Atuagagdliutit - 26.03.1998, Side 14

14
Nr. 24 ■ 1998
Min mor var drivkraften, fortæller Inuuti Fleischer, som er forstander på Aasiaat sygehus
INUUTI FLEISCHER
ET
LIV PA TRODS
Niviarsiaq kalaaleq Danmarkimi peqqissaasutut ilinniamerminik naammassilluni tulluusimaaqisoq.
En stolt grønlandsk pige som færdiguddannet sygeplejerske i Danmark.
Sisimiut i forberedelsesklasse
til realskolen. Hun bestod, så
det blev til yderligere tre år i
Sisimiut.
-Man bliver meget, meget
hurtigt voksen på den måde.
Og meget selvstændig.
Inuuti var på det første hold
realister, der dimitterede fra
Sisimiut. Det var i 1974.
Hvert år var Inuuti på ferie
i Qullissat. I 1971 blev hun
konfirmeret der, men i 1972
lukkede byen, og hun havde
ikke længere noget trygt og
velkendt barndomshjem eller
barndomsby at komme hjem
til:
- Også det var en meget,
meget barsk oplevelse. Det
føltes som et overgreb og har
været med til at at udvikle
min trods. Den der følelse:
Det kan godt være, at kan
tage mit hjem og min by fra
mig, men mig skal de ikke få
ned med nakken.
Inuutis forældre flyttede fra
Qullissat til Ukkussissat og
Maarmorilik. Inuutis mor;
Ane Marie Løvstrøm, var
barnefødt i Qullissat. Hendes
far, Hans Løvstrøm, kommer
fra Saattut i Uummannaq.
Udvekslingsstudent
- Efter realeksamen var jeg et
år i USA. Sikke en omvælt-
ning fra Ukkussissats 150
indbyggere via kæmpestore
New York til Pennsylvania,
hvor jeg gik på highschool.
Det var som udvekslings-
student med AFS. På skolen
havde vi en såkaldt ”year-
book”, hvor i jeg skrev, at jeg
ville læse medicin, når jeg
”blev voksen”.
-Det var også det, der var
min hensigt, da jeg startede
på Struer Statsgymnasium i
1975 på den matematiske
linje. Men i 2. G var jeg ved at
kvæles i fysikrapporter, det
var ikke mig. Men i baghove-
det rungede mors ord: Du
kommer ikke tilbage uden at
have bestået, så jeg gjorde
2. G færdig, men flyttede
derefter til Århus og tog en
to-årig sproglig studenter-
eksamen på Århus Akademi.
Sprog havde jeg meget mere
talent for og lyst til.
- Også i min gymnasietid
mødte jeg flere gange lærere
og elever, der mente, at jeg
som grønlænder måtte have
brug for særlig støtte i dansk
eller andre fag. De kastede
ved på bålet. Min stædighed
og trodsighed blussede op.
Jeg kan klare mig selv. Jeg
var stolt. Jeg ville blive til
noget. Jeg skulle vise dem.
Hjem til Grønland
- Jeg var stolt af at være grøn-
lænder, mens jeg var i Dan-
mark, men hvor gjorde det
ondt at møde disse negative
forventninger til, hvad jeg
kunne. Og at høre negative
ting om Grønland. I sær fordi
alle generaliserede. Grønland
er sådan. Grønlændere er
sådan.
- Mange af de grønlandske
studerende havde på dette
tidspunkt været så længe væk
fra Grønland, at de ikke ville
tilbage til Grønland. Jeg har
altid vidst, at jeg skulle til-
bage til Grønland. Det lå også
i min mors ord. At det var en
selvfølge, at jeg kom tilbage -
med en bestået eksamen. Jeg
skulle og ville hjem og virke i
Grønland. Grønland har givet
mig uddannelse, og den skal
bruges i Grønland. Sådan fø-
ler jeg stadig. Jeg følte og
føler en stærk forpligtelse til
at være med til at udvikle
Grønland. At gøre min lille
indsats.
- Så selvom jeg kun var
godt 20 år, var jeg meget
bevidst om ikke at rende ind i
noget, der skulle få mig til at
blive i Danmark. En kæreste
for eksempel.
- Efter studentereksamen
rejste jeg til Ukkussissat og
arbejdede som timelærer i to
år. Fandt mig selv igen efter
al denne rejsen rundt.
Jeg havde det godt med at
undervise. Følte at jeg kunne
give børnene noget. Fortælle
dem om verden, fortælle dem
om hvordan det er at være
væk hjemmefra. Fordelene og
ulemperne.
Til Danmark igen
I Qullissat læste jeg i bogen
“Hvad kan jeg blive” og jeg
havde stadig sundhedsvæse-
net i blodet, selvom jeg havde
fundet ud af, at det ikke var
læge, jeg skulle være.
Det var et valg mellem
sygeplejerske og sundheds-
medhjælper. Det blev syge-
plejerske, og så måtte jeg til
ferien, juleferien og påskefe-
rien i Slagelse, og familien dér
har jeg stadig kontakt med.
Allerede på vej til Ny-
købing oplevede Inuuti en
anden følelse hos sig selv,
som også har været med til at
holde hende til ilden, når tin-
gene var svære.
Trods.
- Da vi kørte over Stor-
strømsbroen, og jeg på fejlfrit
dansk spurgte til den, hvor
lang den var og sådan noget,
lød det forbavset fra mine nye
plejeforældre. Vi troede slet
ikke, du var så god til dansk.
- Det gjorde mig gal og
trodsig. Hvad regnede de mig
for. Jeg skulle vise dem. Det
har fulgt mig siden hen. Hver
gang at folk har undervurde-
ret mig - typisk fordi jeg var
grønlænder - så har det givet
mig ekstra styrke.
- Faktisk var jeg ikke så
dårlig til dansk, for i Qullissat
var lederen i børnehaven
dansk, og min mor var i en
periode kiffaq hos en dansk
familie.
Hurtig voksen
Men det var hårdt at være 11
år og være hjemmefra. Ikke
have sin mor eller nogen for-
trolig i den begyndende pu-
bertet. Jeg var så gal på hende
dengang for at hun havde
sendt mig afsted. Ja, jeg var
vred på hende i mange år.
Danmarksopholdet varede
kun et år, men i virkeligheden
rejste Inuuti hjemmefra som
11 -årig, for efter Danmarks-
opholdet - og en ferie hjemme
i Qullissat - blev hun sendt til
Aasiaat(LM)For 28 år
siden. I 1969 blev den den-
gang 11-årige Inuuti i Qullis-
sat opfordret til at rejse et år
til Danmark for at gå i skole
og lære mere dansk.
- Min mor var ikke glad
ved situationen, men hun
sendte mig alligevel af sted
med ordene:
- Du kommer ikke tilbage
uden at have bestået.
De ord blev brændmærket
ind i Inuutis bevidstehed på
det tidspunkt og har på mange
måder været styrende for de
næste 28 år af hendes liv.
Når hun var ulykkelig og
havde hjemve - eller mod-
gang - hos plejeforældrene i
Nykøbing på Falster, i real-
skolen i Sisimiut, På high-
school i USA, På Struer Stats-
gymnasium, Århus Akademi
og Sygeplejeskolen i Silke-
borg.
I dag er den 40-årige Inuuti
Fleischer forstander på syge-
huset i Aasiaat og erkender: -
Det var aldrig gået uden min
mor.
Katittut Qullissat katersortarfianni qitittut. Vaigat-orkesteret
nipilersorput.
Brude valsen i forsamlingshuset i Qullissat. Vaigat-orkesteret
spiller.
To plejefamilier
I 1969 rejste Inuuti i første
omgang til Slagelse sammen
med sine klassekammerater,
som bare skulle være i Dan-
mark i tre måneder. Der blev
hun indlogeret hos en pleje-
familie med tre børn, som hun
straks faldt til hos, men da
klassekammeraterne rejste til-
bage til Qullissat var Sla-
gelseopholdet også forbi for
Inuuti. Hun skulle flyttes til et
andet sted i Danmark til en
anden familie. Det blev ved
Nykøbing på Falster:
- Her blev jeg aldrig glad
for at være. Familien var et
ældre ægtepar med voksne
børn og en forkælet efternøler
datter, der var et par år yngre
end jeg.
- Så jeg tilbragte efterårs-