Atuagagdliutit - 28.08.1997, Blaðsíða 16

16
Nr. 66 • 1997
GRØNLANDSPOSTEN
VILLE VÆRE
»GNIST«
Lars Emil Johansen var fascineret af telegrafisternes
kontakt med omverdenen, men drømmen brast,
da han blev søsyg
Det var ikke Laasi’s ambition
at blive politiker. Han havde
slet ikke tænkt i de baner,
hverken i skolen eller på se-
minariet.
-1 skolen var det min drøm
at blive »gnist«. Dengang var
Grønlands forbindelse med
omverdenen meget begræn-
set. Man kunne ikke telefone-
re mellem de grønlandske
byer, og forbindelsen ud af
landet var begrænset og van-
skelig. Det var fascinerende
at tænke på, åt telegrafisten
sat med kontakten til hele ver-
den i sin ene hånd.
Lars Emil Johansen har
svært ved at slippe minderne
om barndommen i Illorsuit,
fordi han på mange måder har
været ledt gennem livet af de
retningslinier, der dengang
blev udstukket af omstændig-
hederne.
- Det var ikke, fordi alting
blev lagt i faste rammer - så
langt fra. Men barndommens
indtryk, den tidligste opdra-
gelse, miljøet og de menne-
sker, man ser op til, bliver
uundgåeligt en ledetråd i de
valg og beslutninger, som
resten af livet kommer til at
bestå af, siger han.
Udlængsel
- Men da jeg først var væk fra
Illorsuit, som jeg altid ønsker
mig tilbage til, fik jeg
udlængsel. Hjemme havde
hele min verden været til at
overskue. Her var alt, hvad
jeg havde behov for, og Ver-
den behøvede for den sags
skyld ikke at være større.
- Jeg var da godt klar over,
at der var meget og andet end
Illorsuit. Flyvemaskinerne,
som jeg fortalte om sidst, var
i alt fald ikke fra Illorsuit, og
jeg havde for eksempel også
funderet over, hvor sneen
kom fra. Skyerne, der drev
hen over os fra andre egne.
Hvordan så der ud? Men ud-
længslen kom først, da vi rej-
ste til Uummnannaq.
- Derfor var det også med
glæde, at jeg i 1960 drog af-
sted på efterskole i Aasiaat.
Det var dengang, jeg gerne
ville være »gnist«. Den der
elektroniske kontakt med det
store udland var noget, der
trak i mig, og tanken om at
rejse rundt i verden var ikke
mindre fascinerende.
. - Drømmen holdt i nogle år,
indtil jeg med den gamle
»M/S Disko« ramlede ind i en
forfærdelig storm mellem
Maniitsoq og Nuuk. Rejsen
tog 22 timer, og den var et
rent helvede.
Søsyg
- Dengang havde elever ingen
menneskerettigheder, og vi
havde hverken kahyt eller
køjeplads. Jeg fandt dog en
hylde i rebmagasinet, hvor
jeg lå nogenlunde mellem
tov-enderne. På den rejse blev
jeg klar over, at jeg ikke var
synderlig søstærk, og jeg våg-
nede brat op af min drøm om
at blive gnist.
- I løbet af realskolen i
Nuuk fattede jeg for alvor
interesse for det boglige, og
jeg klarede mig rimelig godt i
skolen. Jeg fik også gjort
noget ved mine manglende
danskkundskaber.
- Et år fik jeg mulighed for
at komme til Danmark på
kombineret ferie- og skole-
ophold. En måned kunne jeg
gå i skole, og jeg havde sat
mig for, at jeg ville lære at
bruge danske fyldord, så jeg
kunne tale mere flydende i
stedet for det der konstruere-
de skolesprog, som det hidtil
var blevet til.
- Så jeg lavede en aftale
med en kammerat Mogens, at
han blandt andet skulle lære
mig at bande. Det er naturlig-
vis lidt flovt at indrømme,
men det giver en sproglig fri-
hed at kende alle sprogets
nuancer - også de knap så
flatterende. Det er også nød-
vendigt at kunne forstå humo-
ren og kunne fortælle vittig-
heder.
Ville være
maskinmester
Tilbage i Grønland begyndte
det at gå rimelig hurtigt for
unge Johansen, og i anden
real var han opsat på at tage
på gymnasium i Danmark.
Studentereksamenen ville han
bruge til en teknisk uddannel-
se. Dengang var det meget
attraktivt at blive maskin-
mester, og det var han uden
tvivl blevet, hvis ikke nogen
havde blandet sig.
- Min beslutning om at bli-
ve student blev »overruled«
af rektor Christian Stærmose,
og han var jo en mand, der
forstod at sætte sig i respekt.
- En dag blev jeg kaldt ind
på hans kontor, og det blev
man kun, hvis man skulle
Af Jens Brønden
have en skideballe eller det,
der var værre. Men jeg skulle
hverken have det ene eller det
andet. Tvært imod blev jeg
rost for mine resultater i sko-
len, og så præsenterede han
mig for sine planer med mig.
- Grønland havde brug for
unge dygtige lærere, og for at
overtale mig tilbød han, at jeg
kunne springe de et-to års
præparentklasse over og gå"
direkte ind på seminariet.
- Jeg var 18-19 år og blev
naturligvis smigret. Så jeg
startede på læreruddannelsen,
tog eksamen og arbejdede
som lærer et til to år og har
aldrig siden sat mine ben i
skolevæsenet.
Kimen til politik
Uden at vide det kom rektor
Stærmose til at lægge kimen
til Lars Emils politiske karrie-
re.
- Måske var det en politiske
tornerosesøvn i mine unge år.
Måske var det uundgåeligt, at
jeg valgte den vej. Men jeg
vidste det ikke. Jeg er for
eksempel ikke påvirket af
min mors politiske karriere,
og hun har ikke - forstå mig
ret - været mit politiske for-
billede. Jeg havde bare ikke
tænkt i de baner.
- Men startskuddet blev
nok en begivenhed i 1970, da
Stærmose ville suspendere
undervisningen, fordi der kun
var en halv snes lever. I stedet
skulle vi »på græs«, som det
hed - altså ud i praktik.
- Det protesterede vi imod.
Vi holdt krisemøder og skrev
et pænt brev til rektor, men vi
fik det svar, at skolen ikke
kunne tage det alvorligt. Så
skrev vi det samme pæne
brev og bad denne gang om,
at det blev taget alvorligt. Det
blev også til en artikel i AG,
et brev til skoledirektør Chri-
stian Berthelsen og til under-
visningsministeriet. Vi slog
på, at uddannelsen ikke skulle
styres af kvantitet, men af
kvalitet.
- Rektors modspil var en
trussel om, at vi ikke kunne få
vor eksamen, hvis vi ikke
fulgte seminariets »undervis-
ning«. Men vi ignorerede
hans trussel, fordi vi kendte
vor markedsværdi. Det var jo
brug for unge, dygtige lærere.
Historie og politik
- Jeg havde dansk sprog,
dansk litteratur og historie
som speciale og interesserede
mig meget for, hvad der skete
i verden. Der var utrolige om-
væltninger i de år, alt imens
Moses Olsen aamma Lars Emil Johansen inuusuttut politikimik mumisitsinerata nalaani,
Kalaallit Nunaanni nutaamik isumaqalernermut aallarniutaasumi.
Moses Olsen og Lars Emil Johansen fra det politiske ungdomsoprør, der startede den nye
bevidstgørelse i Grønland.
Grønland stadig var et for-
holdsvis lukket område, hvor
de særlige grønlandske for-
hold gjorde sig gældende. Jeg
havde svært ved at forstå dis-
se særlige forhold i en verden,
der overalt var præget af en
udvikling og af forandringer,
som tog sit udspring i alver-
dens »særlige forhold«.
- Men Grønland var på det
tidspunkt nærmest i en til-
stand af isolation, som gjorde
det muligt for usynlige kræf-
ter at styre landet med hård
hånd. Der var landshøvdingen
og alle landsledeme, der i
deres små kongeriger var ene-
vældige.
- Jeg tror, det blandt andet
er min interesse for historie,
der har skabt interessen for
politik. Det år, jeg blev færdig
som lærer, holdt jeg tale ved
dimissionen og citerede for-
fatteren Gustava Brandt, der
til sine forældre havde skre-
vet: - Jeg blev ikke det, I
håbede, men alt det 1 frygte-
de. - Det kunne godt over-
føres på os efter vor »genstri-
dige« holdning til rektors
alternative undervisnings-
plan.
Til Danmark
Som en del af læreruddannel-
sen var Lars Emil et år på
Hjørring Seminarium. Her
holdt han i starten en lav pro-
fil. Ingen forventede rigtigt
noget af en grønlandsk stude-
rende, og han havde heller
ikke selv noget ønske om at
markere sig.
Det kom nu alligevel. En
Lars Emil er ikke til at overse
i længden, og selvom han var
tavs og indesluttet, kom han
for alvor op til »overfladen«,
da han afleverede en stil, som
tvang adjunkten til at give
ham top-karakter.
- Det var et frit emne, og vi
fik på forhånd at vide, at
»mg« (noget i retning af 8 -
red.) og derover var næsten
umuligt at opnå. Det argu-
menterede han for, og kun de
aller skappeste havde forvent-
ninger om at nå de højder.
- Jeg skrev om diskrimina-
tion i dagens Danmark - især
den »omvendte« diskrimina-
tion - og den dag, han kom til-
bage med stilene, lagde jeg
godt mærke til, at han skæve-
de til mig. Kun to havde fået
»mg+«, og det vakte stor
opmærksomhed, da det vidste
sig, at »den tavse grønlæn-
der« var en af dem.
- Resten af året kunne jeg
hjælpe mine danske kamme-
rater med dansk grammatik,
litteratur og feltanalyse.
Politikeren
I 1970 blev Lars Emil Johan-
sen inviteret til en konference
om Grønlands fremtid. Han
var repræsentant for De stu-
derendes Råd og var siden
med til at redigere en bog om
konferencen. Der blev ved
den lejlighed udarbejdet en
resolution, et arbejde, jeg ud-
førte med folk som daværen-
de stud. jur. Emil Abeisen,
stud. scient, pol. Jakob Janus-
sen og sociologistuderende
Aqqaluk Lynge, alle folk, vi