Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 5

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID
OG DANMARK.
AF
ARNE MØLLER.
I.
ISLANDSK FOLKESIND OVER FOR DANSK.
JEG RED EN SOMMERNAT OVER ISLANDS HEDER. DET
var, som Steingrimur Thorsteinsson synger,
en Sommerkvæld engang,
over Hede var jeg reden.
Den tunge Vej blev aldrig lang, —
jeg hørte dejlig Svanesang,
ja, Svanerne sang paa Heden.
Vi var redet ud fra KiSjaberg — to Mand med tre raske Heste —
ved Aftenstid. Det var Meningen at naa inden Sengetid til Kålfholt
Præstegaard, et Par Mil derfra. Men min islandske Følgesvend fik mig
til at ride ud i Natten. Og saa red vi saadan Mil efter Mil over Rangaa-
sletterne hele Natten, indtil vi ud paa Morgenstunden bankede de gæst-
fri Folk op i BreiSabélstaS Præstegaard.
Han havde Ret! Natten var altfor skøn til at sove bort, Hestene
for gode, til at vi kunde standse.
Solen gik i Bjærge lidt før Midnat. Men det gyldne Skær
vilde ikke gaa af Himlen i Nord. Og lidt efter stod Maanen op ude
fra Atlanterhavet i Syd, stor og rød, og prøvede paa at skinne om Kap
med Solnedgangsskæret; men den blev blot gulere og gulere af Misundelse.
Og i dette vidunderlige Nattelys laa Fjældene saa nøgne, saa forklarede,
i blaanende, men for danske Øjne halvt uvirkelig Skønhed. Som om
det var disse Fjælde, Bjørnson synger om: »Fjældet forklares som Aasyn
i Død«.
Bagved laa Ingolfsfjall, blaat i Mindet om Islands Førstemand, som
det er kaldt op efter. Ved Siden af os var det, som Fjældene i Nord
fulgte med i Hast, mens vi sprængte af Sted. Hekla med Snekappen og