Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 32

3°
ARNE MØLLER
vejg, der staar djærv og klog ved Ingolfs Side, høvdingemyndig som han.
Man maa være Gunnar Gunnarsson taknemlig, fordi han har givet os
en historisk Roman fra sit Folks Fødselstider. Som Islænding var han
nærmest dertil. Hvis der følger andre genfortalte »Sagaer« efter denne,
vil han bringe de gamle Sagatider nærmere til os i de andre Nordens
Lande.
ii.
Dette nye Opvæld af islandsk Aand paa det danske Sprog har været
interessant at iagttage fra mere end en Side.
Netop fordi det er faldet sammen med et politisk Opgør mellem de
to Folk, har det — som før nævnt — baaret Vidnesbyrd om den aar-
hundredgamle Forbindelses aandelige Betydning. Der kan jo dog ikke siges
noget om, hvordan denne Digtning skulde være brudt frem, om ikke
netop disse Betingelser for dens Frembrud havde været til Stede, bl. a.
Forbindelsen med dansk Sprog og dansk Kultur.
Og hvis der skulde gøres indgaaende Rede for disse unge islandske
Digteres Udvikling, vilde det nok vise sig, at de har dansk Aand for
anden Paavirkning at takke end blot for Laan af Sproget. Som rimeligt
er efter Digtarten, vilde det sikkert findes at gælde mere for Fortælleren
Gunnar Gunnarsson og Sangeren J6nas GuSlaugsson, mindre for de to
Dramatikere.
Men utvivlsomt er det alligevel dansk Aand, der staar i størst Gæld,
naar dens Mellemregning angaaende denne Digtning skal opgøres med
islandsk Aand.
Disse Forfattere har bragt deres Land og Folk nærmere til dansk og
nordisk Bevidsthed, end det vel nogensinde før er sket gennem oplysende
Skildringer, fordi Folket lever i deres Digtning. Island er — egentlig
for første Gang i nyere Tid — ved at rykke ud af Taagen nærmere hen
mod de andre nordiske Brødrefolk. At dette Møde har fundet Sted paa
vort Modersmaal, er ingen Tilfældighed, men historisk begrundet i mange
Omstændigheder. Men det maa dog siges, at disse er overvejende af ydre
Art, og at den danske Samfølelse med den lille Broderstammes Aandsliv
indtil den allerseneste Tid har været meget svag eller meget lidet bevidst.
Des større bliver da den Ære, der er vist det Folk, hvor Mødet fandt
Sted, og den aandelige Forpligtelse for Fremtiden, der nu hviler paa os
— for os selv og derigennem for Norden.
Lad være, at dette Møde i Digtningens Verden kun kan blive, i hvert
Fald kun har været, et flygtigt Møde. Lad være, at disse Bøger maaske
undertiden ved deres Anlæg og Udførelse ikke har været uden Skyld i,
at danske Læsere har kunnet tage fejl og tro at staa over for en Virke-