Meddelelser fra Dansk-Islandsk Samfund - 01.01.1931, Blaðsíða 7

Nr. 15
BUDBRINGER
Side 7
til Tyskland for at lære at vise lidt Venlighed!) Hel-
digvis var der samtidig baade Mænd og Kvinder paa
Island, som ogsaa liavde Lyst til at vise Venlighed
imod os. Og saaledes blev det til noget mere end nogle
danske Islandsvenner, nemlig til et dansk-islandsk
Vennelag; thi dette var, og dette er Meningen med
Dansk-Islandsk Samfund.
Og dette Vennelag hlev altsaa Fru Astrid Stampe
Feddersen Moder til; thi det er ingen Frase, at hun
fra sin tidlige Ungdom havde folt Venskab over for
Islands Folk. Og det laa nu ikke for hende at nojes
med Folelser. Hendes Folelsesliv var saa stærkt, at
det maatte give sig Udslag i Handling. Som l'or Kvinde-
sagen, saa for den dansk-islandske Sag.
Trænger dette maaske til at opfriskes, saa staar det
derimod i frisk Minde for alle dem, der har fulgt D. I.
S.’s Moder i Kobenhavn, hvor trofast hun blev ved
med at folge sit Barn op igennem Aarene. Hun var
næsten altid til Stede som en interesseret, ofte spor-
gende Tilhorer; ogsaa til sidst som gammel og svag;
ja til allersidst: Tre Uger for hendes Dod, tror jeg,
saa jeg hende ved et Mode sidste Foraar.
Og saaledes var hun ogsaa levende optaget af Sam-
fundets Sager og et pligtopfyldende Medlem af Styrel-
sen, saa længe hun havde Kræfter dertil.
Sagen laa hende saa stærkt paa Sinde. Hun var ikke
for ingen Ting i Frændskab og Venskab med Chri-
stoffer B&go, det hoje Nords ædle Talsmand paa den
danske Hojskole.
De dode næsten samtidig, den gamle danske og den
yngre islandske Kvinde, som nu skal mindes. Er det et
Tilfælde, der ligner en Tanke? I hvert Fald er det
sandt, at Astrid Stampe Feddersens og Kristín Jó-
hanns’s Kvindesind, hvert paa sit Folks Vegne, levede
og aandede i ædel Higen imod, at de to Folk kunde
lære at forstaa hinanden og at modes.
Det er aldrig forgæves, naar to Hjærter helt ud vil
det sarnrne. Tiden vil ogsaa vise det her. A. M.
Kristín Jóhanns.
Det er mig en Trang nu ved Indgangen til det ny
Aar at mindes en af Dansk-Islandsk Samfunds mest
trofaste Medarbejdere, Frk. Kirstín Jóhanns, som af-
gik ved Doden d. 6. Marts 1930.
I 6^2 Aar havde Frk. Jóhanns været ansat paa
vort Kontor, og hun passede sit Arbejde med aldrig
svigtende Omhu og Interesse.
Alle, der har haft nogen Forhindelse med vort
Kontor, vil mindes hendes muntre, elskværdige og
venlige Væsen, altid den sanime over for hoje og lave.
Frk. Jóhanns kom til Danmark for c. 13 Aar siden
med to bare Hænder, men med en ærlig Vilje til selv
at tjene sit Brod. Som saa mange andre Islænderinder
tog hun fat paa Syning og arbejdede i llere Aar hos
Illum. Saa blev Pladsen paa vort Kontor ledig, og
hun sogte den straks, fordi, som hun selv sagde: »Jeg
vil hellere have med Mennesker at gore«. Og hun eg-
nede sig netop til dette at have med Mennesker at
gore, hun, som i en saa sjælden Grad var taktluld, for-
staaende og fuld af Interesse for og Medfolelse med
andre.
Over for sine Landsinænd var hun enestaaende og
skyede intet personligt OíTer, hvor hun var i Stand til
at hjælpe. Ingen ved sikkert tilfulde, hvor meget hun
udrcttede paa denne Maade, for Frk. Jóhanns fulgte
i hoj Grad Biblens Ord om ikke at lade den venstre
Haand vide, hvad den hojre gor.
Det er nu mange Aar siden, jeg forste Gang saa
Frk. Jóhanns. Det var ved en af de islandske Aftener
hos Áge Meyer Benedictsens. Hun sad lidt for sig selv,
slille og tilbageholdende; men der var noget over Ud-
trykket i hendes fint formede Ansigt, som straks vakte
min Opmærksomhed. Vi kom i Samtale; hnn besogte
mig senere, og jeg opdagede hurtigt, at hun ikke liorte
til Dusinmenneskene.
Hun var Ievende interesseret i alt, hvad der var
godt og smukt, og havde en enestaaende Hukommelse.
Hun kunde fryde sig som et Barn over at færdes i Na-
turen og huskede alt til de mindste Enkeltheder Iænge
efter.
Da jeg efter Áge Meyer Benedictsens Dod blev Frk.
Jóhanns’ nærmeste Foresatte paa Kontoret, begyndte
der et indgaa'ende Samarbejde, hvorigennem hun viste
alle sine bedste Egenskaber. Med aldrig svigtende Ro
og Takt fyldte hun sin Plads, paalidelig og pligtopfyl-
dende i alle Forhold. Det var hendes Glæde og Til-
fredsstillelse at være med til at arbejde paa at lære
Islændinge og Danske at forstaa og respektere hver-
andre gensidigt.
Frk. Jóhanns var ikke rask i Avgust, da hun kom
hjem fra Ferie. Det gik op og ned en Tid; hun sogte
Læge, egentlig uden noget Resultat; men vi, der stod
hende nær, begyndte at ængstes.
Med beundringsværdig Energi og Selvbeherskelse
holdt hun sig oppe; men i Julen blev hun meget al-
vorligt syg og blev efter Nytaar indlagt paa Kommune-
hospitalet. Det viste sig at være en Kræftlidelse, og
der var intet at gore.
Med uendelig Taalmodighed og Fromhed har hun
sin Sygdom, til Doden befriede hende den 6. Marts.
Frk. Jóhanns er ikke mere iblandt os; men jeg be-
varer Mindet om et af de retsindigste og mest flnt-
folende Menneske, jeg har truffet.
Ære være hendes Minde! r M
Nogle smaa Lynskud fra
Islandsfærden.
Da jeg havde gjort Turen med »Hellig ölav« til Is-
lands Tusindaarsfest, blev jeg opfordret til at gen-
give nogle al' mine Indtryk fra denne sairdeles vel-
lykkede Færd.
Forst og fremmest er Forestillingen om »Nordlan-
de« bleven mig klar. Jeg stammer selv fra de ostrig-
ske Alpeegne, saa Joklerne og Vidderne oven over
Vækstgrænsen er mig ikke ukendte. Noget af det mest
storslaaede var for mig Indsejlingen. Efter en ualmin-
delig blid og vellykket Sorejse kom vi til Reykjavik,
og Solen gjorde sig en efter Sigende ganske enestaaen-
de Umage for at lade Landet vise sig for os i sit fagre-
iSte Velkomstskrud.
»Landet var lilligt og skpnt og tindrende J0klernes Toppe.«
Udsigten fra Skibet i den stemningsfulde Aften-
dæmring, — Fjorden og Smaaholmene og det store
Fjæld Esja i Baggrunden, — det alene var hele Rejsen
værd. Yderst mod Nordvest skimtedes halvt i Taage
den mægtige Snefjældsjokel. Indenlor os laa Reykja-