Atuagagdliutit - 12.02.1998, Blaðsíða 16

16
Nr. 12 • 1998
GRØNLANDSPOSTEN
LEJEDE LIGFRYSERE UD s
TIL PRIVATES FRYSEVARER
Branden i Kangeq var ved at få Svend Junge til at opgive det hele og rejse til Danmark
1960-ikkut qiteqqunneranni Junge Esbjerg-bussinik marlun-
nik tikisitsivoq, »kikkut tamarmik« ilaaffigisinnaasaannik.
Bussit ullukkut børnehavetut unnukkullu ungdomsklubitut
atornerusarput, sunniuteqarsimagunarmatali taxatillip bussip
unammillemera kamaatigalugu aallaasersorfigisimavaa.
1 midten af tresserne importerede Junge to Esbjerg-busser til
den »offentlige« trafik. Busser virkede snarere som ungdoms-
klubber om aftenen og børnehave om dagen, men noget må
de have betydet, for en taxavognmand blev så arrig over kon-
kurrencen, at han skød efter busserne.
- To gange har vi været tæt på
at pakke vores habengut og
tage til Danmark. Den første
gang var, da vi mistede endnu
en datter, og den anden, da
restauranten i Kangeq brænd-
te, og jeg følte, at mit livsværk
bristede.
Svend Junges liv er ikke en
ubrudt kæde af snehvide per-
ler, men han dvæler ikke ved
de sorte. Han lægger dog ikke
skjul på, at der hænger nogen
på kransen. To gange har han
og Helene mistet et barn, beg-
ge dræbt af en spritbilist.
Anden gang brød alt sammen,
men det stærke ægtepar, der
har stået last og brast siden
1959, klarede sig igennem
sorgen og fortsatte deres drif-
tige tilværelse. Det er blandt
andet foretagsomheden, der
har været de to menneskers
styrke. Med uhæmmet op-
timisme og en tyrkertro på, at
det kan lade sig gøre har
Helene og Svend Junge altid
kæmpet sig op, når de har
været nede.
Sidste torsdag fortalte Junge
om starten på sit grønlandske
liv. Vi hørte, hvordan den ene
erhvervsaktivitet efter den
anden blev igangsat for at ser-
vicere hans egen virksomhed,
og hvordan de hver især
udviklede sig til selvstændige
forretningsforetagender. Han
fortalte om skuffelserne,
blandt andet i Kapisillit, hvor
han og Helene havde et ferie-
center fra 1971 til 1978. Fra
bunden af Nuup Kangerlua
rykkede parret ud til den yder-
ste pynt, Kangeq, restaurerede
nogle KGH-bygninger og ind-
rettede en restaurant. Folk val-
fartede fra Nuuk til den ned-
lagte bygd. Og her var del-
ingen lokalbefolkning til at
spænde ben for ham.
Børnene var
ved at brænde inde
- Branden i Kangeq var en
ulykke, der tog modet fra mig,
fortæller Junge. - Nogle male-
re påførte blitza, en stinkende
to-komponent lak, der kun
tørrer ved kraftig varme. Der-
for kunne de ikke lufte ordent-
lig ud, og der stank simpelthen
forfærdeligt af de ubehagelige
fordampningsstoffer.
- På et tidspunkt forholdsvis
kort tid efter, at jeg havde
været nede og snakke med
dem, hørte Helene og jeg el
brag. Vi så ud af vinduet, og
fik som det første øje på en
maler, der trimlede ud af byg-
ningen med ild i tøjet. Helene
råbte: - Hvor er børnene? Det
viste sig, at de var øverst oppe
i bygningen uden mulighed
for at flygte fra det flamme-
hav, der opstod på rekordtid.
- Jeg forsøgte at komme ind
i huset for at redde ungerne,
men det var umuligt på grund
af røg og flammer og røg.
Gud, ske tak og lov kunne vi
få en stige op til gavlvinduet,
hvorfra vi reddede dem alle.
- Da brandvæsenet ankom
fra Nuuk var der intet tilbage.
Huset var brændt ned til grun-
den, og jeg følte mig ribbet for
alt.
Junge har det helt dårligt
ved at tænke tilbage på begi-
venheden, og han sidder en tid
tavs med billedet af det forkul-
lede tømmer for sig. Men Jun-
ge er ikke en der holder kæft
ret længe ad gangen, og han
ryster de dystre billeder af sig.
Hurtigt afløses de af andre
»filmstrimler« fra hukommel-
sens mere muntre billed-
galleri.
Kartoffelhuset
Der er således et par sjove
historier fra Narsarsuaq, hvor
Junge havde fået entreprisen
på nedrivning af en hangar.
Mens han gik og rodede med
det, var han blev opmærksom
på en underlige bygning, der
blev kaldt »Kartoffelhuset«.
Den var mere end hundrede
meter lang og var beregnet til
kartoffelovervintring, den-
gang der var tusindvis af ame-
rikanske soldater på basen.
Kartoflerne var lagret i to lan-
ge båse langs væggene, og
mellem dem var der plads til
at køre med trucks. Derfor var
gulvet meget solidt, og det var
det, der tiltrak sig entrepre-
nørens opmærksomhed.
Junge spurgte myndighe-
derne, hvad han skulle give
for Kartoffelhuset, og da han
fik det tilbudt for 10.000 kro-
ner slog han til, satte en dozer
for enden af det og brasede
hele herligheden ned i den ene
ende og brændte det af.
- Der var flere, der mente, at
nu rablede det for Svend Jun-
ge, fortæller han. - Her købte
jeg et hus for 10.000 kroner,
og det første jeg gjorde var at
jævne det med jorden. Men
jeg vidste noget, de andre ikke
vidste.
- Gulvet var nemlig en ren
guldgrube. Nederst lå der et
system af 16x16 tommer tøm-
mer, oven i købet noget, der
heder »Greyheart«. Jeg ved
ikke præcis, hvad det er, men
hele herligheden var tryk-
imprægneret og af meget høj
kvalitet.
- Oven på de 16x16 lå der
12x12 af samme kvalitet, oven
på dem igen 8x8 og aller
øverst selve gulvplankerne.
Dem fjernede jeg, læssede alt
det store tømmer og kørte det
ned på kajen, hvorfra jeg ville
afskibe det til Nuuk.
- Så langt kom jeg aldrig.
Det rygtedes nemlig hurtigt, at
jeg havde det tømmer, og der
var god brug for det flere ste-
der i Grønland. Noget blev
solgt til Nordafar, hvor halv-
delen af den lange kaj er byg-
get på mit tømmer. Der var
også bud fra Ilulissat, og det
endte med, at myndighederne
i Narsarsuaq selv administre-
rede hele bunken og blot send-
te mig penge i Nuuk, når de
havde solgt af den. Uden at
røre et eneste stykke tjente jeg
mere end en million på det
kartoffelhus. Det var en af
mine bedre succeser.
Ligfryserne
- Mens vi er ved Narsarsuaq,
så skal du også lige høre den
om de tre store frysere jeg fik,
fortæller Junge smågrinende.
- Ved det kæmpestore syge-
hus, der stadig lå der på den
tid, fandt jeg tre store frysere
på 35-40 kvadratmeter hver.
Det var intakte, og jeg mente
godt, jeg kunne finde anven-
delse for dem. Så jeg spurgte,
hvad de skulle koste.
- Ja, dem kan du få for at
ferne den barak, de står i,
men du skal rydde fint op efter
dig, sagde de.
- Og det gjorde jeg. Ned
med barakken og væk med
skidtet. Fryserne satte jeg på
en blokvogn og fragtede dem
med skib til Nuuk, hvor jeg
selv brugte den ene til pølser
og lignende til pølsevognen.
Den anden lejede jeg ud til
KGH, og den sidste til private,
der ikke selv havde fryser.
- Det var altsammen helt
som det skulle være. Men så
efter nogen tid blev jeg klar
over, at de to af fryserne var
gamle ligfrysere fra amerika-
nernes tid. Da det kom frem,
blev jeg nødt til at opsige leje-
målene. Ikke fordi det betød
noget, at der havde været lig i
fryserne, men det er alligevel
en ubehagelig tanke.
- Heldigvis fik jeg også
andet ud af min tid i Narsar-
suaq. Under oprydningsarbej-
det fik jeg overdraget 120-130
olietanke af den slags, man
opstiller ved private huse.
Også dem tog jeg med til
Nuuk, og de kom alle sammen
i brug her i byen.
Hotelmanden
Når Svend Junge blev hotel-
mand skyldes det to forhold.
For det første havde han
allerede snuset til det med
engagementerne i Kapisillit,
Kangeq, Qoorqqut og Restau-
rant Perlen, og for det andet
blev han gal over en hotelreg-
ning.
- Mens Helene og jeg var en
tur i København fik vi en hen-
vendelse fra en af arvingerne
til hotelejer Knud Rasmussens
franske kone, der også hed
Helene. Jeg tror, arvingen hed
Geri, og hun var fuld af penge.
Hun havde vinslotte og den
slags, og hun var altså interes-
seret i at komme af med i
Hotel Hvide Falk i Ilulissat så
hurtigt som muligt.
- Men det var ikke noget for
mig, og jeg ville ikke byde på
det. Men så fik vi en opfor-
dring til at komme og se på
t— det. Billet og ophold blev be-
jl talt. Det var helt uforpligten-
| de, og vi skulle bare kigge på
S det en gang til. Så vi tog til
i Ilulissat og indlogerede os på
| Falken og kiggede på det, som
1 vi havde lovet. Men det var
S fortsat ikke noget for os, og
g det fortalte vi og rejste hjem.
3 - Efter nogen tid sendte de
< så alligevel en regning på
hotelopholdet, og da jeg brok-
kede mig, fik jeg den besked,
at det var bare ret og rimeligt,
når jeg havde vist så åbenlyst
manglende interesse for sa-
gen.
- Men det blev mig en tand
for meget. Den regning ville
jeg ikke betale, og hvis der
ikke var anden udvej, måtte
jeg jo så købe hotellet. Det
gjorde jeg så, og det har vi
ikke fortrudt.
En begmand eller to
Men hvor der handles, der
spildes. Det er ikke alt, hvad
Junge har rørt ved, som blev
til guld.
- Mens jeg var i Ilulissat,
kom jeg til at kvaje mig noget
så grusomt. Der var jo tale om,
der skulle bygges et vand-
kraftværk, og da jeg altid har
prøvet at være på forkant med
begivenhederne, ja så investe-
rede jeg i en camp til mand-
skabet, der skulle opføre det.
Det var hollandske element-
huse med fælles opholdsstue,
vaskeri og så videre, ligesom
jeg byggede indkvarterings-
boliger i selve byen. Og så
med ét var den plan opgivet,
og vandkraftværket blev i ste-
det opført i Buksefjorden. Der
stod jeg med alt lortet, og selv-
om jeg forsøgte at udnytte det
så godt som muligt, så gik jeg
da en bet.
Og det er såmænd sket flere
gange for Junges vedkom-
mende, hver på sin vis.
- Dengang jeg havde
Restaurant Perlen, der jo var
den bedste spiserestaurant, vi
nogensinde har haft her i
byen...
Svend Junge standser sin
endeløse talestrøm, fordi han
kommer til at tænke på den
uhyggelige begivenhed, der
»Nanoq« akerleriissutaasoq Jungemit 15.000 dollarsiler-
lugu pisiariumaneqartoq. Checkili aserorterpaa isumaqa-
rami koruuninik akilerumaneqartoq.
Den omstridte »isbjørn«, som Junge fik tilbudt 15.000
dollars for, men han rev checken i stykker, fordi han
troede, det var kroner.
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT
Nuup Kangerluata qinnguani - Uja-
rassuarni - 1970-ikkut qiteq-
qunneranni aavartut qamutit
motorillit assakaasuisa illerninik
eqqumiitsunik nunamut qaqisimasu-
nik takupput. Jon Hcetta Jungep
qamutaanik motorilimmik imak-
koorsinnaasumillu Kapisilinni ator-
neqarnerusartumik atorsimavoq.
Rensdyrjægere i bunden af Nuup
Kangerlua - i Ujarassuit - så i
midten af halvfjerdserne nogle
mærkelig dæk-spor, der førte op fra
fjordbunden og ind i land. Det var
Jon Hætta, der havde lånt Junges
amfibiebil, som mest blev brugt i
Kapisillit.
- Kapisilinni hiisteqarpoq, Junge oqarpoq,
Helenelli naqqippaa Qooqquni, ilumoorporlu.
- Det er heste i Kapisillit, siger Junge, men
Helene retter ham til Qooqqut, og hun har ret.
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT