Atuagagdliutit - 05.02.1998, Side 12

12
Nr. 10 • 1998
va&c/é/'a £/£
........ ■ ■^■■■■■- ■ ■■'■ ■■■ ■
GRØNLANDSPOSTEN
Junge arfmeq pingasunik ukioqartoq Heming-imi atuartut ullut allortarlugit atuartarput. Da Junge var otte år i Herning, gik man klin i skole hver anden dag. På fridagene blev han
Atuannginnermini aatakkuminut suliartortinneqartarpoq. sendt ud at tjene hos bedsteforældrene.
AF EN GULVLÆGGERS
ERINDRINGER -1. DEL
Svend Junge skulle have været med »Hans Hedtofts« tredie rejse til Grønland, men var i stedet med til at
kaste kranse i vandet på Hedtofts sidste position
SVEND JUNGE
- Forleden sad Helene og jeg
og regnede på, hvor mange
steder vi har boet, og jeg lyver
ikke, når jeg siger, at jeg i
mine 39 år i Grønland har boet
i alt 39 steder, siger Svend
Junge fra et meget bekvemt
sofahjørne og familiens dag-
ligstue. De to store sofaer er af
kraftigt blødt læder, og polst-
ringen er af den slags, man ik-
ke letter sig fra lige med det
samme. Der er ingen luksus i
stuen, men de ting, der bruges
hver dag er gedigne. Det beta-
ler sig bedst i længden. Og
Junge har forstand på, hvad
der betaler sig. Det har ikke
bare præget hans liv, men og-
så tilværelsen for mange andre
mennesker. Som igangsætter
til en lang række erhvervsiniti-
ativer liere steder i landet har
han altid - eller næsten altid -
forstået, hvad der kan løbe
rundt, og hvad der ikke kan.
- Det passer ikke med de 39,
siger Helene på vej ind fra spi-
sestuen. Det er ikke fordi, hun
lytter, men hun er uundværlig,
når man snakker livshistorie
med Junge. Han er ikke god til
årstal og navne, men det er
Helene, og under hele samta-
len spørger Junge hende gang
på gang:- Hvornår var det nu,
det var? Og Helene ved det.
Junge begynder at opregne,
hvor de har boet. Han starter
med sin grønne ungdom i Aa-
siaat, den første tid i Ilulissat,
så Nuuk, mødet med Helene
og deres ophold i Færinge-
havn, Kapisillit, Kangeq, Lille
Narsaq, Qooqqut og deres
evindelige tilbagekomst til
Nuuk, hver gang i ny bolig.
Helene har ret. Det blev
ikke 39, men det kom godt
derop ad.
Junge blev
»heldigvis« syg
Det har været svært at få inter-
viewet med Junge i stand.
Selvom hans ben ikke er, hvad
de har været, farer han om-
kring - både i Nuuk og andre
byer - for at holde alle sine
jern i ilden. For et par uger si-
den blev han ramt af influen-
za og har ligget syg i mere end
en uge. Så sent som mandag
var han endnu ikke helt frisk
og holdt sig inden døre - til alt
held for AG, der udnyttede
hans svaghed og mødte op,
mens vi vidste, hvor vi havde
ham.
Vi talte kun om Junges tid i
Grønland. Hans danske oprin-
delse, hans »tjenen« hos beds-
teforældrene fra han var otte,
den tidlige læretid (fra 14 til
18 år) og arbejdet som tømrer
og gulvlægger i Afrika og
Sydfrankrig, job i Finland og i
Danmark, det sprang vi over.
Gudstjeneste til havs
Junge og Grønland lærte hin-
anden at kende i 1959. Han
skulle til Aasiaat for firmaet
Expanko og lægge gulv på
sygehuset. Det var planen, at
han skulle med »Hans Hed-
toft« på det splinternye skibs
tredie rejse, men som bekendt
forliste det på jomfrusejladsen
syd for Kap Farvel. Det blev i
stedet Dronningen, som »M/S
Dronning Alexandrine« hed i
daglig tale, og rejsen blev ud-
sat til 28. april, fordi det efter
forliset blev forbudt at sejle
passagerer over Nordatlanten
før 1. maj.
- Det er den kedeligste rejse,
jeg nogensinde har gjort med
skib til Grønland, fortæller
Junge. - Det var også en for-
stemmende tur, fordi det var
den første efter »Hans Hed-
tofts« forlis. Der var en færøsk
præst, delegationer fra Grøn-
landsdepartementet og andre,
og der var lagt op til en højti-
delighed på Hedtofts sidste
position.
- Der var tvungen gudstje-
neste for alle ombord, og mid-
dagen blev den pågældende
dag fremrykket, så alle kunne
være på dæk, når vi ankom.
Ude i forstavnen på Dronnin-
gen var der opstillet et klaver,
og da vi ankom til positionen,
spillede en organist til salme-
sang og andagt.
- Det var næsten havblik,
men en fortættet støvregn
trængte igennem tøjet, så vi
blev plaskvåde. Det var be-
stemt ikke udevejr, men vi var
nødt til at blive stående.
- Først var det den færøske
præst, der mindes de omkom-
ne, ikke mindst de omkomne
færinger. Han talte meget læn-
ge på Færøsk for en flok færø-
ske fiskere, der boede i
Buchenwald. Det kaldte vi det
forreste lastrum, som på vej
fra København til Torshavn
blev indrettet til indkvartering
med forhold, som må have
mindet os om en koncentrati-
onslejr.
Da præsten langt om længe
blev færdig ville han oversæt-
te det hele til dansk, men her
sagde den danske præst stop.
Dette var hans området, og
han skulle nok tage over.
- Det gjorde han så sandelig.
Han snakkede en hel time,
mens vandet løb ned ad mave-
skindet.
- De øvrige talere forstod
vinket fra den urolige skare,
og efter at have kastet kranse
og blomster i havet, fattede de
sig hver især i forbilledlig
korthed, så vi kunne komme i
tørvejr.
Hjem for egen regning
- Vi lossede gods i Grønnedal
og satte færingerne af i Nord-
afar, og langt om længe an-
kom jeg til Aasiaat for at læg-
ge gulv på sygehuset, men li-
noleumet var ikke kommet, og
mens jeg ventede på næste
forsyning, fik jeg besked på at
melde mig til Hofmann &
Sønner i Ilulissat, hvor man
var ved at bygge en dæmning.
Det var jeg ikke meget for.
Ganske vist var jeg ikke ar-
bejdssky, for jeg var fra barns-
ben vænnet til at bestille no-
get, men jeg havde bestemt ik-
ke regnet med, at GTO kunne
skalte og valte med mig efter
forgodtbefindende. Hvis ikke
der var noget gulv at lægge,
ville jeg tilbage til Danmark.
- Men dengang var forhol-
dene anderledes. Man var
kontraktligt forpligtet til at gå
i andet arbejde, hvis force ma-
jeure krævede det. Så der
hjalp ingen kære mor. Det var
afsted til Ilulissat, men da situ-
ationen ikke syntes at ville
ændre sig, brokkede jeg mig
eftertrykkeligt og forlangte at
blive sendt hjem.
- Det kunne såmænd også
lade sig gøre, men det blev for
egen regning, sagde de, og det
var ok for mig. Men dengang
var der ikke forbindelse hver
dag, og mens jeg ventede på
skib, opstod der brand på
Dronning Ingrids Hospital i
Nuuk. Under brandslukningen
havde de pøset så meget vand
på, at linoleumsgulvet bulede.
Her var jo mit området, og jeg
fik tilbud om at tage til Nuuk
på vejen hjem for så at slippe
for selv at betale returbilletten
til Danmark.
Fanget af Helene
Arbejdet på Sana var i orden,
og mens jeg gik her, fandt jeg
ud af, at Nuuk egentlig var en
dejlig by. Den var anderledes
bekvem end Aasiaat og Ilulis-
sat, og i Sanas kantine fik vi
fortrinlig mad. Men ikke nok
med det. I køkkenet havde de
en smørrebrødsjomfru, som
jeg med vold og magt ikke
kunne modstå, og hun fik mig
hurtigt til at glemme alt om
min hjemrejse.
(Junge kigger efter Helene,
ikke for at spørge om årstal,
men for at se, hvordan hun re-
agerer. Men Helene er ude ef-
ter kaffe. Og hun ser ikke hans
generte udtryk.)
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT