Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 30

28
ARNE MØLLER
Og som hans eget Ansigt lyser frem bag Bogens Blade, ser vi med
det samme ogsaa Folkets, hvis ægte Søn han er, i Billede efter Billede.
I Levevis og Kaar vel et tyveaarigt Billede af Islands Folk. Men Folke-
sjælen er den samme. Og den har han taget paa Kornet her.
Muntert og vittigt i den fortryllende Fortælling om den uimodstaae-
lige Geir og hans Frierier til »R6sa paa Gili, Jbna paa Teigi, Oløf paa
Sandi, Marsa paa Fjalli o. s. v.« Eller i den dejlige Historie om Man-
den og Konen, der venter paa Dommedag, og saa bliver det — Gud-
skelov! — ikke til videre, end at Katten midt om Natten i deres døde-
lige Angst springer op i et Fad Mælk og Grød.
Men ogsaa hjerteligt og medfølende — som dér, hvor han beretter
om den ensomme og fattige Dreng, der staar uden Taarer ved Faderens
Lig, fordi han er »bange for, at han ikke vilde have syntes om, at han
græd«, men bagefter brister i Graad, da han fortæller om sin Sorg til
sin Faders gode Ven. Eller om »Store-j6n«, der er ved at gaa til med
Kone og Børn i Sult og Kulde, men som Forfatterens gode Hjærte og
Købmanden i yderste Øjeblik kommer til Hjælp.
Disse »smaa Sagaer« kan have Gyldighed for Island paa lignende
Maade som Johs. V. Jensens og Jeppe Aakjærs Himmerlands- og Fjandbo-
historier for Jylland. Flere af dem er lige til at sætte i en Læsebog for
danske Børn.
io.
I sin sidste Bog Edbrødre har Gunnar Gunnarsson sagt Farvel til
sin Samtid og søgt tilbage til sit Folks store Fortid. Jeg tror, han har
fulgt sit Hjærtes Stemme. Ellers vilde han ikke være en rigtig Islænding.
Og man vidste jo fra Gæst den enøjede, at han befinder sig bedst,
naar han kan flygte bort fra Nutiden og lade sin Fantasi tale sit eget
frie Sprog uden at være bunden af den moderne Romans strængere Krav
om Virkelighedsskildring i det smaa. Han har som Digter Anlæg for at
tegne Menneskelivet efter de »store Linjer« og i de store Forhold under
Sorg og Glæde, i Liv og Død.
Lige saa mange Forudsætninger møder han da med for at kunne gen-
fortælle Sagaen. Og naar der er Tale om Islands Saga, har han i sit
islandske Sind og i sine Barndomsminder fra Landet og Folket lykkelige
Betingelser for at kunne genoplive de gamle Tider.
Denne Roman er, saa vidt jeg ved, tænkt som den første af en Række
historiske Romaner fra Islands Fortid. Efter at have læst den maa man
lykønske Gunnar Gunnarsson til Begyndelsen og glæde sig til Fortsæt-
telsen.
Thi det er blevet en frisk Fortælling, han har givet os i Edbrødren e.