Atuagagdliutit - 12.03.1998, Síða 16

16
Nr. 20 • 1998
f^£aap'qp'c/é/'a É/É
GRØNLANDSPOSTEN
ET LIV I HARMONI MED GUD
Kitsia Berthelsen lader sig ikke slå ud af sin kræfttumor. Livsglæde, det gode humør og arbejdet med
menigheden holder de triste tanker væk
rede man imellem sig. Hvis
der var nogle, der ikke kunne
klare sig, så hjalp vi til. Og
børn efteraber jo voksne, og
da vi udelukkende så voksne,
der arbejdede, så var det helt
naturligt for os også at tage
del i de daglige gøremål.
Hjemmefra som 16-årig
Kitsia boede hjemme til hun
var 16 år. På det tidspunkt
blev hendes ældre bror Niko-
laj, som senere blev folke-
tingsmedlem, ansat som lærer
i Ilulissat. Kitsia fik besked af
sine forældre på, at hun skul-
le tage med ham, så hun kun-
ne føre hus for ham.
- Jeg kunne slet ikke klare
mørketiden, så jeg boede kun
hos ham i et år, før jeg kunne
tage hjem igen.
Men på vejen til Maniitsoq,
måtte Kitsia vente en tid i
Sisimiut, før hun kunne kom-
me videre sydpå. Og her var
der nogle andre, som søgte en
kiffak og hendes forældre gav
hende besked om, at hun måt-
te blive i Sisimiut.
- Dengang var forældres
ord lov, så der var ikke noget
at gøre. Jeg blev i Sisimiut fra
juli til november, hvorefter
jeg kom hjem til Maniitsoq.
Efter et år i Maniitsoq blev
Kitsias ældste søster gift med
en fåreholder og forældrene
bad Kitsia tage med til Syd-
grønland.
- Her var jeg så kiffak i et år
fra 1939 til 1940, hvor krigen
brød ud, og jeg blev bange og
fik lov til at tage hjem igen.
Men allerede efter et par må-
neder aftalte mine forældre
med læge Mathiassen, at jeg
skulle være kiffak hos hans
familie i Sisimiut. Og jeg
fulgte med. Vi stillede aldrig
spørgsmålstegn ved vore for-
ældres beslutninger. De vil jo
ikke bede os om at gøre no-
get, som ville skade os, vel?
Efter et år skulle ægteparret
videre til Upemavik, og da
sagde Kitsia stop.
Gravid
- Jeg havde mødt min frem-
tidige mand. Og faktisk var
jeg på det tidspunkt gravid,
men jeg tog hjem til Maniit-
soq. Jeg fortalte ingen, at jeg
var gravid. Så med min æld-
ste, Johanne, i maven tog jeg
med på rensdyrjagl langt,
langt inde i landet. Der var
næsten ingen rensdyr den-
gang, så vi skulle gå langt. Ja,
det undrer mig faktisk ikke,
når jeg i dag ind imellem har
ondt i benene Men dengang
var der jo ingen problemer.
Vi var unge og havde masser
af kræfter.
På et tidspunkt må Kitsias
mor alligevel have mærket, at
Kitsia var gravid i tredje
måned.
- For hun sagde til mig, at
jeg skulle passe på mig selv,
at jeg skulle tage tøj nok på,
og at jeg ikke måtte bære for
tunge ting. Men vi talte aldrig
om min graviditet.
Kitsia fødte Johanne i
1942. Hanseeraq Berthelsen,
som havde været på uddan-
nelse i Sisimut, da hun mødte
ham, kom til Maniitsoq i
1943, hvor de blev gift. Sam-
men flyttede de til Sisimiut.
- Hanseeraq havde været
elev som skibstømrer i syv år,
da han blev færdig og vi blev
gift i 1943. Han boede i en
barak med utætheder, så vi
kunne ikke bo hos ham der.
Og det har da også senere vist
sig, at de dårlige boligforhold
dengang dannede grundlaget
for hans TB.
Den 16. juli 1944 flyttede
familien til Hanseeraqs føde-
by Nuuk, hvor Kitsia har boet
lige siden. Hanseeraq er søn
af bager Vittus Berthelsen.
Byggede hus
Da den lille familie kom til
Nuuk flyttede de ind hos Han-
seeraqs forældre. Der blev
efterhånden noget trangt i
huset, hvor også andre af
Hanseeraqs søskende boede
og fik ægtefæller.
- I 1947 kom Hanseeraq
hjem og fortalte mig, at han
havde optaget et lån. Jeg blev
lidt forskrækket og spurgte
ham, hvor meget han havde
lånt. 2.000 kroner, sagde han.
- Det var nok til at købe
materialer til et hus. Så vi gik
ud for at finde en grund, vi
kunne bygge vores hus på. Vi
fandt en grund på toppen af
Inspektørbakken, her lige
ovenover vores hus. Men vi
regnede ud, at der skulle bru-
ges for meget cement til grun-
den, fordi det lå på toppen. Så
det måtte vi opgive. Det var
der ikke råd til. Men lige
nedenfor var der et fladt areal.
Der var godt nok en sø, men
vi blev enige om at fylde søen
op og bygge der.
- Så kom tiden med hårdt
arbejde! Vi fyldte søen op
med aske og sand. Dengang
var der ikke biler i byen, men
man kunne få lov til at låne
heste til at slæbe de tunge
ting. Så vi slæbte frem og til-
bage med sand, træ og alt,
hvad der skulle bruges til at
bygge huset. Og vi var bare
Hanseeraq og mig. Og Han-
seeraq havde jo sit arbejde at
passe, så han mødte klokken
seks om morgenen og gik
direkte op til grunden klokken
seks, når han fik fri og så
arbejdede vi til langt ud på
aftenen.
Havde travlt
- Vi begyndte at bygge huset i
løbet af sommeren og vi hav-
de rejsegilde i september må-
ned. Vi havde meget travlt,
for vi var nu en lille familie på
fire, og vi ville gerne have
vores eget. Derfor besluttede
vi at lave stuen færdig først,
så vi kunne Hytte ind så hur-
tigt som muligt. Og den kun-
ne vi flytte ind i i december
måned. Der var godt nok ikke
sat masonitplader op endnu
og heller ikke malet, men nu
havde vi vores eget.
- Efterhånden blev loftet
færdigt og til sidst køkkenet.
Og så stod huset færdigt i
1948, malet og det hele. Det
var herligt.
faldet lidt sammen. Men Kit-
sia udstråler glæde og varme
denne kolde dag i marts.
Barndom i Maniitsoq
Kitsia er døbt Rosing og kom-
mer fra Maniitsoq, hvor hun
blev født i januar måned 1921
af forældrene Kirstine og
Svend.
- Da jeg var et år gammel
kom min far ud for en ulykke,
som ødelagde hans ene øje.
Det andet øje havde længe
været blindt på grund af en
anden ulykke, og nu kunne
han slet ikke se noget. Den-
gang kunne man ikke klare så
meget her i landet, så min far
blev sendt til Danmark.
- Min mor og jeg fulgte
ham til Nuuk i en 16 fods båd
med sejl. Det blæste meget og
på et tidspunkt faldt træpælen
ned og ramte mig i hovedet.
Det var første gang jeg fik
problemer med hovedet. Jeg
kom på sygehuse i Nuuk sam-
men med min far, griner Kit-
sia og fortæller, at moderen
og hun af den grund var nødt
til at blive i Nuuk en måned.
Kitsias far sejlede til Dan-
mark i 1922, og da man ikke
som i dag havde daglig for-
bindelse til Danmark, skulle
der gå et helt år, før familien
igen så deres forsørger.
- Der var ingen telefoner
dengang og ingen både til at
fragte breve. Så vi hørte intet
til min far i et helt år. Men
heldigvis blev øjet reddet,
selvom han skulle gå med
meget stærke briller bagefter.
Dygtig fanger
Selvom Kitsias far skulle gå
med stærke briller, blev han
igen fanger og tog ud for at
hente føde til sin familie.
- Vi var mange børn. Og vi
hjalp godt til, når hele fami-
lien tog på fangstture. Nogle
gange tog vi til fangstpladsen
allerede i slutningen af maj og
var der hele sommeren, så vi
kunne samle vinterforråd.
Men vi var også nødt til at
tage ud om vinteren, så vi
kunne klare os vinteren igen-
nem med nye forsyninger.
Det skete, når fryseren blev
sat til, griner Kitsia og forkla-
rer, at det var når sneen faldt.
- Far var en dygtig fanger,
så vi manglede ikke noget.
Nyfangede sæler blev blot
lige åbnet og lagt ned i sneen
til vinterforråd og nogle gan-
ge blev det også til et mar-
svin. Nej, vi manglede ikke
noget.
- Vores ældste bror, An-
ders, blev en dygtig fanger,
og vi andre fiskede.
- Og vi blev opdraget den-
gang. Vi fik at vide, at vi ikke
måtte være dovne, og lige så
snart vi kunne løfte noget, fik
vi at vide, at vi skulle hjælpe
til. Der var aldrig fortjenester
for børn. Man gjorde som
barn aldrig noget for at få
noget igen. Det eneste vi fik
at vide var, at de der ikke
lavede noget kunne ikke få
noget at spise.
- Dengang havde man hel-
ler ikke socialhjælp. Det kla-
Kitsia Berthelsen-ip anaqqiia, ernisussiortoq Karoline Petrussen Avigaaneersoq, qallunaa-
mut niuertumut Peter Frederik Rosing-imut katittoq. Karoline kalaallit siulliit ilagaat erni-
sussiortutut Danmark-imi ilinniartoq. Issialluni kissumiarpaa aappariit meeraasa quliusut
ilaat Marie. Peter Frederik Rosing kalaallinit taagorneqarpoq »inungasoq«.
Kitsia Berthelsens oldemor, jordemoder Karoline Petrussen fra Avigaat, som giftede sig
med den danske handelsforvalter Peter Frederik Rosing. Karoline var en af de første
grønlandske jordemødre, der blev uddannet i Danmark. Hun sidder med den ældste af
deres ti børn, Marie, på armen. Peter Frederik Rosing blev kaldt »danskeren, der lignede
en grønlænder«.
møde, når man træder ind i
Kitsias hjem på Inspektørbak-
ken i Nuuk.
- Ja, sådan går det, når man
bliver gammel, siger Kitsia
og forklarer, hvorfor lino-
leumsgulvet i køkkenet buler.
- Her forleden dag, tændte
jeg for vandet i køkkenet for
at fylde vasken op. Mens jeg
ventede på det, satte jeg mig
ind i stuen og begyndte at sy
perler. Jeg registrerede godt
nok svagt, at vandet pjaskede,
men jeg havde glemt alt om
vandet, der fossede ud af røre-
ne. Pludselig huskede jeg,
hvad jeg var igang med, og så
var det for sent. Hele køkke-
net sejlede i vand, griner
Kitsia.
Glæde ved livet
Sådan er det med Kitsia. For
hende er livet positiv. Selvom
vi kommer ind på alvorlige
emner i hendes liv, bliver det
vendt til noget positivt. Der
bliver ikke dvælet ved livets
alvorlige sider. Heller ikke,
da Kitsia fortæller, at hun har
en kræfttumor i hovedet, og at
den er uhelbredelig.
Det første tegn viste sig
allerede i 1971. Men først i
1980 fik Kitsia konstateret
tumor i hjernen.
- Jeg krævede at få at vide,
hvad jeg fejlede, og professo-
ren på Rigshospitalet fortalte
mig, at jeg havde en uhelbre-
delig kræfttumor.
Tumoren udvikler sig hele
tiden og presser på forskellige
steder i Kitsias hoved. Det har
medført tre operationer. Den
første i 1980, igen i 1990 og
den sidste gang i 1993, hvor
tumoren pressede så næsen
blev lukket til.
- Da tumoren blev opdaget,
sagde professoren til mig:
»hvis du er glad og lever stil-
le og roligt, så vil du ikke
mærke til din sygdom«. Og
det har jeg forsøgt at gøre.
Kitsia fortæller uden at
søge medynk, men ganske ro-
ligt og konstaterende om sin
sygdom. Som hun sidder der i
sit eget hjem, er der ikke
meget »gammelt« over den
77-årige Kitsia. Naturligvis er
håret blevet gråt og kroppen
J_nJ
_r_r
KITSIA BERTHELSEN
NUUK(LRH) - Det er som at
træde ind i sin barndom igen,
når man kommer på besøg
hos Kitsia Berthelsen. Der er
lavt til loftet, væg til væg-
tæppe på gulvet og overalt
hænger der billeder af familie
og venner, og nipsgenstande-
ne vidner om et langt liv. Så
selvom linoleumsgulvet i
køkkenet er lidt bulet, er det
varme, der strømmer én i