Atuagagdliutit - 05.02.1998, Side 13

Nr. 10 ■ 1998
13
f'hZaag'ag'c/é/a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
Sanasut pisortaat
Helene Junge
saamerliuvoq,
sanianiipporlu
sanasuisa pisor-
taat Svend, Lisa
sarliarlugu.
Tømrermester
Helene Junge til
venstre med
mestersvenden
Svend, der har
Lisa på armen.
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT
Nuummi »biilit assartuutit« namminersortunit
pigineqartut siulliit, qaanilu issiavoq Olie-
Claus, John Clausen.
Den første private »tankbil« i Nuuk med Olie-
Claus, alias John Clausen på tanken.
Svend Junge
qatanngunnilu
itsangaatsiaq,
taamanili
inuuneq nuan-
nersuuvoq.
Svend Junge
sammen med
sin søster i en
fjern, men smuk
fortid.
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT
► Efter en kort tid hos GTO,
hvor Junge arbejdede med as-
faltgulve, fik han lyst til noget
nyt. Det var simpelthen ikke
ham at gå for fire kroner i ti-
men og en krone i akkord-af-
savn på en offentlig arbejds-
plads. Derfor søgte han over
til tømrermester Hans Burka-
hl.
• Efter nogen tid undrede det
Junge, at hverken Hans Bur-
kahl eller andre bød på noget
byggeri i Qeqertarsuatsiaat, og
han spurgte mesteren, om ikke
det var en ide at byde. Men det
var det ikke. Det var alt for be-
sværligt at bygge i Qeqertar-
suatsiaat, og der var ingen
tømrersvende, der ville der-
ned. Der var heller ingen
strøm og andre hjælpemidler.
Nej, det kunne ikke betale sig.
Men det mente Junge nu
godt, det kunne, og han gik
ned til GTO’s byggetjeneste
for at få tegningerne.
Helene blev mester
- Har du næringsbrev? spurg-
te de. Det havde Junge ikke,
og på kommunen sagde de, at
det kunne han heller ikke få,
før han havde været lokal i
Grønland i to år.
- Men så en dag sad jeg og
snakkede med Ole Winstedt,
fortæller Junge. - Og han sag-
de:- Sig mig, er det ikke dig
der kærestererer med Helene
Dalager?
- Det var det jo, og så sagde
Winstedt, at hun med lethed
kunne få næringsbrev, og de
kunne skrive det, mens vi ven-
tede.
- Som sagt så gjort, og med
et splinternyt næringsbrev gik
jeg igen til byggetjenesten,
hvor de ganske vist slog sig i
, tøjret, men til sidst måtte give
sig. De indvendte dog, at He-
lene ikke var tømrer, og at hun
derfor ikke kunne påtage sig
’ sådan et byggeri. - Nej, det
kan være rigtig nok, sagde jeg,
- men hun har en knusende
god mestersvend, og vi skal
nok finde ud af det.
- Vi fik så tre type 16-huse,
og da vi var godt i gang med
dem, rejste en anden mester
fra to type 25 og en sygeple-
jestation. Dem fik vi så oveni
for regning, og det var noget,
der battede. Helene lavede
mad til folkene, trak i kedel-
dragt og knoklede løs på byg-
gepladsen side om side med
os andre.
- Af de overskydende mate-
rialer, som tilfaldt mesteren,
byggede vi vores første hus på
Inspektørbakken, og det blev
et af de der næsten 39 steder,
vi har boet.
Snabelvaskeri
banede vejen
Tilbage i Nuuk kom der gang
i forretningen, men her i byen
så det ikke godt ud med en
kvinde på byggepladsen, og
Helene kedede sig. Hun ville
godt have noget at rive i, og da
vaskeriet »Nordlyset« blev
omdannet til et snabelvaskeri
(værtshus - red.), mente hun,
der måtte være grundlag for et
vaskeri.
- Det gik vi så i gang med at
planlægge, og en dag fik jeg
en henvendelse fra »Admini-
strationen«, der tilbød os er-
hvervsstøtte, hvis vi ville lave
et egentligt dampvaskeri. Og
sådan blev det.
Vel etableret på Vandsøvej
blev det driftige ægtepar nabo
til den nye heliport, og Junge
spekulerede på, hvem der
skulle passe den. Det spurgte
han Grønlandsflys direktør V.
Lauritzen om, og han svarede,
at så langt havde man endnu
ikke tænkt.
Junge fik naturligvis jobbet.
Entreprenør
og vognmand
- Jeg købte derfor to traktorer,
en med skovl og en med kost,
og her startede så min karriere
som entreprenør. Det var i
1965 (Helene korrigerer til
1964).
En meget snerig vinter
tvang Junge til at købe en last-
bil, så han kunne køre sneen
væk, og hermed var grunden
til transportselskabet lagt. Det
er på den måde, mange af hans
virksomheder er blevet til.
Han er ikke manden, der går
ud og køber sig til ydelser,
hvis hqn selv kan klare para-
grafferne. Og sådan fortsatte
det.
- Vi brugte meget olie i
dampvaskeriet, forklarer han.
- Og vi kunne aldrig rigtigt
regne med leverancerne. Når
tankene var ved at løbe tør,
var proceduren den, at vi gik
ned på regnskabskontoret i
Kolonihavnen og købte 5.000
liter. Kvitteringen skulle så
afleveres hos Feldmann på
havnen, og han rekvirerede
Jørgen Nystrup, der stod for
udkørslen.
- Men det var ikke altid om-
gående levering. Vi kom ind i
køen, og hvis det var op til en
weekend kunne vi godt belave
os på at lukke vaskeriet, indtil
det blev vores tur. Det kunne
vi naturligvis ikke leve med,
og derfor købte jeg en stor tan-
kvogn med to tanke og sætte-
vogne, den ene med lad, fra
Kangerlussuaq. Det var store
sager i mere end én forstand,
og det løste problemet.
Oliebranchen
- Vi måtte dog ikke hente oli-
en selv. Det havde Nystrup
koncession på, så han kom og
fyldte op. Men det rygtedes
hurtigt, at vi havde olie, og
folk, der var trætte af at vente
på deres tur, kom til os for at
købe. Jeg købte så et lille tank-
køretøj, der mest af alt lignede
en stor budcykel, og med den
kørte vi rundt til enkelt-kun-
der. Inden længe skaffede vi
os en ordentlig tankbil, og hos
KGH i København forhandle-
de jeg mig til en rabat på to
øre pr. liter. Da vi solgte olie-
selskabet til Brugsen var a-
vancen steget til 16 øre pr.
liter.
Junge har været foregangs-
mand på en lang række områ-
der. Han skaffede den første
kvæmvogn til byen, en af-
faldsvogn med snegl, og det
var også ham, der købte den
første sneslynge. Den blev han
dog nødt til at sende retur til
Canada, fordi en GTO-mand
så sig sur på den og mente,
den var farlig før børn.
Da lufthavnen kom, indså
man imidlertid, at en sneslyn-
ge var uundværlig, og Junge
tog til Sweitz og købte en
slynge, der kunne bane en vej
på 1.60 meter. Det viste sig
dog at være i underkanten, for
en dag kilede en ambulance
sig fast i sporet med en hjerte-
patient, der skulle på Sana. På
den baggrund blev det beslut-
tet, at mindstekravet til sne-
slynge skulle øges til mini-
mum 2,30 meter, og Junge tog
igen til Sweitz og satsede to
ekstra millioner på snerydnin-
gen i Nuuk. Det blev en ube-
tinget succes.
Kapisillit
Junge har ikke holdt sig til de
mere håndværksbetonede
ting. Det hænger sammen
med, at hans interesser rækker
langt ud over forretning. Hans
interesse for kunst, frimærker
og mønter er kendt videnom.
Men herved bliver det ikke.
Junge er fremfor alt naturel-
sker, og har etableret sig i
både Kapisillit og Kangeq i
hver sin ende af Nuup Ka-
ngerlua (Godthåbfjorden). 1
Kapisillit bankede han og He-
lene et friluftscenter op med
spisested og indkvartering, og
her boede de begge hele sæso-
nen i årene 1971-1978. Cen-
tret havde stor succes, og der
er ingen tvivl om, at det betød
en masse for beskæftigelsen
og omsætningen. Selv be-
skæftigede han otte-ni piger,
og han havde gerne fortsat,
hvis ikke der var kommet
noget i vejen.
- Sportsfiskeriet i elven var
en tom i øjet for Kapisillit’er-
ne, og de klagede til kommu-
nen og fremviste fisk, der var
revet op af kroge. Det var en
helt urimelig anklage, fordi vi
jo alle ved, at sportsfiskeriet
ikke skamferer fiskene på den
måde. Det mindede mere om
den traditionelle grønlandske
krogningsmetode, som ofte
bruges i elvenes bassiner.
- Ikke desto mindre førte det
til et forbud mod sportsfiskeri
i elven, og selvom det var en
bet for det fiskende publikum,
så lykkedes det alligevel al
trække folk til stedet. Blandt
andet arrangerede jeg ture
over til renhegnet, så turister-
ne kunne spadsere til isfjor-
den. De kom også med til
renavlstationen, og vi kiggede
på nordboruiner i området.
- I mellemtiden havde
Kapisillitterne fået renavlssta-
tionen, som jeg ellers havde
søgt på sammen med Jon Hæt-
ta, og da det efter et par år var
umuligt at samle rensdyrene
til slagtning, blev jeg beskyldt
for, at det var mine turisters
skyld. Det blev forbudt at gå
over tangen til isfjorden, fordi
folkene derinde mente, det
skræmte renerne, og efterhån-
den var der spændt så meget
ben for feriecentret, at det var
vanskeligt at holde det i gang.
- Da der så blev nedlagt spi-
ritusforbud i kantinen, så gæs-
terne ikke kunne få øl eller vin
til maden, var grundlaget sim-
pelthen borte. Jeg kan ikke la-
de være med at nævne, at spi-
ritusforbudet blev vedtaget ef-
ter klager fra lokalbefolknin-
gen, der var sure over, at vi
var nødt til at prioritere de
gæster, vi selv havde sejlet til
Kapisillit. Der opstod vrede
over, at vi for eksempel om
fredagen blev nødt til at afvise
gæster fra bygden, og der ind-
ledtes en decideret chikane i-
mod os. Vinduer blev smad-
ret, dæk punkteret og meget
andet, og til sidst opgav jeg.
Hvis ikke man har lokalbe-
folkningen med sig, går det
ikke.
De ku’ rende mig...
- Kort efter, at jeg var gået ud
af kommunalbestyrelsen efter
to valgperioder (1968-1976),
og det igen var blevet hverdag
i Kapisillit, fik jeg en henven-
delse derinde fra, og her op-
fordrede de mig til at starte
igen. Der var ikke mere spiri-
tusforbud, vi kunne sagtens få
lov af fiske i elven og arrange:
re traveture, hvor vi ville. Men
de kunne rende mig noget så
grusomt dér, hvor r.... er
højest.
- Men du var alligevel i
gang med et hotelprojekt der-
inde?
- Ja, det er rigtignok. Det er
et par år siden. Jeg ville opføre
10 hytter som gamle tørvehu-
se og en centerbygning, og vi
var temmelig langt med pro-
jektet. Sammen med en grøn-
landsk arkitekt var jeg en dag
inde og måle op til byggeriet,
og mens vi gik og arbejdede,
var der nogle små unger, der
råbte efter os og smed med
sten og flasker. Jeg forstod
ikke, hvad de sagde, men det
lød ikke godt i mine øren.
Derfor spurgte jeg arkitekten,
hvad det gik ud på. Men han
slog det hen og sagde, at det
bare var skarnsstreger. Da jeg
blev ved og bad ham fortælle,
hvad de sagde, forklarede han,
at de råbte, at den »dumme
dansker skulle skrubbe af, og
at de ikke ville have turister«.
- Lige på stedet besluttede
jeg at pakke sammen. Det var
jo ikke børnene, der havde
fundet på den smædekampag-
ne, og jeg havde allerede én
gang været oppe mod lokalbe-
folkningen derinde. Det gad
jeg simpelthen ikke gentage.
Men jeg synes det er skam-
meligt, og vel især fordi det er
symptomatisk for nogle af de
problemer, vi har med at ud-
vikle og tilpasse erhvervslivet
de nye tider og nye betingel-
ser.
- Det nytter efter min me-
ning ikke, at vi bliver ved med
at køre i den gamle skure, for
så kommer vi ikke et skridt ud
af stedet.
I næste uge fortsætter Junges
beretning. Her fortæller han
blandt andet om branden i
Kangeq, om kartoffelhuset og
ligfryseme i Narsarsuaq, om
guldboldpigeme, hotelbran-
chen og om det nedrige ved at
trække penge ud af landet.
Af Jens Brønden
1970-ikkut aallarfinneranni assartuisarfiup biiliisa unittarfiat.
Transportsselskabets bilpark i begyndelsen af 1970’erne.
ASSJ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT