Atuagagdliutit

Volume
Issue

Atuagagdliutit - 26.03.1998, Page 14

Atuagagdliutit - 26.03.1998, Page 14
14 Nr. 24 ■ 1998 Min mor var drivkraften, fortæller Inuuti Fleischer, som er forstander på Aasiaat sygehus INUUTI FLEISCHER ET LIV PA TRODS Niviarsiaq kalaaleq Danmarkimi peqqissaasutut ilinniamerminik naammassilluni tulluusimaaqisoq. En stolt grønlandsk pige som færdiguddannet sygeplejerske i Danmark. Sisimiut i forberedelsesklasse til realskolen. Hun bestod, så det blev til yderligere tre år i Sisimiut. -Man bliver meget, meget hurtigt voksen på den måde. Og meget selvstændig. Inuuti var på det første hold realister, der dimitterede fra Sisimiut. Det var i 1974. Hvert år var Inuuti på ferie i Qullissat. I 1971 blev hun konfirmeret der, men i 1972 lukkede byen, og hun havde ikke længere noget trygt og velkendt barndomshjem eller barndomsby at komme hjem til: - Også det var en meget, meget barsk oplevelse. Det føltes som et overgreb og har været med til at at udvikle min trods. Den der følelse: Det kan godt være, at kan tage mit hjem og min by fra mig, men mig skal de ikke få ned med nakken. Inuutis forældre flyttede fra Qullissat til Ukkussissat og Maarmorilik. Inuutis mor; Ane Marie Løvstrøm, var barnefødt i Qullissat. Hendes far, Hans Løvstrøm, kommer fra Saattut i Uummannaq. Udvekslingsstudent - Efter realeksamen var jeg et år i USA. Sikke en omvælt- ning fra Ukkussissats 150 indbyggere via kæmpestore New York til Pennsylvania, hvor jeg gik på highschool. Det var som udvekslings- student med AFS. På skolen havde vi en såkaldt ”year- book”, hvor i jeg skrev, at jeg ville læse medicin, når jeg ”blev voksen”. -Det var også det, der var min hensigt, da jeg startede på Struer Statsgymnasium i 1975 på den matematiske linje. Men i 2. G var jeg ved at kvæles i fysikrapporter, det var ikke mig. Men i baghove- det rungede mors ord: Du kommer ikke tilbage uden at have bestået, så jeg gjorde 2. G færdig, men flyttede derefter til Århus og tog en to-årig sproglig studenter- eksamen på Århus Akademi. Sprog havde jeg meget mere talent for og lyst til. - Også i min gymnasietid mødte jeg flere gange lærere og elever, der mente, at jeg som grønlænder måtte have brug for særlig støtte i dansk eller andre fag. De kastede ved på bålet. Min stædighed og trodsighed blussede op. Jeg kan klare mig selv. Jeg var stolt. Jeg ville blive til noget. Jeg skulle vise dem. Hjem til Grønland - Jeg var stolt af at være grøn- lænder, mens jeg var i Dan- mark, men hvor gjorde det ondt at møde disse negative forventninger til, hvad jeg kunne. Og at høre negative ting om Grønland. I sær fordi alle generaliserede. Grønland er sådan. Grønlændere er sådan. - Mange af de grønlandske studerende havde på dette tidspunkt været så længe væk fra Grønland, at de ikke ville tilbage til Grønland. Jeg har altid vidst, at jeg skulle til- bage til Grønland. Det lå også i min mors ord. At det var en selvfølge, at jeg kom tilbage - med en bestået eksamen. Jeg skulle og ville hjem og virke i Grønland. Grønland har givet mig uddannelse, og den skal bruges i Grønland. Sådan fø- ler jeg stadig. Jeg følte og føler en stærk forpligtelse til at være med til at udvikle Grønland. At gøre min lille indsats. - Så selvom jeg kun var godt 20 år, var jeg meget bevidst om ikke at rende ind i noget, der skulle få mig til at blive i Danmark. En kæreste for eksempel. - Efter studentereksamen rejste jeg til Ukkussissat og arbejdede som timelærer i to år. Fandt mig selv igen efter al denne rejsen rundt. Jeg havde det godt med at undervise. Følte at jeg kunne give børnene noget. Fortælle dem om verden, fortælle dem om hvordan det er at være væk hjemmefra. Fordelene og ulemperne. Til Danmark igen I Qullissat læste jeg i bogen “Hvad kan jeg blive” og jeg havde stadig sundhedsvæse- net i blodet, selvom jeg havde fundet ud af, at det ikke var læge, jeg skulle være. Det var et valg mellem sygeplejerske og sundheds- medhjælper. Det blev syge- plejerske, og så måtte jeg til ferien, juleferien og påskefe- rien i Slagelse, og familien dér har jeg stadig kontakt med. Allerede på vej til Ny- købing oplevede Inuuti en anden følelse hos sig selv, som også har været med til at holde hende til ilden, når tin- gene var svære. Trods. - Da vi kørte over Stor- strømsbroen, og jeg på fejlfrit dansk spurgte til den, hvor lang den var og sådan noget, lød det forbavset fra mine nye plejeforældre. Vi troede slet ikke, du var så god til dansk. - Det gjorde mig gal og trodsig. Hvad regnede de mig for. Jeg skulle vise dem. Det har fulgt mig siden hen. Hver gang at folk har undervurde- ret mig - typisk fordi jeg var grønlænder - så har det givet mig ekstra styrke. - Faktisk var jeg ikke så dårlig til dansk, for i Qullissat var lederen i børnehaven dansk, og min mor var i en periode kiffaq hos en dansk familie. Hurtig voksen Men det var hårdt at være 11 år og være hjemmefra. Ikke have sin mor eller nogen for- trolig i den begyndende pu- bertet. Jeg var så gal på hende dengang for at hun havde sendt mig afsted. Ja, jeg var vred på hende i mange år. Danmarksopholdet varede kun et år, men i virkeligheden rejste Inuuti hjemmefra som 11 -årig, for efter Danmarks- opholdet - og en ferie hjemme i Qullissat - blev hun sendt til Aasiaat(LM)For 28 år siden. I 1969 blev den den- gang 11-årige Inuuti i Qullis- sat opfordret til at rejse et år til Danmark for at gå i skole og lære mere dansk. - Min mor var ikke glad ved situationen, men hun sendte mig alligevel af sted med ordene: - Du kommer ikke tilbage uden at have bestået. De ord blev brændmærket ind i Inuutis bevidstehed på det tidspunkt og har på mange måder været styrende for de næste 28 år af hendes liv. Når hun var ulykkelig og havde hjemve - eller mod- gang - hos plejeforældrene i Nykøbing på Falster, i real- skolen i Sisimiut, På high- school i USA, På Struer Stats- gymnasium, Århus Akademi og Sygeplejeskolen i Silke- borg. I dag er den 40-årige Inuuti Fleischer forstander på syge- huset i Aasiaat og erkender: - Det var aldrig gået uden min mor. Katittut Qullissat katersortarfianni qitittut. Vaigat-orkesteret nipilersorput. Brude valsen i forsamlingshuset i Qullissat. Vaigat-orkesteret spiller. To plejefamilier I 1969 rejste Inuuti i første omgang til Slagelse sammen med sine klassekammerater, som bare skulle være i Dan- mark i tre måneder. Der blev hun indlogeret hos en pleje- familie med tre børn, som hun straks faldt til hos, men da klassekammeraterne rejste til- bage til Qullissat var Sla- gelseopholdet også forbi for Inuuti. Hun skulle flyttes til et andet sted i Danmark til en anden familie. Det blev ved Nykøbing på Falster: - Her blev jeg aldrig glad for at være. Familien var et ældre ægtepar med voksne børn og en forkælet efternøler datter, der var et par år yngre end jeg. - Så jeg tilbragte efterårs-

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.