Meddelelser fra Dansk-Islandsk Samfund - 01.01.1931, Blaðsíða 6

Side 6
BUDBRINGER
Nr. 15
paa 50 pCt. af vort Tilgodehavende og endda være
glade, hvis vi slipper med det.
Paa Aarsmodet holdt Formanden et Foredrag om
Islændere (og islandske Slægter) i Danmark af hoved-
sagelig personalhistorisk Art. Efter indtrængende Op-
fordring fra Bestyrelsens og mange Medlemmers Side
er der nu paa Grundlag af dette Foredrag blevet udar-
bejdet en lille Bog, som vor Afdeling haaber at kunne
faa udgivet i Trykken i forste Halvdel af det nye Aar.
Den vil blive 10—12 Ark stor og ledsaget af over 100
Portrætter, altsaa et ret bekosteligt Foretagende, saa-
dan som Afdelingens pekuniære Status for Ojeblikket
cr. I det forlobne Aar har vi ikke kunnet udgive noget,
saa vore Medlemmer har maaattet nojes med, hvad der
af Tryksager kom fra Danmarks-Afdelingen, nemlig
»Budbringeren« og det nye Hefte af Aarbogen. Hvad
den sidste angaar, tror jeg at kunne udtale, at vore
Medlemmer har været særdeles glade for den, saa rig-
holdig som den er af Indhold, — ret et Festskrift i
Anledning af Tusindaars-Juhilæet. Man vil derfor og-
saa herude sætte Pris paa, om det lod sig gore, at Aar-
bogen udkom fremdeles hvert Aar.
Til det andet Mode, som ogsaa var meget godt be-
sogt, medvirkede de to danske Scenekunstnere Fru
Alice Therp og Hr. Operasanger Per Biorn, hvis Præ-
stationer herude fortjener at mindes med uforbehol-
den Tak. — Desværre fik vi ikke i det forlobne Aar
den Glæde at kunne byde nogen Foredragsholder fra
Danmark velkommen herude. Dette foltes uden Tvivl
af mange som et Savn. Og som Led i de Bestræbelser,
der ved Udsendelse af danske Foredragsholdere er
gjort for at styrke den kulturelle Forbindelse mellem
Island og Danmark, var det meget at onske, at man
ogsaa i Fremtiden blev ved med at udsende dertil eg-
nede Foredragsholdere herop.
Hvad angaar Udvekslingen af unge Danske og Is-
Iændinge gennem Dansk-Islandsk Samfund, da har Ef-
tersporgslen fra islandsk Side været tiltagende i den
senere Tid, hvorimod vi har Indtryk af, at det ikke
har været Iigesaa let at faa unge Islændinge anbragt i
danske Hjem. Iovrigt har vi ogsaa i det forlobne Aar
betragtet det som vor Pligt hellere at raade fra end
skynde til, naar der er kommet unge Mennesker til
os for at anmode om vor Medvirken til at skaífe dem
Plads i Danmark, og det saa meget mere som de
almindeligvis har onsket at blive anbragt i Kobenhavn.
Som bekendt har Aaret 1930 for os Islændinge i
hoj Grad staaet i Festens Tegn. Aldrig nogensinde liar
Island været gæstet af saa mange Udlændinge som i
dette Aar, og næppe nogensinde af saa mange Danske.
Dette sidste maa hilses med Glæde af allc dem, som
(uagtet al Politik) onsker en syinpatisk Forbindelse
mellem vore Folk bevaret i Fremtiden; og vi haaber,
at disse tilrejsende, hvad enten de kom herop som
Festdeltagere eller Turister, maa have indsamlet gode
Minder paa Rejsen. Dr. Jón Helgason.
Formand for Islands-Afdelingen.
Finnur Jónsson.
Det er blot et Navn, der staar over disse Linjer.
Der kunde godt være sat en hel Del Titler baade
for og bag. Men det er unodvendigt for dette Blads
Læsere. Og for mange andre Danske.
Navnet kan staa alene; det har kendt Klang for
danske 0ren. Det er et af de ikke faa islandske Navne,
der nævnes med lige stor Ærbodighed og Tak af Dan-
ske og Islændinge. Finnur Jónsson er nemlig blevet
Islændingene en Islænding og Danskerne en Dansker.
Hans Navn er et af de store islandske Navne, der
liar et Kapitel for sig i den dansk-islandske Historie.
Det sidste store forelobig, forhaabenllig ikke det aller-
sidste, men i sin Art det sidste.
Finnur Jónsson har nemlig ikke alene vundet Ver-
densry som enestaaende Kender af den islandske
Sang og Saga; men han har gennem sit Værk været
med til at sammenfoje den dansk-islandske Fælles-
saga. Han har nemlig ovet dette Værk i ægte sonlig
Kærlighed over for begge Folkehjemmene.
Hans Navn er blevet et Fællesmærke for de to Folk.
Uden det Navn var Dansk-Islandsk Samfund hel-
ler næppe hlevet til.
I hvert Fald gaar dette Samfund, hvis Liv i Lys nu
er femten Somre gammelt, i Lon dobhelt saa Iangt til-
bage; nemlig til hin Sommer i Aaret 1900, da han som
en allerede beromt Videnskabsmand og jeg som gan-
ske nybagt Kandidat gjorde hinandens Bekendtksab
paa den danske Studenterfærd til Island. Thi dette Be-
kendtskab, som begyndte muntert, har holdt sig mun-
tert i disse mange Aar og er nu blevet til et Venskab,
som jeg har Grund til at sige en langt alvorligere Tak
for, end jeg her med et muntert Smil og Tak for sidst
faar Lejlighed dertil i Forbifarten.
Der falder derfor et Stænk af Vemod i Smilet for
forste Gang i Dag, da jeg skal sige Farvel til D. I. S.’s
Medstifter, min mangeaarige utrættelige Medarbejder
i Styrelsen, vor gamle Næstformand, som nu mener,
al han er saa gammel, at han har Lov til at hvile paa
sine Laurbær.
Det maa han selv bestemme. At han har været en
Arbcjdsmand, en vinniwíkingur, der har gjort sig for-
tjent til et lille Hvil mere end de íleste, er en velkendt
Sag, ogsaa for hans gamle Kammerater i D. I. S.’s Sty-
relse.
Det troster os lidt, at vi ved, at hans Hjærtelag vil
være uforandret det samme over for vort Arbejde,
livad enten han er inden eller uden for Styrelsen.
Og vi er overbevist om, at de andre gode Hjælpere
i Styrelsen, som vi ogsaa maa sige Farvel og Tak til
ved denne Lejlighed, vil finde det rimeligt, at vi sam-
men med dem til Al'skcd trykker en Krans — ikke af
Laurbær, men al' Nordens Egelov — ned om dit hvide,
stride Haar, Finnur Jónsson! jyj
Astrid Stampe Feddersen.
Det skal ikke glemmes, hvad vel mange al' D. I. S.’s
nuværende Medlemmer ikke ved af, at Fru Astrid
Stainpe Feddersen var den, som stodte i Luren, da
Dansk-Islandsk Samfund hlev til. Ved en Artikel i
Hojslcolebladet, rettet til Áge Meyer Benedictsen og
mig, om at stifte et Samfund af »Islandsvenner« i
Danmark i Lighed med det tyske »Islandsfreunde«.
(Saadan stod det til dengang, at man maatte gaa