Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Page 15

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK
13
og skrive paa Dansk i Stedet for paa deres Modersmaal. Det lille Folks
Digtere maa, for at faa et større Publikum i Tale end deres 100,000
Landsmænd, ogsaa kunne tale med den danske Tunge og søge Hjælp
og frigørende Udvikling ved Forholdet til det øvrige Nordens Aandsliv.
Sammen med Modsætningen til Danmark føles ogsaa Trangen til et be-
rigende Samliv til Hjælp mod Indestængthed. Det er sandt, som Kai
Hofifmann skriver, at
Danmark var det lyse Rige,
Verdens Port, den friske Strøm.
Herfra toned Aandens Krige
ind i Vinterlandets Drøm.
Som i gamle Dage gaar Skjalde og Sagamænd Bud frem og tilbage
mellem Island og Norden. Den islandske Digtnings Gennembrud i Dan-
mark i de sidste Aar er ikke tilfældigt, men et levende Vidnesbyrd om
Samlivet mellem de to Folk og dets Værd for dem begge og derigennem
for Norden. Og dette er kun blevet tydeligere under den politiske Spæn-
ding mellem de to Folk, som samtidig har sat dette Samliv paa Prøve.
Man kunde spørge, om denne Digtning da er dansk eller islandsk.
Svaret er, at Hænderne er Danmarks, men Røsten er Islands. Her er
blevet afgrænset en lille islandsk Enklave i den danske Litteratur. Og
selv om Paavirkningen fra det andet Folks Kultur bliver stærkere, der
hvor Forfatteren opholder sig uden for sit Fædreland og skriver det Lands
Sprog, hvortil han er udvandret, saa viser det sig netop under denne
levende Vekselvirkning, hvor islandsk Grundpræget er. Thi bag ved det
danske Sprog høres det — gennem Æmnevalget, gennem den Natur og
det Folkeliv, som danner Baggrunden, gennem hele Aanden i denne Digt-
ning, hvor den har noget rigtigt at fortælle os —at »Røsten« er islandsk.
Det er dette, som Gunnar Gunnarson giver saa stærk en Tilstaaelse
af i sin »Hilsen« i Island, Strejflys over Land og Folk:
Land, du fjerne, hvide
gamle 0 i Havet,
stolte stærke Moder
al min Angst, min Kvide,
al min Tro, min Glæde,
alt mit Liv, mit Væsen
har du skabt og præget
i dit Billed — græde,
græde Taarer stride,
tunge Længselstaarer
maa din Søn bag Havet,
Land, du fjerne, hvide.
Sneland under Maanen —
hvor jeg husker Natten,
dyb og stjernestrøet —
fjerne Bjerges Blaanen,
som en Drømmens dunkle
Kappe om din Skulder —
rundt mig Snekrystaller
stjernetændte funkle —
skilt af Vidders Graanen
som en Vintervaandens
isgraa Øik i Sindet —
Sneland under Maanen. —
Det er Island, set langt borte i Længsel, som møder os her, som hos
Bjarni Thorarensen hundrede Aar før.