygdom, hun
aldrig blev helt rask fra. Ved
selvsyn havde hun set, at
»Den store Løgner«s historier
var endnu mere fantastiske i
virkeligheden. Hun var kom-
met i berøring med en helt
anderledes verden. Hun blev
mærket af det, og det gjorde
hendes liv kort.
*
Litteratur:
Frederiksen, Kurt L.: Kongen
af Thule, 1996.
Gilberg, Rolf: Mennesket
Minik, 1994.
Hansen, Leo: I Knuds Slæ-
despor, 1953.
Vebæk, Maaliaaraq: Nava-
ranaaaq og de andre. De grøn-
landske kvinders historie,
1990.