Atuagagdliutit - 12.02.1998, Blaðsíða 12

12
Nr. 12 • 1998
GRØNLANDSPOSTEN
Lonnie og John gør klar til træningstur.
Generalprøve
25.-27. januar var der generalprøve
på forestillingen, »Grønland Rundt«
Af Lone Madsen
Premieren på vores store tur,
Grønland Rundt, var sat til 7.
februar. Men fordi såvel men-
nesker, hunde og udstyr var
nyt for de fleste af os, havde
vi besluttet os for en general-
prøve. Ud i sneen, ud i kulden
med det planlagte udstyr og
en notesbog, så vi bagefter
ville kunne huske alt, hvad
der ikke duede, og hvad der
kunne blive bedre.
Generalprøven var skrevet
ind på den interimistiske
kalender i køkkenet til 24.-26
januar. Men da aktører, kostu-
mer, rekvisitter og så videre
ikke var klar til fastsat tid
(læs:mens det var lyst) blev
forestillingen udsat et døgn -
godt og vel. Generalprøven
var planlagt til at være en tre
dages rejse - tre akter - med
overnatning i det telt, der var
udvalgt til at være vores hjem
de næste seks måneder. En tur
rundt om »Qaanaaq-øen«
med træning i at få slæderne
trukket op ad stejle bakker og
bugseret hele ned igen.
En rigtig generalprøve kun-
ne det nu ikke siges at være,
for en del af de vigtigste ak-
tører - hundene - havde endnu
ikke fået aflagt screentest og
blevet udvalgt til turen. Hvil-
ket i øvrigt også er en mild
overdrivelse for rekrutterin-
gen af hunde til denne tur.
Her er det nærmest gået efter
devisen:Dem, vi overhovedet
kan få til at spille med - er
velkomne. De, der lopper
den, de der æder skagler, de
der slås for at slås. Men sådan
er det, når man med relativt
kort varsel skal samle et hun-
despand. To fra den ene fan-
ger, tre fra den anden, og
ingen sælger sine bedste hun-
de, selvfølgelig.
Ny drejebog
Et par af de firebenene delta-
gere led af sceneskræk. De
afførte sig lynhurtigt deres
kostumer - og forsvandt ud i
tusmørket - for ikke at vende
tilbage.
Men alt i alt var vi tre tobe-
nende og 19 firebenede som
deltog i generalprøven - for-
delt på to slæder.
To slæder er en ændring i
»drejebogen«, der ellers var
sat til et 16 hunde stort slæde-
spand med een kusk og to ski-
løbere, men da vi den første
måned har hundefoder nok til
en og tyve hunde, blev
»manus« ændret til to mindre
hundespand, og en endelig
udvælgelse af de firebenede
aktører vil finde sted, når der
kun er foder til det oprindeligt
planlagte ene store hunde-
spand. En ændring som jeg
synes godt om, fordi det bety-
der, at jeg vil få min egen slæ-
de - og eget spand - en må-
neds tid. Selvom det ikke er
det samme som at køre med
mine egne hunde, hvis mærk-
værdigheder og sædvaner,jeg
kender, så smager det dog lidt
af fugl at have sin egen slæde
og sine egne hunde.
Endnu har jeg godt nok
ikke noget særligt forhold til
dem. De er blot en flok vrik-
kende røvhuller foran slæden,
og de er stadig så nye, at så
snart tusmørket lægger sig, så
er det kun muligt at se, om det
er en af de brunmelerede eller
en af de sort-hvide, der ikke
strækker skaglen. De har
været i vores varetægt i min-
dre end en uge, og en af dem,
Houdini, har boet ligeså me-
get hos sin tidligere ejer som
hos os, for han er en sand eks-
pert i at afføre sig kvælerhals-
bånd og andet snorværk.
Det er ikke så let at skifte til
at blive Thule-kusk. Hundene
kender ikke deres (nye) nav-
ne. Der er nye kommandoer
og ny teknik, og hver gang
det går lidt for hurtigt, så er
det de vestgrønlandske ryg-
radskommandoer, der hagler
ud over vovserne. Fulgt af et
»Åh for fanden«, og derefter
de nordgrønlandske komman-
doer - som regel for sent. Men
en pisk er dog en pisk.
Afsted
Men endelig kom vi afsted.
Vi startede med et af de
glansnumre, som vi virkelig
mestrer. Hundene kører uden
slæden. Det behøver vi ikke
træne mere, det kan vi.
Men afsted kom vi.
Planen for første akt var at
tilbagelægge de ca. 40 kilo-
meter til bunden af Bowdoin
Fjord, dagen efter krydse over
bræ land og søer til Mc Com-
mick Fjord, overnatte for
foden at Four Mile dalen og
krydse denne og hjem derfra.
Men ikke alle skuespillere
var enige om den disposition.
De bærende deltagere på
turen besluttede, at det ville
være meget hyggeligere med
en lejr efter 22 km, de var i
flertal, og sådan blev det. Så
første akt blev noget kortere
end planlagt. Ikke i timer -
men i kilometer. Og atter
Lonnie Dupre blikket vestpå
mod Minnesota og de hunde,
han som leder af og initiativ-
tager til denne tur havde
trænet i halvandet år, før han
fik af vide, at der var forbud
mod hundeimport til Grøn-
land.
En af ideerne med denne
generalprøve er at få testet og
afprøvet kostumer og rekvi-
sitter, blandt andet teltet. Det
er lille, hvilket giver plusser
for den lette vægt og varmen
»indendørs«, men minusser
for komforten.
Den eneste form for privat-
liv i sådan en lille bolig er
dagbogen, og dette privatliv er
forbeholdt mig alene. Ingen af
de andre forstår dansk, og
albuerum til at skygge for de
personlige bekendelser, er der
ikke i det lille telt.
Når en person tænder pri-
mus eller lampe, bør alle
andre være yderst varsomme
med at røre på sig. Når en
anden skifter tøj eller kravler i
soveposen må de øvrige ind-
rette sig efter hans bevægel-
ser. Denne træning kaldes
også: Sardiner i dåser. Og så-
dan skulle vi sove. Hoved,
fødder, hoved.
God varme
Men der var varmt og dejligt i
teltet. De to primus hvæsede
lystigt. Og rigtig lunt blev det,
når man skulle pumpe den
ene - for det krævede, at ar-
men skulle holdes hen over
den anden. Den ene primus
skal vendes, blev der noteret
på blokken.
Også maden var dejlig.
Selvom jeg i første om gang
kiggede lidt langt efter det,
der blot lignede en grydefuld
kogte skruer. Men der var ost
i og masser af olie. Det ser ud
til at vi får vores fedtdepoter
fyldt op, selvom det ikke bli-
ver med kød. Og havde vi
husket saltet... Og kaffen
ovenpå. Nå, nej, den havde vi
også glemt - ligesom cacaoen
- men teen var ikke dårlig.
Det havde også være en prik
over i’et, hvis sukkerdåsen
ikke stod hjemme på køkken-
bordet.
Der blev skrevet så meget
på blokken, at det tilsidst også
var nødvendigt at skrive bly-
antspidser.
Anden akt var planlagt til at
starte klokken otte dag num-
mer to. Det blev udsat nogen
timer, for det lille batteridrev-
ne vækkeur var frosset ihjel
og vækkede os ikke, og det
var ikke fristende at tjekke
armbåndsuret, for al den dej-
lige varme fra aftenen i forve-
jen havde sat sig som et
ispanser på indersiden af tel-
tet, og når man kiggede ud af
soveposen, så kunne man
ikke undgå at røre ved teltdu-
gen, og så raslede al denne
kolde, våde og stikkende sne
ned i hovedet på en. Men
anden akt kom i gang ved
middagstid - i regnvejr. Da
primusen blev tændt, holdt
det op med at sne, men be-
gyndte at regne, og så var det
ellers med at få vanterne ned
at tørresnoren og soveposen
ud i den tørre luft. Vi blev
yderligere forsinket, fordi det
viste sig, at al den is, vi havde
smeltet om til 5 liter vand på
termokande, var salt.
Bagud
Fra starten var vi 15 kilometer
bagud samt fire timer for sent
på den, så da vi endlig nåede
bunden af fjorden for at besti-
ge den lille gletcher, som vi
havde planlagt at krydse i
dagslys - så var det blevet
mørkt - og vi slog lejr igen.
Hundene var svært tilfredse.
Een dagsrejse på to dage.
Ikke værst for dem. Hundene
skal trænes mere, blev der
noteret på blokken, for på sel-
ve rejsen er en kort dagsrejse
25 kilometer, og da vil tempe-
raturen være ond og kold på
omkring minus 50 grader, og
slæderne veje op mod 500 kg.
Minus 50 grader er et par af
de ord, der bliver ved med at
spøge i mit baghoved. Minus
50 grader og fugtig luft er no-
get af det, vi skal være klar til
at møde i det nordvestlige
hjørne af Grønland. Det er
koldt, ja, men hvor koldt?
Jeg trives godt nok i minus
40 grader - og tør luft. Jeg kan
ikke forestille mig, hvad
minus 50 grader er. Men det
kan Aron Duneq og Asiajuk
Sadorana, som skal følge os
på vej et par ugers tid fra Sio-
rapaluk. De nikker mod et ter-
mometer i Qaanaaq, der er
nået under bundstregen på 30
grader, og siger: Deroppe er
det så koldt, at det her er lige-
som sommer. Og tøjet har de
kun en hovedrysten til overs
for. Det der tøj. Så skal man
løbe hele dagen og har nok
alligevel hverken tæer eller
fingre med tilbage...
Jeg køber isbjørneskinds-
bukser, får lavet ændringer på
kamikkerne, syr nye skind-
handsker, hækler flere tørklæ-
der, bestiller overtræk til
kamikkerne, mens jeg skæver
til Lonnie, som er svært til-
freds med sine tynde vind-
bukser og anorak. Han har
prøvet at rejse i minus 58 gra-
der... Måske overreagerer
jeg? Men jeg ved, at det vil
være fryd og ikke ærgrelse,
der vil optage mig, hvis jeg
opdager, at jeg kunne have
sparet de mange penge til
ekstra udstyr.
Sove i en plasticpose
Og så er der det med sovepo-
sen. Det sidste nye hit i den
genre er at iføre sig en plasti-
cpose-lignende sag inderst i
soveposen for at opfange al
kropkondensen. Det hedder
vist en dampspærring. Ideen
er, at kropsvarmen ikke skal
trænge ud i soveposen. For
når det er rigtig koldt, så når
den ikke ud gennem al fyldet,
før den fryser til is, hvorfor
man i løbet af nogle få dage
vil have et ispanser som sove-
pose - selv i en sovepose,d er
kan ånde.
Det lyder jo meget rigtigt,
men at ligge der i en plasti-
cpose og svømme rundt i sit
eget sved, lyder utrolig utilta-
lende, og hvad nu, hvis man
klam og fugtig skal ud og tis-
se om natten eller ud at
skræmme en isbjørn væk -
eller har morgentjansen og
skal tænde op i det klamme
tøj. Jeg kan ikke lide det, men
mine erfaringer med »nor-
mal« soveposeovernating går
kun til minus 40 grader, ikke
til minus 50.
Gid vi havde mulighed for
at skrue termometeret ned og
luftfugtigheden op et par dage
her i Qaanaaq. Bare for at
prøve det.
Mange erfaringer
Efter det første døgns tid er
der gjort mange erfaringer
med rekvisitterne. Bardun-
fæstet på teltet skal forstær-
kes, da en af dem røg af ved
almindelig stramning. Pri-
musserne skal flyttes rundt på
pladen, måske i virkeligheden
skiftes til nogen med større
tanke, så vi ikke behøver at
lege med flydende brændstof
inde i teltet. Hele teltet skal
nyindrettes, og allerbedst, vi
skal prøve at få et større telt.
Soveposerne forøges, under-
lagene gøres tykkere, tørre-
snoren tyndere. Flere såler i
støvlerne og kraftigere skind
om benene.
Maden er meget anderledes
end jeg er vant til. Men den
kan der ikke laves om på, for
den ligger allerede derude i
depoter langs ruten. Det ene-
ste, som jeg virkelig sætter
pris på, er det tørkød og
tørfisk, som Royal Greenland
har beriget os med. Og de
abrikoser, som jeg fisker ud af
nøddeblandingen, og kom til
at spise alt for mange af. Men
samtidig fik jeg erfaret, at
med abrikoser i nøddeblan-
dingen, kan vi spare affø-
ringsmidlet i førstehjælpen.
Jeg føler mig overbevist
om, at maden er god og rige-
lig, og når jeg bliver sulten
nok... Men jeg har det lidt
som med ugebladenes 1000
kcal slankekure. De lover, at
man bliver mæt og får den
energi, man skal have. Men
siden hvornår er det at spise
begyndt at handle om at blive
mæt??? Jeg kunne tænke mig
en kostplan bestående af
råmarcipan, tørfisk og tørkød
og rigelig kaffe. Og det ville
andre sikkert betakke sig for.
Retur
Efter anden nat bliver vi enige
om, at den planlagte tre dages
forestilling rundt om Qaanaaq
ikke kan gennemføres, for vi
er en dag bagud, og vi har kun
brændstof med til de tre plan-
lagte dage. Vi bliver enige om
at returnere, og samtidig ud-
sætte premieren på dette store
stykke en uge, med afrejse 15.
februar, så vi kan nå at få
averteret efter de sidste delta-
gere, få sendt et nyt telt til
Qaanaaq og ændret en del
andre rekvisitter - for eksem-
pel syet dybere lommer i min
jakke og skaffe et nyt kamera,
for det med billederne til den-
ne artikel ligger ude på sporet
et sted.
ASS./ FOTO: LONE MADSEN