Meddelelser fra Dansk-Islandsk Samfund - 01.01.1931, Blaðsíða 8

Side 8
BUDBRINGER
Nr. 15
viks Red med et usædvanligt Mylder af SkiJoe, Baade,
fremmede Orlogsmænd og Flyverbaade, altsammen
smykket med Vimpler og Signalílag for Festens Sliyld.
Smukt var Landskabet i de Iyse Nætter, smukkest
vel nok ved Ny-Sne. Mærkeligt var det at se Lavamas-
serne springe frem af Jorden, sære, fantastisk for-
vredne. Særlig dc forrevne Lavaklofter paa Thing-
vallaslettcn var imponerende; det var, som kunde man
vente at se vulkanske Flammer bryde frem af Jorden
som for Millioner af Aar siden, og skimte Svartalfer
og Dværge i travl Virksomhed ved den store, glodende
Esse.
At færdes i Automobil i dette vilde Landskab, som
Turens Hastighed krævede, var naturligvis ikke det
rigtige. Man skulde stadig have været paa Hesteryg.
Men det var forresten mærkeligt og fornojeligt at
se, hvordan de islandske Vognforere med den storste
Koldblodighed og Uforfærdethed kunde tumle deres
Koretojer paa de mest uvejsomme Steder. For at ud-
holde alle de Stod, som Verden gav paa Island, maatte
Vognene virkelig have samme taalmodige Natur som
de smaa, trofaste Heste. Særlig morsomt var det at se
det hele Iange Vogntog plaske ned gennem den ene
Fjældbæk og Elv efter den anden; en Dag oplevede
min Mand ikke mindre end fjorten saadanne Vand-
overgange.
Yderst interessant var Udflugten gennem en vild
Lavaorken til Kambar (»Kammene«), hvor vi fra en
hoj Skrænt skuede dybt ned paa Sletten ved 01ves-
aaens Udlob. Derfra drog vi tilfods gennem en gold
Bjærgldoft med mange varme Springkilder. Turen
gjaldt Kilden Grýla, som nu, da Geysir har gjort
Strejke, har overtaget Rollen som turistisk Træk-
plaster. Op af et Hul, der er mindre end en Haandllade,
springer den hver halvtredje Time med en Punktlig-
hed, der er saa stor, at man næsten kan stille sit Uhr
efter den. Foruden Grýla var der en hel Del smaa
Kikler, der stadig kom og forsvandt. Den hvide Rog
laa som en Trolddom snart hist, snart her over Jords-
monnet. Især lagde jeg Mærke lil en enkelt, som jeg
i min Erindring har dobt med det italienske Navn
Bocca, d. v. s. »Mund«. Den havde en Indfatning af
Kampesten som svære, tykke Læber. Hvert fjerde—
femte Minut skvulpede det ud deraf med Rog og Damp
i tykke, lavt drivende Skyer som Dragens Fnys mod
Sigfred, og det endte saa med et Gylp af tunge Vand-
hvirvler. — Overfor denne Foreteelse kom jeg til at
forstaa det fantastiske, som Island rummer, — noget
for mig helt enestaaende. Her stod jeg og havde virke-
lig Fornemmelsen af at staa Aasyn til Aasyn med Ed-
daen, Urtiden, som jeg tænkte mig den i min Ungdom.
Skont vi var komne med en Turiststrom paa fyrretyve
Automobiler, og Stemningen var svinebunden af det
moderne, illusionsdræbende Væsen, saa havde jeg dog
her den stærke Folelse af at være undergiven det gamle
Sagalands fortryllende Magt.
Morsom var ogsaa vor eneste lille Ridctur. Det var
en Eftermiddag, da vi havde fri, dvs. var uden offi-
cielt Program. Da fik vor udmærkede norske Rejse-
fælle, Hojesteretsadvokat D., den Idé at gaa til det
Sted, hvor man kan leje islandske Rideheste. Og saa
koin vi to ca. halvhundredaarige Ægtepar i en Fart
op paa Hestene, sammen med en 4—5 unge svenske
Studenter og Studiner. En islandsk Folgemand svarig
sin lange Pisk, og snart travede vi ud af Reykjavik
henimod Vaskerierne ved de varme Kilder. Denne
Færd var meget oplivende. Ungdommen —■ Studen-
terne og de sode unge Piger — tog Téten. Hojesterets-
advokaten sad llot og stot til Hest, som genoplevede
han sin Korporalstrompeter-Tid. Min Mand, som hav-
de en virkelig smuk Ridehest, og hvis Regnkaabe jeg
havde arrangeret i de mest charmerende Rytterfolder,
sad som cn Colleoni i Malm, ubojelig, urokkelig paa
sin ædle Ganger. Fru D., vor kære Veninde, saa ind-
tagende ud i den noget usikre Situation; hun vedlige-
holder sin Ynde i alle Livets Forhold. Og jcg — jeg
sad endelig, endelig paa Hesteryg; tidligere havde jeg
jo hojest drevet det til at siddc paa Muldyr. — I Forst-
ningen var det en noget tvivlsom Fornojelse. Skulde
jeg styre, cller vilde Hesten tage Styret? Skuldc jeg
blive i Sadlen eller ej? Var det en Nydclse eller en
Pine? Vilde jeg blive hængende, eller vilde jeg blive
rystet af? — Men det gik da. »Gut ist gegangen, nichts
ist geschehen«. (Det gik godt; der skete intet). Efter
at vi var sluppen bort fra Asfalten, stodte det mindre.
Vi kom ind paa de blode, dejlige Ridestier. Jeg blev
fortrolig med min lille sode Græshest, og den blev for-
trolig med min ikke just alfelette Vægt. Jeg mærkede,
jeg kunde ride, og det gik bedst i Gallop. Karavane-
foreren forstod godt sit Metier. Han tog min Hest
vcd Remmen, gallopperede frem med sin Hest og tog
mig med. Da lærte jeg at styre, Ærekærheden vaag-
nede i mig, Lysten til at klare mig kom op, og jeg
naaede frem paa Side af de unge, overílojede endda
Colleoni paa hans llotte Ganger. Jeg havde ogsaa den
Tilfredsstillelse, at Karavaneforeren til ham udtalte
sig anerkendende om min Rideduelighed.
Min lille Græshest skal idag have en Extrahilsen.
Sort og uanselig var den, da den stod ])aa Torvet. Men
hvor den kunde trave, hvor dens Manke og Pandelok-
ker lloj i Blæsten, og hvor smukt dens livlige, muntre
0jne blinkede! De islandske Heste her i Danmark er
jo traurige Skabninger i Sammenligning med deres
Brodre og Sostre deroppe; i Hjemlandet er de saa til-
lidsfulde og fornojelige. Man ser, at de er kære Hus-
fæller, og at de er vante til god Omgang. Da vi kom til
en Hvileplads ude ved Laxeelven Elliðaá, tog Foreren
ogsaa ojeblikkelig Hestenes Sadler af, og saa græs-
sede de en Stund og nod Tilværelsen.
At ride deroppe var mig en usigelig Fornojelse.
Luften er pragtfuld, Dyret optog mig levende, og Land-
skabets smukke, brede Linjer nod jeg i fulde Drag.
Min lille sode Græshest lærte mig at forstaa det gamle
tyske Rytterord: »Ein grosses Glúck auf der Erde ist
auf dem Rúcken der Pferde«. (»En stor Lykke paa
Jorden er det at sidde paa Hesteryg«).
Ejendommelig er ogsaa Vegetationen deroppe. Der
er mange, som vil sige: der findes ingen. Men, hvem
der soger, han finder. Der er lidt Krat af Birk og Ron
hist og her. men saa er der en Del Hede- og Moseplan-
ter, som de ogsaa findes paa vore ostrigske Bjærge.
OgRensdyrmos og det mærkelige islandske Mos, som
jeg herhjemmefra bare kendte fra Kranse og som Ma-
lerrekvisit. Deroppe i dennc vidunderlige Stenorken
er pludselig hele lange Volde polstredc med dette graa,
tætte Stjærnetæppe. Det er atter noget saa særegent
islandsk. Det minder mig om Moser, jeg kender; bare
er der her fast, stenet Grurid under Mosset. Men Tæ])-
pet selv er blodt og giver el'ter under Foden. Saa er
der de smukke, hvidc Potentiller med de mangefingre-
de Blade paa de lange, sejge Rodranker. Jeg provede
at plante nogle her paa vor Stenhwj, men de gik ud;