Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 6

4
ARNE MØLLER
det berømte Sagafjæld Trihyrningur, som skiftede Form og Farve efter
den forskellige Synsvinkel, vi saa det i. Og foran os Eyjafjallajøklens
Kæropehoved, snehvidt i Aftenskæret.
Det er Jdnas Hallgrimsson, der mindes dette Syn og udbryder:
Der skinned Sol paa Landets Sommerveje,
og gyldenrødt om Øfjælds Sølvertop
sank Skæret i sit Skrud til Aftenleje.
Jeg har ikke set noget skønnere paa Island end dette Nattesyn. Jeg
har heller ikke været paa minderigere Egn. Det var jo over Sagaslet-
terne, vi red. Her var det, at Gunnar fra HliSarendi og Njalsønnerne
red den samme Slags smaa Heste som vi nu. Her laa dengang, ganske
som nu, Trihyrningur med sine tre Toppe som Domstole for de høje
Guder. Herfra var det, de fældede de tunge Skæbnedomme over Mæn-
dene nedenfor i de blodige Slægtsfejder.
En saadan Nat synes man, at man rider Sagaen nogle Mil nærmere.
Landet ser ud endnu omtrent som i hine Dage. Fjældene staar, hvor
de stod. De er ikke saadan at flytte med for de smaa Menneskehænder
som den bløde danske Muld. Det er lettere at blive rykket hen til de
gamle Dage her. Man kan føle det, som de døde rider med i Midnats-
lyset; man tror i Nattestilheden at høre Aandernes Svanesang i de fjærne
Højder. Det passede godt til mine Tanker, da Islændingen gav sig til
at citere af Sagaen: »Du rider hårdt nu Frænde, sagde Kolskeggr til
Gunnar!«
Man kan vel ogsaa komme det Sind, som rører sig i Islændingen i
vore Dage, noget nærmere en saadan Nat. Thi det er dybt præget af
Islands vældige Natur og Historie. Det er ikke bare for at sige noget,
at det falder ham saa naturligt at citere af Sagaen; det stemmer med,
hvad der lever i hans Sind.
Det danske Sind forholder sig paa en noget anden Maade til Fædre-
landets Natur og Historie. Det har sværere ved at begejstres saa stolt
over Naturen, at drikke sig en sværmerisk Rus af det fulde Mindebæger.
Og vi tager saa langt mere undseligt og stilfærdigt paa at faa sagt frem,
hvad vi inderlig føler for vort Land og vore Minder.
Jeg maatte føle Modsætningen mellem Landene og Sindene saa levende,
da jeg stod ind i de danske Farvande en Sommernat derefter. En af
disse allervidunderligste danske Sommernætter. Luft og Hav laa sløret i
det graalige Skær, hvor alt toner helt anderledes frem end i den island-
ske Sommernats nøgne, næsten uvirkelige Klarhed. Fyrene begyndte at
blinke mildt gennem Skumringen — alle de mange venlige Lys paa Øerne
og Sjællands Nordkyst. Intet staar vort Hjærte nærmere end en saadan