Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 15

Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 15
ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK 13 og skrive paa Dansk i Stedet for paa deres Modersmaal. Det lille Folks Digtere maa, for at faa et større Publikum i Tale end deres 100,000 Landsmænd, ogsaa kunne tale med den danske Tunge og søge Hjælp og frigørende Udvikling ved Forholdet til det øvrige Nordens Aandsliv. Sammen med Modsætningen til Danmark føles ogsaa Trangen til et be- rigende Samliv til Hjælp mod Indestængthed. Det er sandt, som Kai Hofifmann skriver, at Danmark var det lyse Rige, Verdens Port, den friske Strøm. Herfra toned Aandens Krige ind i Vinterlandets Drøm. Som i gamle Dage gaar Skjalde og Sagamænd Bud frem og tilbage mellem Island og Norden. Den islandske Digtnings Gennembrud i Dan- mark i de sidste Aar er ikke tilfældigt, men et levende Vidnesbyrd om Samlivet mellem de to Folk og dets Værd for dem begge og derigennem for Norden. Og dette er kun blevet tydeligere under den politiske Spæn- ding mellem de to Folk, som samtidig har sat dette Samliv paa Prøve. Man kunde spørge, om denne Digtning da er dansk eller islandsk. Svaret er, at Hænderne er Danmarks, men Røsten er Islands. Her er blevet afgrænset en lille islandsk Enklave i den danske Litteratur. Og selv om Paavirkningen fra det andet Folks Kultur bliver stærkere, der hvor Forfatteren opholder sig uden for sit Fædreland og skriver det Lands Sprog, hvortil han er udvandret, saa viser det sig netop under denne levende Vekselvirkning, hvor islandsk Grundpræget er. Thi bag ved det danske Sprog høres det — gennem Æmnevalget, gennem den Natur og det Folkeliv, som danner Baggrunden, gennem hele Aanden i denne Digt- ning, hvor den har noget rigtigt at fortælle os —at »Røsten« er islandsk. Det er dette, som Gunnar Gunnarson giver saa stærk en Tilstaaelse af i sin »Hilsen« i Island, Strejflys over Land og Folk: Land, du fjerne, hvide gamle 0 i Havet, stolte stærke Moder al min Angst, min Kvide, al min Tro, min Glæde, alt mit Liv, mit Væsen har du skabt og præget i dit Billed — græde, græde Taarer stride, tunge Længselstaarer maa din Søn bag Havet, Land, du fjerne, hvide. Sneland under Maanen — hvor jeg husker Natten, dyb og stjernestrøet — fjerne Bjerges Blaanen, som en Drømmens dunkle Kappe om din Skulder — rundt mig Snekrystaller stjernetændte funkle — skilt af Vidders Graanen som en Vintervaandens isgraa Øik i Sindet — Sneland under Maanen. — Det er Island, set langt borte i Længsel, som møder os her, som hos Bjarni Thorarensen hundrede Aar før.

x

Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter
https://timarit.is/publication/1302

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.