Tímarit Verkfræðingafélags Íslands - 01.04.1918, Blaðsíða 10

6
TlMARIT V, F. í. 1918
sund basis, bör faa utbygget og amortisert vore vancU
fald, saa snart det overhodet lar sig gjöre. Men la
os ikke derfor sælge vor kraft til spotpris.
En af de störste auktoriteter paa elektricitetens og
forskningens omraade, som for tiden lever, professor
Nernst, uttalte forleden, at man vistnok maa regne
med, at den nu brukelige fremgangsmaate til frem-
stilling av elektricitet med kul kommer til at bli op-
git. Det nævnte system omsætter nemlig i bedste til-
fælde kun ca. */» av det forbrændte kuls energi til
elektrisk arbeide, mens man for tiden teoretisk med
absolut sikkerhet kan si, at den praktiskt talt fuld-
stændige utnyttelse av energien er teknisk mulig. Med
andre ord, er den nuvœrende metode til fremstilling
av elektricitet, set fra et teoretiskt standpunkt, endnu
saa ufuldkommen, at der her maa tilstræbes funda-
mentale forandringer; og disse vil vel ogsaa för eller
senere bli indfört i praksis.
Dette er saa sandt, som det er sagt. Kullene vil en
dag evne at fremstille elektrisk kraft billigere, end
de idag kan gjöre det. Og den dag det sker, da vil
vore norske ikke utbyggede vandfald ha en mindre
værdi end nu. Det utbyggede vandfald der ikke sökes
nedskrevet, vil komme i en meget vanskelig situation.
Det gjælder derfor i vor vandfaldsindustri at söke
at amortisere hurtigst mulig. Da först vil vi ha vær-
dier, ingen kan ta fra os.
Det vanskeligste spörsmaal ved vandfaldsulbvgning
er imidlertid at finde anvendetse for kraften. At bygge
ut et vandfald uten selv at eie metoder for dets ulnyt-
telse eller uten at ha sikret sig en konsument, anser
jeg for likesaa urigtig, som at bygge et hus ute paa
landet uten at sikre sig leier til det.
Metoder til nyttiggjörelse av kraften faar man ikke
gratis, hvad enten man kjöper dem eller uteksperi-
menterer dem selv (Uteksperimenteringen av den
Birkeland-Eyde’ske metode har saaledes kostet flere
millioner kroner).
Den vanlige maate at erherve den slags metoder
paa er mot aktier i foretagendet, én betalningsmaate
som for kjöperne selvfölgelig er betydelig at fore-
trække for det kontante utlæg. Nu kommer staten
og siger, at vandkraftselskaper maa ha helt norsk
kapital for at kunne koncederes. Herved fratar man
altsaa norsk kapital den billigste vei til at erhverve
en til unyttelse av vandkraften nödvendig fabrika-
tionsmetode fra udlandet.
Dette er en sak, som ikke kun berörer de der ind-
later sig paa saadanne spekulationer, men det er
Norges nationalformue som herved forringes paa en
uforsvarlig maate.
Vi har i vore vandfald idag gode værdier, og man
skulde tro, at det vilde være i vort lands interesse,
at disse derfor blev nyttiggjort. Men, om det skal
gaa frem som det hittil er begyndt, at nyttiggjörelsen
av disse værdier kun möter den störste motstand
hos vore auktoriteter, og at de mænd der har evne
til at skape industrier, istedetfor tillid og paaskjön-
nelse kun möter mistænksomhet og motstand, saa
vil det bli smaat stel for fremtiden«.
Eine noch schiirfere Sprache fiihrte Direktör C. V.
Eger in einem Vortrag vor »Norsk Ingeniörforeningn,
gehalten im Miirz 1915:
»Vandfaldene er nemlig — desværre — i sig selv in-
gen indlægtskilde. Först gjennem utvikling og ut-
bygning faar de sin værdi. Dette gjælder her i vort
land meget mere end i noget andet land i verden.
Hvis vi skal faa bruk for tilnærmelsevis den större
del av vor vandkraft, saa kan vi nemlig ikke saa-
ledes, som det er mulig i mange andre land, sitte
rolig og vente til behovet melder sig. Behovet for kraft
her i landet er nemlig og vil altid bli saa litet i for-
hold til landets kraftmængde, at hvis vi skulde vente
paa det, saa vilde der nok ikke bli store vyer for
vandfaldene. Den store nationalværdi vilde da skrumpe
uhyggelig ind. Derfor niaa vi ska/fe og skape et be-
hov; vi maa arbeide paa dette med vor energi og
alle vore evner. Ikke bare de enkelte personer, men
ogsaa hele folket — inklusive politikere. Da kan vi
snakke om virkelige værdi-udsigter paa vore vand-
fald. Vor vandfaldspolitik kunde i mange punkter
passe for et land med litet vandkraft og stort behov
— for vort land passer derimol en hel del punkter
ikke. Vor ulykke blir da at vi har altfor mange
vandfald«.
Als Schlussbetrachtung einen Ausblick in die
Zukunft geben zu wollen, erscheint mir bei dem
noch herrschenden Widerstreit der Meinungen etwas
gewagt. Jedenfalls aber scheint die Tendenz der
Entwicklung die zu sein, dass in den Landern mit
dichter Bevölkerung und geringen Wasserkriiften,
wie Deutschland und Schweiz, der grösste Teil der-
selben fur die Interessen der Allgemeinheit, námlich
Elektrizitátsversorgung und elektrischen Bahnbetrieb
in Anspruch genommen wird, wáhrend in diinnbe-
völkerten, wasserkraftreichen Lándern ein erheblicher
Teil der elektrochemischen Grossindustrie zur Ver-
fúgung steht.
Atstaða ríkisins til hagnýtingar vatnsafls á Norðurlöndum, í Sviss og Þýskalandi.
Erindi flutt af G. Funk verkfræðingi frá Niirnberg á fundi V. F. í. 24. okt. 1917.
Fyrir fáum tugum ára kunnu menn ekki að hagnýta sjer
orku pá, sem fólgin er í fallanda vatni, á annan hátt en
til að knýja kvarnir eða sögunarvjelar og til iðnaðar á
staðnum sjálfum par sem orkan var fyrir hendi. En síðan
hafa gerst pær framíarir í rafmagnsfræði, að unt er að
veita háspentum rafmagnsstraumi svo nemur hundruðum
kilómetra og láta hann færa iðjuverum afl, heimilum ljós
og hita og knýja járnbrautarvagna, og par með er hagnýt-
ing vatnsaflsins orðin hagsmunamál alls almennings, af pví
að vatnsorkan er hin ódýrasta uppspretta rafmagns. Þess
vegna er vatnsaflið líka sjerstaklega pýðingarmikið í peim
löndum, svo sem Sviss, Svipjóð og Noregi, sem eru snauð