Meddelelser fra Dansk-Islandsk Samfund - 01.01.1931, Blaðsíða 10

Side iö
BUDBRINGER
Nr. 15
var en af de stnrste Leverandnrer til Reykjaviks Mæl-
kehandler.
Sknnt er det paa Island om Sommeren; deroppe har
man lyse Nættcr, saa det forslaar noget. Ved Midsom-
mertid kan man se at læse hele Dognet rundt. Ud paa
»Myren« voksede en Masse smaa Fjældurter med
krydret Duí't. Forst paa Sommeren rugede Svomme-
fuglene paa smaa 0er og langs Kysten. Edderfuglene
laa saa tæt, at man næsten ikke kunde gaa mellem
Rederne uden at beskadige dem. Smaa Bekkasinunger
travede rundt; de var nogle laadne, smaa, brunspæt-
tede Skabninger med Næb saa lange, at de næsten ikke
kunde lofte dem. Og saa Solnedgangene helt omme i
Nord bag Kjalarnæs og Akranæs, saa smukke som
man ingen andre Steder kan se dem. Vi kom efter-
haanden til al holde saa ineget af denne storslaaede,
uberorte Natur. Nu boede vi ogsaa saa kont med Ud-
sigt til »Esja« og »Hamarlien«, tæt ved Havet. Fjæl-
dene kunde man aldrig blive ked af at se paa, altid i
foranderlig Belysning og Farveskær, naar de da ikke
var som skaaret væk af Taage. Smaa Bække og store
Elve pludrede og bruste i Fosserne — det er nu Islands
Fuglesang. Og saa var den Natur endda ved at tage
Humoret fra os, da vi modte den forste Gang.
Paa Thingvalla var vi med i to Dage, og det blev
selvfolgelig en af Sommeren.s store Begivenheder. Des-
værre hindrede Sproget os en Del, Islandsk er jo ikke
det Sprog, som ligner Dansk mest. Men Sangene kunde
vi da hore, og se kunde vi da ogsaa, baade öxará og
Hullet, hvor man i gamle Dage druknede trolose Kvin-
der, og de dybe Sprækker ude paa Sletten, hvor Van-
det var saa klart, at man tydeligt kunde se Solvmon-
ter helt nede paa Bunden, ca. 10 m nede.
Hohosten var Sommerens travleste Tid. To Traktor-
slaamaskiner gik uafbrudt i mange Uger i al Slags
Vejr. Saa kom Hovenderne, ogsaa med Traktor for.
Tilsidst blev Hoet sat sammen i store Stakke, som
blev forsynet med Presenning — Regnvejr horer jo
ikkc til Sjældenhederne paa de Kanter. Da man skulde
til at kore IIo ind, kom der Forstærkning i Form af
4—5 Lastbiler l'ra Reykjavik. Hoet blev bundet sam-
men i Knipper paa 70 kg ca. En Iiest kan bære to saa-
danne Knipper. Paa en Bil kan der være 9—12; det
er jo en Forskel. Mange af Hostlolkene var unge Se-
minarister; Undervisningen dér ligger stille l'ra Maj
til Oktober, og i Melleintiden kan man saa tjene til
Vinterens Ophold i Ileykjavik. Desuden var der en
6—7 Piger, som gik med i Marken hele Sommeren
igennem, og Humor var der over Arbejdet.
Vi havde jo mange Oplevelser baade af den ene
og den anden Art, som det imidlertid vil fore for vidt
at nævne. Nogle af os var saaledes paa en Ridetur paa
isl. Heste; man koinmer jo ikke saa vidt paa den
Maade, men den er langt den morsomste.
I Reykjavik kom vi ofte; det er jo en By i Udvik-
ling. De nye Jernbetonhuse er de konneste, de gamle
af Træ betrukket med Bolgeblik derimod ikkc saa
smukke.
Imidlertid var Sommeren snart gaaet, og vi skulde
til at tænke paa Hjemturen. Fem af os blev enige om
at tage over Norge hjem. Vi tog Billet fra Reykjavik
helt til Kobenhavn via Bergen—Oslo—Goteborg, og det
blev en fin Afslutning paa Sommeren. Vore Kamme-
rater var med inde i Byen at tage Afsked med os. De
misundte os ikke, at vi skulde til Sos igen, og Sejl-
turen blev ogsaa haard denne Gang. I to Dage stor-
mede det saa slemt, at dct næsten var umuligt at kom-
me op paa Dækket. Vi var ogsaa næsten et Dogn for-
sinkede, da vi naaede Bergen. Paa Færoerne gjorde
vi Ophold et Par Timer og var lige i Land. Fra Bergen
tog vi saa med Bergensbanen til Oslo — storslaaet
Tur! Desværre var vi saa medtaget af Sorejsen, at vi
ikke fik saa meget ud al' den sidste Del af Rejsen. Man
bliver nemlig ved at »sejle«, længe efter at man er
kommet i Land, og det er en aldeles modbydelig For-
neminelse, naar man synes, Gaden vipper op og ned.
Vi gjorde derfor kun Ophold i Norge en Dag og tog
derpaa Turen Oslo—Kobenhavn i eet Stræk.
Saa var vi i Danmark igen, og det var trods alt dej-
ligt, for jeg kan ikke nægte, at vi var blevet endogsaa
meget danske paa Island.
Maren Hoyer.
Foredrag om Island i Frankrig.
Gennem Forbindelse med Dansk-Islandsk Sam-
fund har en fransk Dame, Forfatterinden MIR Nellij
Melin fattet en ievende Interesse for Island. Frk.
Melin har tært sig selv Dansk og har oversat forskel-
lige Ting, bl. a. Artikler af Dr. phil. Gudmund Scliút-
te, til Fransk. Frk. Melin liar i det franske Tids-
skrift »Le correspondanl« skrevet en meget læse-
værdig Artikel om Island, ligesom liun i Vinter lioldt
et F'oredrag om samme Æmne i Folkeuniversitetsfor-
eningen i Moulins i Midtfrankrig.
Af dette sidste gengives her et kort Referat i Over-
sættelse.
Salen var fuld, mange maatte staa op.
Med klar og tydelig Stemme, med fuldendt Dik-
tion, der lod alle Nuancer i den klare og elegante Stil,
der kendetegner Frk. Melin, baade naar bun skriver
og taler, komme til sin Ret, forte hun os med paa en
Tur til Island, til Verdens Port, som Digteren siger.
To Kort, der var skaífet til Veje ved Hjælp af Skolens
Lærere, og talrige Lysbilleder lettede denne Rejse for
Tilhorerne. Den geologiske Dannelse, Vulkaner, Gej-
sere og Jokler — Jokler og Vulkaner! Hele Island er
udtrykt i den Kontrast —, Golfstrommens veigorende
Virkninger, Floraen, Beskrivelse aí' islandske Land-
skaber af en næsten tragisk Storhed; dette lille Folks
rorende Historie, som, da det kun havde Aandens Vaa-
ben tilbage, har kunnet udfolde en saa ejendommelig
Kultur og genvinde sin Ual'hængighed, sit sande Liv,
sin Folkesjæl; Episoder af Kampen mellem den gamle
hedenske Tro og den fremtrædende Kristendom! hur-
tig Oversigt over den literære Udvikling, kort Strejf-
tog paa det okonomiske Onrraade; meget kloge Be-
tragtninger over Menneskenes Forhold til Naturen,
nogle desværre alt for korte Citater af nogle Hoved-
værker med en stor social og filosofisk Rækkevidde,
der faar en til at tænke . . . og saa er der allerede for-
lobet mere end en Time, og Frk. Melin slutter med
denne hegejstrede Tiltale, hilst af langvarigt, varmt
Bifald: »Det vilde være mig en stor Glæde, skonne og
stolte Island, hvis jeg denne Aíten havde kunnet ind-
give dem, der har hort paa mig med en saa velvillig
Opmærksomhed, ikke alene Onsket orn at komme op
til dig, der ligger saa l'jernt deroppe ved Verdens Port,
men havde kunnet lære dem at forstaa, hvor stort dit
Folk er i Kralt af sin Kultur og Aand, skont lillc af