Atuagagdliutit - 03.09.1996, Side 14

14
Nr. 68 • 1996
£a ajpajpc/é/'a C/t
Efterår
Tekst og foto:
journalist Lone
Madsen
Overgangen fra sommer til
efterår i Sydgrønland skete
fra den ene dag til den anden.
31. juli forlod vi Narsaq
iført tynde bomuldsanorak-
ker. For engang skyld havde
vi pakket tørdragterne ned.
Det var en rigtig sommerdag.
1. august vågnede vi op til en
rå og klam morgen, der havde
en helt umiskendelig lugt:
efterår. Nu begynder folk at
tale om, at efteråret er startet,
og at det er tidligt på den i år,
og vi begynder at tænke på de
berømte og berygtede efte-
rårsstorme ved Kap Farvel.
Hele tiden har vi vidst, at vi
skal være særdeles heldige for
at få taget det afsluttende
gruppebillede på Kap’et, og
vi har endnu ikke bekymret os
så meget om, hvorvidt det
skal lykkes eller ej, blot sagt:
Lad os nu se, når vi nærmer
os. Og det gør vi nu.
Inngis mor, Antonio, er i
røret og fortæller, at nu må vi
stoppe. Efteråret er startet ved
Kap Farvel. Al sejlads er ind-
stillet - for kajakker og joller.
Antonio kommer selv fra
Grønlands sydligste bygd
Narsaq Kujalleq og kender
efterårets luner fra sin bam-
og ungdom. Hun har mistet
såvel far som brødre under
kajakfangst ved Kap Farvel,
og hun er ikke tryg ved at
have sin eneste datter sidden-
de i en kajak i det farvand.
Inngi beroliger sin mor: Vi
skal nok passe på. Vi tager
ikke afsted i dårligt vejr, og vi
tager ikke afsted, hvis sted-
kendte folk anbefaler os at
lade være. Det hjælper ikke
meget, for vejrudsigten kan
også høres i Narsaq, og er
meldingen mere end 10 se-
kundmeter, ved vi, at vi kan
vente et opkald fra Antonio.
Andre bekymrede menne-
sker er begyndt at overbevise
os om, at Grønlands sydligste
punkt slet ikke er Kap Farvel;
men et lille næs umiddelbart
GRØNLANDSPOSTEN
Qajartortut Nanortalimmut ingerlaamerminni Uunartumut aqqusaarlutik puilasoq kissartoq ilulissanik qanittunnguullutik saaqquasunik i-
siginnaajutigalutik nalunnguarfigaat.
Undervejs til Nanortalik tager kajakroerne en afstikker til de varme kilder i Uunartoq, hvor man kan bade, mens man studerer isfjeldene i fjorden
umiddelbart ved siden af.
syd for den sydligste bygd
Narsaq Kujalleq. Næsset er
nemlig det grønlandske fast-
lands sydligste punkt.
Ubudne gæster
Vi tilbringer nogle dage i
Qaqortoq, før vi sætter kursen
mod Grønlands sydligste
kommune Nanortalik. Under-
vejs besøger vi fåreholderste-
det Tasiluk. Der er ikke no-
gen hjemme. Vejret er - efter-
årsagtigt - så vi beslutter at
låne lidt varme og tørresnor i
det ulåste hus, mens vi spiser
frokost. Det føles lidt forbudt
at sidde i et fremmed hjem
med sofaens tæpper om skul-
deren, og vi spøger med, om
vi bliver anmeldt for ulovlig
indtrængen. Nej slet ikke, for
da vi senere på dagen anløber
bygden Eqalugaarsuit, står
Parnannguaq og Otto fra Tas-
iluk på kajen og ønsker os
velkommen, og tak fordi vi
har lagt vejen forbi deres
hjem. Vi er blevet set padle
ind i den lille bugt, hvor fåre-
holderstedet ligger.
I Eqalugaarsuit bliver vi for
alvor stressede. Skal vi besø-
ge det yderligt liggende Sar-
loq eller ej? Folk i bygden rå-
der os fra det. 1 stedet for bli-
ver vi anbefalet at tage direk-
Neriuffik
Kræftens Bekæmpelse
i Grønland
Landsindsamling
Bidrag igennem telenettet,
Ring til følgende telefonnumre:
0066 - (Bidrag på kr. 50/-)
0069 - (Bidrag på kr. 100,-)
Bidragene udleveres til Neriuffik
ved næste indbetaling af din
telefonregning.
På forhånd tak
Telefonnumrene vil være åbne i
perioden fra d. 26. august 1996 til
og med d. 13. september 1996.
te til Sydprøven. Det gør vi og
tjener en dag på det - som vi
sætter til ved dårligt vejr i
Sydprøven.
Hvalernes paradis
Vi er kommet til hvalernes
paradis her omkring Sydprø-
ven. Vi ser vågehvaler over-
alt. På et tidspunkt, hvor vi
padler lidt spredt, har jeg føl-
geskab af en vågehval i et par
timer. Først dukker den op
lige foran kajakken, så jeg er
lige ved at padle op på ryggen
af den. Senere ligger den 15
meter fra kajakken og følger
mig i samme tempo, som jeg
padler. Jeg vil gerne have den
tættere på, og jeg vil gerne
have den om på den anden
side af kajakken, så jeg kan
fotografere den uden modlys;
men det lykkes ikke. Når jeg
trækker længere ud fra
kysten, gør den det også. Den
er vist heller ikke så vild med
at blive fotograferet, for når
jeg trækker kameraet frem,
dykker den og bliver væk -
måske er det ikke kameraet.
Måske betyder det noget, at
jeg ikke længere padler.
Vi er efterhånden blevet
helt fortrolige med de store
havpattedyr og møder dem
ikke længere med en blanding
af frygt og spænding. Kun
med spænding. Men jeg
husker stadig, hvordan jeg
bare en måned tidligere kun-
ne få enhver rygfinne til at
ligne en spækhugger.
Følger ikke planen
Vi anløber Sydprøven - lidt
for tidligt i forhold til vores
plan - som vi efterhånden er
begyndt at hade. Overalt op-
lever vi, at vi er for tidligt
eller for sent på den i forhold
til den plan, som vi udtrykke-
ligt har kaldt vejledende. I
Sydprøven er vi for tidligt på
den, og den lokale fangerfore-
ning er ulykkelig over ikke at
være klar med en velkomst-
ceremoni; men holder i stedet
for kaffemik for hele byen i
forsamlingshuset.
Her i Sydprøven er der
mange, som kan give os gode
råd om rutevalg og vejrfor-
hold udfra erfaringer med ka-
jakroning. Alligevel bliver
jeg noget forbavset, da den
jævnaldrende Gerhardt Han-
sen, der har indvilget i at tol-
ke for mig, gør et kast med
hovedet, da vi passerer hans
hjem og siger: - Det er min
kajak.
- Din kajak! Hvad bruger
du den til?
- Til at fange sæler og fug-
le... Og her gik man og troe-
de, at kajakfangerkulturen er
helt uddød.
Vi får en ekstra dag i Syd-
prøven på grund af dårligt
vejr. Egentlig ser det ikke så
dårligt ud fra vinduet hos
Richard, hvor vi bor; men
inde i næste fjord er det slemt,
siger de ældre fangere til os -
de der kender farvandet fra
kajak.
Et varmt bad
Da vi endelig kan forlade
Sydprøven, er det lige før vi
vader i hvaler. Der er så man-
ge, at man skal holde øje med,
hvor man sætter pagajen for
ikke at ramme en. Det sidste
er måske en smule overdre-
vet; men der er blæste, haler
og rygfinner overalt. Våge-
hvaler og pukkelhvaler. Inngi
tæller på et tidspunkt syv på
samme tid. Om der var flere,
eller det var de samme, der
kredsede om os de første par
timer, var ikke til at finde ud
af.
Vi har nu sat kursen mod
Nanortalik by; men gør un-
dervejs en afstikker til noget,
der ikke har noget som helst
med kajakroning at gøre: De
varme kilder i Uunartoq. Her
kan man bade, mens man stu-
derer isfjeldene i fjorden
umiddelbart ved siden af.
Det gør vi - længe - for
over vandet er der koldt med
regn og tåge, og det er næsten
ikke til at forlade det varme
vand. Men badet giver os var-
men resten af dagen i kajak-
ken.
Vi skal videre. Skal vi søge
ind til det nedlagte fårehol-
dersted Quemermiut og få tag
over hovedet - her i regnen -
eller skal vi fortsætte, til det
bliver mørkt og tage teltet i
brug? Lysten siger fårehol-
derstedet, fornuften teltet. Vi
er fornuftige. Når det er gråt
og tåget, er det på tide at gå i
land ved halv ni-tiden.
God morgen, Nanortalik
Vi beslutter at stå tidligt op på
grund af en alarmerende vejr-
melding. Tidlig ment som
klokken otte; men allerede
klokken fem, rusker Inngi i
soveposerne: Jeg har lige
været ude. Jeg tror, at vi skal
tage afsted nu, hvis vi skal
over fjorden og nå Nanortalik
i dag.
Det gør vi om end noget
søvndrukne. Efter nogle timer
gør vi holdt og drikker mor-
genkaffe ved en lille fangst-
plads. I virkeligheden en hel
lille hytteby, hvor folk fra
Nanortalik tilbringer somme-
ren med at tørre kød og fisk til
vinteren.
Vi møder både, mange
både og fra en af dem lyder
det: - Kommer I allerede nu. I
lokal-tv står der ellers, at I
først kommer på tirsdag...
Det er lørdag middag, da vi
står ind i havnen og ikke en
hvilken som helst lørdag mid-
dag; men den første skoledag.
Efter fem minutter står en
søvndrukken og lidt forurettet
fritidsinspektør på havnen og
lover os røvfuld:- I skulle
først komme på tirsdag. Vi
havde arangeret kanonsalut,
korsang og folkedans på hav-
nen. Og om aftenen skulle I
ud at spise med borgmesteren
- og nu er hun ude at sejle. Og
alle plakaterne, der skulle
hænges op. Det kan I altså
ikke være bekendt.
Inuit allat illuanni nalaasaarfiup qalianik oqorsaaserluni issianeq inerteqqutaasutut misiginaraluartoq, sila ukiarpalaanga-
annat qajartortut aalajangerput illu paarnaaqqanngitsoq nerinerminni kissasserfigalugulu panersiivigilaarniarlugu.
Vejret er efterårsagtigt, så kajakroerne beslutter at låne lidt varme og tørresnor i et ulåste hus, mens de spiser frokost,
selvom det føles lidt forbudt at sidde i et fremmed hjem med sofaens tæpper om skulderen.
ASS./ FOTO: AG ASS./ FOTO: AG