Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 05.02.1998, Blaðsíða 12

Atuagagdliutit - 05.02.1998, Blaðsíða 12
12 Nr. 10 • 1998 va&c/é/'a £/£ ........ ■ ■^■■■■■- ■ ■■'■ ■■■ ■ GRØNLANDSPOSTEN Junge arfmeq pingasunik ukioqartoq Heming-imi atuartut ullut allortarlugit atuartarput. Da Junge var otte år i Herning, gik man klin i skole hver anden dag. På fridagene blev han Atuannginnermini aatakkuminut suliartortinneqartarpoq. sendt ud at tjene hos bedsteforældrene. AF EN GULVLÆGGERS ERINDRINGER -1. DEL Svend Junge skulle have været med »Hans Hedtofts« tredie rejse til Grønland, men var i stedet med til at kaste kranse i vandet på Hedtofts sidste position SVEND JUNGE - Forleden sad Helene og jeg og regnede på, hvor mange steder vi har boet, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg i mine 39 år i Grønland har boet i alt 39 steder, siger Svend Junge fra et meget bekvemt sofahjørne og familiens dag- ligstue. De to store sofaer er af kraftigt blødt læder, og polst- ringen er af den slags, man ik- ke letter sig fra lige med det samme. Der er ingen luksus i stuen, men de ting, der bruges hver dag er gedigne. Det beta- ler sig bedst i længden. Og Junge har forstand på, hvad der betaler sig. Det har ikke bare præget hans liv, men og- så tilværelsen for mange andre mennesker. Som igangsætter til en lang række erhvervsiniti- ativer liere steder i landet har han altid - eller næsten altid - forstået, hvad der kan løbe rundt, og hvad der ikke kan. - Det passer ikke med de 39, siger Helene på vej ind fra spi- sestuen. Det er ikke fordi, hun lytter, men hun er uundværlig, når man snakker livshistorie med Junge. Han er ikke god til årstal og navne, men det er Helene, og under hele samta- len spørger Junge hende gang på gang:- Hvornår var det nu, det var? Og Helene ved det. Junge begynder at opregne, hvor de har boet. Han starter med sin grønne ungdom i Aa- siaat, den første tid i Ilulissat, så Nuuk, mødet med Helene og deres ophold i Færinge- havn, Kapisillit, Kangeq, Lille Narsaq, Qooqqut og deres evindelige tilbagekomst til Nuuk, hver gang i ny bolig. Helene har ret. Det blev ikke 39, men det kom godt derop ad. Junge blev »heldigvis« syg Det har været svært at få inter- viewet med Junge i stand. Selvom hans ben ikke er, hvad de har været, farer han om- kring - både i Nuuk og andre byer - for at holde alle sine jern i ilden. For et par uger si- den blev han ramt af influen- za og har ligget syg i mere end en uge. Så sent som mandag var han endnu ikke helt frisk og holdt sig inden døre - til alt held for AG, der udnyttede hans svaghed og mødte op, mens vi vidste, hvor vi havde ham. Vi talte kun om Junges tid i Grønland. Hans danske oprin- delse, hans »tjenen« hos beds- teforældrene fra han var otte, den tidlige læretid (fra 14 til 18 år) og arbejdet som tømrer og gulvlægger i Afrika og Sydfrankrig, job i Finland og i Danmark, det sprang vi over. Gudstjeneste til havs Junge og Grønland lærte hin- anden at kende i 1959. Han skulle til Aasiaat for firmaet Expanko og lægge gulv på sygehuset. Det var planen, at han skulle med »Hans Hed- toft« på det splinternye skibs tredie rejse, men som bekendt forliste det på jomfrusejladsen syd for Kap Farvel. Det blev i stedet Dronningen, som »M/S Dronning Alexandrine« hed i daglig tale, og rejsen blev ud- sat til 28. april, fordi det efter forliset blev forbudt at sejle passagerer over Nordatlanten før 1. maj. - Det er den kedeligste rejse, jeg nogensinde har gjort med skib til Grønland, fortæller Junge. - Det var også en for- stemmende tur, fordi det var den første efter »Hans Hed- tofts« forlis. Der var en færøsk præst, delegationer fra Grøn- landsdepartementet og andre, og der var lagt op til en højti- delighed på Hedtofts sidste position. - Der var tvungen gudstje- neste for alle ombord, og mid- dagen blev den pågældende dag fremrykket, så alle kunne være på dæk, når vi ankom. Ude i forstavnen på Dronnin- gen var der opstillet et klaver, og da vi ankom til positionen, spillede en organist til salme- sang og andagt. - Det var næsten havblik, men en fortættet støvregn trængte igennem tøjet, så vi blev plaskvåde. Det var be- stemt ikke udevejr, men vi var nødt til at blive stående. - Først var det den færøske præst, der mindes de omkom- ne, ikke mindst de omkomne færinger. Han talte meget læn- ge på Færøsk for en flok færø- ske fiskere, der boede i Buchenwald. Det kaldte vi det forreste lastrum, som på vej fra København til Torshavn blev indrettet til indkvartering med forhold, som må have mindet os om en koncentrati- onslejr. Da præsten langt om længe blev færdig ville han oversæt- te det hele til dansk, men her sagde den danske præst stop. Dette var hans området, og han skulle nok tage over. - Det gjorde han så sandelig. Han snakkede en hel time, mens vandet løb ned ad mave- skindet. - De øvrige talere forstod vinket fra den urolige skare, og efter at have kastet kranse og blomster i havet, fattede de sig hver især i forbilledlig korthed, så vi kunne komme i tørvejr. Hjem for egen regning - Vi lossede gods i Grønnedal og satte færingerne af i Nord- afar, og langt om længe an- kom jeg til Aasiaat for at læg- ge gulv på sygehuset, men li- noleumet var ikke kommet, og mens jeg ventede på næste forsyning, fik jeg besked på at melde mig til Hofmann & Sønner i Ilulissat, hvor man var ved at bygge en dæmning. Det var jeg ikke meget for. Ganske vist var jeg ikke ar- bejdssky, for jeg var fra barns- ben vænnet til at bestille no- get, men jeg havde bestemt ik- ke regnet med, at GTO kunne skalte og valte med mig efter forgodtbefindende. Hvis ikke der var noget gulv at lægge, ville jeg tilbage til Danmark. - Men dengang var forhol- dene anderledes. Man var kontraktligt forpligtet til at gå i andet arbejde, hvis force ma- jeure krævede det. Så der hjalp ingen kære mor. Det var afsted til Ilulissat, men da situ- ationen ikke syntes at ville ændre sig, brokkede jeg mig eftertrykkeligt og forlangte at blive sendt hjem. - Det kunne såmænd også lade sig gøre, men det blev for egen regning, sagde de, og det var ok for mig. Men dengang var der ikke forbindelse hver dag, og mens jeg ventede på skib, opstod der brand på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Under brandslukningen havde de pøset så meget vand på, at linoleumsgulvet bulede. Her var jo mit området, og jeg fik tilbud om at tage til Nuuk på vejen hjem for så at slippe for selv at betale returbilletten til Danmark. Fanget af Helene Arbejdet på Sana var i orden, og mens jeg gik her, fandt jeg ud af, at Nuuk egentlig var en dejlig by. Den var anderledes bekvem end Aasiaat og Ilulis- sat, og i Sanas kantine fik vi fortrinlig mad. Men ikke nok med det. I køkkenet havde de en smørrebrødsjomfru, som jeg med vold og magt ikke kunne modstå, og hun fik mig hurtigt til at glemme alt om min hjemrejse. (Junge kigger efter Helene, ikke for at spørge om årstal, men for at se, hvordan hun re- agerer. Men Helene er ude ef- ter kaffe. Og hun ser ikke hans generte udtryk.) ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.